Så blev det dælme december. Og ingen december uden en julekalender, sådan er det. Vi disker op med 25 små historier, fra festivalen der er grunden til, at denne lille musik-butik er i verden i dag, nemlig Roskilde Festival.
Siden 1995 har Thomas fra GFR nemlig betrådt markerne lidt uden for Roskilde, og i år ramte 25 år i træk. Så i dagene frem til jul, vil der hver dag, blive åbent for en låge, startende den 1.december med det første år, 1995. Det lille tilbageblik vil omhandle den største oplevelse det pågældende år, hvilket kan være alt mellem himmel og jord, men dog mest musik.
6. december – 2000
Da mørket ramte Roskilde
Ja, år 2000, et år der startede forrygende, men endte helt uendeligt trist. En fantastisk lejr, pisse hyggelig, der var bygget op som en hule, teltene i rundkreds og fuldstændig aflukket med pavi og presenning, eller Prins Henning, som vi kalder ham. Camping Scenen placeret et dåseølskast væk fra campen og Servicecenter Vest lige rundt om hjørnet, perfekt. Det eneste der ikke var perfekt var vejret, det var pænt sagt, helt horribelt. Regn, vind og pisse koldt.
Det musikalske højdepunkt var åbningen af Orange Scene, som de gæve surfrockere fra The Tremolo Beer Gut stod for. Deres musik stod i skarp kontrast til vejret, og koncerten blev overværet godt polstret med tøj og med en halv liter Gammel Dansk i hånden, der blev delt sammen med et par camp kumpaner. En perfekt start på musikken.
Den perfekte start fik dog en brat ende et døgns tid senere, og det dårlige vejr spillede en hovedrolle. En times tid efter Pearl Jam var gået på Orange Scene, ramte katastrofen og ni yngre mænd omkom. Vejret havde hele aftenen været helt abnormt dårligt, med en del regn og specielt vinden var harsk. Den kastede lyden rundt foran Orange, hvilket fik publikum til at presse frem mod scenen og skubbe til siderne. Normalt var vores faste koncert pladser, helt oppe foran scenen, men da vores lille gruppe talte et par førstegangs deltagere, hvoraf den ene havde fødselsdag, havde vi bestemt os for, at overvære koncerten cirka midt på pladsen, så vi samtidig kunne fejre ham. En heldig beslutning.
Herefter drejede intet sig om musik, det første døgn gik med at forstå hvad der var sket, og at få kontaktet forældre, for at fortælle alt var ok. En lidt op ad bakke opgave, da det var de færreste der havde en mobil og udbuddet af telefonbokse var begrænsede. Men alle var gode til at hjælpe hinanden, og telefoner blev lånt på kryds og tværs.
Der blev talt om at pakke sammen, og søge mod Jylland, men beslutningen blev, at blive festivalen ud, så det gjorde vi. Og det er jeg i dag glad for, da det var en god måde at bearbejde den meget chokerende oplevelse, sammen med så mange andre, der var i samme båd.
Årets oplevelse (hvis man kan kalde den det) var uden tvivl, sammenholdet der herskede efter tragedien, mellem de tilbageblivende festivaldeltagere. Et sammenhold der fik skabt lys i mørket, for festivalens fremtid.
