I går kiggede min kære kollega Judas på en række navne der optrådte til lørdagens Off Spot arrangement på Backstage i Århus, nu er vi/jeg klar med anden og sidste del med Drone, Rufus Spencer, Federal Unicorn og Dance With Dirt. Læs første del HER
Helt overordnet skal der også fra mig lyde stor ros til Enough Said Music og Backstage for, at have fået stablet et både hyggeligt og velsmurt arrangement på benene. Jovist, det opstår naturligvis periodevis lidt hektiske stemning , når så mange kunstnere skal på og af scenen indenfor relativt kort tid – men det virkede aldrig febrilsk. 20 minutter pr. showcase, 10 minutter til sceneskift og kun ganske få perioder hvor der var “luft” i programmet, hvor der så var live musik i gården i stedet for. Alt sammen forløb overraskende gnidningsfrit med minimale forsinkelser. Godt gået.
Drone
Først navn vi nåede at få en smagsprøve fra (sorry Bunker), var Århus-fraflytterne Drone, der nu har bosat sig i Hamborg i håb om at det kunne give karrieren et boost. Jeg har tidligere oplevet gruppen på Newbees Festival i Århus, hvor de havde lidt mere tid på scenen, og desværre, for denne dag, også leverede en lidt mere overbevisende præstation.
Sammenspillet var der ikke en finger at sætte på, det lød sammentømret og vandtæt, men den lidt for lave vokal gav problemer, og den druknede desværre i det alternativt rockende lydhav, Drone pisker op. Det gav beklageligvis mere mudder end medrivende skumsprøjt. Drone læner sig i lange perioder op af et band som Tool, det er jo aldrig helt skidt, men af og til lød de 4 numre lige lovligt inspirerede af amerikanernes sangstruktur og melodiske klang.
Ikke et decideret problem for mig, jeg er elsker den slags musik, men på den anden side kan jeg jo høre originalerne lige når det passer mig. Drone skal dog roses for en god udstråling PÅ scenen, hvorimod det måske kneb en smule med at komme UD over scenekanten til det ellers pæne fremmøde. Det kan selvfølgelig også skyldes den meget begrænsede spilletid, hvor der ikke rigtig var tid til at bygge et normalt sæt op, og de få numre bare skulle skydes af sted i en fart inden tiden løb ud.
Samtidig fik vi en forsmag på en af dagens populære discipliner, “bandmedlem der smider trøjen” legen, der jo altid er med til at give det hele et skær af sveddryppende intensitet. Hvilket samlet set også var en stemning Drone nåede at få opbygget i sættets sidste nummer.
Alt i alt en “OK” præstation, der var lidt hæmmet af manglende smæk på vokalen og en følelse af at bandet var tvunget til at have lidt for travlt på grund af den stramme tidsplan – sådan er det nu engang med showcases.
Rufus Spencer
Her var der til gengæld tale om et navn, der fik udnyttet spilletiden helt optimalt og måske var beriget med dagens mest klare lyd – som var med til at løfte oplevelsen. Rufus Spencer var for mig en totalt ukendt størrelse inden deres 20 minutter i spotlyset, men det var bestemt et behageligt bekendtskab, med en stærk og gennemtrængende vokal i front.
Vi befandt os på den amerikanske Highway indledningsvis, som navne som Bruce Spingsteen har kørt tynde i årenes løb, og slog aldrig helt væk fra den rute. Rufus Spencer har et godt melodisk drive, og helt klart en veludviklet sans for at skrive sange indenfor den gren af den amerikanske rocktradition. Også flot demonstreret i sættes andet nummer, betitlet noget i retning af “Hearts On Fire”, hvor bandets fine melodiøre igen blev luftet.
Backstage var lidt tyndt besøgt under Rufus Spencer, hvilket var en skam, da publikum gik glip af numre som den fine afdæmpede “Wave At The Sun”, der tøffede ud mod eftermiddagssolen i det amerikanske heartland. Den blev fulgt op med “The Sun Also Rises”, hvor forsangeren udviste overbevisende autoritet og indlevelse i stemmen i endnu en flot nedtonet sang, med dejlige vokalharmonier som ekstra bonus.
Under femte og sidste nummer stod man og tænkte, godt nok er det her hørt før, men Rufus Spencer leverede bundsolidt håndværk og ferm sangskrivning, af den slags, der bare aldrig rigtig går af mode.
Federal Unicorn
Først og fremmest – dette band tiltalte mig ikke. Så er det ligesom ude af verden. Det talstærke publikum virkede til gengæld tændte og modtagelige, både overfor bandets britisk inspirerede moderne retro-rock, og de gratis shots der på et tidspunkt blev uddelt fra scenen.
Fin lille gimmick at presse ind på deres korte tid på scenen, og helt overordnet virkede Federal Unicorn som om de var kommet for at give den alt hvad de havde. Det virkede åbenbart, men jeg blev, ærgerligt nok, efterladt med et indtryk at af, at alle de sikkert velmenende attituder og løjer (der inkluderede en forsanger der afslutningsvis kun var iført et forklæde) lidt dækkede over manglende musikalsk indhold og egne ideer.
Federal Unicorn har uden tvivl et godt, solidt greb om melodier med poppede kvaliteter, af den slags hvor man står og spekulerer “hvad fanden er det lige det minder mig om?”. Der var både party-rock a la noget Franz Ferdinand, effektivt skruet sammen, og et mere stille valsende “sjæler” nummer, der tydeligvis gik rent ind. Ikke mindst hos hunkønsvæsenerne.
Men midt i min dame-tække misundelse stod jeg også savnede svar på, hvem Federal Unicorn egentlig er? De forsøgte tydeligvis at ramme lugten af svedig rock dybt fra hjertet, men for mig kom det beklageligvis til at dufte mere af forbigående teenage romance. Det skal dog på ingen måde tage fra dem, at de fyrede et energisk show af, fik folk med og havde styr på virkemidlerne. Det var bare for hurtigt glemt for undertegnede, men jeg fik da om ikke andet en bar røv at trutte i.
Dance With Dirt
Så nåede vi frem til det mest imødesete/frygtede navn for mig, nordjyske Dance With Dirt, hvis debut album jeg tidligere i år bestemt ikke var gode venner med. Frygten skyldes, at jeg muligvis måtte æde nogle af mine ord, da jeg havde på fornemmelsen at deres musik kunne fungerer bedre live. Heldigvis havde jeg dækket mig lidt ind på det punkt i anmeldelsen, meget heldigt skulle det vise sig, for Dance With Dirt spillede ubetinget dagens mest medrivende og vellykkede showcase. Den sved.
Bassisten ventede ikke engang med at smide trøjen, men startede i bart, og forsangeren var allerede knaldrød i bægeret inden de første toner ramte Backstage – DWD lignede i DEN grad et band der var tændt og klar til at rykke stedet fra hinanden. Det lykkes de så også næsten med et sæt der nærmest var perfekt designet til en showcase. Den fik rent musikalsk absolut max gas på alle punkter, der var tid til lidt intern joken på scenen og endda publikumskontakt, udover de 4 numre.
Den eksplosive seance blev sparket i gang med “In The City”, som jeg på plade kaldte “øretæveindbydende”, det er den for så vidt stadigvæk, men den fungerede langt over forventning live. Her kunne man nemlig mærke og se den charmerende flabethed, der er nummerets største force, som jeg ikke kunne fornemme i studieudgaven – nogle sange kræver bare at man får den smækket lige i fjæset live, frem for at den terroriserer ens øregange derhjemme.
Bandet smed trumfen “Flush” som sang nummer to, We Are Dance With Dirt albummets stærkeste sang. Nummeret var det der tiltalte mig mest på pladen, og live var det faktisk endnu bedre. Der er lidt Brian Molko over vokalen, det Kasabian’ske “Ah ah ah aaah” råbekor rammer for alvor plet og bandets smittende energi var umulig at komme udenom.
“I’ll Never Die, I’ll Only Disappear”, der for lige at gentage mig selv, også skurrede med hårene på den forkerte måde på albummet, fik ikke engang børsterne til at rejse sig på mig. Nummeret er i det mere afdæmpede hjørne, så DWD klogeligt nåde at få vist en lidt anderledes side af deres lyd end den tempofyldte rock-fest. Pludselig fornemmede jeg sgu den nerve og sjæl, som jeg i den grad savnede på pladen. Nerve og sjæl var netop kodeordet for DWDs optræden, der blev afsluttet med manér med “One Of These Da’s”, hvor gruppen gav alt hvad der var tilbage og brændte helt igennem.
Jeg vil ikke sige at jeg æder mine ord fra albumanmeldelsen, for jeg synes stadig at 11 sange i selskab med DWD er for meget af det gode hjemme i stuen. Men på et spillested, der vil jeg til hver en tid tage endnu en svingom med bandet.
——-
Alt i alt var Enough Said Music’s Off Spot eftermiddag på Backstage en succes. De musikalske oplevelser svingede lidt, sådan er det jo, og den begrænsede spilletid viste sig at være en stor fordel for nogen og en hæmsko for andre. Sådan vil det naturligvis være med showcases. God stemning, generelt interesseret og momentvis meget medlevende publikum, styr på de ydre rammer, rimelige priser i baren og ved pølsegrillen – så kan man sgu næsten ikke forlange mere!
GFRock siger tak, og kigger hellere end gerne forbi en anden gang.
Skrevet af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
