Bon Jovi er et navn der nok bliver mødt med lige dele foragt og begejstring. De er på mange måder blevet et helt symbol på “dårlig smag”, “stadion rock-gøgl” og rockmusik som et produkt, frem for ægte kunst. Bevares, Springsteen cred får frontmand Jon Bon Jovi aldrig, men hvis man åbner armene og tager imod, så er der ikke kun letfordøjelig underholdning at finde, men også en række velskrevne hitsange. Vi tog med, med hænderne i vejret, da den amerikanske rock-slæde kørte igennem Parken.
Den flotte scenekonstruktion, der var et kig værd i sig selv, bestod af fronten fra en klassisk åben amerikaner cruiser, som vi kender dem fra utallige film, med fuldt funktionelle forlygter til diverse lyseeffekter. En storskærm i hver side, og nogle mindre over fronten af bilen, så hele scenen faktisk var rammet ind med skærme. Set uppet blev brugt på ganske simpel men uhyre effektiv vis, med skiftende live billeder af de enkelte bandmedlemmer, små animationsfilm til de enkelte sange og af og til en køretur på den amerikanske Highway i Bon Jovi’s store flyder. Et af de mere vellykkede sceneshows jeg har oplevet, det var nærmest smagfuldt?
Det er jo ellers ikke et ord man umiddelbart forbinder med banden fra New Jersey, der efter party hits i 80’erne begyndte at forfalde mere og mere til svulstige ballader, indtil de nu blot udsender halvhjertede plader med cruise control slået til, som forårets fesne What About Now. Ja, hvad nu, lille du? På albumfronten skal man nok ikke regne med noget ophidsende fra gruppen længere, men live er de absolut stadig et kig værd, trods en række problemer i Parken. Lad os starte med at få et par af dem af vejen.
Lyden var, som frygtet/forventet, ikke god. Slet ikke. Men jeg havde frygtet langt værre, som da Metallica buldrede løs i 2004 og man nærmest ikke kunne skelne sangene fra hinanden. Det kunne man trods alt sagtens under Bon Jovi, i hvert fald der på plænen hvor vi stod. Lyden buldrede heller ikke rundt i akustik helvedet af en national arena i samme grad som jeg tidligere oplevet. Tilgengæld var rumlen og ekko afløst af noget der bedst kan betegnes som diskant og skingert. Dog alt i alt til at leve med, især i de mere afdæmpede numre. Når tempoet røg for meget i vejret, var det som om det meste af bunden i trommer og bas fuldstændig forsvandt.
Bund er der heller ikke meget tilbage af i Jon Bon’s vokal, der lyder slidt og hærget, især når tempoet skrues op. Men de fik skjult det nogenlunde oppe på scenen, og blev i perioder hjulpet af den diskante og skærende lyd, så man ikke rigtig kunne høre når forsangeren trak sig eller lod kor og anden stemmer tage over – for det gjorde han. I nogle numre mere udpræget end andre, men sætninger blev afbrudt, ord slugt og tonationen ændret markant i forhold til studie versionen. Det lykkedes et langt stykke hen af vejen at kamuflere de svage punkter, men en enkelt gang fik han udstillet sig selv fuldstændig. Første ekstranummer, den ellers forrygende medrivende “In These Arms” lød decideret skrækkelig. Tempoet var sat en anelse ned, det lød faktisk næsten som om bandet forsøgte at “vente” på ham, imens han halsede efter bussen. Uskønt og unødvendigt, så bare drop sangen live.
En enkeltstående svipser, for ellers var band og forsanger nu en særdeles velsmurt enhed. Der er absolut ingen tvivl om hvem der er hovedpersonen i foretagendet, men bandet kender og accepterer deres plads, arbejder hårdt for sagen og lader Jon Bon stå for de store stadion armbevægelser. Og dem var der naturligvis masser af, ud over dans, knyttede næver og kæmpe smil med afblegede tænder. Det kan man så synes om hvad man vil, men man skal ikke påstå at det ikke virker efter hensigten. Publikum i Parken virkede som om de var kommet for at have en sjov aften, og bandet kvitterede med en slagkraftig indledning på koncerten.
Vi blev budt velkommen af “That’s What The Water Made Me” fra det nyeste album, der ligesom “Because We Can”, der blev luftet lidt senere i sættet, viste sig noget mere potente live end i den bovlamme studie indpakning. Stemningen både på scenen og blandt publikum virkede oprigtigt begejstret fra start, og den blev naturligvis ikke mindre under aftenens første greatest hits, “You Give Love a Bad Name”, som blev skudt af allerede som andet nummer. Så var vi i gang med arme over hovedet, fællessang og pøbeldans på stedet – folk stod sgu endda op oppe på tribunerne, i stedet for lige at sidde lidt på hænderne.
De kom op igen under opfordringsnummeret “Raise Your Hands”, hvor det sædvanlige omgang storby name dropping i teksten naturligvis i dagens anledning indeholdt et “Copenhagen”. Der blev ikke sparret på lefleri i stadionstørrelse, men sådan SKAL det være – og det var ligesom det jeg kom for. Den blændende start på det knap 2 1/2 timer lange show inkluderede også en afstikker til de helt gamle dage, i form af “Runaway”, et af bandets første tegn på den kommende storhedsperiode i midt- til slut 80’erne. Den blev leveret så det virkede som om de nød det oppe på scenen, noget der ikke gjorde sig gældende hele vejen igennem koncerten – mere om det lidt senere.
At Bon Jovi ikke kun kunne skrive effektive hits i 80’erne, demonstrerede de med en tændt og fængende version af “It’s My Life” fra årtusindeskifte albummet Crush. Her kogte Parken virkelig, i en sådan grad at min lettere eksalterede sidemand udbrød “nu er de fandeme på 8 stjerner..”. Måske ikke helt, men motoren i den aldrende Bon Jovi-mobil drønede virkelig derudaf med alt hvad den kunne trække, under koncertens førte halvdel. Og lyden syntes langsomt at blive “bedre”, eller også havde éns stakkels ører bare vænnet sig løjerne? Any way, Bon Jovi lovede i en af de få taler mellem numrene noget i retning af, at folk bare skulle give los, glemme hverdagen og lade sig underholde af deres rock ‘n roll rollercoaster. Og det er netop det, det handler om, giv dog slip og lad dig rive med. Eftertænksom finkultur har aldrig været pointen her, men ren og skær underholdning, af den lidt polerede og ufarlige slags, men et herligt frirum, hvor du bare folder armene ud og skråler med på et eller andet “dumt”.
Derfor var to af højdepunkterne for mig også da Bon Jovi slap gaspedalen lidt, efter en hæsblæsende udgave af “Keep The Faith”, og serverede to ballader i træk. Først den nyere, klistrede sag “You Want To Make A Memory” fra Lost Highway, der danser tæt kinddans med publikum inden koncerten for mit vedkommende peakede med en storslået fremføring af “I’ll Be There For You”. Med forlænget “whååå åh åååh” singalong, lightere og hele stadion pakken. Fantastisk, lige hvad jeg var kommet for at få.
Hele cirkuset var dog ved at kamme over i anden halvdel af koncerten, da en “tilfældig” pige blandt publikum blev hevet op på scenen for at synge med på “Who Says You Can’t Go Home”. Hun havde åbenbart taget hele turen fra Napoli (eller var i hvert fald derfra), kunne HELE teksten og på en håndbevægelse fra Jon Bon falde i eller tage over på sang. Tilmed virkede hun ikke det mindste starstruck eller befippet ved at stå foran 35.000 tilskuere, side om side med hendes idol? Enten var den tøs seriøst cool, og ved et rent tilfælde en nogenlunde habil sangerinde, eller også var hun plantet blandt publikum til formålet. Der var den sgu ved at blive lidt for tyk, Hr. John Francis Bongiovi, Jr….
Et andet kritikpunkt, af de utallige folk med bedre smag ynder at nævne, har været Bon Jovi’s unødvendige “Bruce Springsteen kompleks”. Det kan i perioder virke som om, at især frontmanden selv, har lidt svært ved at acceptere sin skæbne som entertainer, frem for som en underholdende kunstner, som Bossen. Kritikken går blandt andet på, at i stedet for bare at levere et stramt party hits sæt, så forsøger bandet at proppe nogle Springsteen tendenser ind i formlen, bare uden at have sangene til det. Det er delvist berettiget. Et nummer som “Captain Crash and the Beauty Queen From Mars”, er helt klart et forsøg på at ramme den stemning af nostalgi og længsel, som Bossen mestrer på f.eks. Born To Run pladen. Den faldt noget til jorden i Parken, egentlig et ok nummer på plade, men her fremstod den noget tyndbenet og fejlplaceret. Tilgengæld var udflugten over i “Roadhouse Blues” og “Pretty Woman” under “I’ll Sleep When I’m Dead” overraskende vellykket, om end det lugter lidt af et forsøg på at kæde bandets egen musik sammen med dele af den amerikanske sangtradition. Unødvendigt og fortænkt? Måske en smule, men da altid noget at Bon Jovi ikke bare stiller sig tilfredse med at være et bevidstløst festband, men rent faktisk forsøger at skabe et større perspektiv. Om det så lykkes eller ej, det er åbent for diskussion.
Det lykkedes i hvert fald at bryde formlen for en stund, med en følt solo version af “Blood Money”, taget fra Blaze Of Glory, Young Guns II soundtracket. Et overraskende indslag som andet ekstranummer, og lige så overraskende at det fungerede fortræffeligt. Den blev fulgt op af pretty boy outlaw klassikeren “Wanted Dead Or Alive”, og gæt engang om den ramte rent i Parken? Jovist. Selvom man i øjeblikke som disse savnede den fraværende guitarist Richie Sambora, så klarede erstatningen Phil X det her hæderligt. Mr. X leverede ellers bare generelt det han var hyret til, en lidt anonym guitarist i det store billede, men han arbejde hårdt for hyren og var en sikker arbejdsmand i motorrummet.
De største skuffelser for mig, var “Have A Nice Day” som næstsidste ekstranummer, et nummer der lyder som en noget gumpetung omskrivning af “It’s My Life” og så fremførelsen af bandets to største hits (måske), “Bad Medicine” og “Living On A Prayer”. Førstnævnte afsluttede sættet og sidstnævnte var det sidste punktum. De fik tydeligvis publikum med, i den grad faktisk, men for mig manglede der et eller andet i leveringen. Noget så simpelt som “glæde”. “Bad Medicine” er så velskrevet et nummer, at den er nærmest umulig at fucke op, men jeg savnede noget nerve. “Living On A Prayer”, deres 80’er anthem over dem alle, virkede dog noget halvhjertet i mine ører. Som om den bare skulle overstås – du så ikke glad ud, Jon Bon! Et eller andet sted forstår man det måske godt, det er en sang de simpelthen er nødt til at spille. Det er folkets krav, men under tvang var det en oplevelse jeg kunne have været foruden. Hvis vi drager Springsteen parallelen endnu engang, så har han så mange stærke numre og hits, at han sagtens kan slippe afsted med at undlade “Born In The USA”, “Thunder Road” eller en af de andre store sange. Det føler Bon Jovi tydeligvis ikke at de kan med “Living On A Prayer”, og dermed fremstod Jon og band lidt som modvillige artister fanget i deres eget succesfulde cirkus.
Halvslatte punktum eller ej, koncerten var samlet set lige nøjagtig hvad jeg kom efter. De vokale begrænsninger hist og her til trods, så er Jon Bon stadig en ægte og medrivende frontmand at se på en scene. At de er indbegrebet af alt, hvad der er forkert ved rockmusik, og andre små arrogante betragtninger, er for mig underordnet. De drømmer måske inderst inde selv om at være andet og mere, men jeg synes det er rart nogle gange bare at slappe af, slå hovedet fra og opleve en ægte blockbuster – så kan de mere intellektuelt stimulerende oplevelser findes andre steder.
Bon Jovi må nok leve med aldrig at blive opfattet som “god smag” – men at være glimrende underholdning er der vel heller ikke noget forkert i?
Anmeldt af Kodi
Sætliste
1. That’s What the Water Made Me
2. You Give Love a Bad Name
3. Born to Be My Baby
4. Raise Your Hands
5. Runaway
6. Lost Highway
7. It’s My Life
8. Because We Can
9. What About Now
10. We Got It Going On
11. Keep the Faith
12. (You Want to) Make a Memory
13. I’ll Be There for You
14. Captain Crash and the Beauty Queen from Mars
15. We Weren’t Born to Follow
16. Who Says You Can’t Go Home
17. I’ll Sleep When I’m Dead/Roadhouse Blues/Pretty Woman
18. Bad Medicine
Ekstranumre:
19. In These Arms
20. Blood Money
21. Wanted Dead or Alive
22. Living In Sin
23. Have a Nice Day
24. Livin’ On a Prayer
