Endnu et musikår er ved at være i bogen. Det betyder, traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! Først kigger vi på vores favoritkoncerter fra 2018, inden vi kigger på udgivelser de kommende dage og runder af på fredag.
Vi har valgt betegnelsen “favorit”, for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet.
Koncerter er også en sjov størrelse i forhold til eksempelvis EP’er og albums, som man kan lytte til flere gange, pause og vende og dreje. Ved en koncert har du kun een chance, også selvom kunstneren måske spiller den samme sætliste hver aften. Og oplevelsen kan afhænge af dit humør i øjeblikket, hvor du står til koncerten og alle mulige små faktorer, der spiller ind.
Ken Damgaard Thomsen
Min koncertaktivitet udenfor festivalsæsonen var (igen) stærkt begrænset, til gengæld er jeg ret grådig, når jeg render rundt på en festivalplads, så det kommer nok ud på et. Hvis vi så bort fra vores fokus her på siden, så ville Eminem nok blande sig i toppen, men, han tæller ikke helt i dette regnskab… desuden var jeg beruset! Ja ha!
1) David Byrne, Arena, Roskilde Festival
Det var jeg ikke da David Byrne indtog Arena på slaget midnat fredag aften på Roskilde Festival og fik sprængt rammerne for, hvad en koncert egentlig kan være. Det var lige så meget et stramt korograferet show, som en egentlig koncert, men på en måde hvor der ikke gik teaterkoncert i den.
Byrne og hans dusin musikere bevægede sig frit rundt på scenegulvet med trådløse mikrofoner og instrumenter, hvor alle indgik i nøje indstuderede bevægelsesmønstre, forskellige til hvert nummer. Det er svært, at beskrive hvorfor det virkede så godt. Det var både simpelt og virkelig komplekst på samme tid, lidt ligesom Byrne’s musik, på samme tid stramt og organisk, levende og mekanisk, kunstigt og frit.
En svimlende og smittende oplevelse, der kun blev forstærket af en stærk musikalsk side med den blanding af solonumre og favoritter fra Talking Heads tiden. Sjældent har jeg set Arena danse og synge så meget med, i og udenfor teltet.
2) Richard Dawson Band, Pavilion, Roskilde Festival
En stærk kontrast, og så alligevel ikke, var Richard Dawson og bands besynderlige og dragende koncert på Pavilion en tidlig aftenstund. Dawson virkede som om han var lettere uforberedt, lige stået op eller ramt af tømmermænd – måske det hele, eller ingen af delene.
Det resulterede i en slingrende koncert, som nærmest på trods løftede sig, føltes levende og uforudsigelig og fulgte sin helt egen logik. Dawson gjorde mange ting som performance coach nok på det kraftigste ville fraråde, både mellem og i numrene. Han snakkede nok også lidt for meget, tog sig for god tid, havde startede numre forfra, men når musikken så spillede, så virkede hans opdaterede udgave af keltisk spillemandsmusik og pubrock, med lynende glimt af noget der næsten nærmede sig noget metallisk, helt fortryllende.
Jeg blev fuldstændig grebet af det og suget helt op til scenen, uden jeg helt kan sætte en finger på, hvorfor det virkede på denne måde, på mig og ikke stødte mig væk. Mange gik. Så flertallet har nok syntes, at det var noget værre rod? Det var det måske også? Men der var magi i luften alligevel!
3) Get Your Gun, Udendørsscenen, Gutter Island
De gjorde det sgu’ igen… Greb mig, rykkede mig rundt, smeltede min hjerne og gav mig lyst til at løbe ud i mørket og råbe “YIIIIIIIARH!”. Denne gang var omgivelserne Gutter Island, en mørk midnatsstund og materialet hovedsageligt fra gruppens nyeste album, som jeg ikke har haft nok tid til, at sætte mig ordenligt ind i.
Det var, åbenbart, ligegyldigt da først den dunkle og omklamrende rockmusik blev foldet ud og bandets intense udstråling og optræden for en stund tog bolig i mig… og forsøgte, at sprænge min krop og mit hoved i fucking luften!
4) Søn, Krist Kirken, Fortovsfestival
Årets overraskelse, og nu har blandt andet Soundvenue også fået ørerne op for dem, så hvis du ikke allerede har hørt om Søn, så kommer du nok til det. Jeg oplevede dem tilbage i maj måned i en Kirke under Fortovsfestival, hvor de i dén grad fangede min opmærksomhed.
“Det var som om der var en form for elastisk følelse over Søn og deres numre, hvor det aldrig fik lov til, at stikke helt af, eller ende i improvisationer, der var klart en struktur. Men en struktur der kunne give sig, var rummelig, elastisk, ja. Hvor musik og ord kunne starte lidt løst, blive strukket ud, vibrere lidt, trække sig sammen og pludselig svirpe”.
Let jazzet art-pop/rock med spændende, danske tekster… mon ikke vi finder dem på en Rising Scene nær dig til sommer?
5) Kellermensch, Hades, Copenhell
Vi slutter af med en anden “overraskelse”. Ikke, at Kellermensch er ukendte, men jeg har været lidt lunkne overfor dem, siden de vendte tilbage med den, ellers fine, Goliath plade i begyndelsen af 2017. Måske lidt uretfærdigt, men, de faldt lidt for “det er ikke helt det samme som før/de var nu bedre i gamle dage/måske har jeg set dem for ofte” tankegangen, som af og til viser sig hos mig.
MEN, så ramte de Copenhells næststørste scene (hvor også Kreator, igen, imponerede), hvor jeg stod og hang med næbet og var ved, at gå festivaldød og så leverede de en medrivende og besat koncert, som ikke bare fik rusket op i mig og reddet min sidste festivaldag, men også blæste pladsen omkuldt.
Da blev jeg i dén grad mindet om, hvad det er der gør Kellermensch til et af landets bedste livebands, når man lige har paraderne nede. IN MY FACE!
Jonas Strandholdt Bach
I modsætning til tidligere år, var jeg ikke med på årets Roskilde Festival og at blive far har sat nogle begrænsninger på antallet af live-koncerter. Heldigvis var dem, jeg nåede, så ganske gode, så der er nok til en top 5.
1) Kajsa Vala, Radar
Kajsa Vala udgiver ret solide albums, men live er det som om det hele går op i en højere enhed, når Kajsa sammen med sit velspillende band indtager scenen. På Radar i Aarhus var Kajsa Vala på hjemmebane, og den blev indtaget med stort overskud, stærke vokalharmonier og gode sange, bundet sammen af Kajsas personlige betragtninger om livets gang og verdens tilstand.
2) Bisse, Voxhall
I en lidt anden boldgade finder vi Bisse, der i år udsendte sit album nummer 9, og som sædvanlig også turnerede en hel del. Jeg oplevede ham i kronraget version på Voxhall, hvor opsætningen ind i mellem nærmede sig teaterkoncert, mens Bisse og band holdt salen i et jerngreb. Bisse er en performer af en art, vi sjældent oplever herhjemme, og tak for det.
3) Grant Lee-Phillips, Atlas
Grant Lee-Phillips indtog Atlas alene med sin guitar og foran et siddende publikum fik han vist at han ikke behøver mere for at tryllebinde. Grant Lee-Phillips har så meget karisma og så stærk en vokal og sangmateriale, at halvanden time faktisk føltes som relativt kort tid, og det skal man ikke kimse af.
4) Christian Hjelm, Voxhall
Jeg har egentlig aldrig været helt stor fan af Christian Hjelm, selv om jeg har sat pris på spredte singler fra solokarrieren. Men med et nyt, stærkt album i baggagen optrædte Hjelm med overskud og total kontrol foran et ikke voldsomt stort publikum på Voxhall. Hjelm var på, publikum var på, og jeg kom sgu også med på vognen.
5) ONBC, Spot Festival
Spot er jo en lidt pudsig størrelse, hvor man farer rundt fra koncert til koncert og nogle gange kun får det halve med inden man skal videre. Men på en lidt perifær og i Spot-sammenhænge fredelig scene fik ONBC plads til at bygge stemninger op, og de leverede deres både fængende og cinematiske musik med præcision og karisma – og formåede at bygge et sæt op over en halv time, der nåede at omslutte publikum. Godt gjort!
Thomas Bjerregaard Bonde
Der blev konsumeret en række festivaler i 2018, hvilket min top 5 også bærer præg af, og måske også fordi, at besøg på spillesteder nærmest ikke var eksisterende i 2018. Min top 2 er meget tæt, og er nok mere en delt 1. plads, og ja, det kan man godt.
1) Interpol, Orange Scene, Roskilde Festival
Mørkemændende fra New York, havde fået den største scene at udfylde, på et skrækkeligt tidspunkt, kl. 19 og i høj solskin – ikke lige elementer der passer super godt til Interpols dystre post-punk. Og det er nok også langt fra alle, hvis nogen, der vil mene denne koncert ville kunne toppe en årsliste, som bedste koncertoplevelse, men hos mig gik den rent ind, og var vel sammen med David Byrne, den koncert der blev danset/væltet mest rundt til i år. At koncerten bød på en række sange fra det nye fremragende album Marauder, hvor Interpol for alvor er tilbage på niveau, med de første udgivelser, gjorde absolut intet. Der var fest i pitten og senere midt på pladsen foran Orange. Årets rock-fest.
1) David Byrne, Arena, Roskilde Festival
Har man læst Ken’s beskrivelse af David Byrne’s pragteksemplar af en koncert på Roskilde, så er der ikke så meget mere at fortælle om den, bare læs Ken’s. Det var årets mest positive og overraskende live oplevelse, og den deler 1. pladsen med Interpol.
3) Biffy Clyro, Tinderbox
Biffy Clyro havde fået æren af at åbne dette års Tinderbox, og det kan undre en smule, for det er nok ikke lige det band der trækker flest folk på pladsen fra start, og deres musik passer bedre til skumring end en stegende middagssol. Men bandet var flintrende ligeglade, og gav den max gas koncerten igennem. De var som altid, uhyre velspillende og knap så polerede som på plade. Sidste ord fra scenen var, en joke der viste sig at være sand. Forsanger Simon Neil sluttede af med at sige, at der ikke rigtig var grund til at høre andre koncerter, nu havde Biffy jo lagt Tinderbox ned – og han fik ret.
4) The Picturebooks, Gutter Island
Så fik Gutter tysker-tæv! BOOOM! Den tyske duo, nedlagde Gutter Island og undertegnede, med deres beskidte, simple, melodiske og medrivende hard-blues-rock. Nyskabende er duoens katalog ikke, men sættet blev leveret med overskud, og forsanger Fynn Grabkes formåede at skabe sympati og få publikum med, med hans små snakke mellem sangene, der fik det hele til at gå op i en højere enhed. En helstøbt koncert, som står klart frem blandt årets mange koncerter.
5) Slaves, Pavilion, Roskilde Festival
WHAT THE FUCK IS THIS!? Var min umiddelbare reaktion, da jeg så de to britiske skallerhjerner der udgør Slaves, vælte rundt på scenen. En mand på guitar og en mand på trommer, stående.. Jeg har en fobi mod stående trommeslagere, det er bare forkert, men i dette tilfælde passede det perfekt til duoens ageren og ikke mindst musik. Der var smæk for skillingen, fantastisk humør og publikumskontakt, og den fedeste sorte humor. At de leverede en af årets mest mindeværdige koncerter, havde jeg bestemt ikke regnet med, but they did. Et brag af en koncert, og den perfekte start på Roskilde Festivalen.
Troels-Henrik Balslev Krag
Koncertåret har haft et par mærkelige skuffelser, som dog ikke kan ødelægge billedet af et udmærket år. Men The Thes koncert på Heartland var da god men levede slet ikke op til forventningerne. Og så så jeg afskedskoncert med det rutinerede live-band Turboweekend på Grimfest – og det var nærmest kedeligt.
Nå. Der har heldigvis været nok guf at komme efter andensteds.
1) C.V. Jørgensen, NorthSide Festival
Ja, jeg så og anmeldte C.V. Jørgensen på Heartland. Og ja, han spillede nøjagtigt det samme set på NorthSide. Men både blandingen af min egen stemning, selskabet, sikkert også ølindtaget og ikke mindst lyden og performancen fra scenen løftede denne koncert noget højere op end på Heartland.
De nærmest samme replikker mellem numrene gav bare mere mening. Bandet virkede mere ’på’ og interesserede. Og især Elisabeth fremstod som et lille mesterværk på dagen. Fremragende!
2) Jonah Blacksmith, Heartland Festival
Var det i virkeligheden en koncert? Eller et stykke dokumentarisme? Jeg er ikke helt sikker, men faktum er, at da jeg kommer ud af cirkusteltet, hvor performancen foregik, var jeg en lille smule forandret fra da jeg gik ind. Det er nogle djævelsk dygtige drenge, der har allieret sig med nogle djævelsk dygtige filmfolk – og læg dertil så også, at de med fuldt band både er imponerende men også med al tydelighed viser, at det ikke er for pengene, det her.
De vil noget. Med os, med hinanden og måske endda også med verden. Sæt tempoet ned, se værdien i at gå et andetræk. Det er ikke idealer, vi alle kan udleve – men derfor kan det godt være fremragende inspirerende og rumme noget, man ikke slipper så let.
3) Fribytterdrømme, Heartland Festival
Just what the doctor ordered beskriver meget fint, hvordan jeg opfattede den koncert: Heartland er i konstant fare for at drukne i politisk korrekthed og overdrevet fokus på økologisk mad, så da der kom en flok relativt unge lømler og fuldstændig kompromisløst lave en fest, så var jeg HELT med.
Det smagte af rock, det var kompetent rock og det vakte på alle mulige måder minder om, hvad en festival er, når man fjerner alt gøglet. Læg dertil et tændt, velspillende band med en ordentlig spand gode numre og en kondenseret tidsplan og vi har alt hvad man tager på festival efter.
Dybt? Næh. Men energisk, fremadrettet og sprudlende i varmen.
4) Double Space, Tape
Måske elementer af fanboyism her, men jeg har længe ventet på igen at se de aldrende herrer i Double Space. Og jeg blev ikke skuffet. Er der nogen, der har brug for at få et skab stillet hvor det skal stå, kan de med fordel ringe efter Double Space.
Er det hardcore eller mere ordinær punk? Aner det ikke, men det rammer lige i mellemgulvet og Tape rejser sig med sådan tre gutter på scenen til niveau sammenligneligt med tidligere tiders klassiske koncerter. Ikke at der rigtigt var så meget publikum, men det var Double Space heldigvis lidt ligeglade med og spredte deres vrede ud igennem instrumenter og nærmest ituråbte mikrofoner.
Klub? Jatak! Korslagte arme? Også det. Men nøj, det var fedt!
5) Honningbarna, Radar
Nok en gang befandt jeg mig i en klub og overraskende også til noget, der falder inden for punk-sfæren. Men der var eddersparkemig gang i den, den aften i marts!
En sådan energi fra scenen kan jeg næsten ikke mindes at have oplevet og folk, der peger med strygerinstrumenter har – som bekendt – altid ret.
At bruge gulvet foran scenen er til tider et lidt billigt trick, men for Honningbarna var der til tider en fornemmelse af, at bandet ikke var der for publikummet, men publikummet var der for at bidrage til bandets fest. Og det var mildest talt ret fedt at være med til!
På bagkant af skuffelserne nævnt ovenfor, havde jeg måske lidt et billede af 2018 som et små-svagt koncertår. Men der er nu masser af tip-of-the-hats til…
Ensiferum, for at give mig min første, rigtige finske metal-oplevelse, Illdisposed for deres selvironiske show, Red Lama for endnu en klub-oplevelse, Savage Rose for at være Savage Rose, Iron & Wine for at spille et modigt, solidt set, BAEST og I’ll Be Damned på Grimfest, QOTSA og mange, mange flere!
