MTV Headbangers Ball ramte et godt fyldt og feststemt Beta lørdag aften, hvor Solbrud, By The Patient og Helhorse på hver deres måde fik givet flotte smagsprøver på, hvad dansk metal anno 2013 kan byde på.
Efterhånden allestedsnærværende Anders Bøtter (Sort Søndag), i hvert fald når det gælder musik i den tungere afdeling, fungerede som konferencier denne aften, og leverede som sædvanligt en tilpas engageret indsats, uden at forsøge at stjæle billedet. Man føler sig bare i gode hænder, når rammen fuldendes med en mand, hvor man kan mærke, at krop og sjæl brænder for metalmusikken – sammen med en flok “ligesindede”.
Det samme kan siges om det talstærke, og mestendels engagerede, publikum, en broget flok af metalhoveder i alle tænkelige afskygninger, som man kender det fra denne slags arrangementer. For selve line-uppet var også i den brogede ende, med 3 bands med relativt forskelligt musikalsk og scenemæssigt udtryk. Her var det klart aftenens første navn, black metal kvartetten Solbrud, der skilte sig mest markant ud. Idéen med at lade dem starte var umiddelbart fin, da de 2 efterfølgende bands trods alt lød lidt mere beslægtede, men det fik også på godt og en lille smule ondt, udstillet at Solbrud er en helt anden størrelse.
Solbrud ****
Da vi oplevede bandet live for første gang i sommers på Pavilion Junior under Roskilde Festivals Warm Up dage, var det lidt af en totaloplevelse. Badet i voldsomt, men simpelt, scenelys og med masser af røg, endte det med at blive en seance, hvor man blev suget helt ind i Solbruds mystiske musikalske univers, og svævede helt væk i larmen på grund af det overvældende sansebombardement. På Beta fremstod de, og deres musik, måske ikke overraskende, knap så other-worldly og langt mere menneskeligt – og så røg den del af illusionen, hvor man blev komplet opslugt, desværre lidt. Momentvis, under mægtige numre som “Bortgang” og “Skyggeriget”, røg jeg på indre flyvetur, men det var altså kun i glimt denne gang.
Det nedskalerede set up skal ikke ligge bandet til last, naturligvis, det er de færreste bands forundt, at have en Roskilde produktion i ryggen når de indtager spillesteder rundt i landet, men det fjernede lige den følelse af magi, som de var beriget med på Pavilion Junior. Når det er sagt, så er Solbrud et ungt orkester, der fremstår ekstremt målrettede og dedikerede omkring hvad de vil, og hvordan de gør det. Det blev til et enkelt “tak”, eller var det udelukkende musikken der var i fokus. Lyden kunne indledningsvis godt have været lidt højere og mere massiv, men det var som om det blev rettet til i løbet af den cirka 45 minutter lange koncert, måske fordi der ganske enkelt kom mere smæk på i numrene.
Solbrud kan deres kram, de lader instrumenterne og forsangerens desperate skrigevokal tale for sig selv og gør absolut intet for at virke leflende eller være crowd pleasere. Den kompromisløse tilgang til den rendyrkede atmosfæriske black metal klæder musikken ekstremt godt, og bandet virker på mange måder som en “færdig pakke”. Man kan ikke andet end være imponeret over den musikalske side af sagen, men man stod altså lige og manglede den sidste lille detalje i præsentationen denne aften for at det kunne matche det mørke triumftog på Roskilde Festival.
Hold øje med dem!
By The Patient ****
I nærmest diamentral modsætning til Solbrud var dødsmetallerne By The Patient’s optræden, der med frådende energi appellerede til den indre skallerhjerne og fik Beta til at svede for første gang denne aften. Hvis man stod og var faldet lidt hen i egne tanker under Solbrud, så var det her et gedigent los i løgene, som rev én ud af drømmeland.
Da jeg oplevede bandet på Copenhell i sommers, var jeg ikke helt overbevist, energien var unægtelig god, men jeg blev ikke helt revet med af løjerne. Det kan skyldes dagsformen lige på det tidspunkt, for lidt væske, eller at jeg er et træhoved, hvem ved, men kritikken fra i sommers var helt klart lidt forfejlet fra min side. For By The Patient gav den eddersparkeme gas på Beta! Ført an af indpisker og forsanger Tan Møhl-Hansen, der allerede fra start moslede rundt på den lille scene i bar overkrop (så ved man da, at han forudså at komme til at få det varmt), bumlede By the Patient sig igennem et godt sammensat sæt af højoktan old school død, og numre hvor tempoet fandt et godt mellemleje groove – det var især de sidste numre der tiltalte mig mest.
De par gange jeg har fået lyttet deres seneste album Premonitions igennem, har jeg haft svært med helt at blive fanget, men denne aften på Beta fik musikken et solidt greb i mig. Ikke mindst synes jeg, at det klæder vokalen at blive hørt live, måske fordi den får mere personlighed live? Hvor om alting er, på tunge lækkerier som “Where Time Collapsed” og “Veil Of Depression” følte jeg både at det trak i nakken og gav et godt hug i dunken, så hvad det end skyldtes, så blev den lidt flade fornemmelse, som Copenhell koncerten efterlod, tromlet helt ned under gulvbrædderne på Beta, af en velsmurt dødsmetal maskine.
Hen imod slutningen mistede jeg pusten en smule, men alt i alt leverede By The Patient en bundsolid og til tider ret medrivende omgang skallesmækker metal.
Helhorse *****
Jeg har svært ved at sætte en finger på det aftenens afslutningsnavn Helhorse leverede, derfor er det også på grund af detaljer og de små ting, at den 6-benede hest ikke får absolut topkarakter. Netop det, at Helhorse er en potent krikke med 6 ben, gør at de både har masser af strenge at spille på, men også at de rent visuelt er et lidt særpræget band at kigge på. Det ligner simpelthen mindst 2 forskellige bands der er smeltet sammen, hvis ikke flere – og musikken afspejler det også.
Rent musikalsk har Helhorse formået, at få den muterede hest til at mestre både trav og galop til nær perfektion, sammensmeltningen af hardcore, punk, sludge og rock ‘n metal er en ren nydelse at lægge ører til. Men deres udtryk på scenen er altså lidt kuriøst for øjnene, det minder mig på en måde om første gang jeg så Kellermensch, da tænkte jeg i glimt, “hvordan pokker kender de her meget forskellige mennesker hinanden?”. Det bliver aldrig forstyrrende for oplevelsen, men man tænker alligevel (og her er vi ude i regulært flueknepperi, for jeg går ved gud normalt ikke op i hvordan folk ser ud på en scene), at denne visuelle del er det allersidst bandet mangler for, at ligne det band fra rockens superliga, som de allerede spiller som.
Et sidste aber dabei, inden hesten skal fodres tyk (eller små-fed og almindelig, som de siger i Olsen Banden) med ros og lovprisning, nogen ville nok have savnet en lidt mere varieret sætliste. Sættet bestod næsten udelukkende af numre fra det nyeste album Oh Death (anmeldt til 5 stjerner her), så på en måde kom det lidt til at minde om en releasekoncert for den plade. Det gjorde dog ikke mig det mindste, jeg elsker numrene fra Oh Death til.. ja… døde.
Bibelcitatet om hestens komme, blandt andet kendt fra Johnny Cash’s “The Man Comes Around”, annoncerer Helhestens ankomst, inden “Fuck Art, Let’s Kill”, der også åbner Oh Death, blæses afsted som krasbørstige åbningssalut. Fra de første takter af dette fængende og virile nummer, til forsanger Mikkel Wad Larsen annoncerede sidste nummer, et cover af Corrosion of Conformity’s “Albatross”, med ordene “definitionen af at få lort til at svinge”, havde Larsen og resten af gruppen publikum i deres hule hove. Hvis det var sveddryppende under By The Patient, så blev det decideret plaskvådt i løbet af Helhorse’s magtdemonstration på hjemmebanen. Kulminerende med en fin Beta-sized moshpit under “Get Drunk, Get Mad, Get Even”, og en forsanger der blev båret rundt i den forreste del af lokalet på skuldre og hænder af 6-8 dedikerede gutter. Her manglede man egentlig bare, at han lå i en åben kiste, uden at lyde alt for morbid, for at Oh Death temaet havde været helt fuldendt. Dermed ikke sagt, at resten af salen ikke var med, der blev sunget lystigt med på de nye numre, klappet de rigtige steder og viftet med næverne når det var påkrævet – hjemmebanepublikummet virkede tændte og Helhorse kvitterede med en ditto indsats!
Udover en velbrølende Mikkel Wad Larsen, der også live er udstyret med lidt af en gravkammer-røst, i centrum, gør bandet brug af rasende skrig og små-psykotiske vredesudbrud leveret af Aske Kristiansen ude på fløjen. Når han ikke lige skulle styre tangenter under numrene, hang han nærmest som en besat abekat helt ude over scenekanten, og oppe i loftsrørene – så Helhorse er et band der på alle fronter, og bogstaveligt talt, kommer ud over scenekanten. I det hele taget virker det som et band, der er forbandet stolt over at levere materialet fra Oh Death og gør det med hver en fiber i kroppen. Om det så er bassisten, guitaristerne, trommeslageren, eller de 2 frontmænd, hver især er mange af dem måske ikke musikalske verdensmestre, men sammen får de det til at svinge og eksplodere i et fornemt kontrolleret kaos, som var det med livet som indsats, at synge om døden.
De udfarende numre som “The Carnal Rage” fyres af som præcise og sønderivende skudsalver, imens man bare bliver rykket rundt og pløjet over af mere melodiske sejtrækkere som “Climb Through Fire”, mægtige “Scorch The Earth” og årets metalsang “Death Comes To The Sleeping”. Og jeg mener oprigtigt, at sidstnævnte er blandt de bedste, hvis ikke netop det bedste, i den tungere ende, der er udsendt på plade i år.
Helhorse lyder og agerer som en sammentømret enhed, der er klar på meget mere og større ting. De har fået vist at de kan tøjle en 6-benet hingst’s kræfter, så jeg gerne lægger mig fladt ned og lader mig trampe flad af Helhesten, både som i lørdags på Beta og en anden gang (kom så Roskilde, grow a pair).
Det her var sgu næsten definitionen af at få lort til at svinge.
Anmeldt af Kodi
Billeder: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
