Efter et par timers til tider heftige regnskyl, virkede det særdeles passende med en omgang sydstats mudder-metal, når nu Copenhell’s betonunderlag ikke kunne mønstre andet end vandpytter. Med en godt vissen Phil Anselmo i front leverede Down årets samlet set bedste koncertoplevelse på festivalen.
Jeg har én gang tidligere oplevet Down, da de led under halv-sløj lyd på Arena på Roskilde Festival 2009. Det var en koncert, der aldrig rigtig fik trukket sig op af New Orleans mudderet, og føltes lidt uforløst. Deres optræden på Copenhell i år var heldigvis beriget med virkelig god og klar lyd, der hvor jeg fik placeret mig, og blev i det hele taget festivalens største personlige oplevelse for mig.
Det skyldes ikke mindst, at vores kære Philip Hansen Anselmo (han gjorde selv opmærksom på Hansen delen), leverede varen. Tydeligt beruset, eller på Phil-sprog “I’m fucking drunk”, ledte han det TUNGT rumlende orkester igennem 12 numre, hvoraf kun et enkelt var fra efterårets EP udgivelse, og resten taget fra deres første to albums. Ligesom på Roskilde blev Down III pladen ignoreret (mener de spillede en enkelt derfra på Roskilde?), og hvad det skyldes aner jeg ikke, men det var altså det ældre materiale der var i fokus.
Måske ligger det bare så godt på rygraden, at de kan spille møget lige meget hvilken tilstand frontmanden befinder sig i? Så er der jo ingen grund til at tage chancer. Det gjorde de heller ikke med den storslåede indledning i form af mægtige “Eyes Of The South”. Nummeret er på mange måder indbegrebet af Down, huggende og slæbende, tungt rumlende som en enorm traktor med anhænger, der trækker sig igennem metal-sumpen i de amerikanske sydstater. Anselmo skridter scenen af allerede fra start, som et rovdyr der bare venter på at at kunne fare i flæsket på sit offer – publikum. Det er efterhånden nok lige dele “part of the show” og en nødvendig ventil for Philip Hansen, hvor han lige kan lukke noget brandvarm damp ud, forklædt som “part of the show”.
Vi er ikke langt inde i koncerten, inden han vil slås. Selvfølgelig vil han da det. Anselmo er lidt som din halvfjerne slægtning, der altid lige skulle lave ballade til den lokale byfest. Bare fordi, og nå ja, fordi han i egne øjne kunne tæve hele banden. Så han går på kort tid fra “I like this better than Download Festival”, fordi Copenhell føles mere intimt, til “I saw you, you fucking pussy!”, rettet mod en eller anden, eller ikke rigtig nogen, blandt publikum. Phil Stardust finder sig sgu ikke i noget!
Ret hurtigt bliver det tydeligt, at han muligvis har været en tur forbi Christiania, og fået lidt væske til rednecken backstage. “Lifer” dedikeres til Dimeback, det går fortrinligt, men da han forsøger at dedikerr den efterfølgende “Lysergik Funeral Procession” til Godseed frontmand Gaahl går det galt. “Godspeed… God Seed… Ahm, that guy from fucking Gorgoroth..”, og så mumles der lidt i i skægstubbene. Indrømmelsen kommer senere i sættet, da han prøver at overtage guitaren fra Kirk Windstein, “I’m fucking terrible…. fuck I’m drunk”. Yap, and I like it! Godt gået Phil, og selv om stemmepragten efterhånden er lidt skrammet og hærget af rock ‘n roll livet, så synes jeg faktisk han synger (eller brøler) bedre denne aften, end på Roskilde 4 år tidligere – det hjælper åbenbart at fugte ganen lidt inden?
Eller måske var det magiske urter, som opfordringen før “Hail The Leaf”, “If you don’t smoke weed…. you should start..”, jo Phil var på slap line denne aften. Godt at det forbandet tunge og velspillende band var der til at holde det meste af hans fokus på musikken. “Ghost Along The Mississippi”, “New Orleans Is A Dying Whore” og “Losing All”, de stenede klassikere blev braget ud fra scenen med en tyngde der matchede Kirk Windstein’s solide dunk. Et pragteksemplar af en metal-tønde, som den langskæggede guitarist søreme også valgte stolt at vise frem da han pludselig smed trøjen. Hvilket inspirerede poetiske Phil til, at komme med festivalens smukkeste ord: “Fuck the pretty, long live the ugly and proud!”. Indeed.
Nu var det ikke gak og løjer det hele, og “Underneath Everything”var ved at tromle hele pladsen ned – simpelthen bare lyden af et band der i dén grad ramte dagen. Så gjorde det ikke så meget, at Hr Hansen begyndte at lyde lidt presset under Nola hittet “Stone The Crow”, da var sejren forlængst spillet i hus. Naturligvis lukkede og slukkede Down deres Helviti optræden med røg og damp sumperen “Bury Me In Smoke”. Sådan skal det være.
Hvor jeg synes et par af de andre hovednavne underpræsterede en del på Copenhell, så indfriede Down mine forhåbninger og lidt til. Var det den mest teknisk overlegne koncert på årets festival? Sikkert ikke, men det var i min optik klart den mest underholdende. Phil Anselmo, halv-fordrukken showman eller ej, virkede trods hans tilstand nærværende og som om han hyggede sig i selskab med det talstærke publikum og det sejt ruskende orkester. Der er et eller andet sært inviterende i bandet, og frontmandens ellers umiddelbart brutale og uforsonlige stil.
Bølle, bonderøv eller båtnakke, Philip Hansen Anselmo og resten af det grimme slæng, det her var et stensikkert 5-stjernet metal-hit.
Anmeldt af Kodi
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock – se flere billeder på Facebook. Fredag, lørdag og stemningsbilleder.
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
