Endnu et musikår er ved at være i bogen, det betyder traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! I år har vi fået en ny fast anmelder af udgivelser og koncerter med i folden, så i år udvides liste-vanviddet også fra 3 til 4 bud. traditionen tro kigger vi på vores favorit udgivelser fra 2015 indenfor internationale albums, danske EP’er, danske albums og favorit koncerter. I dag kigger vi på vores danske favorit EP’er fra 2015.
Vi har valgt betegnelsen “favorit”, for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet. Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for vores favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.
Danske favorit EP’er 2015:
Ken Damgaard Thomsen
Alright, der er sgu da også røget en hel del EP’er igennem lytte-apparatet i år. Der er af mange forskellige, og logiske, årsager et enormt felt af “4-stjernede” udgivelser i blandt, der viser et band på vej frem, eller som bare er bundsolide. Det felt har det med at flyde lidt sammen for mig. Så listen her bærer nok lidt præg af udgivelser fra kunstnere som har ramt ekstra plet med et enkelt nummer eller to, som stadig står klar i min bevidsthed.
1) Slægt – Beautiful & Damned
Slægt debuterede tilbage i november med denne mørke og særdeles medrivende sag. Et mini-album kalder de det selv, med en spilletid der sniger sig op over de 23 minutter. Og hvilke minutter!
Det er den bedste 50’er givet ud i år, 4 forrygende numre får du for et halvt-hundrede kroner. Slægt er lidt en genre-bastard, hvor de blander elementer fra black metallen, tung hardrock og helt over til noget ret klassisk 70’er rock. Den umiddelbart særprægede blanding fungerer imponerende godt og gnidningsfrit, og skaber et samlet udtryk der er både bistert, hårdtslående, meget melodisk og med masser af pondus.
Det er et kraftfuldt, bistert, melodisk og fængslende møde, der både kigger bagud i rockhistorien og virker meget nutidigt, samtidig med at det vil fremad i en dunkel og faretruende verden med et ganske uimodståeligt drive.
2) Stonebird – Who Will Slay The Beast?
“Stonebird er endnu er skud på stammen af bands, som har kastet deres kærlighed over slut 60er/start 70er retro-rock, i den tungere ende af skalaen. Hvad der måske mangler af egentlig originalitet kompenseres der til fulde for ved, at bandet spiller forrygende, kan skrive sange der rykker og gynger og, trods velkendte virkemidler, udviser personlighed nok til, at man husker Who Will Slay The Beast? når EP’en rinder ud”.
Således indledte jeg min 5-stjernede anmeldelse af deres EP, og det var sgu’ ikke helt skudt ved siden af – især ikke det fuldstændig forrygende åbningsnummer, “Blues On The Rise”! Hold da kæft et fedt nummer, der egentlig “bare” handler om at have blues-rocken i blodet og skrive en sang om det. Det er der jo ikke noget revolutionerende i, men den fængende melodi og de mægtige riffs løfter bæstet helt op i skyerne.
Stonebird virker mere end klar til, at følge i kølvandet på andre roste, og beslægtede, navne som Grusom og SEA, der letter og får hul igennem. Så mangler jeg blot at få set dem live, hvor de i følge vores nye anmelder, Stefanie, åbenbart er endnu bedre end på EP’en!
3) møl – II
møl virkede lovende og som en kompetent dansk pendant på deres debut-EP fra sidste år, noget de byggede videre på, på ep nummer 2, bare kaldet II, hvor bandets lyd og udtryk blev yderligere udbygget og forfinet. På II fremstår møl som et band der for alvor har fundet deres egen klang indenfor post-rock/black metal hybrid-genren, noget nedladende kaldet “hipster black”, men modsat forbillederne Deafheaven, der i mine ører godt kan lyde en kende fortænkte, så lever musikken meget mere for mig hos møl.
“Musikalsk er møl stadig beslægtede, uden tvivl, hvor især arbejdet med mørke og lyse flader i musikken, er et fællestræk. Men på II er det alligevel som om, at møl har en mere klart defineret egen lyd og følelse. Måske hænger det sammen med en anden forbedring, nemlig at numrene er blevet en anelse mere strømlinede – på en god måde. Sidste gang havde jeg lidt fornemmelsen af, at møl’s numre var 2-3 genrer, black-metallen og det mere post-rockede og shoegazede, eller skitser fra hver, lagt ovenpå hinanden. På II føles udtrykket noget mere organisk og numrene får dermed mere liv, og på en eller anden måde også tyngde”. Resten af anmeldelsen kan læses HER
4) Empire Of Doom
Tidligere i år anmeldte jeg fynske Empire of Doom’s første EP i begejstrede vendinger, den er dog egentlig fra 2014, så her sidst på året er gruppen klar med opfølgeren Left Foot In Space. Og selvom jeg i skrivende stund endnu ikke har fået EP’en anmeldt (men NU har jeg), så tør jeg godt konkluderer, at den er endnu bedre.
Lige som førnævnte møl, så er Empire of Doom for alvor trådt ud af inspirationskildernes skygger, i dette tilfælde skyder jeg på et navn som High On Fire, og har fundet frem til et endnu mere klart defineret og personligt udtryk. Og så emmer fortagnet bare af kæmpe store, tunge buldre-balls, der kan rive mure ned.
Heldigvis formår bandet samtidig at skrive gode sange, så de ikke bare imponerer med rå muskelkraft, de voldsomme kræfter er rent faktisk hængt op på numre der viser klippefast sangskrivning og bare vil fremad i verden.
Empire of Doom befinder sig nok stadigvæk på “support band stadiet”, men har i min optik, med nu 2 5-stjernede EP’er, efterhånden nok fede numre til holde gryderne i kog længere end 20-30 minutter. Hvis de kan holde niveauet, så hold øje med dem fremover!
5) Team of Experts – Sardonique
Sardonique, EP nummer 2 fra Team of Experts, er egentlig på samme tid en både sjov og ambitiøs lille udgivelse. Hvor første EP boblede over af akut fængende melodier og en næsten provokerende poppet kant til gruppens blanding af 90er og støj-rock, Beatles stemning og “alternativ rock”, så er EP nummer 2 langt mere eksperimenterende og mindre catchy.
Det gør den bestemt ikke mindre interessant, men den er måske knap så iørefaldende og pågående og kræver lidt mere tid. Der er i bund og grund kun 2 “rigtige” sange blandt Sardonique‘s 5 numre, der også tæller 2 korte repriser/efterspil og et instrumentalt nummer, nemlig den highway western rockende drømmer “December Moon” og det udfordrende lydeksperiment i den over 6 minutter lange “What If We Had A Chance”.
Et af de store forbilleder hedder stadig The Smashing Pumpkins, hvis klang og ambitionsniveau også kigger frem hist og her, men Team of Experts bruger det til at afsøge deres egen lyd og se hvor langt rammerne kan udvides – der har de fat i noget der peger fremad mod noget rigtig spændende. Anmeldelsen af Sardonique kan læses HER
Jonas Strandholdt Bach
Vanen tro er der løbet en del EP’er gennem åen i årets løb. Disse fem står stærkest i hukommelsen.
1) Drowned Session: Home to the Wind
På Home to the Wind får vi et ordentligt skud alvorlig atlantisk folk-rock fra Drowned Session. Forsanger Atli Brix Kambans fortællinger væves ind i et dunkelt og nuanceret lydbillede, som endda også viser rockende muskler ind i mellem. Gennemført og godt.
“Man behøver heller ikke tage mange skridt ind i Drowned Session’s univers, før man selv glider med ned i mørket. På Home to the Wind lykkes de med at legere americana med til tider tunge elektriske guitarer, og den bredspektrede instrumentering gør at der musikalsk er mange detaljer at gå på opdagelse i” – resten af anmeldelsen kan læses HER.
2) Torment: Fear of Missing Out
Hardcore er måske ikke helt vildt in lige for tiden, men man kan alligevel godt gå glip af noget, hvis man ikke får lyttet til Torments nye EP. En 15-minutters krabat, der fortjener en del afspilninger mens du vipper med nakken og råber med på de indignerede tekster.
“Fear of Missing Out er kort fortalt en ganske vellykket hardcore-EP, der leverer soundtrack til både slam-dance og kapitalismekritisk brølen med” – læs resten af anmeldelsen HER.
3) The White Dominos: On to Something
Aarhus har blæst en bølge unge, rockende bands ud over landet, og mange af dem med rigtig god vind i sejlene. Blandt andre The White Dominos, der imponerer med stilsikkerhed, god sangskrivning, potente muskler og stærke melodier på On To Something.
“Savner du nogle gange den der ligefremme, melodiske rock, hvor guitaren får lov at sætte dagsordenen, der er en forsanger, der kan svinge stemmebåndet og innovation er lig med “åh-åh” og “uh-uh”-kor? Så vil du nok blive rigtig gode venner med aarhusianske The White Dominos” – sådan indledte jeg min anmeldelse, resten finder du HER.
4) Bæst: Det yderste rum
I den mere eksperimenterende ende finder vi Bæst, som er solo-legeplads for Jakob Koefoed, som blandt andet er med i Battle. Både repetitiv, melodisk og skramlet psych-rock byder EP’en på, og det borger godt for projektets videre færd. Og så er det sgu meget rart når der bliver sunget på dansk i denne her slags musik også.
“Bæst formår med relativt simple virkemidler både at skabe noget, der glimter lidt mystisk og fascinerende, samtidig med at man føler sig hurtigt velkommen i universet som lytter. Samtidig har Bæst en relativt bred palet, så der kan males med både atmosfæriske, tungt støjende og psych-poppede penselstrøg” – resten af anmeldelsen kan du læse HER.
5) Diamond Drive: I Am
Aarhus kan også levere spændende metalnavne, blandt andre Diamond Drive, som med en metalsammensmeltning af de større vendte tilbage efter nogen tids udgivelsestavshed med den overbevisende EP I Am tidligere i år. Måske vi får en fuldlængde også på et tidspunkt?
“Jeg skal ikke udelukke at jeg kunne blive kørt træt af sådan et tempo og en intensitet over et helt album (jeg er en halvgammel mand, der får ondt i knæet når vejret skifter), og derfor er EP-formatet velvalgt til denne samling numre – efter endt lytning vil jeg nemlig have mere, og starter forfra” – hele anmeldelsen finder du HER.
Thomas Bjerregaard Bonde
1) Mom & Bear: Borderline Reckless
Det odensianske studieprojekt, Mom & Bear er uden tvivl dette års mest positive danske indslag, for som jeg skrev tilbage i januar; Positive overraskelser er nu de bedste, og jeg må ærligt erkende, at jeg var godt og grundigt positivt overrasket, efter første gennemlytning af Borderline Reckless. Det er ikke hver dag at et stort set ukendt dansk band rykker tæppet så eftertrykkeligt væk under mig, som Mom & Bear formåede.
Og her, næsten et år senere, holder deres støjende, klaustrofobiske, psykedeliske, dystre, melankolske og alternativt rockende EP stadig 1000%, og får dermed titlen som årets bedste danske EP i min bog. Læs anmeldelse af EP’en HER
2) Jet Black: Næseblod
Støjende og dyster kan man så sandelig også kalde den mørkklædte duo Jet Black og deres 2. EP Næseblod. Her er der ikke så meget slinger i valsen, der er dømt fuld skrald på guitar og trommer fra start til slut, og det på overbevisende manér.
Jet Black og er helt klart et band der er værd at holde øje med i fremtiden. Jeg kan ikke andet end at anbefale, at give Jet Black et lyt, hvis man er så uheldig (som jeg), først at stifte bekendtskab med dem nu. De er, i min optik, et af dansk rocks mest spændende nye navne, live må de være decideret skræmmende, på plade er de i hvert fald skræmmende gode.
Læs anmeldelse af EP’en HER
3) Cave Head: Cave Head
Værd at holde øje med er københavnske Cave Head, som jeg smed 5 stjerner efter for godt 10 måneder siden. Bandet spiller en rask og overbevisende omgang tung rock ‘n’ roll med metalsplinter, godt krydret med catchy riffs og fængende melodier.
Det er måske ikke super nyskabende det bandet leverer på Cave Head, det er rock brygget på en efterhånden velkendt opskrift, men bandet formår at tilføre musikken deres egen dna, og de skiller sig så sandelig ud i, den efterhånden, store pulje af upcoming rockbands i Danmark. Cave Head er en helstøbt og yderst troværdig EP med et uhyre højt bundniveau, punktum.
Læs anmeldelse af EP’en HER
Ydermere vil jeg også gerne smide en anbefaling efter 3 andre bands, der hver især har begået en særdeles god EP i det forgangne år.
Via Mala der overbeviste med deres originale, overbevisende, helstøbte og stilsikre “grunge revival” debut EP Out Of Sight.
Puja leverede på deres debut EP Merkabah, instrumental progressiv rock med mellemøstelige og psykedeliske undertoner. En udfordrende, overraskende og nyskabende oplevelse.
The Ritual lyder, lidt groft sagt, som Kasabian og Black Rebel Motorcycle Club smidt i en blender. Et rockband der ved hvad de vil, spiller sublimt og gør det på deres helt egen facon, som de mere end beviser på debuten The Drum.
https://youtu.be/XkJvs1_JHbk
Troels-Henrik Balslev Krag
Flere gange har jeg nævnt, at jeg virkelig, virkelig holder af EP’en som medie; når man har en naturlig interesse i at høre (meget) ny musik, så er det et virkelig godt format.
Og da formatet på en EP ikke er helt fasttømret, undgår man de ‘fyldnumre’ som man af og til må erkende at fuldlængde-albummet risikerer at indeholde.
Det er dog ikke en enten-eller situation, men i lige så høj grad en glæde over dette supplement til single-og-så-sidenhen-album-strukturen, jeg er vokset op med.
Til trods for et egentlig fint udbud, så er det begrænset hvor mange EP’er jeg har lyttet tilpas mange gange til efter anmeldelsen – og så mener jeg ikke, de bør have plads på min liste. Den tæller derfor tre fine EP’er, som jeg har lyttet til jævnligt.
Here goes…
1) Eigengrau: Intrinsic
Jeg anede ikke at Eigengrau eksisterede, før jeg fik lejlighed til at anmelde dem på HQ tidligere i år. Det gav mig lejlighed til at studere den af Ken velanmeldte Intrinsic, som bare blev ved at vokse…
Det er post-rock á la det, Mogwai laver – eller rettere lavede (hvis I hørte et højt hyl over Danmark her i november, så var det da jeg opdagede at John Cummings har annonceret sin afsked med gaswegians’ene!). Det er nemlig opbyggende på en måde, hvor der både bruges pæne sfærer, huggende guitarer og så af og til skarp metal. At det så oven i købet er gjort melodisk og varierende, er dybt imponerende.
Det er musik, jeg både kan høre når jeg er på arbejde – og lytte til, når der er tid til det. EP’en besider, med andre ord, evnen til at operere som behagelig baggrund og er samtidig så stærkt snedkret, at den også holder til nærmere fokus.
Desværre har opfølgeren Akhlysian Evocation ikke helt de samme kvaliteter – hverken i indspilning eller feeling – men det skal intet tage fra Intrinsic, som er en fremragende 19 minutter lang EP!
2) Rasmus Morrison: Born to lose
Jeps. Jeg er en sucker for et godt narrativ, og da især når det fremføres på så fin vis som Rasmus Morrison. Det er dramatisk og patetisk, men bliver aldrig klynkende eller ynkeligt og på én gang utrolig simpelt, men også velkomponeret. Hele opbygningen, melodiføringen og de ret voldsomme tekster gør at Morrison trækker på noget af det samme som Orange Monks, hvor min anmeldelse figurerer andensteds på denne side.
Der, hvor Morrison løber fra resten af feltet er især på den meget matter-of-factly måde, teksterne leveres på. Det handler ikke så meget om teknik og klang på stemmen (selv om det formodentlig også spiller en rolle), men at der tydeligvis er historier, der skal fortælles – og at man altså hverken behøver soul-faseringer eller scream-vokal for at brænde igennem.
Versene ”And who can really blame you / with parents like your own / who treated you like a problem / that they would have to lose” er blevet hængende hos mig og den direkte måde at fortælle på er egentlig noget, jeg kan finde på at kritisere andre for. Men her er det bare skide godt fremført og står utrolig stærkt.
Og selv om teksterne kan virke sørgelige, så sidder jeg alligevel med en følelse af håb, når EP’en klinger ud. Det er sgu meget godt klaret at rykke mig igennem sådan et følelsspektre på fire numre!
3) Yung: These thoughts are like mandatory chores
Her løber jeg til dels med på hypen, men har også totalt forelsket mig i den energi, Yung uomtvisteligt lægger for dagen. Ja, der er stadig ting at lære. Og ja, det er sørme heller ikke voldsomt avanceret. Men der ER bare noget over at ungdommen har grebet den halv-døde genre, punken er – og så til dels genopfundet den. Og nej, jeg er dog ikke ældre end midt i 30erne…
Åbningsnummeret God er så effektivt, at det altid fremkalder et smil på min læbe – og selv om det trækker på nogle af de samme melodiske tricks som Daycare for Jedi, så har Yung bare ramt en mere klædelig, skramlet lyd, som fungerer fremragende.
Det er også et studie i, hvordan en EP kan være et fremragende medie, da Yung måske bøvler lidt med variationen og brænde igennem over længere tid. På den konto kunne These thoughts… måske godt have være anmeldt lidt mere kritisk – men det er også sagen med punk; når man piller alt for meget i det, mister det charme, energi og dumme spørgsmål som ‘hvorfor’ melder sig.
For Yung tager helt klart stikkene på charme og energi – og så er der egentlig ikke brug for så meget mere.
Og på den måde kunne man måske også have ønsket sig at de havde øvet sig i at spille soloer – men hvis dette ville blive på bekostning af energien, så skal de for alt i verden ikke gøre det!
These thoughts…er en EP, jeg med glæde sætter på inden jeg hopper ud af døren, da den har god energi og sikrer, at jeg forlader mit hjem med én eller anden form for smil om læben…
Tip of the hat til…
…Malmö, som har gjort en fin EP til en søndag morgen.
…Farmergut, som brøler og bajer/ørken-rocker sig derudaf.
Af GFR-redaktionen
