Efter at visse hovednavne skuffede om fredagen (dem finder du anmeldelser af her), så blev der lørdag leveret over stort set hele linjen. Vejrguderne skulle lige markere sig et par timer, hvilket blandt andet gik ud over Grave, men ellers var det en rigtig vellykket dag i helvede.
Det første, der mødte mig, da jeg ankom ved 14 tiden lørdag, var kø ved indgangen. Det er jo egentlig et dejligt tegn, at folk er musikhungrende nok til at møde tidligt op, og det gik nu relativt tjept med at komme ind alligevel. Så af sted i rask tempo mod Helviti scenen, hvor dagens første større navn ventede i form af….
Accept, Helviti ***** (5/6)
Uden at fornærme nogen, så kan man vist roligt kalde tyskerne for “veteraner” i gamet, med en historie der strækker sig over plus 40 år. Der var dog ikke mange antydninger af metal-træthed at spore i deres en time lange sæt denne tidlige eftermiddag. Hvis man havde frygtet en lidt flad stemning som indledning på dagen, så fik Accept rusket dårskaben ud af kroppen på publikum allerede i løbet af første nummer – hvor der også blev godt fyldt foran scenen.
Accept var simpelthen kommet for at holde eftermiddagsfest, og det lykkes for dem i overlegen stil. Javel, der gik måske lige lovlig stadion-gøgl i den med instrumentlir, sing a long og sing a long TIL instrumentlir, for nogens smag, men jeg synes det var festligt. Om end der måske lige var et nummer eller to med en snert af lurende tomgang midt i sættet.
“Hung, Drawn & Quartered” gik over i en helt forrygende udgave af “Stalingrad” som indledning på koncerten, og derfra havde Accept stort set de fremmødte i deres hule hånd indtil slut. En herlig blanding af alt fra gamle “rockere” til de helt unge, hvis forældre måske ikke engang var født da Accept startede karrieren?
Der blev spillet luftguitar, nikket med, rocket ud… det var en old school metalfest i komprimeret udgave, med alt hvad man nærmest kunne ønske sig. Og når man så tilmed bliver underholdt af et rutineret og topprofessionelt orkester, der spillede forbandet medrivende og levende, så måtte man bare overgive sig. Forsanger Mark Tornillo, der kun har været med siden 2009, fik en til at glemme alt om fortidens stemmer, han leverede edderhylme varen. Konstant nærværende, energisk uden at virke manisk og med en veljusteret skærebrænder vokal der klædte de gamle klassikere som “Metal Heart” og “Balls To The Wall”.
Jeg havde frygtet, at skulle være vidne til en flok pensionsklare gubber med stive led, som stod og besudlede eftermælet foran et ligegyldigt publikum. Jeg tog heldigvis grueligt fejl. Det her var feststemt heavy metal spillet i suveræn stil, uden skyggen af behov for en rollator eller en hjertestarter. “Fast As a Shark” afsluttede det potente party, og jeg ved ikke om de er lige så hurtige som en haj, men Accept halsede på ingen måde efter nogen som helst på Copenhell.
Newsted, Hades **** (4/6)
Meget heldigt at Hades scenen lå lige ved siden af, for Jason Newsted er åbenbart Accept fan og ifølge konferencier Carsten Holm havde han stået og rocket med til sine gamle helte. Om det var det, der ansporede Newsted til at trykke den af, ved jeg ikke, men det er da muligt at han har tænkt, at de gamle tyske røvhuller ikke skulle løbe med al opmærksomheden. I hvert fald blev koncerten med Jason Newsted og band en af de større positive overraskelser for mig på Copenhell. What the hell? Det var jo fedt og slet ikke den halv-slappe oplevelse som jeg synes studieindspilningerne tydede på??
Den tidligere Metallica bassist (da kom det) nød muligvis også godt af kun at have tid til et sæt på 8 sange, for en længere seance havde måske været lidt trættende. Men nu skal de/han jo ikke bedømmes på hvad der ikke skete, og det vi fik fra scenen virkede tændt og med et skær af “nødvendighed”. Newsted fremstod som om han var kommet for at vise, at “new guy” sagtens kunne stå på egne ben. Derfor virkede det måske også lidt underligt, at han valgte at afslutte den forholdsvis korte koncert med Metallica nummeret “Whiplash”. Men om ikke andet, så var det da en godt affyret hyldest til fortiden.
Jason Newsteds nutid består af en blanding af klassisk thrashede toner, med afstikkere ud i noget der kunne minde om tung Mötorhead. Eller “truck n’ roll metal”. “Soldierhead” og “Skyscraper” overbeviste med masser af pondus i starten af koncerten, men højdepunktet var den truckede “King Of The Underdogs”, der monotont, men mægtigt, tromlede ud af den uendelige motorvej. Med en Jason Newsted bag rattet, der naturligvis godt kan spille bas, det ved vi, men som også gjorde sig flot som frontmand. Forsanger? Tja, vokalen faldt på ingen måder igennem, skal vi ikke sige det sådan.
En behagelig overraskelse i solen, og som den ukrukkede og jordbundne frontmand sagde: “Metal is what brings us together, and metal is what keeps us together”. Han virkede sgu som én man gerne ville drikke en bajer med.
Grave, Pandæmonium, ingen bedømmelse
Så åbnede sluserne sig sgu for alvor for en stund over Refshaleøen, og jeg havde naturligvis glemt alt om regntøj.
De lod til at trodse regn og blæst med oprejst pande på scenen, men da jeg selv var en mega kylling og stod i en form for “læ” for langt fra scenen til at kunne anmelde det fair, så vil jeg bare sige: godt kæmpet!
Testament, Helviti, **** (4/6)
Hvis man inden havde spekuleret over, om Testament i 2013 nu også var store nok til at være hovednavn på festivalens største scene, så vidnede det store forventningsfulde publikum om, at det var ganske unødvendigt. Til trods for, at regnen ikke helt ville slippe sit tag op til koncertens start, så var der stimlet en imponerende skare sammen for at se om Testament kunne leve op til sidste års fantastiske Dark Roots Of Earth album.
Det kunne de delvist, men ikke helt. De kom faktiske fra start i langt fra prangende form, med en noget sjasket version af “Rise Up”, der også åbner Dark Roots Of Earth. Et ellers prægtigt “call to arms” nummer, som får blodet til at pumpe godt – så er vi klar til kamp. Men her sejlede både band og lyden en smule retningsløst rundt, måske var alle blevet kolde op til koncerten på grund af vejret?
“More Than Meets The Eye” blev fulgt op af “Native Blood”, den blændende førstesingle fra DROE, og sejlede det en smule i begyndelsen, så var dette her en grundstødning. Nummeret, der i følge forsanger Chuck Billy betyder meget for ham, måtte simpelthen genstartes efter vi nåede første omkvæd. “Sorry, we fucked it up”, lød det fra den efterhånden noget runde forsanger, og hvad der præcis gik galt ved jeg ikke, men det lød helt skævt. Men så skete der noget, var det et wake up call for bandet? Genstarten fik i hvert fald bandet til at virke som forvandlet.
Hvor de inden fremstod noget retningsløse i deres levering af sangene, og Billy med sin mikrofon på transportabel stang tøffede lidt ufokuseret rundt på scenen, så svingede det pludselig. “True American Hate” ramte niveauet fra DROE, og Testament begyndte at lyde som det, jeg havde håbet på – et aldrende band, der har fået fornyede kræfter og oplever lidt af en karriere genfødsel.
Efter det fremragende titelnummer “Dark Roots Of Earth”, gik der stort set greatest hits sæt i den koncerten ud: “Into The Pit”, The New Order”, “Alone In The Dark”, “Over The Wall”, “The Formation Of Damnation” og hvad de ellers hedder. Var Testament bare begyndt at ruste en smule i på grund af vandmasserne fra oven, og skulle lige have banket den af de stivnede metal-led? Kunne virke sådan. Ærgerligt med den mislykkede indledning, men bandet rejste sig flot og fik bevist, at der stadig er noget tilbage i tanken.
Bornholm, Pandæmonium, *** (3/6)
De ungarske dødsmetallere med det eksotisk klingende navn, var måske en af Copenhell’s “se dem før de bliver store” bookinger. Hype kanonerne har i hvert fald været kørt i stilling, med “dem her må du bare se” skudsalver, men åbenbart lidt for døve ører. I hvert fald virkede det som en af de mere tyndt besøgte koncerter, selvom de hårde toner trak flere til i løbet af koncerten.
Jeg må sige, at Bornholmerne aldrig rigtig fik overbevidst mig om at de er nogen man behøver holde øje med fremover. Jo, det var veludført og hårdtslående døøøøj, men var det specielt interessant, banebrydende eller bare medrivende om ikke andet? Ikke rigtig. Der blev skreget igennem på klassisk manér, svunget med det lange forsanger garn så man selv blev helt svimmel af at se på det og skraldet igennem på instrumenterne. Desværre var lydbilledet også lidt skraldet, der hvor jeg stod til højre for scenen, så Bornholm’s lyd aldrig blev så alt omsluttende eller knogleknusende, som man kunne have håbet på – det havde måske reddet en stjerne mere.
Men deres “middelalder læder-ridder” look var da meget cool.
Essence, Pandæmonium, *** (3/6)
Efter Down’s stenede toner rumlede færdig på Helviti (læs anmeldelsen HER), så halsede jeg tilbage til den lille scene for at opleve aalborgensisk thrash leveret af Essence. Bandet har i min optik udsendt en kandidat til årets album i form af Last Night Of Solace, og mine forventninger var noget skruet i vejret. Nok for meget, viste det sig. Af en eller anden grund, og det kan altså ikke udelukkes at det skyldes mine egne skyhøje forventninger, så formåede Essence ikke at leve op til niveauet på den plade. Det var måske også for meget forlangt, men jeg blev på mange punkter ramt af en følelse af middelmådighed.
Hvor vokalen på Last Night of Solace er sønderflænsende og ikke til at ignorere, så hev den mig aldrig helt ind i musikken her. Muligvis lidt unfair at sammenligne en indspilning med live udgaven, men det var lidt som om den druknede og aldrig blev markant nok. Instrumenterne baldrede ellers godt igennem, lige fra åbningen med “The Final Eclipse”, der også åbner LNOS. Et prægtigt muskuløst stykke thrash, men på Copenhell savnede jeg den sidste tyngde.
Når man har begrænset spilletid på en lille scene, så havde jeg måske også styret udenom den brummende bas-solo intro på “Blood Culture”, og bare sørget for at komme ud over stepperne. Jeg mener, det varr jo ikke en eller anden start-90er metal-marathon koncert, der var i vente. Men kan applaudere lysten til at give det hele en følelse af klassisk metal-koncert, med alt der hører til, men spørgsmålet er, om det var fornuftigt, når tiden er så begrænset.
Ud over stepperne gik det til gengæld med “For The Fallen”, et af de mere catchy og melodiøse numre fra LNOS. Desværre faldt den ellers glimrende sang lidt til jorden for mig, da den i mine ører blev alt for røvballet. Sangen rummer i forvejen en del Volbeat tendenser, på den gode måde, hvor det ikke er et fy-ord, men her kammede det over for mig, i forhold til den mere tunge studie udgave.
For høje eller forkerte forventninger eller ej, beklager, det her efterlod mig skuffet, selvom Essence bestemt prøvede at levere varen på scenen.
Alt i alt var der flere fuldtræffere på programmet lørdag end fredag, i hvert fald for undertegnede – der holdt fri under King Diamond, og lod utallige andre medier om at skrive rosende ord om Kongens genkomst.
Dette var min første tur i et herligt helvede på Refshaleøen, men jeg vender helt sikkert tilbage. Vi ses derude i 2014!
Anmeldt af Kodi
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock – se flere billeder på Facebook. Fredag, lørdag og stemningsbilleder.
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
