Girlcrush er endelig ude med deres debut-EP, der både samler op på lidt ældre singler og kigger fremad. Der mangler måske de helt store sange, men det er stadig 17 charmerende minutter i selskab med en trio, som det er svært ikke at holde af.
Med charme kan man jo også komme langt, det demonstrerede bandet blandt andet på sidste års Roskilde Festival, hvor de tryllebandt Rising Scenen med deres enkle poppunk sange og ikke mindst deres smittende humør og ekstreme gå-på-mod. Det bar dem igennem et sæt med masser af medvind og momentum på den anden side, der langt fra var fejlfrit, eller en decideret musikalsk åbenbaring. Den var noget andet. Ærlig, umiddelbar, elskelig og begejstret.
Den slags er lidt vanskeligere at omsætte til en udgivelse, hvor sangmaterialet naturligt vil være noget mere i fokus, og dermed også kommer til at bære en større del af slæbet. Her mangler Gircrush stadig noget erfaring og rutine som sangskrivere, det kommer man nok ikke udenom, når man lytter de 6 numre på denne EP igennem. Men begejstringen og glæden ved bare at fyre sine egne sange af skinner stadig igennem, og det er langt hen af vejen nok til at få dem sikkert over målstregen.
Grundlæggende er bundniveauet mere end godkendt, der er ingen dårlige numre på Girlcrush. Der er en række gode og iørefaldende, en enkelt, “Work Work Work”, hvor vokalen i længden bliver lidt for skinger for mig og så er der seneste single “I’m Easy”, der nok er udgivelsens stærkeste sang- og den der peger mest fremad for bandet. Her leger de lidt mere med deres lyd og opbygningen af sangen end man måske hidtil har set fra deres side. Tempoet og rytmen er mere pågående “huggende”, det nærmer sig næsten noget dansepunk og det er i det hele taget en medrivende sag, som jeg også var ret hooked på, da jeg anmeldte den i Repeat for et stykke tid siden.
Numrene kredser meget om seksualitet, køn, samfundets opfattelse af dette, normer, hvordan det er at være forvirret af den ene og den anden grund og, det at være et band og spille musik. Det er meget i øjenhøjde, og altså ret personligt, så det kan godt på et tilsnit af at være poesibogsbekendelser – men det bliver ikke for navlepillende eller selvudleverende, eller banalt for den sags skyld. Det er let tilgængeligt og enkelt, både i lyrik og musik, jovist, men det er også her en del af charmen ligger. Hvis man altså gider hører fra og om hvordan det er og var, at være Girlcrush. Og det gider jeg heldigvis gerne.
Med sange og titler som “Girlcrush”, “Throwing Like a Girl”, “Emo Kid” og “Start Your Own Band”, er der ikke så meget at være i tvivl om. Det er meget 1:1. Grilcrush handler om et, ja, girlcrush, og er en sød, lille hyldest til forelskelsen og så er det bare en forbandet, catchy lille sag, som man kan blive helt glad i låget over, mens det begynder at boble i kroppen. En rigtig effektiv og medrivende start på EPen, som måske er så melodisk spinkel, at der ikke skal meget til at den trævler op, men det er ligeledes en del af charmen hos Girlcrush.
“Throwing Like a Girl” er oppe i fart fra start til slut og er, igen, måske ikke en teknisk set “stor” sang, men det er fængende og iørefaldende og smittende knap 2 minutter og viser den rockede side, som bandet også rummer. De er egentlig lige så meget rock, som de er poppet punk, og har nok også fået lyttet en del til noget klassisk goth-rocket, som The Cure. Nej hov, det handler “Emo Kid” da blandt andet om, der kan man bare se! Den handler også om Avril Lavigne! Og i et lidt større perspektiv om ikke at passe ind. Det er nok noget mange kan relaterer til, måske kunne de starte et band, ligesom Girlcrush har gjort?
Det kan du også bare gøre, hvis du ikke kan lide det du hører fra dem, “start your own band”, som det hedder i den afsluttende sang af samme navn. Dermed starter og slutter EPen også lidt med to former for markeringer, eller statements, “Girlcrush”, hvem og hvad vi er, og så hvad du kan gøre, hvis du ikke kan lide det: start dit eget band, fuckfjæs.
At man bare kan starte sit eget band, hvis man ikke kan lide hvad man hører her, befrier dem selvfølgelig ikke for, at man gerne må se lidt kritisk på dem og de mangler de stadig har som band og sangskrivere. Men, jeg tror det er noget der kommer med tiden, i hvert fald hvis de kan bibeholde den gnist, kemi og øret for fængende, små melodier som man finder her, så jeg pakker de kritiske briller væk og lader mig begejstre.
4 ukuelige stjerner til Girlcrush, der har noget man ikke kan lære: elskelighed.
Af Ken Damgaard Thomsen
