Home Seneste December 2019 - Nyheder GFR julekalender 2019 – 17. december // Roskilde 11

GFR julekalender 2019 – 17. december // Roskilde 11

1212
0

Så blev det dælme december. Og ingen december uden en julekalender, sådan er det. Vi disker op med 25 små historier, fra festivalen der er grunden til, at denne lille musik-butik er i verden i dag, nemlig Roskilde Festival.

Siden 1995 har Thomas fra GFR nemlig betrådt markerne lidt uden for Roskilde, og i år ramte 25 år i træk. Så i dagene frem til jul, vil der hver dag, blive åbent for en låge, startende den 1.december med det første år, 1995. Det lille tilbageblik vil omhandle den største oplevelse det pågældende år, hvilket kan være alt mellem himmel og jord, men dog mest musik.

17. december – 2011

Et lidt syret år…

2011 bød på et helt fint program, vejret var ok, der dog faldt ca. 28 mm. regn, men mindes ikke det var en udfordring – det faldt sgu nok godt spredt. Det var også Camp Gnu’s sidste rigtige camp på almindelig camping. Og så var der noget med en snus-overdose!?

Mja, 2011, det var sgu lidt et skørt år. Programmet var som sådan meget fint, vejret som sagt svingende, men det slog ikke nogen ud, tværtimod. Camp Gnu var skrumpet en smule i forhold til de seneste 3-4 år, hvor der var skruet helt op for volumen. Men det gjorde ikke festen mindre, næ nej, den stod stadig på rigeligt med rock, Happy Vino og øl festivalen igennem.

Det var også året, hvor vores elskede Camp Gnu flag blev stjålet af gemene banditter, der havde fældet vores 1000 barduners flagstang, og rendt afsted med det uvurderlige flag. Én blev sur!

Og så var der noget med noget snus, der havde sneget sig ind i Camp Gnu. Jeg blev lokket til at nappe en “dræber-snus”, som det første fredag morgen, og nu er jeg ikke vant til snus, cigaretter eller nikotin for den sags skyld. Så efter noget tid med dræber-snus i kæften, begyndte effekten at indtræffe, og snus-overdosen indtraf. Ikke den fedeste tilstand at være i, lige den dag var det pænt varmt, og det eneste jeg kunne, var at sidde i min campingstol og sumpe. Det var liiiidt træls, der røg en hel dag, men learning by doing, har ikke haft snus i kæften siden. Tak for hjælpen Jesper.

Gode koncerter var der nok af. Oh Land, The Strokes, L.O.C. (Og Jim Beam), Bad Religion, hvor jeg var i pitten for første gang, siden den så dagens lys i 2001, Arctic Monkeys, Mastodon, Portishead, og The Raveonettes.

Men Spids Nøgenhat tager prisen som årets musikalske oplevelse. De spillede lørdag nat kl. 3 (tror jeg), det var åndsvagt sent, og måske lidt cocky at smide dem på som de sidste på Pavillion. Men hold nu kæft hvor alt faldt i hak til den koncert. Publikum, der var godt pakket, var med, lyset, scenen og selvfølgelig musikken. Det var en helstøbt oplevelse på en fantastisk syret facon, og en koncert man ikke lige gik fra, tror vi blev hængende en lille halv time, for at sunde os lidt. Og for lige at få campmedlem Mongo, ned fra en pæl han var kravlet op i.

Årets oplevelse: Spids Nøgenhat (og faktisk også snus-overdose).

 

 

 

Previous articleSonic Moon: Usually I Don’t Care for Flowers ★★★★☆☆
Next articleIse: Født På Kanten ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.