De skotske indie-melankolikere i Frightened Rabbit leverede en glimrende torsdags-koncert på Radar. Professionelt, velspillet og nærværende i de intime rammer.
Det 5 mand store Glasgow-band, live udvidet med Simon Lidell på guitarer og slagtøj, har gennem de seneste 10 år markeret sig som et af de mest spændende navne, blandt bølgen af melankolsk indie-rock med en snert af folk. Koncerten på Radar var da også udsolgt, så der var en fortættet atmosfære indendøre, hvor publikum først blev mødt af københavnske The Folk Factory.
Det fire mand store folk indie band var trådt helt frem på scenekanten, hvorfra de serverede velspillet folk, primært fremført på guitar, mandolin og banjo, men suppleret med diverse andre instrumenter. Det fungerede ganske udmærket som optakt til det mere rockede hovednavn.
Punktligt trådte bandet an kl. 22, og uden de store omsvøb satte Scott Hutchison og kompagni i gang med den fine ‘Holy’. Lyden skulle lige finde sit leje, men ganske hurtigt trådte Scott Hutchisons vokal og instrumenterne klart og tydeligt igennem. “This is cosy,” konstaterede Hutchison, inden ‘The Modern Leper’ blev sendt ud over scenekanten med sit brusende omkvæd og karakteristiske guitarsignatur. Herefter mindes Scott bandets seneste besøg i Aarhus, på årets udgave af Northside Festival, inden en rocket og tæt sammenspillet udgave af ‘Nothing Like You’ buldres ud over scenekanten.
I det hele taget virker Scott Hutchison ganske veloplagt, mens resten af bandet er lidt mere tilbagetrukket og neutrale i udtrykket. Midteraksen, med Scott og hans bror, trommeslager Grant Hutchison, er det energiske centrum, både i bandets musik og sceneudtryk, mens de øvrige fire medlemmer supplerer, udfylder og nuancerer lydbilledet omkring de to brødre. Det fungerer ganske fint, for Scott Hutchison viser professionelt overskud og virker glad for at være på scenen.
“This is a song about wanting to be dead,” introducerer han ‘Dead Now’, inden vi får en den glimrende ‘Old Old Fashioned’. Trods sangenes fine kvalitet og den professionelle fremføring, er det næste stykke af koncerten det mindst medrivende, selv om ‘The Wrestle’ gør en rigtig fin figur, mens et par af de andre numre forsvandt lidt i mængden. Det var stadig velspillet, men nerven var ikke helt så blottet. Det blev den til gengæld igen, da halvdelen af bandet forlod scenen til ‘Nitrous Gas’, hvor Grant Hutchison og Gordon Skene agerede kor, inden Scott Hutchison blev efterladt helt alene på scenen med en akustisk guitar.
Efter lidt besvær med mikrofonen (en publikummer var ikke helt med på, at Hutchison bad ham om at flytte mikrofonen til side) og lidt tilråb fra publikum, som blev tacklet med overskud og humor, trådte Scott Hutchison helt frem på scenekanten, og uden mikrofon fremførte han en fin og rørende version af ‘Poke’, som kun blev en lille smule forstyrret af en grinende publikummer foran mig, som også forsøgte at synge med (hvilket Scott også kommenterede morsomt på). Hér fik Scott Hutchison for alvor fanget publikum ind igen, og blev belønnet med et heftigt bifald, mens de øvrige bandmedlemmer vendte tilbage til scenen til ‘My Backwards Walk’. En fremragende udgave af ‘The Oil Slick’ og en intens guitarbuldrende afslutning med ‘Acts of Man’. Et effektfuldt punktum på det ordinære sæt.
Vi får selvfølgelig også tre ekstranumre, først ‘The Woodpile’, der skaber syng-med stemning, inden ‘Keep Yourself Warm’ bringer stemningen endnu højere op. “It takes more than fucking someone/To keep yourself warm” er tydeligvis en linie mange publikummer kan synge med på, og den fremstår også som en signatursang for bandet. Som endelig, brusende og buldrende afslutning får vi ‘The Loneliness and the Scream’, som publikum klapper frem, inden sangen afsluttes med tre af bandmedlemmerne på slagtøj. Igen godt bygget op, og udført med effekt, og det er tydeligt at bandet har turneret i tre måneder, er sikre i deres udtryk og fremstår stærkt sammenspillede på scenen. Når bandet samtidig har en stærk frontmand i Scott Hutchison, som virkelig leverede varen på dagen, må jeg hive 5 styk stjerner frem til skotterne, for en koncert, der især løftede sig i den sidste tredjedel. Den fortættede stemning på Radar var også med til at løfte koncerten, og det kan stærkt anbefales at købe billet næste gang skotterne kigger forbi et spillested nær dig.
Anmeldelse og foto: Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
