Tirsdag aften blev Stengades bestandighed mod ellers usandsynlige, kraftige jordskælv testet, da de amerikanske grindcore-legender Brutal Truth gæstede det historiske spillested, og dette vel at mærke på den sidste tour i deres karriere! Med sig havde de denne aften grumt selskab af ingen ringere end det legendariske døds/ thrash metalband Deceased, og så skulle det danske grindcore-dampbarn Dead Instrument egentlige have varmet op, men måtte aflyse. I sidstnævntes sted, og med dags varsel, trådte et andet og nyt dansk grindcore-vanvid til, Piss Vortex, der skulle ryste scenen på plads for legenderne. Stengades bygninger står der godt nok endnu, men mon ikke der skal testes for både revner i fundamentet og sikres mod eventuelle efterskælv efter denne historiske aften i den sande brutalitets evige stormvejr.
Sandheden er nogle gange brutal, den kan overfalde én pludseligt, hårdt og kontant. Sådan er Brutal Truth’s musik. Det er musik du befinder dig i, som du befinder dig i midten af en storm. En storm nogle flygter fra og andre bliver afhængige af, som nogle bliver afhængige af stoffer og sex. Dette kendetegner i øvrigt metalgenren generelt, særligt den mere brutale og kompromisløse ende af spektret. Sandheden var så meget desto mindre også brutal for grindcore-afhængige verden over, da Brutal Truth’s egen Dan Lilker (i øvrigt medstifter af Anthrax og Nuclear Assault), i januar i år, annoncerede, at bandet går i opløsning efter touren. Opløsningen sker efter næsten 25 år på den ekstreme grindcore-landevej, hvis udtryk og brutalitet bandet selv har været med til at præge fra de tidlige 90’ere og frem til i dag, ikke mindst på grund deres eksperimenterende tendenser til at blande grind med både død, hardcore punk og noise. Så der var god grund til at møde op denne aften og se om stormen også denne gang ville tage pusten fra én eller om pusten var taget af den storm, som Brutal Truth selv var med til at blæse op i sin tid.
Dog skulle scenen først rystes på plads og her skulle danske Dead Instrument egentlig have revet stedet fra hinanden, men bandet måtte aflyse på grund af en smadret vokal. Jacob, bandets vokalist, skrev således på deres facebookside:
”Dead Instrument will not be playing the Brutal Truth show tomorrow. I blew out my voice friday while on stage with another band that I play in, and it’s still fucked. DxIx have been practising hours/days on end (even more than usual, which is saying something) getting ready for the upcoming tour, and apparently shit has been overdone… We’ve really been looking forward to this last chance to play with the legends, but there’s nothing to be done about it at this point. Hope to see you out there when we hit the road with P.L.F.!!!!
-Jacob, DxIx”
F****** ærgerligt, da bandet i den grad kan lægge spillesteder ned med deres solide raseri. Jeg så især frem til at høre nogle af numrene live fra deres seneste udspil, See Through Negative, en 7” på 8 et halvt minutters vanvid, der udkom på Raw Birth Records i år (et selskab der i øvrigt også står for at udgive bl.a. Bottom Feeder, Dogmatist og Meth Drinker!). Der er i hvert fald noget at se frem til når Dead Instrument tager på tour i maj med amerikanske P.L.F. (Pretty Little Flower) og bl.a. gæster Århus d. 16. maj.
I stedet for Dead Instrument trådte et andet vanvid til, danske Piss Vortex, der er en nyetableret grindcore-psykose, der, trods den korte varsel, nu stod klar på scenen foran et halvfyldt Stengade. Trods en forventning om musikalsk galskab var det dog alt anden end frygt og bæven der fyldte lokalet til at starte med, da bandet sørger for en næsten hjemlig hygge med smil, humor og en måske lidt for afslappet attitude. Og så er den danske undergrund i øvrigt heller ikke større, end det er muligt at råbe ”Er Peter her?” ud i publikum og Peter selvfølgelig stikker en øl i vejret og råber ”Her!”. Med Peter på plads, kunne ”Vortexen” så blæse i gang. Bandet, der blandt andet består af medlemmer fra The Psyke Projekt og hedengangne The Ghostname, spiller skizofrent og psykotisk grind blandet med både hardcore og dødsmetal-elementer, en stil de selv joker med under betegnelsen ”fremtidsgrind”.
Det er musik hvor et teknisk kaos hersker og intet andet er sikkert end at man bliver ramt, men du ved aldrig af hvad og hvornår. Bandet formår da også denne aften at vælte denne anmelder omkuld, i hvert fald musikalsk, ikke mindst på grund af en sindssyg heftig vokal og en, til tider, nærmest overjordisk trommeslager. Deres musik vælter fra start kaotisk og tungt nedover én fra alle sider med alt fra både supersoniske blastbeat-stykker og psykotiske rytmer til hiphop-trommer og jordskreds-breakdowns. Når dette er sagt, så må kontrasten mellem musikken og bandets fremtoning dog siges at være slående: Mens musikken kan slå folk ihjel, så veksler bandets fremtoning mellem en halv-sarkastisk, jokende indstilling og en nærmest undskyldende attitude, hvilket godt kan få én til at savne en mere seriøs og mere helhedsorienteret indstilling en gang imellem. Scenen og publikum blev dog rystet godt og grundigt på plads alligevel. Glæd jer til deres debutplade!
Aftenens næste ”opvarmningsband” stod nu klar på scenen, selvom ordet ”opvarmningsband” her skal tages med et gran salt, da Deceased ikke bare er hvem som helst. Ikke nok med at bandet var med fra start, da døds- og thrashmetallen blomstrede som flænsende giftbefængte roser op igennem 80’ernes glansbilleder, bandet var også det første til at skrive under med Relapse Records, et selskab der senere har stået for udgivelser af så prominente navne som Mastodon, Dillinger Escape Plan, Baroness, Necrophagist og ikke mindst Brutal Truth. Med ”små” 30 år på bagen har Deceased da også opnået kultstatus indenfor miljøet, så der var mere historie, der skulle skrives på Stengade denne aften.
Legendariske og ikke mindst slidte, så de 5 midaldrende mænd da også ud på scenen, ikke mindst King Fowley, bandets karismatiske forsanger og frontmand, med sit enorme korpus og sin insisteren på at bevare det gamle thrash metal-look med langt, fedtet hår, trods en snigende halvmåne. Fowley er frontmand med stort F, ikke blot fylder han rummet ud til bristepunktet med en bundsolid, oldschool dødsmetal-vokal af den helt grumme slags, hans optræden er generelt en oplevelse for sig med underlige og sjove indslag og ikke mindst et kammeratligt forhold til publikum, især til stor glæde for de 3-4 langhårede drenge op foran scenen, der var ved at råbe sig selv i stykker i bare eufori, over Fowley’s venskabelige og svedige inklusion med både fællesråb og synkron-headbanging.
Bandet leverede denne aften bundsolidt og kompromisløst døds/thrash metal med alt hvad der dertil hører af hævede djævlehorn, shreddende guitarriffs, bass-soloer, bølleråb og trommer som et løbsk tog mod det uendelige. Deceased er sammenspillet som kun et band med 30 års historie i ryggen kan være det. Undervejs gennem koncerten overvældes man også helt af drømme om en svunden tid og glemte helt at man hverken befinder sig i slutningen af 80’erne eller har et langt slidt hår hængende ned over en nittebefængt læderjakke med bandpatches. Deceased formår dog ikke at holde publikum i ilden hele vejen igennem, headbanging bliver mange gange til lidt ubevidst nikkeri med armene kedsommeligt overkors. Der er nu heller ikke ret meget variation i musikken i det hele taget, hvilket man nok heller ikke bør forvente, da der er tale om straight up oldschool døds/thrash metal og intet andet, men hvis man er til dette, ligesom drengene oppe foran, så var der virkelig smæk for skillingen med Deceased denne aften. Men hvis du ikke er, så bliver det sgu, trods nostalgien, lidt kedeligt i længden.
Lidt over elleve var det så endelige tid til Brutal Truth. Fire gråsprængte mænd i deres ”bedste” alder med slidte instrumenter træder nu ind på scenen. Ikke fire almindelige mænd, men fire mænd der har været med til at sætte nye standarder for ekstrem og brutal musik, ikke mindst på grund af debutalbummet fra ’92, Extreme Conditions Demand Extreme Responses, der i sin tid var et af de hurtigste overhovedet, og dette vel og mærke på en tid, hvor bands som Cannibal Corpse, Deicide, Terrorizer og ikke mindst tourkammeraterne fra Napalm Death og Carcass også udsendte sønderflænsende albums. Forventningerne summede da også blandt publikum i det nu fyldte Stengade, mens forsanger Kevin Sharp med den sagnomspundne cowboyhat i starten fumler lidt med mikrofonen og resten af bandet kom på plads.
Ingen intro, no bullshit, det var nu tid til grind. I pitten ventede folk på stormen en sidste gang. Og en storm fik de satme også denne aften, både på godt og ondt. Brutal Truth spiller nådesløs grind fra start af, med deres velkendte mur af knogleknusende distortion og tordnende dobbeltpedaler blandet med Sharp’s ondskabsfulde growls og hysteriske skrig, en mur der vælter ud over et publikum, der går amok i pitten så bygningen ryster. Især går folk amok, da hittet ”Sugar Daddy” med den velkendte guitarintro går i gang og Sharp slår sprækker i murene med sit ondskabsfulde primalskrig fra helvede.
Lyden var dog mildt sagt dårlig, med en for høj lilletromme, en for lav guitar, en alt for mudret bas og et lydniveau der selv for de mest hærdede og halvdøve fans til tider var umenneskelig højt. Lyden blev dog bedre efterhånden, især gennem sidste tredjedel, blandt andet med nummeret ”I See Red” som højdepunkt, hvor lydmanden formår at frembringe en lyd, der blot var nogenlunde. Ærgerligt for Brutal Truth, da dette ikke ligefrem gav dem de bedste betingelser for, at give de mange loyale fans et ordentligt farvel og tak for de mange år. Trods den dårlige lyd, formår de dog stadig at tage pusten fra publikum en sidste gang. Vi siger i hvert fald uendeligt mange tak til Brutal Truth for 25 års sand brutalitet.
Anmeldt af Kasper ”Mr. Doom” Ralsted Jensen
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
