Tirsdag aften blev Amager rystet lidt i betonen da den texanske kvintet Scorpion Child (aka ”The Child”) gæstede et udsolgt BETA med en solid omgang 70’er-inspireret hard rock. Med sig havde de den australske garagerock-duo Jackson Firebird og de svenske blues-rockere fra Horisont.
Findes der en rockgud? Nok ikke, men det er svært ikke alligevel at trække lidt på smilebåndet i en lidt overtroisk beundring, når man åbner tøjskabet og éns, for længst glemte, gamle cowboyvest ryger ned i hovedet på én, mens man står med billetten i hånden til en aften i selskab med retrorockens nye kuld. Gud eller ej, så blev det i hvert fald en aften hvor rockens udødelighed blev bekræftet nok engang, ikke mindst på grund af et helt igennem sublimt svensk ”opvarmningsband”, der må siges at løbe med prisen for aftenens bedste band.
Foran et halvfyldt BETA gik første band på scenen, Jackson Firebird, der med brandvarm garagerock direkte fra de støvede australske landeveje fik pumpet lidt liv i denne ellers halvmørke tirsdag aften. Duoen, bestående af Brendan Harvey og Dale Hudak, smadrer igennem fra start med tempofyldt og beskidt rock tilføjet kradsede 70’er vokaler sunget gennem megafoner. De formår dog ikke at holde energien og publikum til ilden hele vejen igennem trods ADHD-trommesoloer, humor og en vellykket Nirvana-hyldest. I længden blev man sgu også en smule træt af deres insisteren på at synge gennem megafoner. Bandet får dog publikum med igen til sidst, ikke mindst på grund af hittet ”Cock Rockin’”.
BETA blev herefter fyldt op, især var mange midaldrende mænd mødt op for at hengive sig en tid hvor rocken var med til at ændre verden. På scenen stod svenske Horisont klar. Med langt hår og overskæg, trompetbukser, cowboyjakker og spidse sko lignede de fem mænd på scenen i den grad nogen der spiller den musik der skulle til at fylde rummet: blues rock. Forventninger var tilsvarende høje fra denne anmelders side, ikke mindst på grund af den række af eminente retrorockbands, der også er vokset ud af den svenske muld de seneste år, såsom Graveyard og Witchcraft. Forventningerne blev da også i den grad indfriet, idet bandet leverer omkring en times fuldstændig sublim, velspillet, overraskende og ikke mindst oprigtig blanding af blues og hard rock med tonsvis af guitar- og trommesoloer, melankoli og eufori, og ikke mindst en vokalpræstation af dimensioner. Med både nerve og udtryk, Led Zeppelin-drømmerier og Black Sabbath-referencer glemte man helt, at det egentligt var Scorpion Child, der var hovednavnet denne aften.
På den anden side af ti går Scorpion Child så på scenen foran et nu tætpakket BETA. Den texanske kvintet indtager scenen med en selvtillid og et overskud, der godt kunne få én til at tro, at vi har at gøre med et band, der har væltet sig i sprut og groupies på de store scener i 15 år, selvom de egentlig kun har et par år på bagen.
Det var da heller ikke svært til tider helt at glemme, at det egentlig var en tirsdag aften på Amager og i stedet føle sig som en del af noget langt større, og varmere, ikke mindst på grund af forsanger Aryn Jonathan Black’s karisma og fantastiske vokal, der lyder som en blanding af Robert Plant og Bon Scott! Lyden er da også ligeledes hentet fra en tid, hvor bands som Led Zeppelin og AC/DC fyldte stadioner verden over.
Trods ny bassist leverer ”The Child” denne aften, helt igennem solid og sammenspillet hard rock, med en fabelagtig trommeslager, svedige soloer og medbragt whisky foran et nikkende og klappende publikum. Pigerne foran så i hvert fald ud til at være mere end glade for Aryn’s flirtende opmærksomhed og stramme bukser.
Man blev dog aldrig for alvor blæst bagover og overrasket på samme måde som med Horisont, specielt fungerede deres mere stille og syrede indslag ikke helt så godt live som på pladen. Alligevel må Scorpion Child siges at være et lovende bud på et nyt stort rockband, der måske kan være med til at antænde lidt 70’er-ild i nutidens, til tider, forstenede mentalitet.
Anmeldt af Kasper “Mr. Doom” Ralsted
Fotos: Kasper Rebien/GFRock
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
