Den amerikanske alt.country-ener Bonnie ‘Prince’ Billy lagde søndag aften vejen forbi Voxhall sammen med Dawn McCarthy. Sammen har duoen i år fortolket sange af The Everly Brothers på albummet What the Brothers Sang og aftenens glimrende koncert kredsede om dette album.
Norske Susanna med guitarist og trommeslager (Bonnie Prince Billy var med på kor på to numre, og oveni Emmett Kelly på det andet, en fin afdæmpet version af Thin Lizzys ‘Jailbreak’), sørgede for en fin opvarmning til aftenens koncert med Bonnie Prince Billy selv og Dawn McCarthy. I en hyggelig halvcirkel på scenen blev de to hovedpersoner, som var bevæbnet med henholdsvis akustisk guitar og et minimalt trommesæt + diverse percussion, suppleret af Emmett Kelly på akustisk guitar og Ben Vida på noget der lignede en miniudgave af en mixerpult på skødet (hvis nogen kan fortælle mig hvad det instrument hedder, så kommentér endelig).
Bonnie Prince Billy indtog hovedrollen som fortæller mellem sangene, som denne aften hovedsageligt bestod af covers af sange, som brødrene Don og Phil Everly har indspillet, samt et par numre fra Bonnie Prince Billys og Dawn McCarthys bagkataloger. Selv om jeg har en håndfuld Bonnie Prince Billy albums i reolen, var dette mit første møde med den amerikanske alt. country-ener i live-udgave. Det bliver forhåbentlig ikke det sidste, for koncerten var både særegen og imponerende.
Trods det nedtonede setup, og den afdæmpede lyd (så vidt jeg kunne se og høre var de 4 på scenen ikke udstyret med individuelle mikrofoner, men kun én fælles) , kunne man nemlig høre alt, takket være et talrigt og stille aarhusiansk publikum, der tydeligvis satte stor pris på musikken og Bonnie Prince Billys skæve anekdoter og underholdning mellem numrene. Fint eksemplificeret da Billy fortæller om Everly-brødrenes specielle måde at synge på, men ender, med hjælp fra McCarthy, i en diskussion med sig selv om grunden til den specielle måde at synge på, kunne være at hele Everly-familien (som var indenfor musikken) var på kokain, og hvad der ville ske hvis han indførte det i sin egen familie: “My mom already calls me asshole many times a day, so imagine her on cocaine”.
Men tilbage til det, det handler om: Musikken. En koncert med et generelt fint niveau med klassisk velskrevne, og velspillede og velsungne sange, havde højdepunkter i Everly-brødrenes ‘Mary Jane’, ‘My Little Yellow Bird’, ‘Love Comes To Me’, ‘Milk Train’ og den nostalgiske ‘Kentucky’, som i følge Billy for en gangs skyld var en nostalgisk sang man kunne bruge til noget, og ikke bare tilbageskuende skrammel. Alle numre, der viser at The Everly Brothers havde en god fornemmelse for at vælge materiale, der stadig har klare kvaliteter, og som i alle tilfælde blev flot fremført vokalt af Bonnie Prince Billy og Dawn McCarthy, med Kelly på kor. Virkelig stærkt i billedet stod også Bonnie Prince Billys egne ‘No Bad News,’ i en version, der fik det til at risle ned ad ryggen på undertegnede – intenst, smukt, og en lille smule skræmmende – og ‘The Seedling’, der afsluttede det ordinære sæt med sin dunkle energi og tunge og intense fremføring og viser at Billys egen musik har en anden, og dunklere, kvalitet end de sange, Everly-brødrene sang.
Fire ekstranumre blev det også til og det var tydeligt at Bonnie Prince Billy og Dawn McCarthy både nød at være på scenen og morede sig i hinandens selskab. Blandt de 4 ekstranumre fik vi to numre skrevet af McCarthy, samt Everly-brødrenes ‘Walking the Dog’ og den afsluttende ‘Omaha’, som Billy beskrev som en af hjørnestenene i indspilningerne af What The Brothers Sang. Alle fremført med samme høje kvalitet i vokalharmonierne og den musikalske indpakning.
Det var hele vejen igennem imponerende, hvordan Bonnie Prince Billy og Dawn McCarthy emmede af musikalsk overskud og spille- og syngeglæde, og formåede at synge hele det godt fyldte Voxhall op, i hvert fald frem til den række hvor jeg stod. Selv om jeg først tænkte at det ville være for lavt, så fungerede det faktisk ganske fint med den dæmpede lyd. Bonnie Prince Billy er i besiddelse af en stærk sangstemme, og McCarthys vokal og hans supplerede hinanden på glimrende vis, både i korharmonierne og når de skiftedes til at synge linierne. Det eneste jeg ellers kunne have ønsket mig, var at vi havde fået nogle flere af Bonnie Prince Billys egne, fremragende sange. Men det må blive næste gang han kommer på besøg.
Anmeldelse og billeder af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
