Home Artikler April 2014 - Fokus GFR Fokus: SPOT Festival 2014 – Anbefalinger torsdag-fredag

GFR Fokus: SPOT Festival 2014 – Anbefalinger torsdag-fredag

3404
0

Årets udgave af SPOT Festival byder på et væld af spændende navne indenfor alle mulige tænkelige genrer. De fleste af dem fra vækstlaget i dansk musik – og der er selvfølgelig rigtig mange gode rocknavne i mellem. Vi prøver at give et overblik og nogle anbefalinger til, hvad du i hvert fald bør tjekke ud, hvis du har en billet. 

Jeg kan lige så godt skrive det med det samme: Der er virkelig mange koncerter, jeg gerne vil opleve til årets Spot Festival – og nogle af dem når jeg givetvis ikke. Sådan er vilkårene på en festival som Spot, der skal showcase artisterne til branchefolk, både danske og udenlandske.

Nogle bands er allerede etablerede navne, og deres tilstedeværelse på Spot retfærdiggøres primært ved at de skal promoveres i forhold til udlandet, og ellers fungere som trækplastre i forhold til billetsalg, men langt de fleste bands er relativt nye navne, der ofte kun har enkelte udgivelser bag sig, og bruger Spot som affyringsrampe i forhold til at blive kendt i bredere kredse. Spot ER i høj grad en branche-festival (der er også seminarer og paneldiskussioner om digitalisering, pladeselskaber, lydkvalitet, filmmusik og meget mere), men der er altså også mange fine oplevelser at komme efter som almindelig publikummer. Herunder har jeg samlet de navne, jeg anbefaler ud fra tidligere live-oplevelser eller EP/album-lyt, eller som jeg selv vil tjekke mere ud, på baggrund af spredte lyt og omtale.

Torsdag d.1. maj

Festivalen starter egentlig først “rigtigt” fredag, men allerede torsdag skydes løjerne i gang med et åbningsarrangement på Train. Her er der, ud over en åbningstale ved Gunnar Madsen fra ROSA (Dansk Rock Samråd), også koncerter med Ashibah, De Dødelige og ikke mindst Reptile Youth, som skulle være lidt af en energi-ekslosion live. De spiller i øvrigt også fredag aften

Fredag d.2. maj

Så er det med at holde på hat og briller, for allerede fra fredag eftermiddag er der godt gang i koncerterne.

Kl. 15.30: Broken Twin, Store Sal (Musikhuset)

Vi starter tidligt, hvor Broken Twin, som allerede har fået rosende ord i flere udenlandske (og danske) medier, indtager Store Sal. Broken Twin, alias sangerinden Majke Voss Romme, udgiver debutalbum mandag d.28. april, og til koncerten på Spot bakkes hun op af et tre-mands band. Der bliver blandt andet trukket sammenligninger til Joni Mitchell og engelske Daughter.

Kl.17.05: In Lonely Majesty, Filuren (Musikhuset)

Folk, i denne inkarnation med især irsk inspiration, er der naturligvis også på programmet til Spot. Jeg kender egentlig ikke voldsomt meget til In Lonely Majesty, ud over de er med i Karrierekanonen og har et godt tag på kor og banjo, og det er næppe helt skidt sidst på eftermiddagen.

Kl. 18.30: Shiny Darkly, SCC

Den mørkrandede trio, Shiny Darkly, har netop udgivet debutalbummet Little Earth, og deres mørke blanding af post-punk og shoegaze kunne godt gå hen og være et hit live.

Kl. 18.30: Franklin Zoo, Spot Royal

Samme tid finder vi en gammel GFRock kending, nemlig Franklin Zoo, som vi blev opmærksomme på under netop Spot Festival for 2 år siden. Ikke at bandet dengang var på plakaten, men til gengæld uddelte de gratis EP’er og holdt en showcase koncert på Backstage, udenfor festival-området. Siden dengang har vi oplevet bandet flere gange, ligesom de udsendte debutalbummet Untamed sidste år, en udgivelse kollega Ken gav 5 stjerner og blandt andet kaldte “en fed tungrock udgivelse fra et velspillende og erfarent orkester”.

Kl. 19.15: Liserstille, Radar

Post-rock og progressiv rock er hvad aarhusianske Liserstille leverer. Bandet har efterhånden nogle år – og udgivelser – på bagen, men udtrykket udvikler sig hele tiden, som de senest viste med Flight of Belljár, som fik 4 stjerner, da kollega Ken anmeldte albummet sidste år. Bandet er ikke bange for at eksperimentere med lyd og instrumenter, så her kunne godt gemme sig en spændende oplevelse.

Kl. 19.45: Electric Eye, Atlas

Vi klemmer lige et enkelt norsk navn ind, i form af Electric Eye, som spiller psykedelisk rock med inspiration fra blandt andre Wooden Shjips og The Black Angels. Bandet  består af musikere fra blandt andre The Megaphonic Thrift, Junip og The Low Frequency In Stereo, hvilket borger for kvalitet. De får lov at låne mine ører midt på aftenen fredag.

Kl. 21.00: Choir of Young Believers, Voxhall

Jeg var temmelig glad for Choir of Young Believers’ debutalbum, This Is For The White In Your Eyes, som efterhånden har nogle år på bagen. Deres seneste udgivelse, Rhine Gold, har jeg ikke rigtig fået lyttet til, og der har været stille omkring bandet i noget tid. Nu er de dog samlet igen og på vej med nyt materiale, og formen skulle være i orden, da de netop har turneret med Depeche Mode.

Kl. 22.30: Of the Wand and the Moon, Filuren (Musikhuset)

Dark folk hedder genren for anmelderroste Of the Wand and the Moon, som jeg i flere omgange har haft planer om at tjekke ud, men af en eller anden grund er jeg aldrig kommet længere end at høre et enkelt nummer hist og her. Nu skal det være, så den mørke og melankolske version af folken får chancen i aftenmørket.

Kl. 00.00: The Woken Trees, Filuren (Musikhuset)

Seks mand store The Woken Trees fik et halvt gennembrud for et års tid siden med debuten NNON, som jeg anmeldte til topkarakteren 6 stjerner. Siden har jeg oplevet bandet nogle gange live, og deres sammensmeltning af dyster post-punk og psych-rock fungerer også upåklageligt live, hvor den leveres intenst og ledsages af et heftigt lysshow. Perfekt til en midnatsseance.

Tjek også: Rocqawali (15.30, SCC), Disa (16.30, Atlas), The Broken Beats (16.45, Spot Royal), Afenginn (17.30, Store Sal), Alcoholic Faith Mission (17.30,Voxhall), Sonja Hald (19.05, Filuren), Tusq (19.30, Foyer), Dance With Dirt (kl.20.15, Spot Royal – lille scene), The Sandmen (kl. 21, Spot Royal), Communions/Hand of Dust/Iceage/Lower (Kl. 22-01, Atlas), Powersolo (22.15, Radar) og Chorus Grant (22.15, Store Sal)

Lørdag byder naturligvis også på en masse spændende navne. Vores anbefalinger kan du læse her på siden i morgen.

Tjek hele musikprogrammet til Spot Festival HER.

Af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleGFR Fokus: Interview med Electric Hellride
Next articleGFR Fokus: SPOT Festival 2014 – Anbefalinger lørdag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.