Om digital glemsel…….
Tre gange inden for den sidste måned har jeg stiftet bekendtskab med begrebet ’digital glemsel’: Først på DRs P6 Beat, hvor en vært konstaterede at en high school musical (ikke franchiset)-film ikke kunne findes, siden Jakob Stegelmann, der fortalte om hvordan Willow-serien blev hevet af streamingtjenesten efter et år. Og endelig da jeg selv ville finde Weals debut-EP.
Fælles for disse værker er, at de har været tilgængelige og ikke længere er det mere. Mest fordi de kun har været tilgængelige digitalt til streaming og nu ikke længere hostes.
GFR som fortaler for de små, smalle kunstnere
Vi er selvfølgelig mange ting på GFR, men det er vist fair at fremføre at vi har en forkærlighed for upcoming, pr definition ’små’ navne. Lad os være helt ærlige; ting, vi i høj grad ser kvaliteten i, når bare ikke altid til at ’bryde igennem’.
Disse kvalitets-plader, EPer eller numre er i høj grad i risiko for at ende i digital glemsel.
Dyrt at være lille
Med Spotifys seneste udmelding om, at man altså skal over 1000 streamnings før man får en udbetaling, bliver det en ren udgift for små navne.
I det band, jeg spiller i, har vi årligt givet $80-100 for at have vores materiale på en række streamingtjenester. Det har i runde tal givet en udbetaling der ca svarede til, at vi kunne købe en sixpack til julefrokosten. En sixpack, hvor hver øl altså kostede ca 100 kr /stk.
Selv om der klart kan optimeres på dette, så er pointen her at det koster penge at have dit materiale på streamingtjenester – penge, der kan være svære at retfærdiggøre at betale, hvis bandet er opløst, rykket videre kunstnerisk, eller der ikke er noget ønske om at blive ved at administrere den slags.
”Hvorfor dog ikke bare lade falde, hvad ikke kan stå, GFR? I siger jo selv, der hele tiden kommer nyt materiale af høj kvalitet?” kunne selvfølgelig være en indvending. Men det er altså ikke sådan, vi tænker om musikken på GFR: Kvalitetsmusik skal selvfølgelig høres og være tilgængeligt!
”Hvorfor ikke bare bruge gratis platforme?” kunne være en helt reel opfordring, men hvis man netop er et (ambitiøst) upcoming-band, så skal man være tilgængelig på de gængse tjenester. Hvad mere er, der kan være rettigheds-udfordringer ved at lægge materiale ud til fri afbenyttelse. KODA har eksempelvis tidligere smidt grus i den maskine… Dance with the Devil…
Endnu et argument for at købe fysisk
Det er efterhånden veletableret, at den bedste måde at støtte en kunstner på, er ved at købe fysiske kopier af deres materiale (ok, at smide kontanter op på scenen til koncerter er måske lidt mere direkte, men PLEASE! Lad dog være med det!!).
Køber du en CD, LP eller endda MP3 download eller MC, så er du med til at fastholde materialet og undgå den digitale glemsel. Du er også med til at støtte kunstnere, der laver noget, du kan lide.
Det bliver de ikke rige af, men måske bare lidt mindre i minus… Det kan jo godt være en motivation for at de fortsætter.
Så kan du jo, hvis du VIRKELIG er en fan, også gå på Reddit og oprette et subreddit om netop dette band, hvormed andre vil kunne låne materialet. Så er der liv i musikken i stedet for glemsel…
Så. Ser du kvalitet, så køb det hos kunstneren!
– Det kan godt være, det er lettere og fylder mindre at købe adgang til de store streamingtjenester. Men Spotify mere end indikerer her, at de altså ikke er der for bredden, for fastholdelsen og i den sidste ende for brugeren…
Og hey! Det kan endda være, du får et dekorativt cover med!
/T-H
