Den tidligere Madrugada-frontmand Sivert Høyem leverede en live-koncert af høj, høj kvalitet, da han gæstede Voxhall med sit band tirsdag aften.
Det var ikke fordi Voxhall var stuvende fuldt – der var næppe meget mere end 150 mennesker forsamlet denne tirsdag aften, hvor Get Your Gun netop var i færd med deres afslutter, titelsangen fra deres glimrende debutalbum, The Worrying Kind, da jeg nåede frem ved 20.30-tiden. Nu har jeg heldigvis allerede oplevet to fine koncerter i år med de nordjyske mørkerockere, og får dem også at se på årets Roskilde Rising, ellers ville jeg have ærgret mig gevaldigt over at misse dem.
Til gengæld gik jeg heldigvis ikke glip af aftenens hovedperson, norske Sivert Høyem, og hans stærkt spillende band. Jeg har aldrig rigtig dyrket Madrugada, ligesom jeg kun relativt sporadisk har fået lyttet til nogle af Høyem’s solonumre, selv om han længe har stået på listen over kunstnere, der burde tjekkes ud. Efter aftenens koncert er jeg til gengæld overbevist om at jeg er gået glip af noget, og hellere snarest må komme i gang med at lytte til Høyem, både med og uden Madrugada. Heldigvis var Høyem som regel også så venlig at nævne sangtitlen før nummeret, så ikke-indviede som jeg kunne være med og få griflet sangtitler ned.
Efter en båndet intro, hvor Høyem udnævnes til “The pride of Norway!”, træder Sivert Høyem og hans fem mand store band ind på scenen, og sætter straks koncerten i sving, med to hårde og kradsbørstige rocknumre. Den guitartunge start, hvor Høyem ligesom de to guitarister var bevæbnet med elektriske guitarer, fungerede effektivt som rambuk, og selv om der nok var enkelte blandt publikum, der syntes det var for rocket (jeg hørte en ung kvinde, der efter koncerten brokkede sig over netop dét), så var publikum generelt godt med fra start.
Høyem talte første gang til publikum inden koncertens tredje nummer, titelnummeret fra hans nye soloalbum, Endless Love, som blev leveret både tight og med en massiv lyd. Den blev efterfulgt af Madrugada-nummeret ‘What’s On Your Mind?’, et mere dæmpet og næsten kammer-rocket nummer, hvor Høyem’s stærke vokal for alvor begyndte at indtage musikkens centrum. Det kom den i endnu højere grad i de efterfølgende stille numre, ‘Blown Away’ og ‘Ride On Sisters’, inden vi fik endnu et, glimrende, Madrugada-nummer, nemlig ‘Honeybee’, som fremstod mere americana-rocket, og hvor jeg samtidig begyndte at kunne se hvorfra de hyppige sammenligninger med Nick Cave kommer fra.
Høyem har måske ikke helt Cave’s mangefacetterede karisma (det ene øjeblik sleazy brugtvognssælger, det næste djævelsk morder – eller bare djævlen), men til gengæld har han en virkelig stærk vokal, der står godt både i de tungtrockende og de mere afdæmpede sange. Tag for eksempel den fine ‘Into The Sea’, der veksler mellem dæmpet og mere rocket, og hvor Høyem både viser sine vokale evner, og samtidig får publikum med på klap.
En særdeles stærk afslutning på det ordinære sæt får vi med en håndfuld af sange, hvor Høyem og band kommer omkring det både dystert tunge, og tempofyldt galskab, og ‘Look Away Lucifer’ (med glimrende vekslen mellem det dæmpede og det støjende) og ‘Majesty’ fra Madrugada-tiden. Sidste nummer i det ordinære sæt er den klaverbårne, og intenst fremførte ‘Inner Visions’, fra det nye album, som viser at Høyem ikke har mistet evnen til at skrive kvalitetssange.
Et stort og langt bifald senere vender Høyem og kumpaner tilbage til hele fire ekstranumre, blandt andet ‘Handsome Savior’ fra Endless Love, som nok skal kunne blive et hit – selv om det næppe bliver mit yndlings-Høyem nummer, dertil er det simpelthen lidt for pænt-rocket. Heldigvis afsluttes koncerten af Madrugada-nummeret ‘The Kids Are On High Street’, som fremføres med nerve og overbevisning af den fremragende sekstet på scenen. Fuldt fortjent forlader Høyem og band scenen til store og langvarige klapsalver – og med i hvert fald en fan mere, i form af undertegnede. Næste gang Høyem kommer på besøg, agter jeg i hvert fald at have et mere gennemgående kendskab til hans bagkatalog.
Jeg har ikke meget at udsætte på aftenens koncert, som både musikalsk og vokalt fortjener en høj karakter – samtidig var det også en varieret koncertoplevelse, der meget sjældent stod i stampe. Godt for os, der var der – synd for dem, der ikke var der.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Fotos: Steffen Jørgensen (se flere fotos HER)
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
