Et totalt udsolgt BETA tog mere end godt imod vore fuzz-rockende svenske brødre, TruckFighters, da de søndag aften lagde til kaj på Amager. Med sig havde de to support bands, Valley of the Sun fra Ohio og White Miles fra Østrig, Og de fremmødte publikummer fik i den grad det de kom efter.
Jeg landede midt i Valley of the Suns sæt. Uanset hvad jeg havde forventet, jo jo, der var blevet sniglyttet hjemmefra, så tog bandet fuldstændig røven på mig. Sjældent har jeg hørt et så velspillende “første support” band. Damn! Bandet leverede en overbevisende, tight og ikke mindst energisk omgang stoner rock, hvor især trommeslageren stjal opmærksomheden. Dermed ikke sagt at bassist og guitarist/forsanger ikke var til stede, for det var de, og tilsammen sparkede de aftenen og ikke mindst publikum godt i gang. Lyden var sublim, og for en gangs skyld var lydniveauet skruet i vejret, helt perfekt. Min umiddelbare tanke var, kan TruckFighters stikke det her? Det kunne de, mere om det senere…
Efter en kort pause sneg power-rock-duoen, White Miles sig på scenen. Lige meget hvordan man vender og drejer det, så må det have været en hård tjans at skulle spille umiddelbart efter Valley of the Sun. Men duoen, der består af en kvindelig guitarist/forsanger og en gut on the drums, lagde ikke fingre imellem, og gav den gas fra start og gik friskt til opgaven. Men det var som om de ikke helt kunne leve op til det sublime start act, dertil var bandsene for forskellige, og deres mere flade lyd fyldte ikke rummet på samme måde. Dog skal det siges at de gav den fuld gas og gjorde deres ypperste for at holde gang i folk, hvilket heldigvis ikke var det store problem. De fik leveret en god omgang powerrock, der dog var en kende for uoriginalt, forudsigeligt og meget inspireret af White Stripes.
Så var det tid til hovednavnet, og efter lidt tekniske udfordringer ved lydbordet, strøg bandet på scenen anført af guitarist Niklas Källgren aka. Dango, der som det første valgte at tage sin t-shirt af, og tyre den ud til et mere end TruckFighters-klart publikum. Nu kun iført lyserøde shorts (!) satte han gang i en eftertrykkelig fuzz-fest af de store. Andre Kvarnström aka. Poncho (trommer) og Oskar Cedermalm aka. Ozo (bas og vokal) indfandt sig på scenen, og joinede festen.
Og havde der været tvivl blandt publikum om hvem aftenens hovednavn var, ja så efterlod bandet ingen tvivl om det. Shit hvor blev der lagt gedigent fra land, og hold da kæft hvor var publikum klar på en ordentlig røvfuld fuzz/stener. Første sang bandet valgte at servere for det fuzz cravende publikum var “Mind Control”. Og det var et mere end veloplagt band der havde valgt at tilbringe søndag aften på Amager. Guitarist Dango havde fucking ild i røven gennem hele koncerten, hvilket passede rigtig fint med forsanger Ozo’s mere stillestående stil. I baggrunden gav trommeslager Poncho, hans gennemsigtige minimalistiske trommesæt, så mange tæv at gode gamle Mike Tyson’s boksebold ville være misundelig.
Det var som om energien avlede energi, for luften fes ikke af ballonen i de godt og vel 100 minutter bandet tilbragte på scenen. Der var en sublim publikumskontakt, og publikum holdte sig heller ikke tilbage, der blev mange gange i mandkor råbt TRUCK-FIGH-TERS, crowdsurfet og generelt bare tonset med på bandets energi udladelser. Bandet leverede et meget varieret sæt, på trods af at de for kort tid siden, smed deres første album siden 2009 (Mania) på gaden, og ja, der var da nok en overvægt af sange fra netop den nye plade (Univers), men bandet have blandet kortene perfekt, hvilket gjorde at der var et godt flow koncerten igennem.
Lige netop sættet er jeg ikke 100% sikker på, da bandet midtvejs begyndte at tage ønsker fra publikum, men mon ikke det var en del af en snedig plan, for på trods af at bandet virkede meget afslappet, så havde de mere end styr på sagerne, og sangene blev leveret noget mere tight, end jeg på på forhånd havde turde håbe på. Men det var en fin måde at få publikum med, selv om folk nu i forvejen var godt oppe i gear.
Koncerten blev sluttet af med maner, da bandet ikke overraskende valgte at skyde good ol’ “Desert Cruiser” af som sidste nummer. Inden da, havde Dango været på vandretur med sin guitar blandt publikum, så at fyre netop det nummer af på det tidspunkt var helt perfekt, da publikum lige røg et gear op (vildt at det kunne lade sig gøre).
Og som alle gode fester, ja, så stopper de før man gerne vil have det. Det gjorde denne også, bandet gik fra scenen, folk ville have mere, og surprise, det fik de. Overraskelsen var blot, at bandet fortsatte med “Desert Cruiser”, hvilket hurtigt fik publikum med igen, dæl-skisme et fint trick! Vi blev forkælet med 3 ekstranumre, og bandet sluttede af med “In Search Of”, et fantastisk slut nummer, hvor den absolut sidste energi blev tyret ud over scenekanten…
Alt i alt en forrygende aften, der havde mere end fortjent, det røde udsolgt skilt i døren, og mon ikke der er ca. 200 publikummer der render rundt med et truck rockin’ smil skruet på fjæset i dag. Tak for oplevelsen TruckFighters, det var ikke mindre end FUZZ-FUCKING-TASTIC!
Anmeldt af: T. Bonde/M. Grønnegaard
Fotos: Thomas Bjerregaard Bonde
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
