Amerikanske Wooden Shjips lagde søndag aften vejen forbi Radar med deres hypnotiske rockmusik. Det blev en nærmest trancelignende seance med få åndehuller.
Tales of Murder and Dust
Før det amerikanske hovednavn gik på, havde lokale Tales of Murder and Dust fået til opgave at varme et pænt fyldt, men ikke tætpakket, Radar op. Det gjorde det fem mand og en kvinde store band på fin vis på de godt 40 minutter de fik på scenen. Bandet lagde ud med en godt 15 minutter lang komposition, der tog sig god tid til at bygge op, med violin, buldrende trommer og guitarerne som centrale dele af lydbilledet. Et effektfuldt, tungt stykke afsluttede nummeret, der blev flot foldet ud.
I sættet var også ‘Laid Bare’ fra bandets seneste udgivelse, EP’en Skeleton Flowers. Bandet har en kerne af tysthed i vokaler og udtryk, som omgives af støj og i aftenens koncert var udtrykket en anelse mere rocket og udadvendt end jeg tidligere har oplevet dem. Det var som om guitarerne var skubbet en anelse mere frem i lydbilledet, og de dundrende trommeslag vakte minder om hvordan The Blue Angel Lounge bruger trommerne som massiv rytmisk tilstedeværelse, så det næsten lyder som paukeslag. Alt i alt en rigtig fin introduktion til bandet, der, trods problemer med visuals, så det meste af koncerten blot foregik med scenetæppet som baggrund, alligevel formåede at suge publikum godt ind i deres univers.
Wooden Shjips
Jeg skal for en god ordens skyld understrege at jeg havde et begrænset kendskab til Wooden Shjips på forhånd, og derfor optræder der heller ikke rigtig nogle titler på de sange, bandet spillede denne aften på Radar. Det er der også en pointe i, for denne aften gjorde bandet hvad de kunne for at skabe en trancelignende tilstand med deres heftige og konstant skiftende visuals, som i mine øjne var særdeles velfungerende (jeg blev suget godt med ind undervejs), og en særdeles repetitiv rytmesektion. Trommeslager Omar Ahsanuddin og bassist Dusty Jermier startede således de fleste numre med en henholdsvis en trommerytme og et basriff, som så fortsatte hele sangen igennem, mens Nash Whalens el-orgel og Ripley Johnsons vokal og guitar stod for variationerne. Den bastante rytmiske bund, der tonsede fremad som en maskine, kedede mig efter fire numre, efter otte var jeg stærkt fascineret og efter hovedsættets ti numre, var jeg lidt i vildrede.
Wooden Shjips koncerten var en speciel og nærmest hypnotisk oplevelse, med den særdeles sporadiske kommunikation med publikum og fraværet af bevægelse på scenen (bassisten hopper lidt op og ned ind i mellem, mens Ripley Johnson flytter på sig et par gange), de heftige visuals, og de insisterende, repeterende rytmer, der kværnede sig ind gennem øregangene på én. Ikke at numrene som sådan flød sammen – de var klart afsluttede enheder, men med Johnsons indistinkte vokal og de lange, repeterende passager, var det også i høj grad variationer over samme skabelon. Jeg er dog ret sikker på at ‘Black Smoke Rise’ og ‘Ruins’ var i blandt – og så altså otte andre numre, før de gik af scenen, hvorefter vi fik et enkelt ekstranummer. Men det er heller ikke så vigtigt, hvilke numre det var – det var måden de blev fremført på, udtrykket og den kompromisløse tilgang fra bandet, der var i centrum.
Man skal være indstillet på Wooden Shjips for at fange frekvensen – er man ikke indviet, kommer man ikke så let ind i deres univers. Men der var også noget hypnotiserende og nærmest transcenderende over koncerten. Derfor er det også svært at ramme noget i karakterskalaen, der giver et rimeligt billede – det håber jeg så ordene har gjort i stedet. Er man til det psykedeliske og repetitive, så er Wooden Shjips et must. Er man ikke, så skal man styre uden om. Det lander på de 4 stjerner, som man så kan tolke i den retning, man vil.
Anmeldelse + fotos af JSB
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
