Endnu et musikår er ved at være i bogen, det betyder traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! I år har vi fået en ny fast anmelder af udgivelser og koncerter med i folden, så i år udvides liste-vanviddet også fra 3 til 4 bud. traditionen tro kigger vi på vores favorit udgivelser fra 2015 indenfor internationale albums, danske EP’er og mini-albums, danske albums og favorit koncerter. Her er turen kommet til koncerterne.
Vi har valgt betegnelsen “favorit”, for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet. Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for vores favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.
Favorit koncerter 2015:
Ken Damgaard Thomsen
Jeg må, endnu engang, konstatere, at tiden til at gå til koncerter, af forskellige årsager, ikke er hvad den har været – desværre. Mand, man går glip af meget! Derfor bliver man også lidt mere selektiv, og tager, ærgerligt nok, knap så mange chancer som man måske kunne og satser lidt på det “sikre”. Men her gemmer der sig, heldigvis, også en række store oplevelser.
2 koncerter får lige en et lille shout out, Redwood Hill i lørdags, den blev afviklet efter jeg havde valgt mine 5. Og så de nye anmelder- og publikumsdarlings, Velvet Volume, der MÅ have imponeret de rigtige folk blandt publikum på årets UHØRT.
1) Father John Misty, Avalon, Roskilde Festival d. 2/7
Ham igen! Lige som Hr. Joshua Tilman og hans luskede alterego toppede listen over internationale udgivelser, så sidder han alene på tronen over årets koncertoplevelser for undertegnede. Alle de positive vendinger jeg knyttede til albummet, og alle spekulationer og analyser omkring hvor meget Tilman der er i Misty karakteren, og omvendt, samt kvaliteterne ved rollespillet, får en ekstra dimension når man har oplevet ham live. For den mand er en performer af Guds (eller satans?) nåede og født til at stå på en scene.
I min 6-stjernede anmeldelse fra hans koncert på Avalon scenen konkluderede jeg:
“Jeg følte mig….. tømt, renset og fyldt helt op bagefter? Så meget at jeg ikke havde lyst til, behov for eller kunne rumme koncerter i flere timer efterfølgende. Selv nu, mens jeg skriver, føler jeg mig fyldt godt op og har svært ved at tænke på andre koncerter jeg oplevede igår. Jeg forstår godt hvorfor… og har ingen anelse på samme tid – jeg er bare ramt af Misty feberen”.
Den følelse blev faktisk i mig i rigtig lang tid efterfølgende, hvor jeg ikke havde den store appetit på koncerter. Jeg kan stadig blive helt udmattet når jeg tænker tilbage!
Hvilken religiøse vækkelse, HALLELUJA!
2) Fribytterdrømme, Stengade d. 9/5
6 stjerner blev det sgu’ også til, til Fribytterdrømme, der netop havde udsendt min danske favorit plade i år, Labyrintens Farver, da de fik mig til at syre væk i 90 minutter på Stengade tilbage i maj måned. Jeg kunne lige så vel have valgt deres triumftog i Lille Vega tilbage i oktober, hvor de i mellemtiden var kravlet lidt længere op af karriererangstigen og fået P6 Beat i ryggen – helt fortjent i øvrigt. Men, first impressions last, og alt det der, og så havde de, mindst, en halv time længere til at tryllebinde publikum med deres psykedeliske og poetiske toner på Stengade.
En halv time der også kunne være blevet for meget af det gode i syreland, men som viste sig at være en tidsramme som bandet sagtens kunne fylde ud, uden at tabe momentum. Jeg var da helt væk den aften!
“Der er noget herligt uspoleret, næsten naivt drømmende, over deres behagelige musikalske univers. Det er både poetisk, fortryllende, sejt rockende og bare forbandet velspillet, varieret, men stadig sammenhængende, og afbalanceret – på trods af den syrede grundstemning. Hvis Fribytterdrømme var et rusmiddel, så er det af den slags der på ingen måde kan være skadelig for krop og sind”. Læs hele anmeldelsen HER
3) Kreator, Helviti Scenen, Copenhell d. 19/6
Så til noget HELT andet, klassisk, tysk og tung Thrash metal, omgivet af beton og 10.000 syngende, dansende og stedvis måbende metalhoveder på Copenhell i sommers.
“Mine personlige højdepunkter kom i form af 3 numre fra bandets seneste album, den efterhånden 3 år gamle, men stadig fænomenale, Phantom Antichrist. Introen, “Mars Mantra”, og et overvældende dobbeltangreb med forrygende og voldsomt vitale udgaver af titelnummeret og den højtragende heavy hymne “From Flood Into Fire”, og senere total overgivelse til “Civilization Collapse”, rakte op under en generelt fremragende koncert.
Selv hvis du ikke kendte bandet inden, så tror jeg det var svært at finde nogen der stod og kedede sig, fordi de ikke kendte numrene på forhånd. Så meget autoritet og overlegen råstyrke ramte Kreator betonøen med”. Læs resten af anmeldelsen HER
4) Gojira, Helviti Scenen, Copenhell d. 20/6
Måbet blev der nok også under Gojira’s tonstunge bombardement dagen efter samme sted. En overvældende koncert på en radikalt anderledes, mere sammenbidt og absolut kompromisløs måde! – der rystede festivalen i sin grundvold!
“Som min sidemand formulerede det allerede halvvejs, “jeg tror jeg har brug for en serviet….”. Koncerten føltes som ét langt, nærmest uafbrudt, og sammenhængende overfald, hvor Gojira spændte alle muskler i kroppen og lod en massiv trykbølge af rumlende og tordende metal skylle ud fra scenen, så bukseben blafrede, og spredte kæbepartier måtte samles op fra betonen”. Læs hele anmeldelsen HER
5) The Entrepreneurs, Lille Vega d. 16/10
Som tidligere nævnt gav Fribytterdrømme et brag af en koncert i Lille Vega tilbage i oktober måned, deres medsammensvorne, og afslutterne, den aften var himmelstormerne The Entrepreneurs. De lod skinne igennem på Rising Scenen i sommers, at der var noget at komme efter i den hype der var løbet det selvproklamerede “noise and romance” band i forvejen. I Lille Vega slog de det fast i blændende grad.
Badet i blinkende lys hamrede The Entreprenuers det ene glimrende og medrivende nummer ud fra scenen efter det andet, fik publikum revet med og viste at der kunne være noget rigtig stort i vente for trioen. Alt sammen med en elegance og coolness krydret med spilleglæde og engagement, som virker utroligt naturlig. Den der “it-faktor” hænger i luften.
Jonas Strandholdt Bach
Som sædvanlig er det blevet til lidt af hvert på live-fronten for undertegnede – fra grum metal til singer-songwriter, fra grånende veteraner til friske unge skud på rockstammen. Der er kun kommet en enkelt Roskilde-koncert med, endda fra Rising, blandt andet fordi, jeg ikke sådan helt fik det store koncertsus inde på selve pladsen i år. Men det er måske mest af alt fordi jeg har været så heldig at opleve nogle virkelig gode koncerter på spillestederne.
1) Hiss Golden Messenger, Atlas, d.18/2
Der var vel ikke mere end 40 mennesker til koncerten med Hiss Golden Messenger, men de fik sig til gengæld en oplevelse. M.C. Taylor og hans band er bare glimrende musikere, og selv om Atlas langt fra var fyldt, gav de en gennemført performance, hvor der både var plads til at rocke, men især også til de mere følsomme øjeblikke. Phil Cook var i øvrigt både opvarmning og en del af Hiss Golden Messengers livebesætning, og hans opvarmning var ligeledes glimrende.
“Kort fortalt en fremragende koncert, som gjorde at jeg helt glemte at Atlas var lidt mere end halvtomt og bandet sagtens kunne have nøjedes med en mindre scene – men hvad gør det, når lyd og oplevelse i dette tilfælde gik op i en højere enhed?” – sådan skrev i anmeldelsen og kvitterede med hele 6 stjerner. Resten kan læses HER.
2) The Entrepreneurs, Rising scenen, Roskilde Festival d.29/6
The Entrepreneurs kan godt aspirere til årets gennembrud, eller i hvert fald tilløb til det, for duoen, som nu er udvidet til trio, har markeret sig stærkt på live-fronten, selv om de faktisk kun har et par singler ude. Jeg hørte dem også til en af deres koncerter på Spot Festival, men på Roskilde Rising var det som om de virkelig ramte plet. Lyden var stærk, og bandet leverede en glimrende live-præstation, hvor især Mathias Bertelsens vokal overbeviste.
“Musikalsk er deres lyd måske ikke super nyskabende, men man behøver sgu heller ikke være banebrydende, hvis bare man har nogle gode sange. Dem havde The Entrepreneurs rigeligt af, endda nogle der var decideret fremragende skruet sammen og leveret med så meget power og pondus, at man nærmest ikke havde andet valg end bare lade sig forføre af deres blanding af støj, post punk, melodisk garage and what not. Og en helt igennem glimrende vokal“, stod der blandt andet i vores relativt korte anmeldelse af den koncert, resten kan du læse (sammen med resten af reportagen fra mandagen på Rising) lige HER.
3) Swans, Voxhall, d.5/5
Jeg blev helt overrasket, da jeg opdagede at det var i år, jeg hørte Swans på Voxhall – koncerten har nemlig lagret sig så dybt i min hjerne, at det føles som om det er et ældre indtryk. De to timer og 20 minutter Michael Gira og kumpaner holdt Voxhall i et fast greb har sat sig godt fast, og det har det blandt andet fordi det var så massivt og altomsluttende musikalsk. Swans er et særegent fænomen, som bør opleves.
“Lidt ligesom Nick Cave og hans Bad Seeds har Gira og bandmedlemmer alle karakter og er interessante at se på under koncerten – selv om ingen af dem springer rundt eller bevæger sig synderligt fra deres pladser, så er der et eller andet ved dem, der fastholder éns blik. På samme måde er der også noget over Swans’ voldsomme, repetitive strukturer, lange opbygninger og bragende bulderstykker, der gør at de fastholder opmærksomheden musikalsk, også selv om seancen varer 2 timer og 20 minutter denne aften” – Det var blandt ordene i min anmeldelse, som kan læses HER.
4) Gojira, Helviti scenen, Copenhell, 20/6
Kreator eller Gojira? Begge var glimrende på Copenhell, men jeg husker bedst Gojira tonstunge opvisning (måske fordi jeg var lidt for shitfaced under Kreator). Trods en lidt rodet afslutning var det en imponerende metalopvisning franskmændene leverede på Helviti-scenen. Sådan skal det sgu gøres!
Min gode kollega Ken stod lige ved siden af og noterede og skrev blandt andet følgende: “Koncerten føltes som ét langt, nærmest uafbrudt, og sammenhængende overfald, hvor Gojira spændte alle muskler i kroppen og lod en massiv trykbølge af rumlende og tordende metal skylle ud fra scenen, så bukseben blafrede, og spredte kæbepartier måtte samles op fra betonen. For satan hvor var det HØJT og nådesløst, uden at det blev monoton larm“. Resten kan læses HER.
5) Young Flowers, Atlas, 14/2
Jeg var meget i tvivl om de sidste pladser på listen, da der har været en hel del gode i mellem. Blandt dem, der ikke blev plads til, men som lige så godt kunne have været med på listen, er Mugison og Cymbals Eat Guitars på Radar og Kreator på Copenhell. Young Flowers napper dog den femte plads, blandt andet fordi de spiller skidegodt, Peter Ingemann er en karismatisk frontmand, der lidt ligner en siciliansk gangster, og så har de også nogle ganske glimrende sange. Og så er der da også noget herlig nostalgi i det – det er sådan en koncert hvor man med sindsro kan slæbe sin far med, uden det resulterer i anekdoter om hvor meget bedre det var i gamle dage. For Young Flowers er sgu stadig gode.
“’25 øre’ blev i øvrigt leveret med samme overbevisende lethed som aftenens øvrige sange, og der er ikke andet for end at tippe på den imaginære hat for Ingemann, Frost og Berlev, der viste at de stadig kan blues-rocke bukserne af de fleste, og at både bandets egne og de øvrige numre, de leverede denne aften, stadig står tidens test. Young Flowers er måske nok blevet gamle, men musikalsk er der stadig masser af spræl og farver i bandet” – det var blandt ordene i min anmeldelse, som kan læses HER.
https://youtu.be/M5tratUFM5Y
Thomas Bjerregaard Bonde
Ok, erkender gerne at det ikke er blevet til specielt mange koncerter i det forgangne år, faktisk så få, at min top 5 er blevet barberet ned til en top 3 (plus et par Tommel Op’er), og alle 3 (5) er fra dette års Roskilde Festival. Primært fordi at niveauet generelt var højt på årets festival og ikke mindst, at andre live oplevelser kan tælles på en hånd, ikke imponerende…
1) Honningbarna, Pavillion, Roskilde Festival d. 1/7-2015
De kom, de så, de gav den maximum gas og de sejrede – igen! Endnu engang formåede de gæve punk-rockende ungersvende fra Norge, at levere en vildere performance end tidligere set, og jeg har efterhånden oplevet dem en del gange.
Man kan ikke andet end at bøje sig i Roskilde støvet for dette band og deres evne til at bygge på deres allerede mere end solide live-shows, hold da kæver. Normalt holder jeg mig i baggrunden, og lader de unge gå amok forrest, men denne gang, et par timer efter portene til pladsen fløj op, var der dømt mosh-pit til undertegnede, hård, men fantastisk start på festivalen for den 38 årige gamle GFR. Fuck Kunst (Dans, Dans).
2) Florence + The Machine, Orange, Roskilde Festival d. 2/7-2015
Så fandt hun dælme vej til endnu en af mine lister, den gode Florence Welch, og som jeg skrev tidligere i årets internationale albums, rammer Florence + The Machine ikke genremæssigt GFR’s dækningsområde, også igen. For når man som Florence og co lagde en fyldt Orange Scene ned ved højlys dag, og leverede én af årets bedste koncerter på Roskilde, ja, så er man sgu rock ‘n’ roll, og jeg må tilføje, at der rent faktisk er noget mere gang i sagerne live end på plade, så pop-rock it is.
Jeg havde på forhånd dømt koncerten til at fejle, grundet valget af Orange Scene, et kæmpe skridt at tage, senest hun gæstede Roskilde hed scenen bekedne Odeon. Men, jeg blev ramt med paraderne nede, i en sådan grad at kindhesten fremtvang lidt tårer, ja, den gamle sure rockdude blev decideret knock-outet af denne magtdemonstration. Det var intet mindre end smukt, og pisse overbevisende.
3) Ryan Adams, Orange, Roskilde Festival d. 2/7-2015
Ryan Adams og band havde alle odds mod sig, da de skulle spille pladsen foran Orange Scene op torsdag eftermiddag. For det første, så kan man diskutere om ikke Arena havde passet en del bedre til Ryan Adams. For det andet, så var tidspunktet heller ikke optimal, kl. 17, høj sol, og i direkte konkurrence med ham der Father John Misty. Nå, men det var mit første live-møde med Adams og Co, og det var et af de rigtige gode af slagsen.
Iklædt flotte skriggule solbriller, en smuk denimjakke og VM i laidbackness så han sig ikke tilbage, og leverede det ene velspillede nummer efter det andet. Godt krydret med små spøjse kommentarer og et nærvær som man sjældent mærker på Roskildes største scene.
Og et par Tommel-Op’er:
Lamb of God (Roskilde Festival, Arena, 3/7-2015) der hev tæppet eftertrykkeligt væk under mig, for faen det var en feeee metal koncert, det bliver sgu ikke meget bedre, det var lige før Arena imploderede.
I en helt anden boldgade, nemlig den folkede, ryger der et par Tommel-Op’er til søstrene Söderberg i First Aid Kit (Roskilde Festival, Arena, 4/7-2015) der med fremragende sange, performance og ikke mindst charme, skabte en decideret folk-fest i Arena på festivalens sidste dag, det var folk-tastisk.
Troels-Henrik Balslev Krag
Koncerter, koncerter!
Til trods for at jeg først steg på GFR-toget i sommers, er det blevet til en del koncerter.
Nogle har jeg selv valgt ud, andre er kommet til på henvendelser til GFR. Der har været både sublime oplevelser – og en enkelt koncert, jeg blev nødt til at udvandre fra på grund af den ringe kvalitet.
Her handler det heldigvis om de gode oplevelser, og jeg vil da også lige benytte lejligheden til igen at understrege at Århus altså er en god by at bo i, hvis man godt kan lide at gå til koncerter: Forholdsvis store navne ses af og til midt i ugen – og der er også efterhånden igen ved at tegne sig et vækstlag både i mere etablerede undergrundsfestivaler såvel som arrangementer i eller omkring øvelokalekomplekser.
Men nok ævl. Her følger min top-fem over koncerter fra i år…
1) Mads Björn, HeadQuarters d. 11/6
Det var min første live-anmeldelse, og den viste sig også at være den største oplevelse, jeg har haft i år. Ja, det er selvfølgelig også et spørgsmål om at være fan af noget og så opleve det med en lidt dybere viden om materialet, end man kan forvente at anmeldere har til så meget andet. Men Mads Bjørn formåede denne aften a balancere smukt imellem den inderlighed, debutpladen Monolith har i en del numre – og så den mere klubbede /80er-inspirerede How to Giggle and Give In.
HQ er et virkelig, virkelig godt bud på et koncertsted, hvor man får en kluboplevelse og at Mads Bjørn så både kan spille på det intime og det svedige gjorde at aftenen var ‘a perfect storm’.
At koncerten så oven i købet lå dagen inden NorthSide gjorde måske så også sit til, at ørerne var ved at stille sig ind på at skulle høre musik – men som jeg nævner sidst i anmeldelsen, så ”…måtte (jeg) gå ud i sommernatten med en følelse af, at jeg havde været til en koncert, som NorthSides kunstnere virkelig må stå på tæer for at nå op på niveau med…”
Mads Björn har også flere gange kunnet opleves på Stella Polaris, hvor jeg også så ham i 2014. Det har dog ikke nødvendigvis de samme potentialer, da det både er udendørs, et lidt underligt ikke-koncert-agtigt-arrangement – og dermed vil den ovenstående intimitet og svedighed, som han fangede på HQ. Det er dog en anbefaling værdig, skulle han være i lineup’et igen…
2) Godspeed You! Black Emperor, Den Grå Hal d. 2/11
Her er der tale om et band, jeg mange gange har ønsket mig at se, men som det enten aldrig rigtigt har passet at komme af sted til – eller simpelt hen har været for dyrt.
CPH:DOX havde fået den fremragende (?) idé at lave en screening af den noget tvivlsomme dokumentarfilm Godspeed You! Black Emperor – men det var nu koncerten (EFTER supporten) der var de mange stjerner værd.
Jeg er vild med post-rocken. Og GY!BE er måske den mest stereotype version af post-rock, der findes, da stort set alle numre er skåret over samme læst; start stille med et tema, udbyg evt med endnu et mens lydniveauet stiger – og slut storladent/støjende.
Hvad der imponerede særligt i en ret novemberkold Den Grå Hal var dog også den dygtighed og kontrol, det hele blev fremført under. Pladen Asunder, Sweet and Other Distress fra i år indeholder for så vidt nogle fine skæringer, men selv om det ingenlunde er en dårlig plade, så er det altså live, denne form for musik for alvor kommer til sin ret.
Og da den egentlig uhyggeligt kontrollede koncert til sidst slap tøjlerne og smadrede igennem på ét af de sidste numre, så var øjenkrogene godt fugtige;
”Og så er det der; lydtrykket, der har været holdt tilbage hele aftenen bliver pludselig sluppet løs og volumen får som en sidste, kontrolleret effekt lov til at stige og bogstaveligt talt blæse os bagover. Godspeed You! Black Emperor vil røre sit publikum og gør det.” skrev jeg.
Det er sådan en oplevelse, man ikke bare lige siger ‘nå, det var fint – videre’ til.
3) St. Paul & The Broken Bones, NorthSide
Ja, det er rent utroskab, for denne koncert er jeg altså gået til uden på nogen måde at have forholdt mig til GFR. Jeg havde købt billet til NorthSide inden jeg blev indlemmet i webzinet, så det var all pleasure – and what a pleasure it was!!
Igen er der paralleller til Mads Björn-koncerten; det var et spørgsmål om at være i den rette stemning, og at flere forhold gik op i en højere enhed. Koncerten fandt sted søndag kl. 13 og var på den måde den første koncert efter lørdagen, der havde budt på regn i et omfang, så man skulle skynde sig at tømme sit ølglas, før øllet blev unødvendigt fortyndet af kaskaderne ovenfra. Men jeg mødtes med min festival-buddy og efter et par kommer kaffe var vi klar:
Det startede egentlig bare med lidt blues-rockrundgange af et tydeligvis velspillende band – man fornemmede hurtigt at det var et band fra det sydlige USA. Folk stod foran p6-scenen og vippede med på det første nummer, da ind kommer forsanger Paul Janeway i et ulasteligt jakkesæt, tager skabet og smider det lige dér, hvor den slags skal stå. Allerede da han åbner munden første gang, kan man se publikum først måbe, så smile for så at råbe i glæde. Den stemme!
Resten af koncerten er egentlig meget passende for en søndag-over-middag; det er som en gudstjeneste, om end blot ét nummer har et tydeligt religiøst islæt. Det er bluesrock med en stemme, der bliver ved med at forføre og hvor der flere steder ses glædestårer på folks kinder (formodentlig også båret lidt af, at folk har tømmermænd med hele den følelsesmæssige sårbarhed, dét medfører).
Under alle omstændigheder en stor oplevelse – og min festival-buddy og jeg, som ellers ikke havde tænkt os at drikke meget søndag – strøg direkte i champagnebaren for at fejre en stor oplevelse!
4) Einstürzende Neubauten, DRs Koncertsal d. 19/9
Lidt som GY!BE er Einstürzende Neubauten et band, jeg på mystisk vis aldrig rigtigt har fået set. Jeg ved, at de har betydet ufatteligt meget for den tyske industrial, og de gange jeg har hørt LPer eller set YouTube-videoer med dem, har det altid skinnet igennem, at der var meget på spil og at konventioner er noget, der skal udfordres.
Af gode grunde kunne jeg ikke have forberedt mig (særlig meget) på Lament, den plade der skulle urfremføres, idet der kun forelå nogle videoer fra tidligere urfremførelser og pladen først blev frigivet i Danmark efter koncerten. Men det var en oplevelse.
Der performes helt igennem, og folk der er kommet for at høre vellyd vil være stærkt udfordret. Når man ikke bare har valgt at der skal være mindst to percussionister på hvert nummer – men at disse lige så gerne spiller på skraldespande, indkøbsvogne og glasskår i spande som trommer, så er det vidst også indikeret, at det ikke er hitlisterne, der er ambitionen.
Lament handler om 1. verdenskrig og vi bliver i den grad rykket igennem krigen.
Og Blixa Bargeld er en oplevelse i sig selv og til trods for at det er et stærkt set-up, så er det ham, der løfter oplevelsen.
Einstürzende Neubautens fremførelse af Lament var én af de helt store oplevelser i år. Men også en performance, hvor man nemt kunne sidde med fornemmelsen af at et barn kunne råbe ‘men han har jo ingenting på!’ og magien dermed ville brydes.
Men så igen; man går jo heller ikke på kunstmuseum for at konstatere, at det jo bare er nogle klatter maling, der er hevet op få noget kanvas – og med denne indstilling tør jeg påstå at ENs koncert var én af de kunstnerisk største jeg har haft i år – og så er jeg oven i købet ikke voldsomt interesseret i Første Verdenskrig.
5) Go Go Berlin, Voxhall d. 5/12
Ja. Og så til en helt anden virkelighed… Jeg må indrømme, at inden jeg var til denne koncert havde jeg meget svært ved at skelne mellem Go Go Berlin, The Blue Van og The Floor is Made of Lava.
De repræsenterer alle – om end på noget forskellig vis – en retro-bølge bestående af dygtige bands, der lyder som rockbands har lydt i 40 år. Men på Voxhall var det altså bare en fest. Der var smæk for skillingen energi helt ud over scenekanten og jo altså også en erkendelse af, at jeg har hørt mange af deres sange i radioen. Egentlig meget rart dermed at kunne konstatere, at det ikke kun er dancehall, hip-hop og tyggegummipop, der spilles i radioen i dag.
Det var også befriende at se både det mere gråhårede segment og de helt unge have en fest sammen. Og en fest var det! Der blev danset og vugget lystigt og det var simpelt hen umuligt at finde et ansigt uden et stort smil, da koncerten sluttede.
Det er selvfølgelig voldsomt arrogant at påstå at der ikke er sket noget inden for rockgenren i 40 år. Men netop i den lidt strammere produktion og med den dygtighed og det tydelige håndværk, bandet lagde frem på denne aften (hjemmebane og turneafslutning!) gjorde at de ikke – i modsætning til fx Rolling Stones og andre rockkanoner – følte sig nødsaget til at skrue ubehageligt højt op.
Og måske netop fordi det ikke var så kompliceret, så nærmede vi os én af de helt store rockclichéer; no non-sense. Det passer bare ikke helt. For der var en del non-sense og billige tricks. Men de gav bare mening.
Tip of the hat til en række NorthSide-koncerter, Howe Gelb under Århus Festuge og Eigengrau. Der er bare ikke plads til alle, er der?!
Af GFR-redaktionen
