Vi er nået til andet stop i vores kig tilbage på musikåret 2019, i dag gælder det vores favoritter blandt årets EP/mini-album udgivelser.
Ligesom ved vores kig tilbage på favoritkoncerterne i det forgangene år, så er der dømt frit lejde hvad angår antal og rangering af sagerne. Og igen har det været frivilligt om vores skribenter ville “lege med”. Det ville det samme anløbne persongalleri, så vi får igen tre meninger om det samme emne…
Ken Damgaard Thomsen
EP’en er en dejlig størrelse, lige til at fordøje og fungerer ofte fortrinligt for debuterende kunstnere, eller som en bro mellem album. På mange måder har EP’en erstattet den gode gamle demo, især nu hvor nærmest alle kan lave en mindst hæderlig produktion på deres computer.
Jeg har ikke fået lyttet til helt så mange EP’er som jeg plejer, men her er 3 af de bedste jeg har været omkring i år.
Situationsfornærmelse: En Hurtig Omgang Dansk
Titlen lyver bestemt ikke, Situationsfornærmelse blæser igennem 7 hurtige punknumre på kun et kvarters tid, men hvilket kvarter! Som titlen måske også antyder, så er det stedvis en smålummer omgang… dansk. Det er svesken på disken tekster, skrig, skrål og bukserne ned, så man kan få lappet hullet af en cykelsmed.
Det er på mange måder lyden af en Roskilde lejr sat på smadret og rasende energisk punk, hvor drifterne får frit løb. Det KUNNE nemt være blevet virkelig plat og laveste fællesnævner, men på en eller anden måde får det her relativt nye band skidtet til at svinge og dingle frit lige i synet på en, på en særdeles medrivende og smittende vis. og så er det ikke mindst befriende uprætentiøst og virkelig morsomt… hvis man er til den slags løjer.
Where Did Nora Go: Womb of Life
Og så til noget helt andet… Astrid Nora, kvinden bag Where Did Nora Go tog en frivillig pause fra musikken i 4-5 år for at hellige sig hendes for tidligt fødte tvillinger. Nu er hun tilbage med en EP, hvor “Nora kredser rundt i et stort, ret mørkelagt og åbent rum, hvor det på samme tid lyder meget intimt på grund af de gråblå nuancer tonerne holdes i og luftigt, fordi der er efterladt meget plads til vokalen og den sparsomme instrumentering. Filmisk, atmosfærisk, stemningsmættet, sfærisk, man kunne knytte mange af den slags ord på Noras smukke efterårsagtige univers”.
Det her er ikke en “shower”, det er en på mange måder meget rolig sniger, hvor musikken smyger sig langsomt om én. Det kræver også, at man lige er i humør til det og møder Nora på halvvejen – men det er indsatsen værd, hvis man lige skal gemme sig lidt fra omverdenen.
Basker Hval: Basker Hval
Synthwave, darksynth, eller hvad man nu vil kalde det, er vist ret in for tiden? Måske pga. 80’er throwback serier som Stranger Things? Hvad man det end skyldes, så er det ikke en genre jeg hidtil har lyttet meget til, men jeg er en sucker for 80’er film soundtracks i den mere sci-fi’ede genre og vokset op med C64, Amiga 500 og arkadespil, så den her udgivelse ramte plet.
Manden bag hedder Mikkel Aksglæde og har blandt andet gjort sig som trommeslager i Aksglæde og The Oceans.
“Udgivelsen består af 8 instrumental numre i den længere ende, som forsøger at bygge bro mellem fortid og fremtid, hvor “følelser af ærefrygt, absurditet og glæde resonerer igennem en moderne retroæstetik”. Hvis det lyder en kende storladent, så er det det også. Og fascinationen af futuristisk film og spilmusik fornægter sig ikke, så det er i høj grad en udgivelse, som minder mere om brede lydlandskaber end egentlig sange i den gængse forstand”, skrev jeg blandt andet i min anmeldelse.
Troels-Henrik Balslev Krag
EP’er er bare stadig dejlige – der er ofte skåret ind til benet, man undgår ’fyldnumre’ og de når sjældent at blive ensformige. Til trods for en lidt dramatisk start på mit forældreskab, er det dog blevet til et par anmeldelser og her er så mine fem favoritter – gradueret med bedste først.
Mooseknuckle: Trouble
Der er humor, der er talent og der er styr på kompositionerne på Mooseknuckles debut-EP, Trouble. Det er sejt, slacket og vel også sexet. Elsker man rock vil man nok også elske Mooseknuckle og over de seks numre kommer de godt rundt i forskellige udtryk uden at miste den røde tråd.
Det er – i min bog – årets bedste EP-udgivelse og jeg elsker referencer til Hendrix, Queens of The Stone Age og sikkert også mange andre. Skarpt! Ok. Det ville vel også være mærkeligt, hvis jeg ikke holdt af 70’er-inspirerede rockbands, der har udgivet en julesang. MEN! Mooseknuckle er – selv når jeg renser for dét – en fornøjelse at lytte til!
Before Fire: Before Fire
Og vi fortsætter med rocken. Utendentiøs, stilren og sejt spillet rock. Ofte kan man frygte at ungdommen har opgivet rocken, men bands som Go Go Berlin har holdt liv i genren i Danmark. Before Fire er tilsyneladende ud fra deres selvbetitlede EP klar til at samle depechen op – vel meget heldigt, når Go Go Berlin nu er gået i en mere tangent-influeret retning.
Det er slet, slet ikke dybt eller eftertænksomt og sange der handler om mere eller mindre tilfældig sex og bondeanger på dén baggrund er måske ikke det, der burde referere mest til en 39-årig nybagt far. Men musikken bliver leveret stærkt og ikke mindst troværdigt af Before Fire og sætter et smil i skægget på denne anmelder.
Cauterizer: Subconscious
Cauterizer imponerede mig først og fremmest med deres produktion og den er i sandhed også imponerende. Vi opererer måske lidt i party-metal-genren, men der har jeg også altid haft en soft-spot. Hele EP’en bærer præg af enkle, godt gennemtænkte idéer og at man holder sig til dét, man er god til. Og dygtige er de, energien driver ud af højttalerne og samtidig er der tydelige ambitioner med for eksempel et ti minutter langt, episk nummer. Lad det blot være en lektie i at ambitioner ofte bedst forløses ved at holde tingene lidt enkle.
Er det meningen, man skal blive i godt humør af metal? Det gør jeg i hvert fald af Cauterizer – og det er al ære og respekt værd!
Ukendt Under Andet Navn: Ukendt Under Andet Navn
En lille, poetisk perle kom med posten på LP (what?) med instruktioner til, hvordan den skal afspilles i titlen. Så er man da også blevet træt af for smarte titler! Bag det hele er der dog en ro, erfaring og tidløshed der gør, at jeg finder pladen frem. Igen og igen.
Og så tror jeg ikke, jeg har hørt noget, hvor Nils Gröndahl er inde over – her både på sav og violin? – som ikke er fedt, godt og/eller integritet… Det er en EP der passer til gåture langs vand.
Sort Montage: Lyner dig ned
Beskidt Mellemblond? Det er vel den nærmeste association, Sort Montage gav mig. Og det var igen musik, jeg ikke vidste, jeg havde brug for i mit liv.
Det er kantet, det er direkte og det er måske lidt mindre poetisk – og så er det noget så sjældent som dansksproget og sexet. Hm.
Vi er ret langt ude af traditionel komfortzone her og måske er det også lidt for meget af det gode. Men godt er det og man lytter vel ikke kun til kunstnere for at blive strøget med hårene. Leg med det danske sprog går aldrig sådan rigtigt af mode, selv om det er en svær og farlig øvelse.
Sort Montage gør det virkelig fint og blandt de mange argumenter for at høre denne EP, er det måske ét af de største.
Jonas Strandholdt Bach
Som det er tilfældet med albums, så har jeg heller ikke været igennem så forfærdelig mange EP’er i år. Jeg nøjes derfor med en top 3.
Gurli Octavia: Metanoia
Årets klare nummer 1. Jeg oplevede første gang Gurli Octavia på Spot Festival i 2018, hvor jeg blev så overbevist af hendes første koncert, på Roots & Hybrid-scenen, at jeg også tog hendes anden koncert med i en af Musikhusets små sale dagen efter. Metanoia er dog Octavia fra et mørkere sted. EP’en kredser om faderens sygdom og død, og sangene er bare grundlæggende stærke – det gør indtryk når Octavia for eksempel synger: “Maybe I was a fighter, I don’t know, I forgot/Maybe I’m still human but I feel so lost”. Stærk EP.
Select Captain: Comes in Waves Pt. 1
Det er også et alvorligt tema, der behandles på Select Captain’s nye EP. Her er det et hashmisbrug og depression, der tages livtag med, med nogle af Kristian Gaarskjær’s bedste kompositioner hidtil – især åbneren ’Mind Crashing’ er fremragende. Det bliver spændende at høre del 2 og 3.
Tom Bjerg: Den Vej
Tredjepladsen er et lidt sværere valg. Jeg ender på dansksproget rock fra Tom Bjerg (alternativet var Juju Bell’s fine Love Is For the Cool). Bjerg folder roligt sit blues/pop/rockede univers ud. Jeg efterlyste flere eksplosioner, og måske det kommer på næste udgivelse, men indtil da er det også fint at nyde Den Vej.
Foto: Lene Damgaard/GFR, Gurli Octavia, Roskilde Festival 2018
