Det er blevet den tid på året! Ja, der skal kigges tilbage, endda i listeform!! Her er vores favorit EPer og mini-album fra 2020.
Betyder “favorit” så ikke bare “bedste”? Det er da muligt, men vi kalder det favoritter for ikke, at lyde for firkantede og definitive – vi HAR jo ikke hørt alt, så kan man kåre hvad der har været bedst?
Anyway, tag det for hvad det er, det er bare “meninger”, og for på en eller anden måde, at samle op på håret og give en lille ekstra hyldest til nogle danske EPer og mini-albums. Og modsat vores dybt sexistiske og kvindefjendske albumliste i går, så er der faktisk kommet nogle kvindelige kunstnere med i dag. Det vil vi gerne beklage på forhånd.
Ken Damgaard Thomsen
EPer. Det plejer at være korte, jeg kan lide det! Det sagt, her er nogle favoritter fra i år, som smagte af mere. I vilkårlig rækkefølge.
Blitzkrig: 19/20
Er det en opsamling, er det en EP eller er det et mini-album? Ordkløveri, det er i hvert fald ikke et helt album med sine 7 numre, der som titlen antyder samler op på de sange Blitzkrig har indspillet/udsendt i perioden 2019-20. Det vigtigste er, at det er en samling ganske fremragende numre, der også viser at bandet både har gennemgået en udvikling, hvor et nummer som den 80er-klingende “Video” skiller sig ud fra mængden i forhold til det mere post-punkede og rockede, som er at finde på 19/20.
Fællestræk er der dog også mange af, ikke mindst en helt gennemgående sans for gode. ørehænger-melodier, der i form af numre som “Lyster”, “Blodrød Måne” eller “Varm Kind” virker klar til at indtage nogle radiobølger nær dig. Som en nordjysk bastard, der blander DNA fra bands som The Cure, The Smith, Love Shop og Kliché, lyder Blitzkrig både en smule nostalgiske, retro og som om de rammer nogle tendenser og musikalske strømninger i tiden. Havde nummeret “Lyster” været anmeldt i Repeat, så var singlen skudt til tops som en af årets bedste.
Og så er de tilmed et skide godt liveband, som jeg havde fornøjelsen af at se på Uhørt i år, et højdepunkt i et ellers (grundet noget Corona-halløj) lidt halv-magert koncertår. Nu kigger trioen fremad, har skilt sig af med de opsparede sange ved at viske tavlen ren med denne samling numre, som er meget mere end bare en udrensning i gemmerne – det er en af årets bedse udgivelser.
MOD: Til Evigheden og Forbi
“Der er et øjeblik, omkring et halvt minut inde i tredje nummer på denne 5 numre lange EP, hvor det hele går op i en højere enhed for mig. Ud af et skurrende og støjende mørke flænser en desperat og arrig kvindevokal luften med sin pågående og insisterende snakke-sang”.
Sådan skrev jeg indledningsvist i min 6-stjernede anmeldelse af MOD og deres Til Evigheden og Forbi EP-udgivelse, som jeg, indrømmet, ikke har sat på mange gange siden anmeldelsen blev skrevet. Både grundet det evigt tilbagevendende problem med “tidspres” og så fordi, at det trods den begrænsede spilletid er lidt af en mundfuld. Det er ambitiøst, det er artsy det er kunst med stort K, hvilket man også lige skal være i humør til, ligesom sådan en krads omgang kunst-punket art-rock måske bare heller ikke er min foretrukne lytte-genre, når jeg endelig sætter musik på som et aktivt valg.
MOD skal og vil HØRES, det emmer af nødvendighed og nerve, og fortjener også din dedikation som lytter. Derfor er det også en skam, at udgivelsen ikke nåede længere ud, men nok ikke ligefrem uventet. Det her er langt fra mainstream og svælger nærmest i undergrundsstemning og æstetik – så det må det vel forblive.. Til Evigheden og Forbi.
Selma Higgins: To The Sincerest from Selma Higgins
Du har måske allerede stiftet bekendtskab med Selma Higgins og singlen “Unruly Nature” fra denne EP, der i hvert fald er blevet spillet ganske flittigt på P6 i løbet af de forgangne år. Og ganske fortjent, for unge Higgins har en god og vellydende vokal, som ikke bliver FOR pæn og poleret. Det er dog stadig singer songwriter pop, så der er stadig sødme og uskyld at finde i hendes flotte sangunivers:
“Den unge, debuterende sanger og sangskriver Selma Higgins imponerer på hendes nye 4 numre lange EP. Ikke ved, at opfinde sangskriverkunsten på ny men med hendes flotte vokal, ører for den gode, lidt underspillede melodi, en veludviklet sans for stemning og atmosfære, sat i scene med ret enkle virkemidler og et knugende nærvær. Nogle gange dukker der bare en ung kunstner op, hvor man kan blive helt benovet over, at hun allerede fremstår så moden og rammer plet i første hug. Sådan en er Higgins”.
Sådan skrev jeg i min 5-stjernede anmeldelse tilbage i april, mon ikke det er musik, der også går godt i spænd med en anden årstid, som denne, inden vi rammer det spirende forår igen?
Rigmor: Rigmor
Rigmor er et af de udcoming navne, som virkelig er blevet ramt og afsporet lidt af den der forbandede virus og dens følgevirkninger. Nu kan man ikke spå om, hvad der ville være sket hvis ikke koncerter osv. var blevet aflyst, men ovenpå en stærk optræden på sidste års Uhørt Festival udsendte det poetiske, dansksprogede Strunge-inspirerede band en meget vellykket EP og var også booket til, at optræde på sommerens aflyste Roskilde Rising. Alt var sådan set linet op, kørt i stilling på den rigtige måde og i den logiske rækkefølge og så kommer dette benspænd og bremser momentum.
På det punkt er Rigmor langtfra alene, tværtimod, men det må alligevel være bittert, også set fra sidelinjen, hvor jeg kunne se spillet udvikle sig lige som det skulle for, at dette talentfulde orkester kunne kører sig selv i stilling på den helt rigtige måde. De har lyrikken, de har sangene, der er tilpas kunstneriske til at have tyngde og bid, men stadig fængende og tilgængelige nok til at blive spillet i radioen og en god portion “mystik” og artsy-aura omkring sig til at de gemmer på en “historie”. De har “det”, men fik “kun” lov til at vise det med denne glimrende EP i første omgang.
ORM: Mit Blod
Rosinen i blodpølseenden kommer fra ORM, der sidste år imponerede med albummet IR, der kun indeholdt to, meget lange numre. Deres EP fra i år indeholder også kun to numre, men med en samlet spilletid på 25 minutter er de dog kun lige så lange som en enkelt IR-sang, så man kan vel godt kalde det en EP? Det er også et “mellemspil”, eller nogle overskydende idéer, nå ja, og så er der udover den nye komposition “Mit blod” blevet plads til en coverversion af Sleep Party Peoples 10 år gamle nummer “Notes To You”, der i ORMS bistre black-overhaling for mig gør en overraskende stærk figur.
Vi har ikke anmeldt MIt Blod her på siden, jeg aner ærligt talt ikke hvorfor, men det kommer udgivelsen til gode her, hvor jeg efter IR nok var ret mættet hvad ORM angår, så har jeg kunnet lytte uden forpligtelser og forventninger til Mit Blod. Samme tilgang lader bandet også til at have, der er gået fra at være mere klassisk black til noget mere eksperimenterende og søgende på IR og den rejse de er draget ud på er langt fra slut her på Mit Blod. Titelnummeret ender ud i at forlade metallen og lader en trompet tage over i nummerets sidste halvdel.
Jeg ved ikke helt hvor ORM vil, og tager os hen, efter Mit Blod, men jeg vil gerne med…
Troels-Henrik
Faste læsere vil vide, at der er mange og ofte komplicerede ord i mig. Så jeg har i år forsøgt mig med et nyt årslistekoncept:
– at komme med tre, korte bud på hvorfor du, kære læser, skal tune din Spotify ind på netop denne EP. Eller: Købe deres værker – det får kunstnere vist mest ud af.
Mine tre anbefalede EPer er ret forskellige og rummer det klassiske, det dør-åbnende og selvfølgelig det stærkt leverings-bårne:
Søren Manscher: Ø
– Fordi det var en EP, vi havde brug for under lockdown.
– Fordi den er dygtigt lavet
– Men også fordi der kan være nosser i dansk
Son deMar: ”Wingspan for Days”, Pt 1
– Fordi den er ret anderledes og virker sikkert eksperimenterende
– Fordi det åbningsnummer rummer evighed og nærhed
– Men også fordi det er ret anderledes, en åbning og sætter en barre (der kommer to EPer mere i ‘værket’)
Under The Oak Tree: The Dog Is Dead And The Wife Is Gone
– Fordi dygtighed her trumfer originalitet
– Fordi salon-stemning og kælne vokaler egentlig passer meget godt til de muligheder for live-musik, vi har nu
– Men også fordi kvindevokaler altså kan noget, få mandevokaler kan
Jonas Strandholdt Bach
Jeg har fundet plads til fem anbefalelsesværdige EP’er fra året der gik – de øverste fire pladser var jeg ikke så meget i tvivl om, men den femte plads var der kamp om. Det kunne lige såvel have været Niels Mosumgaard’s Man Er Kun Et Menneske, der tog vennen Peter Øvig Knudsen’s depression under musikalsk behandling, eller Riot Sun’s ujævne energieksplosion Bruises. Men nu bliver du nødt til at læse til ende for at finde ud hvem det så blev (TEASER!).
Øverst finder vi tre meget stærke dansksprogede EP’er, som også har vist sig langtidsholdbare – det samme har engelsksprogede Select Captain på fjerdepladsen i øvrigt.
Stadig Flydende: Før verden forgår
Dark folk-duoen EP-debuterede flot med sange om undergang, stærkt bakket op musikalsk af Dødens Garderobe. Der er både noget, der peger bagud mod dansk visetradition, samtidig med, at der er noget friskt og tidløst over Stadig Flydende’s sangskrivning og musik. Åbneren ‘Flakkende kobber’ har ageret vækkeursmelodi for mig siden forsommeren, og jeg er ikke blevet træt af den endnu. Stadig Flydende fortjener meget mere opmærksomhed.
Anmeldelsen kan læses HER.
Christian Hede: ØBO
Mere opmærksomhed fortjener også Christian Hede, der tidligere har udfoldet sig i Pet the Preacher og som Bellhound Choir på engelsk. Under eget navn på ØBO leverede han en omgang folk med rockede og industrielle undertoner. ‘Små velsignelser’ og ‘Vil I alle dø’ står som højdepunkter på en generelt stærk EP.
Anmeldelsen kan læses HER.
Nye Katastrofer: EP1
En generelt stærk EP leverede Nye Katastrofer også med EP1. Igen en stærk dansksproget udgivelse, hvor jeg kastede navne som Kent og TV2 ind som referencepunkter. Nye Katastrofer er dog også helt deres egne og virker ikke optagede af, at skulle passe ind i en bestemt lyd. Mest swung var der over ‘Gør mig fri’, der godt kunne blive et lille hit.
Anmeldelsen kan læses HER.
Select Captain: Comes In Waves Pt. 2
Lidt engelsksproget skal der også være plads til, her i form af Select Captain’s anden del af Comes in Waves. Albummet, som udgøres af Comes In Waves 1-3 kunne også lige så godt have fundet vej til min top 5 albumliste, for Kristian Gaarskjær har virkelig taget nogle store skridt som sangskriver siden tiden i Gonzo Morales. Del 3 er bestemt også en fin EP, men Pt. 2 rummer stærkere sange, blandt andet den kølige ‘Get Me Out of Here’ og den nedbarberede ‘Down, Down, Down’.
Anmeldelse HER.
Fantasillion: Fantasillion
Det var tæt om den sidste plads på listen, og måske vinder den delvist fordi den er i nær erindring, men der er nu også andre grunde til at fremhæve Fantasillion’s organiske, selvbetitlede pop-EP. Alle fem numre har stærke melodiske kvaliteter, lige fra den Queen-riffende ‘Fantasillionaire’ til den mere nedtonede ‘Nothing to Fear’ der vokser til storladen pophymne.
Anmeldelsen kan læses HER.
Foto: Lene Damgaard/GFR, Rigmor på Uhørt 2019
