Den ultimative folk-fest for folket! Det er rigtig mange år siden, hvis ikke nogensinde, at jeg har været vidne til et så tændt publikum til en koncert på dansk grund, og så på en mandag, puha!
Grunden til dette var Marcus Mumford og sønner, der for anden gang i karrieren besøgte Danmark. Denne gang nedlagde en total udsolgt Falconer Sal, med deres flotte og fantastisk vokalarbejde, energiske optræden og til tider simple, men effektive folk-rock, og ikke mindst, en spilleglæde der smittede af, helt ned på bagerste række at balkonen. Det fire mand store band blev skiftevis akkompagneret af en stryger trio og et 3 mand stort blæser ensemble.
Inden Mumford & Sons gik på scenen, var publikum blevet varmet godt og grundigt op, af to kompetente bands.
Første support band, der trådte på scene, var canadiske Half Moon Run, som skulle vise sig, at være en oplevelse af det helt store. Jeg kendte på forhånd en smule til bandet, men har aldrig hørt dem live, og jeg blev langt fra skuffet. De 4 canadiere gav den fuld gas fra start med deres, ja hvad skal man kalde det, trommebaserede folkede-støj-rock samt super sammenspil, begavede musikere, en fantastisk forsanger, og en syngende keyboardspillende trommeslager (yes, i en enkelt sang spillede han keyboard, trommer og sang, på én gang), fik publikum en forrygende start på aftenen! Half Moon Run kan desuden opleves lørdag d. 13/4 på Beta2300 på Amager, jeg har på fornemmelsen at de 80 kr. vil være godt givet ud.
Efter en kort pause var sidste supportband klar, og det i skikkelse af engelske Mystery Jets, et forholdsvis stort og kendt navn at have med som support. Dog var det ikke den store oplevelse, en anelse rodet, og de ramte desværre først formen på de sidste to sange. Forsanger Blaine Harrison var på krykker pga. en medfødt muskelsygdom i benene, og dermed limet til en stol under hele koncerten, om det påvirkede hans performance skal jeg ikke kunne sige (men nok tvivlsomt), men det var ikke lige min kop kaffe. Dog sluttede de som sagt stærkt af, og dermed var scenen og salen varmet op til hovednavnet.
Der blev lagt fra land uden den store introduktion, med titel nummeret fra bandets 2. album “Babel” (læs anmeldelsen af albummet HER), der blev udført med nok energi til at vælte de første par rækker af ellevilde publikummer. Herfra kiggede Mumford & Sons sig ikke tilbage og energien, sammenspillet og spilleglæden blev kun bedre og bedre, i løbet af de 95 minutter koncerten varede. Dermed ikke sagt at sammenspil og spilleglæde ikke var der fra start, for det var den i den grad, men i og med at publikum var så medlevende og tændte, tja, så smittede det af på bandet, der gjorde alt for at skabe den ultimative folk-fest for folket – og det gjorde de så.
“Babel” blev afløst af “I Will Wait”, hvor M&S’s vokalharmonier virkelig kom til sin ret, som om bandet skiftede et gear op, og fik hele salen med. “Below My Feet” var næste sang på listen, og hold da kæver, det var sgu så gåsehuden kom hoppende ned på armene. Fællessang som sjældent hørt før, og et band der slap tøjlerne, for første gang i koncerten, for det skete mere end et par gange. En oplevelse uden for kategori, sublimt!
Tempoet og intensiteten blev sat en anelse ned, da Marcus Mumford ene mand satte “White Blank Page” i gang, efterfulgt af “Holland Road” og “Timshel”, en fortjent pause til publikum, der dog stadig var 110% med. Fremførelsen på dette lille melankolske “mellem-sæt” var helt i top, man kunne ikke andet end at folk-rocke med, og drømme sig væk i musikken.
Så var “pausen” slut, og salen semi-eksploderede, da bandet satte gang i “Little Lion Man”. Efter de 3 forgående mere stille sange, så skal jeg da love for at bandet fik tændt op i festen igen. Så sandelig også en af koncertens højdepunkter. “Lover Of The Light” fulgte efter, hvor Marcus Mumford satte sig bag trommerne, som kom i brug for første gang. En fin sang, der dog var aftenens svageste, men når man har et så uhyre højt bundniveau som Mumford & Sons, så var sangen stadig at finde på øverste hylde. Igen røg intensiteten lidt ned, da “Thistle & Weeds” startede, men det var en stakket frist. Sangen byggede op fra et nulpunkt til et absolut klimaks, med et band der fik kastet lidt med stativer og stole, og et publikum der gik fuldstændig berserk, en af aftenens bedste sange. Pulsen røg helt ned igen, da bandet satte gang i “Ghosts That We Knew”, men der skulle ikke gå lang tid før danseskoene igen skulle i brug.
Der kom nemlig gang i løjerne igen, da “Roll Away Your Stone” i den grad gik banjo amok, og salen endnu engang eksploderede i fællessang og danserus, så bandet havde svært ved at skjule deres begejstring ved publikums reaktion. “Dust Bowl Dance” var sidste sang på sætlisten, og startede lige så sagte som “Roll Away Your Stone” sluttede, ja faktisk så sagte, at det var svært at høre Marcus Mumfords vokal, nok mest grundet publikums snak/støj efter den netop overståede danselektion. Men som sangen skred frem kom der ro på publikum, og hvis man troede man for et par sange forinden, havde været vidne til aftenens højdepunkt, så kunne man godt tro om igen. En helt igennem smuk og fantastisk sang, og bandet havde publikum i deres hule hånd, og ved slutningen af sangen, var Falconer Salen musestille.
Efter en lille obligatorisk pause, var bandet tilbage på scenen, og startede ekstranumrene med “Whispers In The Dark”, en fin sang, og god måde at få publikum op i gear igen. Og op i gear, det skal jeg love for salen kom, da de første strofer fra “The Cave” blev slået an. Bedst som man troede at, nu kan det da ikke blive vildere, eller bedre for den sags skyld, så jo, det kunne det. “The Cave” er et rigtig godt nummer, og fremført af Mumford & Sons, på denne mandag aften på Frederiksberg, gjorde det endnu bedre. Aftenen blev rundet af med et cover af The Bands “The Weight”, hvor alle mand, plus de to support bands, blev inviteret på scenen. Et helt fint cover, der desværre blev lidt kaotisk grundet tekniske fejl, som kan ske, når der er +20 mand på scenen med hver deres instrument. Dog var det på en eller anden måde den helt perfekte afslutning på en aften, som jeg personligt kommer til at huske i meget lang tid.
Man kan altid diskutere om Mumford & Sons sange er varierede nok, da de til tider benytter sig af stort set samme skabelon, vokalharmonier og små tricks i opbygningen. Man kan også stille spørgsmålstegn ved, om bedømmelse af sådanne ting, hører sig til i en anmeldelse af en koncert, det gør det ikke i min optik, og derfor bedømmer jeg udelukkende på bandets performance, kontakt til publikum og selvfølgelig, om publikum var med. De andre ting kan bedømmes i en anmeldelse af et givent album. Og publikum var i den grad med i går aftes på Frederiksberg, og var der blevet hoppet og trampet mere på den balkon jeg befandt mig på, tja, så var vi nok havnet på gulvet foran scenen, og sammen med størstedelen af de fremmødte. Faktum er, at når man som band formår at skabe en så god stemning, at ALLE folk står op og klapper/danser/tramper i en udsolgt Falconer Sal, så har man fat i den lange ende. Jeg kvitterer med 6 stjerner, og ser frem til næste folk-fest med familien Mumford.
Anmeldt af Bonde
Sætliste
Babel
I Will Wait
Below My Feet
White Blank Page
Holland Road
Timshel
Little Lion Man
Lover Of The Light
Thistle & Weeds
Ghosts That We Knew
Awake My Soul
Roll Away Your Stone
Dust Bowl Dance
EKSTRA
Whispers In The Dark
The Cave
The Weight (The Bands cover)
Mumford and Sons – I Will Wait – Falconer Salen 8/4-2013
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
