Home Anmeldelser GFR Live: De Underjordiske + Get Your Gun, Radar, 18/4 – 2014

GFR Live: De Underjordiske + Get Your Gun, Radar, 18/4 – 2014

4655
0

Første del af Radar’s to års fødselsdag blev fejret med en psych-rock aften, hvor vi fik både tilbagelænet dansksproget syrerock og intens nordjysk mørkerock.   

De Underjordiske *** (3/6)

Første band på scenen var De Underjordiske, der sidste år koncertdebuterede på samme scene til Aarhus Psych Fest. Bandet er måske nok et nyt skud, men flere af medlemmerne er aktive i andre danske psych-rock bands, og det kunne også høres. De Underjordiskes særpræg er de danske tekster, Peter Kures nasale vokal og trommespillet, der sætter dagsordenen i musikken.

Blandt andet på ‘Sultne ulve’ og ‘Skyggernes kniv’ var der et godt rytmisk drive, men flere af numrene flyder også lidt sammen i den samme tilbagelænede syrerock skabelon, hvor guitarerne for det meste holder sig pænt i skindet. Det er sikkert udført, men der mangler flere numre, der bryder formlen og kommer længere ud over scenekanten, som afslutteren ‘Trold’ ellers gjorde, med sin godt svingende afslutning. Her har bandet fat i noget, der kiler sig ind hos lytteren og det var en velvalgt afslutning på bandets 35 minutter på scenen.

Peter Kure i front for De Underjordiske
Peter Kure i front for De Underjordiske

Get Your Gun ***** (5/6)

Nordjyske Get Your Gun har netop udsendt debutalbummet The Worrying Kind, som jeg har hørt temmelig meget den seneste uge. Derfor var jeg også spændt på at høre albummets sange live, og for nu at punktere spændingen med det samme – det gjorde de.

Trioen var til aftenens koncert udvidet med en violinist, men det helt centrale i bandets musik er fortsat sammensmeltningen af bas, trommer og guitar, og Andreas Westmark’s vokal. Første nummer vi fik blæst i ansigtet var den kraftfulde ‘Black Book’, der også åbner The Worrying Kind, desværre med lidt problemer med lyden, men energien og intensiteten var umiskendelig.

Heldigvis blev lyden hurtigt rettet til, og på ‘Sea of Sorrow’ gik det nærmest op i en højere enhed. Det intense, men relativt dæmpede nummer, fik en fejende flot afslutning med det tostemmige vokale samarbejde mellem forsanger Andreas Westmark og bassist Søren Bøgeskov Nørgaard på de sidste linier. Også ‘Sometime’, som fulgte efter, blev leveret med tung intensitet og gennemført kompromisløshed. Det er et nummer, der vokser på én.

Tempoet blev skruet i vejret med først den nærmest groovy, men stadig dystre, ‘Staying For a While’ med et fedt tostemmigt stykke uden instrumental opbakning undervejs, inden trommeslager Simon Westmark igen tampede det instrumentale stormvejr i gang. For sådan er det lidt at være til en Get Your Gun koncert (eller høre deres album), man står midt i en stormvejr, og ind i mellem kommer der lommer af stilhed, hvor man godt ved det ikke er ovre endnu.

‘Call Me Rage’ rammer som et vindstød af orkanstyrke og her får vi også en større energiudladning fra Andreas Westmark, der forlader sin plads ude i den ene side af scenen og bevæger sig ind på midten hvor han flænser sine guitarstrenge i endnu en intens og koncentreret udladning af musikalsk energi.

Andreas Westmark indtager midten af scenen
Andreas Westmark indtager midten af scenen

Herefter fik vi to numre, som ikke er med på albummet, nemlig ‘Ghost of Scandinavia’ og ‘Tallest Trees’, også begge leveret i fin form, inden ‘The Worrying Kind’, det næsten majestætiske titelnummer fra debuten, blev leveret i en glimrende version, som ender i at alle fire mand på scenen skaber feedback-støj, der langsomt går over i den stille ‘Tender Lies’. Stormen er ovre og bandet fører os igennem et tyst og øde mentalt landskab, inden Andreas Westmark siger “tak for i aften”.

Get Your Gun virker som et band, der i stand til at vokse med opgaverne og både på album og live er udtrykket intenst og meget konsistent. Samtidig stod sangene fra albummet så absolut deres prøve live denne aften og numre som ‘Sometime’ og ‘Tender Lies’ fungerede begge glimrende, side om side med velafprøvede numre som ‘Staying For a While’. Det var kort fortalt en intens og mørk fornøjelse, de godt 50 minutter koncerten varede.

Get Your Gun spiller blandt andet på Spot Festival og på Roskilde Festival.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Fotos: Jonas Strandholdt Bach/GFRock 

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag! 

 

Previous articleChristian Bonde – Echo – 19/4 – 2014
Next articleArchitects: Lost Forever/Lost together ****** (6/6)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.