Vildskab og hygge-snak gik hånd i hånd på Beta i lørdags, da The Psyke Project holdt release party, og samtidig spillede den sidste koncert på deres igangværende tour. Hvor deres seneste album, den mesterligt mørke Guillotine, suger en ind i et fortættet ondt univers, så røg illusionen lidt live.
Netop dette var mit største “problem”, ved den ellers velspillede og solide koncert på Beta, jeg fik aldrig den alt omsluttende oplevelse, som Guillotine ellers gav mig. Det skyldes flere ting, ikke mindst at den slags naturligvis er meget svært at genskabe live, når man egentlig er et meget udadvendt band og ikke en flok introverte mørkemænd, der bare står og kigger sig selv i navlen. Men bandet, og især den tændte frontmand Martin Nielskov, var næsten for opsatte på at kommunikere med det godt fyldte Beta. Det resulterede desværre i, at koncerten af og til mistede sin energi og fremdrift.
De lagde ellers sindssygt energisk og aggressivt fra land, med tre ældre numre af mere hardcore karakter end det man finder på Guillotine. Jeg er ikke specielt velbevandret i bandets bagkatalog, og hardcore genren er generelt set heller ikke lige min kop krads the, så jeg var, indrømmet, mest interesseret i Guillotine materialet. Men det skal ikke tage fra bandet, at de dominerede og fik Beta folket til at underkaste sig, under den hæsblæsende indledning. Faktisk så gik der ikke mange minutter inden forsangeren kastede sig direkte ud i de forreste rækker, der måske ikke var helt forberedte på stuntet, eller stod tæt nok i deres solodans til at tage ordenlig imod. I hvert fald så det fra min, lidt mere sikre, gammelfar anmelder position ud som om han var faretruende tæt på at ryge en hård tur på gulvet.
Det fik selvsagt de forreste rækker til at koge, dejligt at se at det stadig forekommer på et dansk spillested, og lige så dejligt er det med den usagte aftale blandt publikum, at dem oppe foran må gå amok, og et par rækker længere nede kan “lytterne” stå “i fred” – uden at det dræber oplevelsen for nogen. Der var dog en lille hage ved løjerne, Beta’s gulv viste sig hurtigt at være en regulær skøjtebane pga. spildt øl, det skal man ikke græde over, men det gjorde at publikums frie øvelser på gulv blev lidt til en kamp for at holde sig oprejst.
Måske også noget bandet fornemmede (?), i hvert fald blev forsanger Nielskov’s aktivitet dernede lidt mere behersket som koncerten skred frem, og de tiltagende snakke pauser mellem numrene kunne både tolkes som velmenende kommunikationslyst, og et fornuftigt forsøg på momentvis at dæmpe gemytterne lidt, så ingen røg for mange gange på røven. Det gjorde desværre også at koncerten af og til mistede al fremdrift, for “prøv li’ at hør’ her..” fra Martin Nielskov hørte vi måske en gang eller to for meget, i stedet for bare at få noget smadder kastet i skallen – men det er en hårfin balancegang, og hvordan man oplevede det afbrudte metal-samleje skiftede nok fra person til person.
Jeg kom, som nævnt indledningsvis, til at miste følelsen af total oplevelse som det nye album var, men samtidig prøvede jeg på ikke at lade min endelige dom påvirke for meget af det – koncert og plade er, og skal være, to forskellige ting. Og hvor fornemmelsen af at blive fuldstændig opslugt af den grumme stemning, som på Guillotine, røg, så fik man så muligheden for at føle med hvilken nerve The Psyke Project leverer varen live. Hvor balancegangen ikke helt lykkedes for mig, så dræbte det tydeligvis aldrig stemningen blandt de fleste af de fremmødte. Heller ikke under annonceringen af to vindere af en Copenhell konkurrence, hvor man kunne vinde billetter ved inden koncerten at svare på en række spørgsmål om bandet. Et lidt underligt afbræk i koncerten, men samtidig medførte det et af koncertens højdepunkter da en af de annoncerede vindere ikke nåede frem til scenen og en blandt publikum råbte “SLÅ HENDE IHJEL” – det synes jeg af en eller anden grund var herligt “metal” og morsomt.
Ud over spredte numre fra bagkataloget, der som sagt er en stort set ubekendt størrelse for mig, så var det naturligvis Guillotine der var i retmæssig centrum under store dele af koncerten. Jeg kan snart ikke finde på flere superlativer om den udgivelse, og de fremragende sange derpå, men kort sagt så holder de også i dén grad live – og for mig ER det nye materiale bare væsentligt stærkere end det gamle. Musikalsk er numre som “Guillotine” og “The End” vel egentlig relativt “simple”, men de er bare pisse godt skruet sammen. Gammelt eller nyt, samtlige sange i sættet blev leveret med et på samme tid sammenbidt og udfarende udtryk, fra et band der virkede forbandet tight efter deres tour i Østeuropa. Der var, på kort og godt dansk, smæk på!
Højdepunkterne var for undertegnede (ja, det er en yderst subjektiv “mig” anmeldelse det her) det olme dobbelt punch fra den stenede “The Mute”, der gik direkte over i fænomenale “Empire”, ligesom på albummet. “The Mute” er næsten helt Neurosis-agtig i sin stemning, og bygger perfekt op til den mur af metal-støj der tromler hen over én under “Empire” – det er forløsning på en anden måde, end den man får i de mere aggressivt opskruende hardcore numre. Men for mit vedkommende ikke mindre virkningsfuldt, tværtimod.
“Hell Is Other People”, der også lyder sådan, er endnu en fuldtræffer fra Guillotine, der blev skudt af hen imod slutningen af koncerten, med samme tyngde og raseri som på pladen. Måske ikke så underligt, at de nye numre på den måde rammer plet live, da de er indspillet live i studiet på kun 7 dage – men The Psyke Project skal alligevel have stor ros for, at kunne overføre de ondsindede eksplosioner fra studiet til scenen. Den mægtige “Menneske” afsluttede sættet med overbevisende kraft, en forbandet tung og slæbende sag, der bare moser sig ustoppeligt frem så væggene på Beta dirrede. På konferencier Anders Bøtter’s (den efterhånden allestedsnærværende Sort Søndag vært, med metalhjertet på rette sted) opfordring blev bandet selvfølgelig råbt tilbage på scenen til et enkelt ekstra nummer, endnu et Guillotine højdepunkt, “Partisan”. Den dundrede koncerten til sin afslutning, med brutal pondus og det bidske mantra “We pray, for something that may never happen”. Sådan lukker og slukker man sgu med manér.
På mange måder var koncerten en magtdemonstration fra The Psyke Project, og et billede på et band der i dén grad rider på lidt af en bølge for tiden, men ærgerligt nok en magtdemonstration med lidt for mange afbræk og billeder der forblev snapshots, og ikke en sammenhængende serie. Det var muligvis fornuften der sejrede, og udtryk for et band der havde glimrende føling med hvad der skete i salen. Uden tvivl havde det været farligt, hvis bandet bare nådeløst havde hærget igennem, for som man så under et forsøg på at lave circle pit, så VAR gulvet pisse glat. Det ændre dog ikke på, at det resulterede i en koncert der af og til mistede momentum og følelsen af “start-stop” forhindrede den samlede oplevelse i at nå de 5 stjerner.
Så det må blive 4 store solide stjerner til The Psyke Project, der nok har lavet et album om “menneskelig ondskab”, men selv viste sig tilsyneladende at være vældig flinke. Flinkeskole var musikken heldigvis ikke, men jeg ser frem til at opleve hvad bandet kan levere på mere sikkert underlag.
Skrevet af Kodi
Foto: Michael Rasmussen
Lyt til eller køb Guillotine
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
