Nordic Noise Festival fyldte fredag og lørdag Pumpehuset med rockede toner fra en række danske bands, der for manges vedkommende hører til til i den lidt mere etablerede ende, med 1-3 albums i ryggen. Det gav de fleste optrædender et solidt skær af professionalisme, men det afslørede samtidig, at disse grupper simpelthen mangler rigtig gode sange for at kunne komme et skridt videre. Her følger en lille reportage fra lørdagen, fredag finder du HER.
Nordic Noise dag to bød på endnu et kompakt rock n’ roll program, og hvor der periodevis virkede lidt mere tomt i Pumpehuset end den tætpakkede fredag, så bød dagen til gengæld på weekendens to, på hver sin måde, mest vellykkede koncerter.
Le Fox Holes:
Det første man uvilkårligt lægger mærke til et forsangerens meget stramme og afslørende jumpsuit. Nu har rock ‘n roll i bund og grund vel alle dage handlet om sex, men det her var måske lidt for sexy til mig. Bag heldragten gemte sig lidt af en entertainer af en frontmand, der straks fra start forsøgte at få sat lidt fut i løjerne, og et ret sparsomt og tilbageholdende publikum. Han gav aldrig rigtig op, trods lidt hårde odds, men efterhånden som koncerten skred frem begyndte ihærdigheden at virke lidt som en parodi.
En ganske lystig parodi godt nok ,for der var sgu krudt i krøltoppen, men heller ikke så meget mere. Vi befandt os i et 70’er rock n’ roll’sk univers, med korte og eksplosive numre, hvor man ligesom for bandsene der spillede fredags vedkommende kunne sige at energien og viljen skam var tilstede, men i endnu højere grad savnede man sange der kunne huskes når de sidste toner rindede ud.
Ligesom forsangeren havde guitaristen valgt et særdeles stram outfit, hvorimod bassist og trommeslager var langt mere casual klædt. Jeg nævner det, fordi det gav bandet et sært halvfærdigt visuelt udtryk, hvor to af medlemmerne levede deres image helt ud, men de to andre lignede nogen fra et andet band. Der var nu heller ikke nogen tvivl om hvem der var i centrum, heller ikke mellem numrene hvor forsangeren gav den lidt som stand upper med tilstræbte friske bemærkninger, der desværre faldt noget til jorden og blev mødt med total stilhed fra de fremmødte.
Det lagde dog ingenlunde en dæmper på hans underholdningsgen, og snart blev hans cocky attitude fulgte op med flot udført “strutting” og koket steppe-dans på scenen, så man kunne se at Mick Jagger heller ikke på det punkt havde levet forgæves. Det begyndte næsten at virke som et desperat forsøg på at være helt vildt rock & rul og underholdende, hvilket fik Le Fox Holes til at fremstå som ren form uden indhold.
Der var en sang om at drikke rom, en om forsangerens fødeby Salt Lake City, Utah, en masse gøglen rundt på scenen og tilmed en konfetti gun – som helt symbolsk var mere “puf” end et ordenligt knald. Hvis rock n’ roll er sex, så var det her en halv slap “quicky”.
A Road To Damascus:
Bandet lagde fra land med et energiniveau der lod til at have langt større virkning på publikum end Le Fox Holes’ forsøg lige inden. Her var folk da tydeligvis med på løjerne, og tog godt imod gruppens festvenlige “college rock”. Jeg fik sgu selv helt lyst til at lave et par benspjæt, selv under et nummer der åbenbart var en hilsen til “anmeldere” og folk som mig, der dukker op og bedømmer musikken.
Musikalsk opererer A Road To Damascus indenfor en meget imødekommende og publikumsvenlig genre, hvor det er svært at stå helt stille og med få nemme virkemidler at få folk med sig. Intet galt i det, men det kan nemt komme til at overskygge substansen, såfremt der er nogen dybere mening med det? Jeg ved det, sure gamle løg tænker nogen sikkert nu, men sandheden er nok, at jeg er vokset fra den her slags musik. Det er jo en ærlig sag, og havde det været i 90’erne, så havde jeg nok været med på en hoppetur oppe foran – for indsatsen på scenen var da både underholdende og smittende.
Hvor Le Fox Holes’ show virkede som om det kun foregik på scenen, så synes jeg at bandet her formåede at komme godt ud over scenekanten. Igen efterlod sangene dog ikke noget videre blivende indtryk, og fremstod i sidste ende lige lovligt skabelonagtigt tynde – men som en uforpligtende, underholdende stund, da er de værd at tjekke ud live.
Siamese Fighting Fish:
Et af de mere etablerede band på programmet, med to albums på gaden og sågar en Gaffa Pris for det nyeste stående i pokalskabet. Det ændrer dog ikke på, at det er et band jeg har lidt svært ved at forstå eller se fidusen i, det kan skyldes personlig smag og der var i hvert fald mange andre der netop havde fidus til dem.
Siamese Fighting Fish havde med afstand, af de bands jeg så begge dage, det største og mest medlevende publikum – der var ligefrem godt gang i sagerne i første halvdel af den store sal. Men deres metalliske hardrock, tilsat en violin, er kort og godt nok bare ikke min kop the. Og for mig blev tilføjelsen af violinen aldrig mere end en gimmick, der virkede lidt påklistret for at skille dem ud fra mængden. En skam, for som for eksempel Kellermensch med større held har vist, så kan man sagtens inkorporere strygere i sin hårdt rockende lyd, så det giver mening og tilfører lydbilledet noget. Det manglede jeg desværre lidt her.
Hvor vi musikalsk måske ikke bliver perlevenner, så kan man på ingen måde tage fra dem at de rev salen med, og i Mirza Radonjica har en forsanger med en ret så glimrende rockvokal, som virker født til at stå på en scene. Masser af saft, kraft og attitude, også i musikken generelt, men altså beklageligvis ikke lige min stil. Jeg kan dog sagtens forstå, at mange andre i den store sal var med på de hårdtslående, nogle gange skæve og atypiske, toner, det virker perfekt skruet sammen til at give folk et ordenligt adrenalin kick. Så selv med mine krydsede arme, vil jeg bestemt give dem en anbefaling som live navn hvis man leder efter et kick.
Dance With Dirt:
Bandet er egentlig heller ikke min stil, men på en scene, der kan de et eller andet der fanger mig. Albummet We Are Dance With Dirt smed jeg to stjerner efter tidligere på året, men efter vi fangede dem live til Off Spot i Aarhus i begyndelsen af maj, så er jeg begyndt at bløde op overfor deres ungdommelige energi og rock-toner.
Netop energiniveauet er deres helt store force, den har de til fælles med en del af de bands der stod på scenen til Nordic Noise, men forskellen er at de river mig med. Jeg synes stadig en hel plade i selskab med Dance With Dirt er for stor en mundfuld, og materialet måske havde fremstået stærkere ved at skære noget fra og lave en EP. På den anden side er det jo fedt, at de får mulighed for at prøve kræfter med albumformatet.
I Aarhus var de ligeledes beriget med et noget mere medlevende publikum, hvor de fremmødte i Pumpehuset virkede noget mere tilbageholdende. De var nok simpelthen bare på udebane i hovedstaden, men det forhindrede dem ikke i at give den gas på scenen i noget så eftertrykkelig grad. De her knægte sveder bogstaveligt talt rock n’ roll fra start til slut, så man bliver lidt nervøs for at de glider eller ligefrem drukner i den saltede væske på scenen!
Det var naturligvis stort set de samme numre der blev fyret af som til Off Spot, men jeg synes faktisk at man kan mærke at bandet vokser som performere, deres numre sidder lige i det forkætrede rockskab nu. Hvor de på Backstage i Aarhus kunne ride meget af sejren hjem på en begejstret publikumsbølge, så havde de i Pumpehuset oddsene lidt imod sig med de mere stillestående publikum. Men så trak Dance With Dirt bare i arbejdstøjet, eller det vil sige bassisten smed trøjen, bandet skruede op for nerven og virkede nærmest besatte af at få folk blødt op. Det resulterede i en gennemblødt forsanger, hvis vokal på plade hurtigt begyndte at kradse mig i ørerne, men live har den altså en eller anden dirrende intensitet der er meget dragende.
Hvor mange af numrene savner noget punch på pladen, så slår de i den grad fra sig live, “One Of These Days”, “In The City” og den også på albummet blændende “Flush” er sgu lidt af en slagserie. Den kunne Kessler nok godt have brugt da han svedte forgæves samme aften, men svedte forgæves gjorde Dance With Dirt ikke – for anden gang på en måned stjal de showet. Jeg ved ikke om jeg nogensinde sætter We Are Dance with Dirt på igen derhjemme, men som jeg også konkluderede sidst, så tager jeg gerne en svingom med dem live igen, og hvis de forsætter sådan her, så bliver jeg nok ikke den eneste på balkortet.
Alt i alt var Nordic Noise i Pumpehuset en rigtig fin oplevelse, afviklingen var helt i top, hvilket ikke bare lige er noget man kan regne med, når så mange band skal på scenen indenfor relativt kort tid. Så thumbs up. Koncerterne varierede lidt i kvalitet for mig, hvilket jo nærmet er naturligt når man får så mange indtryk ind på kort tid. Der er fordele og ulemper ved sådan et kompakt program, og selvom jeg momentvis kørte en smule død i nogle af navnene, så skal samtlige i hvert fald have ros for at de tilsyneladende gav alt hvad de havde. At jeg så ikke synes alle bands lige havde materialet til at bide sig helt fast i skallen på mig, det handler måske også om smag og behag.
Skrevet af Kodi
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde – se samtlige billeder fra Nordic Noise lørdag HER
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
