Danske Ghost Iris leverer progressiv metalcore på internationalt niveau på Anecdotes of Science and Soul, et album som fortjener din opmærksomhed, hvis du er til genren.
Nu er metalcore ikke lige sædvanligvis min genre, men Ghost Iris formår, til deres ros, at gøre den spiselig, også for et core-analfabet som undertegnede. Det er ikke fordi det skorter på genrens kendetegn med mangfoldige breaks og vekslen mellem ren sang og brølevokal, mellem melodiske stykker og fræsende riffs og buldrende trommer, og konstante temposkift. Men det fungerer simpelthen mestendels for Ghost Iris, fordi de får skruet nogle generelt velfungerende numre sammen af nogle gode byggeklodser.
En af de byggeklodser er Jesper Vicencio Gün’s alsidige vokal, som både fungerer i brøleversionen, den rentsyngende udgave og de relativt få gange den bevæger sig mere over i noget skrigende. Hvilket den heldigvis kun gør relativt sjældent. Et eksempel på et nummer, hvor Gün’s vokal er central, er ‘Phalanx’, hvor han udfolder hele spektret. Inden den har vi fået sat godt gang i Ghost Iris’ univers på den i starten atmosfæriske ‘Dreamless State’, som dog hurtigt blæser afsted med heftige riffs, og den velfungerende, tunge ‘Influx’, og lige efter den følger ‘Immaculate’, der rummer nogle af albummets mest melodiske passager, men samtidig også hamrer solidt igennem – og oveni smider en omgang prog-rock ind i det hele. Det lyder ind i mellem lidt som Mew på en heftig form for syre. Og så er det afsluttende riff-stykke bare forbandet godt og medrivende skruet sammen.
Prog-delen bliver næsten lidt forstyrrende på den halvstressende ‘Dream Catching A Nightmare’, som skifter stemninger og tempi, så den her halvgamle anmelder ikke ved hvilket ben han skal stå på og derfor sætter sig tungt i sædet med et forvirret blik i øjnene. Der er bestemt fede elementer undervejs, men det drukner i de mange indtryk.
Til gengæld så er starten på ‘Magenta Pt.1: Perfect Symbiosis’ temmelig godt eksekveret, og det er både tungt og futuristisk-progget, hvilket er glimrende kombination. Ind i mellem giver Ghost Iris’ eskapader mig minder om Fear Factory fra midt 90’erne, og det er ikke helt skidt. Der går til gengæld prog i den på ‘Magenta Pt.2: Astral Projection’, som titlen også signalerer, og selv om det også resulterer i nogle fede passager, så kammer det lidt over for min smag – jeg er mere til Pt.1.
Der er masser af tyngde i ‘Parallel Passage’, som også rummer velfungerende prog-elementer, inden nummeret fader ud. Herefter får vi ‘Euphoric State’, hvor trommerne pisker afsted og lægger en tung og dynamisk bund, mens ‘Everlasting Bliss’ også har tyngde nok til at gøre et par dødsmetal-bands misundelige. Samtidig fungerer de elektroniske prog-elementer godt i kombination med de tunge riffs og det bastante trommespil, og Gün’s vokal får igen lov at folde sig ud over et bredt spektrum af udtryk. Og så lader Ghost Iris albummet klinge lige så stille ud.
Som man måske kan regne ud fra titler og det coveret, så er der nogle fortællinger om en drømmeverden og en protagonist, der flygter fra en hård virkelighed og indfrier sit fulde potentiale, og det kan man jo sluge, og lægge på som ekstra element, hvis man er til den slags. Anecdotes of Science and Soul fungerer nu også fint uden. Er man til genren vil man formentlig holde endnu mere af det end jeg gør. Jeg lander på fire store stjerner til Ghost Iris, for en omgang velfungerende progressiv metalcore, som formår at ramme både melodi og tyngde, og doserer tempo- og stemningsskiftene mestendels fornuftigt.
Tjek Ghost Iris ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
