Ghost ser ud ad til en lille smule skræmmende og intimiderende ud med deres mørke klædedragter og masker, alt sammen indhyllet i en tæt tåge af røg og mystik. Svenskerne har tilmed en række hæderlige, og enkelte glimrende, numre gemt i de sorte ærmer – men som live, og formodentlig tilstræbt, totaloplevelse halter det det samlede indtryk en lille smule.
Mit udgangspunkt var måske heller ikke videre optimalt, jeg har hørt deres første album Opus Eponymous en del gange, men udover en lille håndfuld udmærkede sange, så er det ikke noget der har fanget mig 100%. Ghost’s udadtil gennemførte visuelle koncept kræver helt sikkert, at man køber præmissen og er med på legen, det var jeg sådan set inden koncerten, men da den gik i gang, så meldte en række små problemer sig for mig – mere om det senere.
Først opvarmningen, som bestod af to ligeledes svenske bands, meget forskellige bands, der hører hjemme i hver sin ende af rockspektret. Da vi (fotografen og undertegnede) ankom var Dead Soul lige gået på scenen, og de viste sig at være et endog særdeles godt bekendtskab. De kalder selv deres musik for “Industrial Doom Blues”, tilsæt lidt gotiske metal elementer, så er den døde sjæl vist nogenlunde beskrevet. Døde var de dog ingenlunde, jovist, den ellers velsyngende forsangeren fremstod muligvis en kende stoisk og stillestående, men man anede masser af sjæl i deres korte sæt. Af et opvarmningsnavn at være, endda det første af to, så var niveauet overraskende højt – en dejlig positiv overraskelse at komme i gang på!
Desværre kunne de efterfølgende Switchblade, der spillede en art progressiv instrumental sludge-metal, ikke helt holde kadencen i forhold til Dead Soul. Det var ellers voldsomt højt og tungt, men beklageligvis også en lille smule gumpetungt. Det skal siges, at jeg ikke er verdens største fan af ren instrumental rock, synes sgu altid det virker sådan lidt halvfærdigt i det – især live. Når bandet ikke formår at frembringe stemninger, der er dragende nok til at man bliver fuldstændig opslugt, så falder det til jorden for mig. Der kom dog lidt metalliske brøle vokal på sidste nummer, da der pludseligt dukkede en “forsanger” op og blandede sig i løjerne. Lang arbejdsdag for ham…. eller hvad?
For som man kunne høre i salen blandt publikum bagefter – hvem ved om opvarmningsnavnene ikke også gemmer sig bag Ghost’s masker?
En stor del af Ghost’s gimmick er nemlig, at de enkelte medlemmers identitet er en velbevaret hemmelighed. Der er frontmand/ypperstepræsten Papa Emeritus II, og ellers er de resterende 5 i bandet (bassist, trommeslager, keyboard spiller og 2 guitarister) opgivet som “Nameless Ghouls”. På papiret et ganske cool koncept, men et eller andet gjorde at det aldrig helt overbeviste eller forførte mig live. Den ønskede effekt af maskeballet er formodentlig, at enten handler det om at musikken skal være i centrum, det er sangene det handler om og ikke de enkelt medlemmer, eller også skal det teatralske element smelte sammen med og/eller styrke det musikalske udtryk. Jeg synes bare ikke rigtig jeg oplevede nogen af delene, på mange måder var show-delen måske ikke vild nok? Eller måske kan jeg ikke helt se og føle koblingen mellem det skuespil der udspiller sig på scenen, og så selve musikken?
Jeg oplevede ikke, at den gotiske fremtoning af bandet matchede deres musikalske udtryk, det kunne være helt bevidst naturligvis, for at opnå en eller anden virkning som åbenbart går hen over hovedet på mig? Musikalsk er det en blanding af regulær 70er hardrock, med gotiske og symfoniske metal elementer tilsat en tiltider tyk sjat svensk popører. Et eller andet sted kan jeg måske godt se, hvor de vil hen med at præsenterer den slags letfordøjelige toner i en mere grotesk og dyster indpakning, som min sidemand også forklarede – de prøver ifølge dem selv, at pakke deres satanistiske budskaber så pænt ind som muligt. Meget muligt, for mig fejler konceptet bare lidt….
I stedet for at blive suget ind i et mystisk og spændende univers, så virkede deres gimmick allerede forstyrrende på mig efter første nummer. The Ghouls lagde ud med en instrumental intro, inden manden i centrum, den skeletmaske bærende Papa E gjorde sin entré, med velsignelser af forsamlingen og hvad der nu hører sig til når man er i kirke – bagtæppet lignede muren i et kirkerum. De to første numre stammede fra Ghost’s kommende plade Infestissumam, først titelnummeret, og dernæst “Per Aspera ad Inferi”, inden præstens menighed fik noget de kendte bedre. Nemlig det reelle åbningsnummer fra deres første plade, den bastunge og hårdtslående “Con Clavi Con Dio”, der blev modtaget med ret stor begejstring fra salen. Men her meldte første problem sig lidt for mig, Papa’s vokal er tålelig på plader, og helt sikkert en smagssag, men live, når jeg kiggede på den kutteklædte skelletor på scenen, så virkede det desværre næsten lidt komisk at der kom en relativt lys og halv fimset stemme ud af den stive maske-mund.
Min tolerancegrænse for kitch, og det lettere kiksede, er ellers ret stor, men her virkede det pludselig FOR kikset, så det fuldstændig rev mig ud af det univers Ghost prøver at opbygge omkring deres musik. Og så fremstod selve sangene egentlig kun “okay”, men noget ordinære, i en helt forkert indpakningen. Ordinære var bandet dog ikke rent musikalsk, de leverede et forbandet tight sæt, hvor timingen sad lige i skabet. Også nødvendigt når en del af showet og illusionen afhænger af, at alle kender deres rolle og spiller den uden revner i facaden. Det lykkes egentlig fint nok, der var kun en enkelt gang hvor frontmand og guitarist var ved at vælte hinanden efter en utilsigtet svingom, men der er nok også begræset udsyn i de gevandter.
Bagsiden af medaljen ved den tighte levering er så, at deres sceneoptræden, når jeg ikke helt købte præmissen, periodevis kom til at fremstå noget mekanisk og alt for koordineret. Nødvendigt for at deres musikalske univers holder, naturligvis, men når det som for mig ikke gjorde det, så begyndte det at virke noget tamt og tør jeg sige det – kedeligt. Jeg følte af og til, at jeg kiggede på et show med animatronics, der i forprogrammerede bevægelsesmønstre fulgte et soundtrack. Selv ellers glimrende numre som “Elizabeth” og “Stand By Him”, med sit luftige omkvæd, lettede aldrig helt for mig pga. den signalforvirring jeg oplevede. Alle blandt publikum havde det dog heldigvis ikke på samme måde – især under første halvdel af den satanistiske højmesse, tog en stor del af de fremmødte imod musikken med stor begejstring. Måske de bare var mere tro disciple end mig? Papa E havde i hvert fald de omvendte i sin hule hånd, dvs. han nøjes egentlig med små kontrollerede fagter og håndbevægelser til at styre publikum. Det fungerede tilgengæld mægtig fint for mig, god performance af ham på dét punkt.
Numre som “Death Knell” og “Satans Prayer”, begge fra Opus Eponymous, der blev fundet frem fra Ghost’s Merciful Fate inspirerede metal-salmebog i anden halvdel af koncerten, kom for mig til at udstille bandets evner som sangskrivere en smule. De har som nævnt nogle fine, endda et enkelt glimrende nummer eller to, på repertoiret, men i denne live sammenhæng hvor tingene ikke gik op i en højere enhed for mig, så fangede musikken periodevis heller ikke. De to numre, der er fine på pladen, kom til at føles stive og livløse. Igen, det er en del af showet at det er så stramt og leveres på denne måde, men når showet for mig ikke er gennemført eller virkningsfuldt nok, så går der bare musikalsk rigor mortis i forestillingen.
Heldigvis løftede den musikalske oplevelse sig hen imod slutningen, hvor det nye nummer “Year Zero” blev et af koncertens højdepunkter, inden den fremragende “Ritual” lukkede sættet. “Year Zero” lyder som et bizart sammenkog af noget Gregorian munke-musik og progressiv metal, hvorimod “Ritual” bare er et bundsolidt rocknummer med et godt melodisk hardrock drive. Ghost afsluttede med et nummer fra den kommende plade som ekstranummer, efter kun godt 70 minutters koncert. Måske lige vel kort, men HAVDE sceancen været et vellykket totalteater, hvor man blev suget helt ind i Ghost’s univers, så havde 70 minutter nok også været rigeligt for at illusionen ikke skulle briste. Beklageligvis bristede den dog for mig langt tidligere, og så stod man egentlig bare tilbage lidt skuffet og mellemfornøjet.
For folk der lod sig rive med og blev opslugt af den komplette pakke, som Ghost forsøger at skabe live, da har det med garanti været en noget anderledes, og bedre, følelse at forlade den midlertidige kirke på Amager. Om Ghost virkelig er så sataniske og grumme som konceptet antyder kan man godt betvivle, så skulle det da være en satanistisk udgave af ABBA – og måske med noget af deres næse for, at tjene knaster på form frem for reelt indhold?
Jeg, ja, jeg blev desværre hverken omvendt, revet med eller følte mig specielt velsignet – satans også, men sådan kan det gå når man ikke helt er med på løjerne. I sådan en situation fremstår Ghost ærgerligt nok, som en gimmick man tager imod med et lidt ligegyldigt træk på skulderne.
Anmeldt af Kodi
Fotograf: Nicolai Rerup Nielsen
