Endnu et musikår er ved at være i bogen, det betyder traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! I dag kigger vi som en start på nogle internationale udgivelser fra 2016.
I erkendelse af, at vi hovedsageligt får lyttet til danske udgivelser fremfor de internationale, så dropper vi i første omgang listeformen og kører en lidt mere løs form. Vores sammenligningsgrundlag og den begrænsede mængde af udenlandske plader vi har fået tid til, at lytte til i 2016 gør, at det ville virke lidt tyndt at skrabe dem sammen til en egentlig rangeret liste.
Så dette er en mere fri snak om de internationale udgivelser, nogle personlige anbefalinger og måske en bekendelse af, hvad vi gerne ville have lyttet mere til.
Ken Damgaard Thomsen
Alright, plader fra det store udland… dem har jeg sgu’ ikke hørt mange af det forgangene år! Når jeg ikke lige lytter til danske udgivelser som skal anmeldes, så har jeg en tilbøjelighed til enten at vælge en god, gammel plade jeg kender eller høre snakke radio – for at få lidt fred, for pokker.
The Bends og OK Computer bliver jeg åbenbart aldrig træt af, men Radioheads nye, A Moonshaped Pool, er nu også nogle lyt værd. Jeg har bare ikke helt fået hørt den nok til, at jeg tør komme med et bud på, om det er en plade jeg vender tilbage til i fremtiden. Det samme gør sig gældende for landsmændene Suede’s nye album, Night Thoughts, som jeg lyttede en del til, da den udkom i begyndelsen af året og egentlig syntes det var deres bedste udgivelse siden Coming Up for 20 år siden.
Anledningen var også, at jeg skulle en tur i Koncerthuset og se dem opføre albummet samtidig med, at den tilhørende film blev vist. Det var ganske vellykket. Men efterfølgende gled albummet lidt i baggrunden igen. Måske fordi Suede bare lidt hører fortiden (også min egen) til, men også fordi jeg har begrænset lyttetid.
Den kunne jeg også have brugt på de nye fra Bowie og Cohen, to koryfæer der desværre gik bort kort tid efter de havde udsendte skamroste plader. Men begge har jeg kun fået lyttet til ganske få gange, der er bare ikke tid! Hvilket jo er værd at tænke over, og lidt en pointe i sig selv, nu de to ikke er mere? Hmm..
2016 blev også året, hvor Metallica udsendte nyt. Første single suttede røv, de næste var bedre, men ikke noget der gav mig lyst til at bruge næsten 80 minutter i selskab med et 4-stjernet album fra en flok rige old boys. Dertil VAR tiden simpelthen for knap. Og nej, jeg skal heller ikke i Royal Arena og se dem, eller i Parken og se Guns ‘N Roses for den sags skyld. Fred være med dem af jer der skal, party on, men jeg er sgu’ færdig med den slags genudsendelser til overpris.
Medmindre det er Neil Young! Men det er et sidespor, for hans nye plade, netop udsendt, har jeg heller ikke hørt! Neil tog dog kegler på Orange Scene (mere om det en anden gang), hvor han desværre var programsat samtidig med norske Highasakite (eller omvendt), som jeg havde set meget frem til at opleve live, efter jeg faldt pladask for deres alternative pop/whatever på Camp Echo albummet. På Roskilde fik jeg også oplevet Sturgill Simpson, outlaw countryens nye håb, der udsendte den glimrende A Sailors Guide To Earth tidligere i år. Et lyt værd.
Men vi kan jo ikke slutte med pop. Så skal du høre noget fed metal, så kan vil jeg runde af med at anbefale to udgivelser, som jeg selv opdagede via anbefalinger fra redaktionens trofaste wingman/maskot. De finske psych-black metallere Oranssi Pazuzu (som jeg hørte på Heavy Days In Doomtown for nogle år siden) udsendte Värähtelijä tilbage i februar, det fee, og fee er også den atmosfæriske død (eller hvad de nu spiller.. doom måske?) fra amerikanske Blood Incantation på albummet Starspawn.
Jonas Strandholdt Bach
Ja, der går jo en del tid med det lytning, der… Især når vi modtager så meget spændende dansk musik, som vi gør. Så er der ikke helt så meget tid til at dyrke diverse musikalske helte fra andre dele af verden, men jeg har nu alligevel insisteret på at købe lidt ind fra det store udland – og har endda nået at lytte en del af det igennem!
Et album, jeg nåede at anmelde var Drive-By Truckers‘ American Band. Et af de der bands, jeg aldrig for alvor har fået dyrket, så at de besøger Danmark til marts tog jeg som en undskyldning for at lytte deres nye album i dybden – det er politisk engageret rockmusik med rødder både i country- og folkrock og mere heartland-rockende toner, og på American Band er der en mere fatalistisk tone end på andre af bandets albums. Nogle af dem har jeg også set mit snit til at blive bedre bekendt med, og fra bagkataloget kan især The Dirty South anbefales, hvis andre skulle have lyst til at gå på opdagelse.
Et andet album, som vi i hvert fald har omtalt er Nick Cave & The Bad Seeds‘ Skeleton Tree, som vi ikke har anmeldt her på siden, men jeg nedfældede dog nogle ord om dokumentaren One More Time With Feeling, som følger optagelserne til albummet og indeholder flere af albummets sange. Albummet behandler Cave’s teenagesøns død ved en faldulykke, og er et flimrende og fragmenteret værk, som viser en Cave, der bevæger sig længere og længere væk fra rockmusikkens strukturer og i samarbejde med især violinist og kapelmester Warren Ellis udvikler nye musikalske retninger. Skeleton Tree byder også på flere stærke sange, hvor Cave blotter sin tvivl, usikkerhed og sorg.
Nick Cave har jeg efterhånden fulgt trofast i en del år, og det samme er tilfældet med de stilfulde engelske melankolikere i Tindersticks, som tilbage i starten af året udsendte deres bedste album i mange år, The Waiting Room. “Den forbandede kærlighed som brændstof til sangskrivningen er i hvert fald fortsat til stede og en rød tråd på The Waiting Room, som viser et Tindersticks i ualmindeligt god form”, som jeg skrev i anmeldelsen, som kan læses HER.
Endnu et rutineret navn, som bliver ved med at levere glimrende albums (og live-performances) er engelske PJ Harvey, som i år udsendte The Hope Six Demolition Project. Harvey holder fast i at musik godt må være politisk, og albummet er inspireret af rejser til Kosovo, Afghanistan og Washington D.C., hvor Harvey blandt andet besøgte områder, hvor nedslidte boliger er revet ned, for at give plads til nyt. Harvey er blevet kritiseret for at give et unuanceret syn på situationen i Washington, men det har næppe heller været hendes hensigt at levere et fuldtonet portræt af byen og dens byudviklingspolitik – i stedet bruger Harvey det som afsæt til en beskrivelse af de ruiner, den vestlige kapitalisme har efterladt, og på andre af albummets sange afsøger hun, som det også var tilfældet på forgængeren Let England Shake, hvilke brutale gerninger, mennesker udsætter hinanden for i krig. Med prominente musikalske hjælpere som Flood, John Parish og Mick Harvey manes Harvey’s tekster frem i mørkt organisk univers, hvor mandekor giver nye dimensioner til hendes udtryk.
Blandt de yngre navne har jeg med fornøjelse lyttet til Whitney‘s Light Upon the Lake, som nærmest er en art 70’er inspireret soft-rock, mens Kevin Morby‘s Singing Saw leverede veldrejet rock i Dylan-traditionen, og Sturgill Simpson smeltede country sammen med organisk soul på A Sailor’s Guide to the Earth.
Og jeg havde da nær glemt at fremhæve Hiss Golden Messengers hverdagsalbum om livet som rejsende musiker, savnet af familien, med mere, Heart Like a Levee. Den er værd at lytte til gentagne gange.
Og så mistede vi en del markante musikalske navne i 2016. David Bowie og Leonard Cohen‘s dødsfald gav mig mest anledning til at (gen)lytte til nogle af deres gyldne albums fra bagkataloget, men Blackstar og You Want It Darker står begge på listen over albums, der skal lyttes igennem når tiden er til det.
Thomas Bjerregaard Bonde
Nå for søren, internationale udgivelser. Jeg må erkende, at det ikke rigtig er blevet til den helt store fordybelse i dette års udgivelser, hverken internationale eller for den sags skyld, danske. Men, lidt er det da blevet til, og tre af mine favoritter, i tilfældig rækkefølge, er som følger.
Southampton trioen Band Of Skulls, der på deres fjerde album, virker til at have fundet dem selv og deres lyd 100%. In Default, som albummet er døbt, rummer den fanden-i-voldskhed som der herskede på de to første albums og den mere poppede tilgang der var på trejde fuldlængde Himalayan. In Default er spækket med energiske ørehængere, så kan du godt lide bands som The Black Keys, The White Stripes/Jack White og ja, melodisk rock med kant, kan By Default klart anbefales.
Ingen årsliste uden gode “gamle” Honningbarna. Yepsan, de norske ungersvende har sgu gjort det igen, næsten bedre end nogensinde før på seneste udspil Goldenboy. Jeg havde på ingen måde forventet at dette album ville være så kompetent, som det rent faktisk er, hold da kæft. Igen er punk-speederen trådt helt og aldeles i bund, men skisme om de ikke har formået at forny, deres ellers specielle, tilgang til punken. På Goldenboy er lyden mere voksen, og Honningbarna kender så sandelig deres besøgelsestid. 7 sange på 14 minutter, BOM! Jeg må igen, igen, igen, bøje mig i støvet for de norske gutter, de kan sgu deres kram og ved hvordan man blander punk og fængende melodier til UG.
Som rosinen i den internationale medister, har jeg über coole, selv ironiske og sarkastiske The Last Shadow Puppets, der med Everything You’ve Come To Expect følger mere end fornemt op på den anmelderroste, og nu 8 år gamle, debut, The Age Of The Understatement. Alex Turner og Miles Kane er stemningen noget mere lummer, hvis ikke en del mere lummer, end den nogensinde har været, og jeg vil skyde på at 90% af sangene, hvis det kan gøre det, da også omhandler et eller andet seksuelt – bad boys. Never the less er de to britter sublime musik-håndværkere og entertainere og det beviser de endnu engang på Everything You’ve Come To Expect.
Troels-Henrik Krag
Fuldlængdealbummet kan nogen gange have lidt trange kår, når man prøver at høre meget nyt musik. For ofte er det mere overskueligt at dykke ned i en EP – mens EPen selvfølgelig ikke har de samme muligheder for ’afdelinger’, stemningsopbygning og rød tråd.
Som Ken har jeg været lidt udfordret af at andre ting har presset sig på – og når man besidder Verdens Bedste Pladesamling [TM] skal den jo også bruges af og til…
Dog falder man ind imellem over plader, der formår ikke bare at sætte en stemning, men også at give mening hele vejen igennem. På den måde begik jeg en fejl, da jeg anmeldte Car Seat Headrests Teens of Denial.
Fejlen var ikke at give de fulde seks stjerner. For det er et album, der som fx Nirvanas Nevermind! rummer potentialet til at tale for/til en hel generation; der er ungdommens rodløshed, regression og springen fra stofrus til stofrus. Samtidig er det hele leveret med en distance og til tider en refleksion, der trækker i retning af selvhad – om ikke andet så fordi man er kommet til at klappe én én i en rus…
Men Teens of Denial er bare ikke blevet dette ikoniske album. Måske fordi det – trods alt – er for ironisk. Måske fordi det ikke som Nirvana har haft MTV til at bære det frem. Måske fordi målgruppen har haft mere travlt med at høre tung hip-hop eller er så stenede af diverse stoffer, at de hænger fast i Pearl Jam og andet klassisk i stedet for en slackerrock-plade fra midt-10’erne. Eller måske findes målgruppen bare ikke rigtigt?
I hvert fald fejler Teens of Denial ikke noget, og jeg vil være hårdt presset for at finde et dårligt nummer på den plade. Jeg kan ikke helt slippe tanken om, at pladen beskriver et miljø, som jeg som relativt pæn mand nu midt i 30’erne aldrig rigtigt har haft berøring med. Men det er djævelsk godt lavet hele vejen igennem og er en plade, jeg ved jeg vil blive ved med at finde frem.
Som en anden teenager fan-boy-stormede jeg op til Green efter han alene under navnet Laish havde varmet op for Junius Mayvant. Pladen Pendulum Swing skulle vise sig at være et godt bekendtskab, som har siddet i min bils CD-afspiller siden.
Jeg elsker, at pladen gør det umulige i at skrive sange om næsten at være midaldrende – og samtidig får det til at virke stille og roligt vedkommende. Det er lækkert produceret og en kritik kan i den grad være, at det er FOR pænt. Men det er også lidt wacky her og der og den underlige mangel på evne til at komme ud af numrene er særdeles charmerende og gør, at pladen fremstår mere interessant end en skabelon-skåret pop-plade.
Greens vokal holder hele vejen hjem og slipper fra underlige formuleringer, der egentlig ikke skulle virke – men gør det. Det er en plade med en kvalitet i at den både gør sig som lytte-plade og som behagelig baggrundsmusik.
En dag bliver jeg nok træt af den, men lige nu lyser den både af kvalitet, overskud og integritet.
2016 har været et døds-år, og pladerne har båret præg af dette. Jeg har ikke haft mulighed for at granske Leonard Cohens nye plade (men efter hvad jeg har hørt, får den i hvert fald et tip-of-the-hat herfra), men derudover er det Nick Cave and the Bad Seeds’ Skeleton Tree, der løber med prisen for den plade, der slap bedst fra den sag. Alright, han har også den fordel at han ikke selv er død, og selv om den ikke når op på niveau med Push the Sky Away, så er det umiskendeligt Nick Cave på især godt og lidt ondt.
Jeg har ikke haft lejlighed til at se filmen om hans søns død, men selv uden det, står Skeleton Tree stærkt.
Og ja, tip of the hat til Bowie, også!
Måske er det bare fordi det er eksotisk med et tyrkisk band, men jeg HAR haft stor glæde af at lytte til Reptilians from Andromedas Sonic Rabbit Hole. Ja, der er elementer af guilty pleasure over at det minder mig om Ladytron, og ja, det er visse steder måske også mere sært end decideret godt.
Men hvordan kan man andet end at knus-elske en plade, der har en solo bestående af katte-lyde? Det er også en master class i hvordan man bruger spacede effekter uden at tabe idéen og det hele lugter af lige dele tongue in cheek, galskab og pseudo-intellektualisering – på den absolut bedst tænkelige måde. Det er en plade der er nem at finde frem – fordi den er så wacko – men måske stadig lidt svær at lytte til, da den udfordrer. Og hvad kan man forlange mere?
Som en for mig lidt sær afslutning, finder vi en plade der ikke rigtigt falder inden for min genre. Men hold nu kæft, Junius Meyvants Floating Harmonies er godt lavet! Retro-cool og spækket med hits såvel som dygtigt snedkererede ballader. Med Floating Harmonies er mit diskotek blevet udbygget med dansemusik, jeg kan holde ud at lytte til og som samtidig med det islandske islæt har en coolness over sig, som ikke kunne findes i New York.
Der skal også være plads til plader med lidt lettere kalorier, og Floating Harmonies falder ikke totalt i gryden af overflade, men er i sin tårnhøje kvalitet og billedsprog sindsygt godt lavet.
