Niels Skousen og Peter Ingemann havde taget den tidligere Young Flowers guitarist Peer Frost og trommeslager Hans Fagt med til Aarhus, hvor de fire rutinerede herrer indtog Voxhall foran et forventningsfuldt – og snakkende – publikum.
Lidt efter 21 begyndte bandet efterhånden at indfinde sig på scenen, og Ingemann fortæller lidt over en intro, der leder over i ‘Bare vi får kærligheden med’. I det hele taget foregår størstedelen af første sæt (koncerten er delt op i to sæt med en pause i mellem) i et relativt tilbagelænet tempo, hvor det virker som om d’herrer på scenen lige skal spille sig i gang. Peter Ingemann indtager rollen som showmaster og frontmand, selv om det er Skousen, der har skrevet – og synger – de fleste af sangene. Med sine briller med farvede glas, tilbagestrøget hår, blazer og skjorte ligner Ingemann en cool aldrende italiensk mafioso og både han og bandet virker i godt humør.
Andet nummer, ‘Kaptajnen’, introducerer Ingemann som det første nummer, Skousen spillede for ham, inden vi også får ‘Jeg vender mig i sengen’ fra en af Skousens tidlige soloplader, som bliver leveret i en mere rocket version. Endnu mere rocket bliver det på ‘Stenløse’, som er skrevet af Tømrerclaus, og bliver sunget af Ingemann, der viser at han stadig besidder en god rockvokal.
Fra tiden som Musikpatruljen får vi ‘Den fremmede’, og mere Skousen solo-materiale, inden første sæt effektivt afsluttes med et gammelt Young Flowers nummer, efter Ingemann har konstateret at de “næsten er den originale besætning i Young Flowers” på scenen i aften (Skousen skrev flere sange til bandet). Nummeret afsluttes med en heftig og overbevisende bassolo fra Ingemann, der løfter stemningen i salen betragteligt og fanger publikum ind for en stund. Lige foran scenen virker der til at være en god dedikation, men fra lydpulten, hvor jeg står, og bagud, er der temmelig meget snak rundt omkring i salen undervejs. Fred være med at man gerne vil snakke når undervejs i en koncert, men i dette tilfælde er der så meget snak, at det virker forstyrrende for min oplevelse på flere tidspunkter i koncerten, især i de mere afdæmpede numre.
Efter en tyve minutters pause vender Fagt, Frost og Ingemann tilbage, og da Skousen åbenbart lige skal have lidt mere tid, sætter de i gang med den ikoniske Young Flowers-klassiker ‘Oppe i træet’, som får et stort bifald og vækker publikum fra starten af andet sæt. Herefter kommer Niels Skousen ind igen, og vi får ‘Palads af glas’, en sang mod kapitalen fra Skousens solomateriale, og en glimrende en af slagsen med sine marchtrommer.
Siden får vi også den beske medie- og samtidskommentar ‘Go aften Danmark’ og generationsportrættet ’68’ fra Skousens soloplader, begge glimrende numre, men desværre drukner vokalen og den fremragende tekst på sidstnævnte en lille smule mellem instrumenterne. Det er dog tydeligvis ikke alle i salen, der er lige koncentrerede, når det er Skousens solomateriale, der bliver sendt kompetent afsted ud over scenekanten, mens der til gengæld er øjeblikke genkendelsesglæde, da Skousen finder mundharmonikaen frem og bandet begynder på ‘Isabel’, i et relativt rocket arrangement. Publikum skråler med, og det får de lov at blive ved med på ‘Herfra hvor vi står’, det formentlig bedst kendte nummer fra de to herrers samarbejde. Den bliver også leveret overbevisende og i et roligt tempo, og sætter et flot punktum for det ordinære sæt.
Efter kort tid vender bandet tilbage, og spiller ‘Knud Lavard’, en lang historisk fortælling med det tilbagevendende (og eviggyldige) refræn “Sol står op/Sol går ned/Vi længes efter fred”. Absolut blandt koncertens højdepunkter, for ud over at være et velskrevet nummer, så virker de fire mand på scenen også godt hjemme i sangen. Lige indtil en dame foran scenen “har mistet kontrollen” som Ingemann udtrykker det, og bandet må stoppe sangen, mens nogle vagter kan komme pågældende kvinde til hjælp. Det punkterer unægteligt lidt af energien og koncentrationen i afslutningen, hvilket er rigtig ærgerligt, da det også er koncertens punktum. Bandet får dog massive klapsalver med, da de går af scenen.
Hele vejen igennem viser de to frontmænd fint vokalt samarbejde, mens Peer Frost diskret leverer fine soli undervejs og Hans Fagt holder den rytmiske bund, også når Ingemann improviserer på bassen. Ingen tvivl om at de fire rutinerede herrer både har et omfattende og stærkt materiale og en enorm musikalsk pondus. Men koncerten løfter sig ikke helt for mig, i hvert fald ikke helt derop hvor jeg havde håbet. Måske spiller snakken og afbrydelsen ind, men jeg bliver i hvert fald ikke fuldstændig suget ind. Koncerten er dog bestemt stadig en god oplevelse, der for mig også er med til at bekræfte at meget af Skousens solomateriale fint står distancen i forhold til de sange, han skrev i 70’erne – og at Ingemann er mere end rockens revisor, men også en glimrende bassist og frontmand i sin egen ret. Forhåbentlig samarbejdet kan opleves mange gange endnu.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
