Det er nu blevet mandag, og knap to dage efter Fu Manchu gav koncert i Pumpehuset, er vi stadig nogen, der har det som om trommehinden er blevet presset helt ind i skallen på én. Det californiske kult stoner-rock band, pressede nemlig bygningen og den menneskelige krop til, hvad man kan formode er maksimal ydeevne.
Nu er det naturligvis ikke et kvalitetsstempel i sig selv, at gruppen bare spillede højt og havde skruet godt op for udstyret, for det der blev leveret lørdag aften, var ikke kun en bragende succes på volumen fronten. Fu Manchu er, ligesom mange andre bands, på tour med et klassisk album, som de spiller fra ende til anden, plus et par ekstranumre fra bagkataloget når hovedsættet er færdigt. I dette tilfælde, er det syd californiernes 1997 udgivelse The Action Is Go, der danner grundlag for koncerterne. Spillet fra ende til anden, i den rækkefølge du også finder på pladen.
Det er selvfølgelig et koncept, der sætter sine tydelige begrænsninger – hvis det ikke er din favorit plade er det bare ærgerligt, og highlights fra hele deres 10 album lange udgivelseshistorie, kan man lytte langt efter. Fordelen er så, at koncerten kommer til at fremstå meget homogen og sammenhængende. Det giver en tydelig tung rød tråd i gennem sættet, hvilket sammen med lydniveauet giver en følelsen af, at blive ramt af en massiv lydbølge, stammende fra samme støjtsunami.
For lad os bare slå fast, fra de første toner i “Evil Eye” til de afsluttende “Saturn III” og “Nothing Note”, blev publikums øregange blæst igennem af en lydtorpedo af en vatpind, leveret af et fokuseret og sammenbidt band. Publikumskontakten var minimal, hvilket blot understregede den fine fornemmelse af, at man var vidne til live-opførelsen af et helt album.
På trods af, at Fu Manchu er relativt hyppige gæster på vores breddegrader, så var der pænt fyldt op i Pumpehuset. Stemningen blandt de fremmødte bar heller ikke præg af, at der var nogen der havde set bandet for ofte de seneste år. Jeg har selv kun oplevet Fu Manchu live en enkelt gang tidligere, på Roskilde Festivals Orange Scene i 2003, på en solbeskinnet eftermiddag. Dengang var det en god oplevelse, selvom scenen virkede lidt for stor for gruppen, hvor denne aften ganske enkelt var fremragende og Fu Manchu virkede i deres rette element – tæt på, in your face og hammerdirrende intenst og HØJT.
Stemningen blandt de fremmødte, navnlig de første 5-6 “rækker”, var hele vejen igennem energisk og grænsende til det 90er vilde, med enkelte forsøg på crowd surfing, skubben og masen og en hel del rock n’ roll styrt fra fulde unger/halvgamle svende – men aldrig på en måde der virkede farlig eller komplet ude af kontrol. Især hen imod slutningen af sættet, under potente numre som “Grendel Snowman” og “Strolling Astronomer”, virkede det som om den højspændte stemning fik et ekstra spark opad, så forreste del af salen kogte.
Det Fu Manchu leverede på støjfronten blev nu også smadret ud på upåklagelig vis, også selvom frontmand Scott Hill måske ikke har verdens smukkeste vokal i almindelig forstand, så fungerer den som det, den skal være. Et ekstra skærende instrument, der understøtter resten af bandets medrivende larm. I det hele taget virker Fu Manchu, der over årene har haft gang i band-svingdøren, som en overordentlig sammenbanket enhed. Lige så lidt kontakt der er med publikum under koncerten, lige så lidt er der af tydelig kommunikation mellem bandmedlemmerne på scenen. Det er bare stener rock klampen i bund, ikke se sig tilbage eller til siden og fremad med voldsom tromlende kraft.
Efter The Action Is Go numrene var tonet ud, og havde efterladt publikum med summende og skrigende ører, lod bandet sig naturligvis klappe tilbage på scenen til et par ekstranumre fra bagkataloget. Især “King Of The Road”, fra albummet af samme navn fra 1999, vakte genhørsglæde. Altså såfremt man stadig KUNNE hører noget?
Dermed sluttede omkring 80 minutter i den brølende rockhimmel via støj helvede, på det helt rette tidspunkt. Det var hverken for kort eller for langt, kroppen var mættet og hørelsen presset til max grænsen. Så kan man næsten ikke forlange mere for lige knap 200 kr. – det skulle da lige være et sted at sidde ned og genvinde retningssans, balancen og få samlet kæben op – for den ramte da det klistrede Pumpehus gulv et par gange, i løbet af denne overbevisende opvisning fra godstoget Fu Manchu.
Fuld fart frem, som på skinner og med en pondus og kraft, der ikke stoppede for noget før endestationen var nået.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
