Endnu et musikår er ved at være i bogen. Det betyder, traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! Først kigger vi på vores favoritkoncerter fra 2017, inden vi kigger på udgivelser de kommende dage og runder af på fredag.
Vi har valgt betegnelsen “favorit”, for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet.
Koncerter er også en sjov størrelse i forhold til eksempelvis EP’er og albums, som man kan lytte til flere gange, pause og vende og dreje. Ved en koncert har du kun een chance, også selvom kunstneren måske spiller den samme sætliste hver aften. Og oplevelsen kan afhænge af dit humør i øjeblikket, hvor du står til koncerten og alle mulige små faktorer, der spiller ind.
Ken Damgaard Thomsen
Udover festivaler, så kommer jeg simpelthen afsted til for få koncerter efterhånden, tiden er ganske enkelt ikke til det. Det må der rettes op på i 2018! Derfor er min liste også “festival tung”.
1) The Savage Rose, Orange Scene
Denne koncert er meget i tråd med de i ovennævnte faktorer, hvor det her bare blev en slags perfect storm for mig, men måske efterlod et andet indtryk hos andre der var tilstede. Der kan ikke være nogen tvivl om, at The Savage Rose indtog Orange Scene, og markerede deres 50 års jubilæum, med stor værdighed og på særdeles velspilledende maner – det ville jeg kalde ubestridelig fakta.
Men, om det var samme 6-stjernede oplevelse som jeg fik, afhænger nok af om du blev rørt, og hvor meget. Jeg blev rørt, af musikken, af stemmen, af stemningen og, i sjælden grad for en knudemand som mig, så blev jeg rørt over at se andre blive rørt!
Folk i alle aldre, størrelser og afarter, samlet, suget ind og nået ind til af Annisette og hendes forrygende band, der med nye og gamle numre ramte et eller andet essentielt og almengyldigt. Og ramte dagen og dele af publikum på den helt rigtige måde. Den slags kan ikke planlægges, det er bare noget der opstår.
2) Imperial State Electric, Beta
Det er nok en af de mest “pure rock ‘n roll” koncerter jeg kan mindes, at have været til, og uden sammenligning den fedeste opvisning i rock og rul jeg har oplevet i år (OK, The Hellacopters på Roskilde nærmede sig i perioder).
På Beta kom man helt tæt på, man kunne næsten lugte sveden under Nicke Anderssons karakteristiske kasket. Det er ikke altid nok, at kunne skrive fede sange og melodier, man skal også kunne MÆRKE rockmusik i kroppen. Det kunne man denne aften. Nå ja, og så ER Andersson og co tilfældigvis bevæbnet med et imponerende arsenal af fremragende numre.
Det nærmer sig næsten ren blær!
3) BAEST, Roskilde Rising
Jeg har set Baest 3 gange i år, på 3 ret så forskellige festivaler, og kunne, egentlig, have valgt hvilken som helst af de 3 da de hver især viste noget af det bandet er rigtig gode til. At overvinde publikum, få dem med og så save skidtet midt over.
Valget faldt i sidste ende på deres optræden på Roskilde Rising, hvor Copenhell var en slags hjemmebane sejr, under lidt udfordrende omstændigheder, og Uhørt var ren udebane dominans, så var Roskilde “abefesten” i hattricket. Ja, det var vildt og, ja, der var nok en stor del blandt de fremmødte der i en ordentlig Roskilde brandert syntes det “bare” var sjovt, at “lege metal”.
Det synes jeg dog ikke gør noget, og selvom kritiske røster (med rette) efterfølgende var fremme om, at folk ikke helt kendte spillereglerne og potentielt farlige situationer opstod, så er der også en værdi i det. Man er blandt andet nødt til, at starte et sted og lære de der spilleregler at kende, så man kan få nogle erfaringer. Den bane kridtede Baest i den grad op. Og så er der også et eller andet der pirrer mig ved kaos, uforudsigelighed og det farlige i det.
Nej, jeg ønsker ikke brækkede lemmer og hjernerystelser, men på den anden side så er det risikoen, når man kaster uerfarne soldater ud på slagmarken. Så er Roskilde Rising, på alle punkter, forhåbentlig lidt mere hærdet til en anden gang. Tak til Baest for lærestregen, det talte til dyret inde i mig.
4) Candlemass, Copenhell
Det her var en lærestreg på en helt anden måde, en af den slags, hvor man bare må bøje hovedet i respekt og ærefrygt for et overlegent spillende band, der brugte deres relativt begrænsede spilletid på Copenhells mindste scene helt optimalt.
En scene, hvor de unge opkomlinge i Lost Society forresten vandt en lignende sejr med helt andre, mere udadvente og kåde virkemidler. Candlemass tog stikket hjem ved, at suge en ind i deres langsomme, mørke og opslugende doom-univers.
5) Eddie Vedder, Heartland
Jeg har været til, rent teknisk, bedre og mere velspillede koncerter i år end Eddie Vedder på Heartland, men jeg har ikke været til nogen der var mere elskelige. Elskelig på grund af alle de fejl der var, det underligt ujævne flow og Vedder’s fumlen rundt og akavede stil.
Det var mere forrygende hyggestund end en egentlig “stor” koncertoplevelse, med en lidt kejtet og genert performer, der glemte tekst og melodi med jævne mellemrum, holdt hans velkendte tankestrømstaler mellem numrene og generelt gjorde en masse de ting, som man normalt ikke ville anbefale nogen, at gøre på en scene. Men det gjorde, egentlig, bare oplevelsen større. Mere ægte og på sin egen skæve måde, helt menneskeligt.
Det har også værdi.
Jonas Strandholdt Bach
Igen bød Roskilde på nogle af årets bedste koncerter, og nok engang på de små scener. Herudover skal vi til London og Brighton på min liste, og genremæssigt fra dødsmetal til americana over synth pop til post-metal. Jeg har ikke nået helt så mange koncerter hjemme i Aarhus i år som jeg plejer, det må jeg se om jeg kan kompensere for næste år. Listen er ikke hierarkisk, det er ikke nr. 1 til 5, men bare 5 gode koncertoplevelser.
BAEST, Roskilde Rising
De aarhusianske dødsdrenge er vokset voldsomt siden jeg første gang så dem live på Radar for et par år siden, og de beviste på Roskilde Rising at de også kan holde dødsmesse for andre end de indviede. Således sparkede de uforligneligt røv på den skønsomme blanding af publikummer foran Rising, og på to halvgamle anmeldere, med noget så enkelt og effektivt som brutal dødsmetal.
Jason Isbell, The Roundhouse (London)
Amerikanske Jason Isbell skriver nogle virkelig glimrende sange, og live bakkes han kompetent op af The 400 Unit, der både kan spille med folk’et sensibilitet og rocke som bakkede de Springsteen op på et kæmpestadion.
På The Roundhouse virkede Isbell vitaliseret og ovenpå, og selv om hans nyeste album ikke er karrierens stærkeste, er der glimrende tilføjelser til live-kataloget i form af numre som ‘Last of My Kind’ og ‘White Man’s World’.
Alex Cameron, The Haunt (Brighton)
Den langlemmede, langhårede australske crooner med entertainer alter egoet havde, da jeg oplevede ham på intime The Haunt i Brighton, en god tilstedeværelse på scenen og en sympatisk udstråling, som han udleverede sig selv og sin egen kiksede maskulinitet, som spejl for alle os andre kiksede og halvdumme mandfolk derude.
Og så gjorde han det med kompetent opbakning fra et velspillende band, sekunderet af den mestendels tavse sidekick og saxofonist Roy Molloy, som dog fik anmeldt sin skammel undervejs. Morsomt, velspillet, og nærmest dansabelt. Cameron fik i hvert fald vist sine dansemoves på scenen.
Pert Near Sandstone, Gloria, Roskilde Festival
Minnesota-bandet spillede bluegrass så det var en fornøjelse og man måtte gå i knæ og klappe på låret og stampe i jorden. Med jordbunden charme, stærke vokalharmonier og et glimt i øjet gik amerikanerne lige i hjertet på publikum, og så var det en lidt pudsig fornøjelse at betragte bandmedlemmet yderst på scenen, som spillede på en art gulvtromme. En af de der hyggelige “små” koncerter, som Roskilde excellerer i.
Oranssi Pazuzu, Gloria, Roskilde Festival
Samme scene, en helt anden oplevelse. Oranssi Pazuzu er en nærmest fysisk oplevelse, som de tordner deres psykedeliske post-metal ud over scenen. Det er nærmest som en lang syret drøm at opleve finnerne hamre igennem, med deres langsomme, repetitive opbygninger, der ind i mellem eksploderer i klimakser af en anden verden. Lige hvad jeg havde brug for som afslutning på festivalen.
Et shout out også til dansk-tyrkisk-israelske Hudna, og deres sympatiske og medrivende koncert på Atlas i foråret. Og Foo Fighters rock-fest på Orange.
Thomas Bjerregaard Bonde
Nå ja, lidt live musik er det da blevet til i 2017. Desværre ikke så meget som ønsket, men nok til at kunne fylde dette års top 5 ud med top oplevelser fra Roskilde til Haderslev.
1) Foo Fighters, Orange Scene, Roskilde Festival 2017
Foo Fighters. Punktum. Som en kæmpe fan af bandet lige siden den spæde start tilbage i 1994, var forventningerne til koncerten på Roskilde massive. Og jeg blev alt andet end skuffet. Endelig var der et rocknavne der kunne fylde Orange Scene og sætte ild til hele baduljen fra start til slut. Det er længe siden jeg har været til en tilsvarende rockfest og meget længe siden at jeg har oplevet et band der kom så meget udover scenekanten. En performance der stryger eftertrykkeligt ind på en suveræn 1. plads på min liste.
2) Nick Cave and The Bad Seeds, Royal Arena
Forventningerne var alt andet end store, da jeg en blæsende og våd oktober lørdag, troppede op i Royal Arena for at spendere et par timer i selskab med Nick Cave and The Bad Seeds. Mine forventningerne blev i den grad gjort til skamme. En uhyre veloplagt Nick Cave og et velspillende Bad Seeds blæste mig omkuld og står uden tvivl som et af 2017 bedste oplevelser på live fronten.
3) Pert Hear Sandstone, Gloria, Roskilde Festival 2017
Ahhhh. Jeg elsker positive overraskelser, og det var lige netop det Pert Near Sandstone var på dette års Roskilde Festival. Bluegrass bandet fra Minnesota holdt fest på festivalens mindste scene Gloria, og tryllebandt publikum i mørket med deres positivt smittende optræden. Prikken over bluegrass i’et var det stepdansende medlem af bandet, der tonsede rundt fra start til slut, med smil og briller ud over det hele. Fantastisk.
4) Black Rebel Motorcycle Club, Posten, Odense
Ja, hvad skal man næsten sige. Endnu engang viste BRMC at de er et af rockens bedste live bands. Den introverte trio kom, så og nærmest eksploderede Posten i Odense, med deres originale take på rock og rul. Det var sgu rart igen at blive gennemtævet af rebellerne fra motorcykelklubben.
5) Allan Olsen, Store Scene, Kløften Festival 2017
Det var første, men absolut ikke sidste gang, at jeg har hørt Allan Olsen live. Denne vejrmæssigt triste eftermiddag på Kløften festival i Haderslev, fik Hr. Olsen og band undertegnede til at glemme alt om dårligt vejr. En lettere tipsy Allan Olsen styrede løjerne med hård hånd. Der var branche-svinere til højre og venstre, publikumskontakt sjældent set mage til og selvfølgelig en musikalsk oplevelse til topkarakter.
Troels-Henrik Balslev Krag
2017 har været et helt godt live-år, hvor gode acts har kigget forbi Århus og jeg endvidere har besøgt to – hmm, usædvanlige? – festivaler.
Til trods for at 2017 bød på koncerter med skotske favoritter som Mogwai, Frightened Rabbit og Arab Strap, er ingen af disse koncerter taget med i denne top fem. Iceland Airwaves bød heller ikke på de helt, helt store oplevelser, hvilket nok ret beset må tilskrives festivalens showcase-koncept.
1) Little Annie (support til Swans), Voxhall
Ja, hvad var det? En lille, bestemt dame trådte på scenen inden en for øvrigt udmærket Swans-koncert. Ofte skal der et element af overraskelse til de helt store koncertoplevelser og Little Annie var ingen undtagelse. Little Annie tryllebandt simpelt hen publikum og holdt salon i en så intens oplevelse, at publikum flere gange simpelt hen ikke turde klappe.
Den lille kvinde med den mørke stemme og baggrunden i det mere boheme-prægede New York står simpelt hen for årets koncertoplevelse. Aldrig havde jeg hørt om hende før, men fik i den grad lyst at gøre det igen. Og så var Swans’ nu for øvrigt heller ikke nogen ringe koncert…
2) Velvet Volume, Voxhall
Igen på Voxhall men denne gang et andet sted i genre, alder og udtryk. De tre søstre viste til november hvordan en rockkoncert skulle skæres. Med en enkelt plade i ryggen fyrede de den af og lavede en veritabel fest med den rette mængde ungdommelig vildskab, stærke melodier og clichéer de – måske qua deres unge alder – endnu ikke har slidt op.
Væk var det måske lidt for kokette udtryk fra pladen og udtrykket var måske lidt mindre subtilt men til gengæld stærkt energisk.
Ja, det er nogle kønne tøser, men det lysende punkt på denne aften var altså hvordan de skabte en fest hos alle blandt publikum og viste, at rocken ikke er død og at ungdommen ikke alle fortaber sig i DJ’ing og hiphop. Hvad kan man ønske sig mere end en stærk rockoplevelse og så med numre, man nynner videre på, når man går hjem?
3) Warhaus, Radar
Ja, jeg er en sucker for belgiske bands og ja, jeg har også siden hen erklæret mig pænt tosset med Warhaus’ anden plade. Men denne aften leverede Warhaus klubstemning, overskud og nik til højre og venstre til folk som Gainsbourg, Waits og endda Cohen.
Det var så gennemført en cool opførsel af stærkt materiale – og som nævnt i min anmeldelse lykkedes det at få folk, der ikke kan have haft megen tid at øve sig i – til at synge med på passager.
Pænt godt gået!
Lidt som Little Annie var der også megen fremtoning over koncerten og hos Warhaus kunne man have fornemmelsen af at være til salon. Men en noget mere lummer salon og den mørke lyssætning på scenen kombineret med Devoldere i trench coat startede associationer til film noir – selv om Warhaus ingenlunde er bedaget eller gammeldags. Bare refererende til noget, der var en gang…
Dygtigt spillende bands er der mange af, men når man møder et band, der har taget en xylofon med, som indgår naturligt og ikke bare bliver en stor, besværlig gimmick, så står det ret klart at det er et band, der vil noget. En koncert, der ofte er blevet genbesøgt i minderne…
4) EMA, Voxhall
Ja, her kunne også have stået Sonja Hald, som også begik en fremragende koncert med cameo af Steffen Brandt. Men på overraskelsen og måske også lidt det faktum, at oplevelsen af at være 27 til stede foran scenen til en kunstner, der ikke lader sig mærke med dette, men brænder igennem, vinder EMA.
Med kun én af de tre (fire?) albums i min samling drog jeg af sted og tog fra Voxhall med en stor oplevelse – og to signerede CDer. Den underfundige genre som EMAs elektro-punkede musik er, var i al enkelhed en stor oplevelse og selv om vi ikke fik hittet ‘Milkman’, var der masser af andre gode numre at læne sig op af.
Og en professionalisme, der netop ikke udmøntede sig i distance, men gjorde at vi fik noget med hjem, de få af os der var.
Et teknisk uheld kunne heller ikke briste illusionen og jeg vil holde fast i, at det var synd for Århus, at de ikke var kommet ud denne tirsdag. For der var intens, punket elektronisk rock på Voxhall…
5) Širom, Fanø Free Folk Festival
Holddaop man kunne også have valgt andre, gode oplevelser fra FFFF. Men Širom ender alligevel med at være det navn, jeg oftest vender tilbage til i tankerne.
Med sære, orientalske instrumenter og elementer af klassiske ditto var det en måske lidt langhåret oplevelse at se dette band. Men også virkelig, virkelig intenst. Og på en festival, hvor folk’en står i centrum, var det helt perfekt med noget, der pludselig havde lidt (mere) potens og smadder over udtrykket.
At sidde på et gulv i et forsamlingshus mens de tre musikere intenst kommunikerede med øjnene og håndholdte sarte passager – for i det næste øjeblik voldsomt nærmest forsøgte at smadre store xylofoner (wow! To gange nævnt i min top fem. Hvad giver det i Wordfeud?) og energisk hamre løs på banjo, baljer og brædder. Det hele imellem fine, melodiske melodistykker og ostinater.
Der er et ret stort antal af bands, der kunne være nævnt i tip-of-the-hat-sektionen, så lad mig bare konkludere at 2017 var et godt live-år!
