Dad Rocks! var 10 mand på scenen og kunne fejre release for det nye album, Year of the Flesh. Med som opvarmning havde de Ida Wenøe fra Boho Dancer. Hun var helt alene på scenen med sin guitar. Begge dele fungerede glimrende denne torsdag aften på Radar.
På forhånd havde jeg hørt mere om end af Boho Dancer og Ida Wenøe. Det har som regel været rosende vendinger, og det forstår jeg til fulde, efter at have oplevet Wenøe solo på scenen denne aften. Jeg missede første nummer, men ud fra det godt fyldte lokale og den forventningsfulde stilhed da jeg kom ind, at dømme, så har det næppe været mindre godt end resten.
Ida Wenøe var alene på scenen med sin guitar og fremførte en blanding af nyere og ældre numre. Hendes stærke vokal og stemningsfulde guitarspil var med til at folde de fine sange ud for publikum, trods det minimalistiske setup. Der blev lyttet koncentreret, og numre som ‘Superheroes’ (skrevet til ungdomsbogen Eleanor & Park ) og ‘Pistols’ stod flot glimtende i sættet. I det hele taget leverede Wenøe en meget flot performance og havde samtidig overskud til at rose publikum og grine lidt af de få tilråb, der kom fra publikum, som også fik masser af ros undervejs.
Dad Rocks!
Ros til publikum var der også fra starten fra Dad Rocks! frontmand Snævar Njáll Albertsson og hans, i dagens anledning, store band, der bestod af 3 mand på blæsere, 2 violinister, en trommeslager, en percussionist/stand-in trommeslager, en laptop/percussionist/kormand, en bassist og Snævar selv på guitar og vokal. De gik på scenen til en storladen båndet intro, og lagde ud med en fyldig og næsten festlig udgave af ‘Peers’ fra det nye album (som du kan læse en anmeldelse af HER). Trods de mange instrumenter var der en fin balance i lydbilledet, som for mig faktisk fungerede endnu bedre live end det gør på plade.
Samtidig virkede Snævar og kumpaner også til at være i godt spillehumør og med masser overskud fik de også sendt en række numre fra Dad Rocks! første album, Mount Modern, afsted, blandt andet ‘Weapons’ og en glimrende udgave af ‘Downaging’, inden vi fik ‘Cyber Bullies’, i følge Snævar for første gang de spillede det sammen. Det var også et af de få steder i sættet, hvor der var en lille smule slinger i valsen, men der blev hurtigt rettet op på det, selv om ‘Cyber Bullies’ måske ikke var det nummer fra det nye album, der fungerede bedst live denne aften.
I det hele taget tabte koncerten en smule momentum midtvejs i sættet, med lidt guitarstemning og et par knap så energiske sange, blandt andet den dæmpede ‘Managed’, før tempoet igen kom op med ‘Hymn of the Foxfather’, der med sit mere rockede arrangement og sin velorkestrerede afslutning gav en god energiindsprøjtning. Også den efterfølgende ‘Daughter Track’ klarede transformationen til live-situationen rigtig godt.
Undervejs fortalte Snævar lidt i mellem numrene og takkede folk, der havde deltaget på albummet, og fortalte om den 917 kr. dyre kage han havde købt til releasen. Vi fik også historien om et videoshoot, der var gået i vasken i Frankrig og havde lænset kontoen, men via crowdfunding var der i løbet af et døgn blevet samlet ind til at lave en ny video til ‘In The Seine’, som vi fik i en version, der gik lige i den countrystampende fod med den tredobbelte svirpende lilletromme, og en smittende energi.
Til slut fik vi den dæmpede ‘Pro-filing’, med båndet pigekor (og dedikeret til koret Maestra, der har været med på albummet), og ‘Body Mass Index’, der afslutter Year of the Flesh. Sidstnævnte med Snævar ved pianoet i en nøgen indledning med kun hans vokal og pianoets underlægning, inden resten af instrumenterne faldt ind til veltimede crescendoer. Fortjent kunne bandet lade sig hylde for en fin koncert, og som ekstra nummer fik vi Snævar, akkompagneret af violin og to korstemmer, som midt på gulvet foran scenen, midt mellem publikum og uden mikrofon, leverede et cover af The Low Anthem’s ‘This Goddamned House’. Flot og intimt punktum på en medrivende og vellykket koncert, hvor den fyldige instrumentering som regel kom flot til sin ret.
Det resulterer i en hel håndfuld stjerner til aftenen som helhed, der både bød på det minimalistiske og afdæmpede og det storladne og svulstige, alt sammen flot udført og med en smittende energi.
Dad Rocks! spiller i aften (4/4) på Kulisselageret i Horsens og d.5/4 på Studenterhuset i København.
Anmeldelse og fotos: Jonas Strandholdt Bach
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
