Det blev en aften på Beta, hvor Dance With Dirt’s styrker og svagheder duellerede om at få overtaget, men endte med at dele lidt i porten med en sikker uafgjort.
Det var med lidt bange anelser man bevægede sig mod Beta, både på spillestedet og bandets vegne. Et upcoming band med primær base i Jylland, en fredag aften i hovedstaden, hvor der var masser af andre tilbud der kunne afholde folk fra at tage turen til Amager. Disse bekymringer viste sig dog heldigvis at være ret ubegrundede, for der var rigtig pænt fremmøde på Beta til koncerten. Fra noget man, uden at fornærme nogen, vist roligt kunne kalde et “blandet publikum”.
Første navn på scenen var…. Dance With Dirt såmænd! I halveret udgave varmede guitarist Kristoffer Veirum og forsanger/guitarist Magnus Jacobsen lidt op for dem selv ved at spille et par nye numre bandet havde taget med fra øvelokalet og afslutningsvis lidt solo-materiale fra forsanger Jacobsen (så vidt jeg forstod det). Det lille intermezzo var egentlig fint og ganske vellykket, om end meget afdæmpet i forhold til Dance With Dirt i fuld opstilling, naturligt nok, men afslørede samtidig nogle af de problemer undertegnende har med bandets musik – noget der blev mere tydeligt senere på aftenen.
Ingen tvivl om, at de to fyre på scenen er skide dygtige til det de gør, det står slet ikke til diskussion, men de, og bandet senere, har måske en tendens til simpelthen at give den for meget fuld gas, hele tiden. Selv i stille stunder som denne opvarmning bliver sjælen krænget helt ud, nærmest konstant, om det så er på vokalen eller igennem de respektive instrumenter – noget der i det lange løb ganske enkelt bliver lidt for meget for mig at lægge ører til. Men en fin lille smagsprøve var det, hvor især sang nummer to i det korte sæt syntes at rumme en del potentiale når/hvis den bliver blæst op i fuld band-størrelse.
Grundlæggende er jeg ikke specielt begejstret for gruppens energiske ungdoms/indie rock, som det også fremgik da jeg for lidt over et år siden anmeldte deres debutalbum We Are Dance With Dirt. Den endelige dom var nok i den hårde ende dengang, hvor mine subjektive holdninger og personlige smag fik lov til at vinde en smule over objektiviteten. Sådan går det nogle gange, det lægger vi bestemt heller ikke skjul på her på siden, så lad det også være en “advarsel” om, at denne anmeldelse heller ikke er renset for den slags unoder. Dance With Dirt er bare af en eller anden grund et band, hvis musik, har det med at tirre mig.
Når det er sagt, så har jeg to gange tidligere oplevet bandet live til showcase lignende scenarier, og begge gange (til Off Spot i Aarhus og Nordic Noise Festival i Pumhuset, begge 2013) været ret imponeret og positiv overfor bandets evner på en scene. En af grundene er nok noget de selv snakkede om i vores interview med gruppen for nylig. De ER et live-band, og deres filosofi er, at de går ind til, og spiller hver koncert, ligegyldigt omgivelserne, som var det deres sidste. Den indstilling synes jeg sgu er prisværdig og det er helt klart også bandets største force, at man kan se hvor meget de ånder, sveder og lever for deres rock-musik. Men det bliver desværre også lidt for meget når de, som denne aften, står på scenen i godt en times tid.
Og efter verdens længste intro/disclaimer, så lad os kigge lidt på selve koncerten. Bandet lagde godt og sikkert fra land med den langsomt ulmende “I’ll Never Die, I’ll Only Disappear”, der med sin tålmodige opbygning til et stort og brusende omkvæd, fungerer fortræffeligt som åbner. Verset rummer en fin sitrende og rastløs energi, som virkningsfuldt bliver sluppet løs når sluserne åbnes i omkvædet. Så langt så godt og så langt er jeg helt med. Men hurtigt i sættet begynder jeg af en eller anden grund at føle mig lidt immun overfor løjerne. Jeg kan se og høre, at der er store følelser på spil, sjæl og indlevelse fra bandet når de leverer et nummer som den ellers indledningsvis medrivende “One Of These Days”, men jeg personligt FØLER netop ikke rigtig noget – og tydeligvis slet ikke det samme som bandet på scenen. Det er ikke fordi jeg ikke vil, eller kan, for til tidligere Dance With Dirt koncerter er jeg netop blevet revet med af stemningen på scenen, på trods af mine forbehold overfor musikken.
Måske virker bandet i virkeligheden en lille smule for overtændte for mig, og jeg sættes lidt tilbage til den stemning og holdning jeg havde overfor musikken på albummet? Det kan lyde lidt underligt, for man skulle jo netop tro at ekstra top-tunede versioner af de sange som jeg synes savnede noget live-energi fra på plade, ville være en god ting? Men pludselig er det som om bandet mister mig lidt, eller omvendt, i løbet af “One Of These Days”, der stille og roligt kommer til at virke lidt ufokuseret støjende og rodet for mig. Giver de den FOR meget gas på scenen? Er vi bare kommet skævt ind på hinanden denne aften? Hvor om alting er bliver jeg lidt hægtet af tidligt i den timelange seance, og trods ihærdig indsats fra både band og min stædighed, så når jeg aldrig tilbage på bølgelængde med bandet i andet end korte glimt resten af koncerten.
Efter en lidt tilbageholdende start fra publikum, folk står godt trukket tilbage i lokalet, får musikken dog tag i de fremmødte og på en hurtig opfordring fra forsanger Magnus rykker folk godt frem mod scenen. Stemningen bliver aldrig helt løssluppen og kåd som jeg tidligere har set når bandet spiller live, men trods et enkelt “spil noget med Slayer” (det kan enten betyde at folk hygger sig, eller ikke), så bliver der taget godt imod musikken. Lidt afventende, bevares, men høfligt, også når de spiller et nyt nummer, den kommende førstesingle fra et album der udkommer senere i år, “Coming Home”. Nummeret fanger mig ikke helt de første par minutter, men hen imod slutningen bliver jeg faktisk suget ganske godt ind i musikken igen.
“Så kommer hittet”, siger den storsvedende frontmand Jacobsen med et skævt smil, inden Dance With Dirt leverer det der helt sikker må betegnes som den største “hitsang” fra debutpladen, “Flush”. Ingen tvivl om at det er et super godt nummer bandet har skruet sammen her, og et der nemt fænger og kan rive publikum med. Der går lige lovlig meget Kasabian rip-off i omkvædets “Ah ah ah ah aaah” kor, men hey, der er nok ingen der kan tage patent på et “ah ah” kor. Men selv under bandets måske bedste sang, tager jeg mig selv i at tænke: “Som de står der på scenen, ligner de et band der ser ud som om de har the times of their lives, og spiller verdens bedste sange… men så gode er de sange altså heller ikke”. Misforstå mig ret, det er pissefedt med indlevelse og dejligt at se at de nyder at stå på scenen og trykke den af, men hvis der findes en ting som “for meget indlevelse” (uden at jeg på nogen måde kalder det påtaget), så er det muligvis et af mine forbehold overfor bandet.
Hver en akkord, tone og hvert et ord (eller i hvert fald sætning) lyder som om bliver leveret med livet som indsats, emotionelt og passioneret, så man tænker, “hvad med at slappe lidt af, bare en gang imellem?”. Man kan sige, nå ja, jamen det er jo bare deres stil og den dybe passion de ligger i deres musik, men man kan sagtens være lige så følelsesladet på en noget mere afdæmpet måde – lidt mere underspillet, bare engang imellem, så ville jeg måske ikke føle mig så tromlet.
Der er utvivlsomt utroligt meget vilje, nerve, stædighed og hjerte i Dance With Dirt og deres musik, og en stor del af hjertet sidder tydeligvis på rette sted og banker løs for rock ‘n roll. Bare kig på dem på en scene, de sveder det ud nærmest fra første sekund. Det rører bare ikke rigtig mig som lytter og tilskuer, jeg ser deres indædte og ivrige passion, men føler mig aldrig rigtig inkluderet eller grebet. Jo, momentvis, når de spiller deres bedste numre, men over en time bliver det for meget af det gode, med mere, mere og mere ovenpå. Jeg tror ikke rigtig de kan andet, der er simpelthen for meget der bare skal UD, hele tiden, og det kan jeg være med på på den korte bane, men over en længere periode bliver det bare lidt for irriterende.
Men de 3 stjerner for denne sving om med Dance With Dirt er jo bare een mands holdning…
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
