Var fredag på Spot travl, ja, så var lørdag endnu travlere. Dagen startede med et interview med fremadstormende Quick Quick Obey om formiddagen (det kan du læse HER), inden dagens første koncert kl. 14.30 – og derfra gik det slag i slag. Følg med på en lille kronologisk festival-rundtur her.
En kold vind blæste over det ellers solbeskinnede udendørsområde foran Musikhuset, hvor nordjyske Caved Crow fik lov at åbne lørdagen på den store scene. Den unge kvintet spillede sin blot fjerde koncert i alt og de viste at der er potentiale til mange flere. Deres sæt på 6 numre, hvor især ‘Catching Fire’ og ‘Two-Faced Man’ stod stærkt i billedet, som gode eksponenter for bandets styrker: de definerende akustiske guitarer og trestemmige vokalstykker, med frontkvinde Trine Valsted’s vokal i centrum, godt bakket op af Frederik Ejdrups mere rå vokal, og Henriette Gynthersen’s kor. Musikken tager udgangspunkt i americana og alt. country, og selv om det ikke just er nyskabende, så er der et spændende potentiale at bygge videre på.
Lidt senere på eftermiddagen i Den Rå Hal var der også et nordjysk navn på programmet, nemlig albumaktuelle Get Your Gun, som jeg oplevede for ganske nylig på Radar, et stenkast fra Den Rå Hal. Bandet virkede opsatte og forsanger og guitarist Andreas Westmark var sammenbidt og intens i front. I det hele taget leverede trioen en skarp, intens og tight optræden denne eftermiddag, med et sæt hvor alle sangene var taget fra debuten, The Worrying Kind. Andreas Westmark så vild og desperat ud i øjnene, da han under ‘Call Me Rage’ trampede rundt på scenen i sin karakteristiske lange frakke mens han flåede i guitarstrengene, og det er godt billede på den intensitet som den nordjyske trio (live udvidet med violinist) rummer. Overbevisende showcase af nordjyderne.
I en anden stor sal, i SCC, var The Awesome Welles klar til at vise prøver på deres potentiale kort efter. Også her er der absolut noget at komme efter, hvilket københavnerne viste med en energisk koncert, hvor blandt andet ‘Out Of The Woods’ og ‘Undertaker’ viste bandets evner til at skrive medrivende rocksange, der trækker på de senere års mørkere indie-rock tradition. Bandet har debutalbum på vej, og det kan godt gå hen og blive rigtig interessant at følge det ambitiøse band den næste tid – jeg glæder mig i hvert fald til at høre albummet.
En kort travetur senere nåede jeg de sidste numre med Thy-drengene fra Quick Quick Obey, der havde samlet et pænt publikum foran Foyer scenen i Musikhuset. Bandets blanding af psykedelisk rock og pop med dansable undertoner talte tydeligvis til det talstærke publikum, der fik sig lidt af en fest med kvartetten. De drømmende klangflader og Esben Halkier’s lyse vokal giver et luftigt og fyldigt lydbillede, og drengene så ud til at føle sig godt tilpasse på scenen. Publikum virkede også overordentlig tilfredse, og det har bandet også grund til at være.
Benene fik lov at trave gennem Scandinavian Center endnu engang, tilbage til Den Rå Hal, hvor jeg hørte halvdelen af Nelson Can‘s koncert, der bekræftede mit indtryk fra torsdag, bare foran et større publikum, før jeg tog endnu en omgang intervaltræning på trapperne og løb op til Spot Royal, hvor Pet The Preacher bankede deres blues heavy ud over scenen i solskinnet. Trioen stod klar med noget, der lignede motorolie i ansigterne, og buldrede lystigt afsted med deres medrivende tungrock. Der var god power i trioens numre, og det hele blev udført sikkert og overbevisende. De er noteret som et band, der bør tjekkes ud igen snarest.
I Musikhusets Foyer var der indie-folk med NovemberDecember kl. 18. Jeg anmeldte selv kvintettens debutalbum tidligere i år, et album som især udmærker sig på grund det stærke greb om melodier og vokalharmonier. Begge dele mestrede de 5 unge herrer flot fra scenen, og samtidig virkede de også bare godt, gammeldags glade for at stå der. Det skinnede igennem, og det gjorde også koncerten til en behagelig oplevelse, hvor bandets håndspillede indie-folk kom godt afsted, selv om lyden havde en tendens til ikke at være så massiv i det store rum. Bandet satte i hvert fald en klar streg under at de både kan spille og synge, på den halve time de fik til at vise sig frem.
Endnu engang kom jeg igennem Scandinavian Center på vej mod Radar, hvor Black Book Lodge var på programmet. Her er tale om endnu et band, der har udsendt debutalbum i år, et album jeg anmeldte til 5 stjerner. Mestringen af instrumenter har de til fælles med NovemberDecember, men stilen er en noget anden. Black Book Lodge gør sig nemlig progressiv rock/metal med elementer af stoner, og der er godt styr på riffs og så videre. Det er nærmest en smule perfektionistisk, og ikke så fandenivoldsk i live-udgaven, og det tog en smule af intensiteten. Musikken har dog umiskendelige kvaliteter, og den bliver leveret skarpt og stærkt. Jeg kunne dog godt ønske mig at bandet kom lidt mere ud over scenekanten.
Endnu en lille travetur blev det til, for på Atlas var The Malpractice i gang. Den kantede, men alligevel dansable rock, har trukket godt med mennesker til, men desværre er der undervejs problemer med stortrommen, og lidt af momentum forsvinder – noget som Johannes Gammelby “har hørt er vigtigt på Spot”, som han bemærker med et glimt i øjet undervejs. ‘Island in Control’ og afslutteren ‘Pop Music’ får sat gang i publikum igen, dog uden jeg bliver helt blæst bagover.
Turen går gennem Scandinavian Congress Center igen, og der bliver lige tid til en rolig øl på HeadQuarters, inden jeg tager trapperne ned til det sidste af Go Go Berlins koncert i SCC. De lokale helte har tændt godt op under det talstærke publikum, og der er ingen tvivl om at bandet kan deres ting, og at der er et stort publikum til det. Det er energisk og udadvendt, og sat på spidsen, så tror jeg bandet har potentiale til at være hovednavn på Skanderborg og Grøn Koncert, eksempelvis, som bannerførere for den svedige retro-orienterede rock, som mange unge bands (og unge i det hele taget) dyrker. Samtidig kan bandet skrive catchy sange og har i forsanger Christian Vium en karismatisk frontmand som drengene kan misunde og pigerne hige efter.
Efter Go Go Berlin går af, forlader størstedelen af det yngre publikum salen, og +30 segmentet strømmer ind. Næste navn er nemlig gendannede Psyched Up Janis, som går på få minutter efter Go Go Berlin. Trioen lægger ud med ‘Vanity’, tungt og kværnende, inden først ‘I Died In My Teens’ og ‘Shudder’ sendes afsted i nostalgitrippet. Som en ældre herre (noget ældre end mig) bemærker til en ven “Det er et genoptryk. Der er ikke noget nyt under solen”. Det passer meget godt med mine tanker, og selv om nostalgi så absolut også har sin berettigelse og Psyched Up Janis’ udlæg er ganske glimrende, sætter jeg kursen ud af salen for at nå til Filuren, hvor Less Win går på kl. 22.30. Desværre nærmest samtidig med Fossils på Radar og Kellermensch i Store Sal. Begge de to bands har jeg dog oplevet for relativt nylig, og derfor bliver det altså nysgerrigheden i forhold til Less Win, der vinder.
Den skæve indie-rock har tiltrukket en del især tyske branchefolk, men der er alligevel god plads foran scenen i Filuren. Trioen hamrer ufortrødent deres kantede og energiske indie-rock ud over publikum uden ret meget kommunikation, men det fungerer nu alligevel ganske godt, ikke mindst fordi der er glimtvise perler i musikken. Bas og trommer pisker frem, guitaren hugger løs, og ingen af de to vokalister har storslåede vokaler, men alligevel er det sært medrivende. Alligevel føler jeg ikke rigtig jeg er blevet klogere på bandet efter aftenens showcase.
Efter en lille runde i Musikhuset, hvor jeg får hørt Lowly med et halvt øre, vender jeg tilbage til Filuren for at se sidste navn på min liste, nemlig islandske Grisalappalísa. Det 7 mand store islandske band med saxofon og to forsangere havde trukket et nysgerigt publikum til, og var man kommet for at få en speciel oplevelse, så blev der leveret fra start, hvor den ene forsanger med det samme sprang ned fra scenen og styrtede ud blandt publikum med sin mikrofon, som heldigvis var udstyret med en meget lang ledning. Jeg ved ikke helt hvad sangene handler om, men den lidt særprægede blanding af rock, punk, saxofon, nærmest recitation af den ene, rullekraveklædte forsanger, og råbe-sang af den efterhånden afklædte frontmand, minder mig ind i mellem lidt om danske Synd & Skam. Det ender nærmest i en form for totaloplevelse, for mod slutningen af koncerten springer begge forsangere rundt mellem publikum, og danser med de forresten rækker. Bestemt underholdende og engagerende, men jeg er stadig ikke helt sikker på at jeg forstår hvad der foregik. Med denne opløsning af rollerne som publikum og optrædende, slutter min aften og ganske mættet af indtryk forlader jeg Spot Festivalens område.
Der var ualmindeligt god kvalitet i de fleste af de koncerter, jeg oplevede på årets Spot, og det lover godt for dansk musik, hvor der er mange spændende navne i rockens forskellige afarter i øjeblikket. Så kan man spørge sig selv hvor metallen var blevet af i år, for det var der til gengæld ikke meget af på programmet. Måske er det en afspejling af, at dansk metal står lidt i stampe, selv om der selvfølgelig også er spændende navne at finde, eller bare en manglende fokus fra Spot. Jeg blev mættet godt og grundigt af musikalske indtryk alligevel, og fik et par nye navne på blokken.
Ord og billeder: Jonas Strandholdt Bach
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
