5 numre, 15 minutter og derudaf med vinden i håret og et smil på læben, Give Give spiller ukompliceret, lige til og smittende rockmusik på EPen Double Plus.
Minus minus giver som jeg bekendt plus (regne regne, jo, den skulle være god nok), om dobbelt plus giver ekstra meget plus ved jeg ikke, men, når man har lyttet sig igennem de 15 minutter her giver titlen god mening.
Give Give er en københavnsk trio, som har eksisteret siden 2017 og spiller ukompliceret og ligetil alternativ rock. Det lugter lidt af sommerdage i 90erne, men i dette tilfælde på en måde der virker smittende og ikke støvet og bedaget.
Det er ved Gud ikke den dybe tallerken i en ny udformning, der opfindes og præsenteres over disse 5 numre, som er absolut blottet for overraskelser. Til gengæld lever den velspillende trio højt på umiddelbarheden og at de fleste af deres melodier er akut smittede. Og så kender de deres besøgelsestid og trækker bestemt ikke sagerne i unødig langdrag.
Der åbnes med den forfriskende 2 ½ minut lange “1984”, der lyder som om den strømmer direkte ud af en eller anden amerikansk college/ungdomskomedie, som man kender dem fra omkring årtusindeskiftet. Det var i dette tilfælde ment som en kompliment, det var inden den formel blev skamredet og smilene stivnede. Det er bare et nummer der fylder super effektivt fremad, uden udsving eller opbremsninger, så det er svært ikke at blive smittet af den lette og opløftende stemning. Det er en helt overordnet kvalitet hos Give Give, der både i stil og udførelsen godt kan sætte et dobbelt plus på kontoen, også selvom det er hørt før.
Hvad synges der så om? Tjo, sådan lidt af det sædvanlige, “you got me spinning around” i den alt rockende “So Numb”, “You elevate me” i “Elevate” og “I’m a butterfly” i “Butterfly”. Det er på den måde ikke stor, forkormet kunst og udfordrende lyrik, men, det passer til den musikalske stil og det udtryk Give Give sigter efter. Simpelt og meget velkendt, jovist, men, trioen her formår, at slippe afsted med det fordi det virker ganske ærligt og ikke fortænkt.
Og så skriver de altså bare nogle forbandet fine, små sange, der lige bærer det hele over målstregen. Afslutteren “Butterfly” kunne også sagtens have fundet vej til en mainstream radio nær dig for 20-25 år siden. Har man så brug for det i dag og hvorfor er det OK for nogle, men ikke for andre, at være uoriginale? Relevante spørgsmål jeg stiller mig selv der, og jeg burde være den rigtige til, at svare på det…. jeg er bare ikke sikker på, at jeg kan?
Jeg har nemlig også tidligere (og kommer til det igen) været efter andre bands, som ikke kommer med noget nyt, lyder upersonlige eller sidder fast i en tidslomme. Personlig smag spille klart ind, det er ikke en 100 % objektiv ting det her anmelderi. Men, jeg er ikke engang specielt stor fan af eksempelvis den lyd Give Give gør sig i. Men, de gav mig et smil på læben og fik mig i godt humør, så, i dette tilfælde havde jeg faktisk brug for det… i dag.
Holder Give Give “i morgen”? Tja, formodentlig, men der er måske ikke nok kød på og slidstyrke i disse 5 numre til, at man bør afspille dem hver dag. Som en lille, kvart lang, lyttevenlig opkvikker kan de dog indtages med ganske stor effekt, hvis man ikke overdriver en god ting.
Derfor ender vi på 4 smittende stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
