Året nærmer sig med drastiske skridt sin afslutning og det betyder at det er tid til at kigge tilbage. Så ligesom sidste år følger her GFRock redaktionens 3 medlemmers bud på danske favoritudgivelser i 2013. Læs vores Top 5 danske favoritter HER.
Vi har valgt betegnelsen “favorit”, for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet. Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for redaktionsmedlemmernes favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.
Top 5 internationale udgivelser 2013 (Album, EP, stream osv.)
BONDE:
Kun at skulle udvælge 5 internationale albums fra 2013 har ikke været en helt nem opgave, da jeg synes der er blevet spyttet rigtig mange gode albums ud i årets løb. Meeen, der er jo altid en bette håndfuld, der er blevet hørt en anelse mere end andre udgivelser, og selvfølgelig nogen, hvor man ved med det samme at det er en seriøs kandidat til årets top 5. Her har I min…
1) Honningbarna: Verden Er Enkel
Det er meget sjældent at andet album lever op til debuten, men i Honningbarna’s tilfælde overhalede to’eren Verden Er Enkel i den grad 1. album, La alarmane gå. Et helstøbt melodisk punk-rockende energibundt, der river lytteren med på en tur i Honningbarna’s verden, som ja, rent faktisk er enkel, uden på noget tidspunkt at blive kedelig. En 1. plads på min liste til de gæve nordMÆND, for ja, de er blevet mere voksne siden debuten i 2011.
2) Arctic Monkeys: AM
BOM! Så overraskede de unge briter igen igen. Jeg må erkende at jeg ikke havde de store forventninger til AM, og derfor gik der lidt tid før den røg på anlægget. De gode gamle skallerhjerne sange er droppet, og i stedet for har polar aberne skruet et sexy-lummert-voksen-rock album sammen. Helt klart et album der bliver på min iPhone langt ind i 2014, og lige før den bør dele 1. pladsen med Honningbarna.
3) Black Rebel Motorcycle Club: Specter At The Feast
Mine store forventninger til Black Rebel Motorcycle Club’s 6. studie album (7. hvis man tæller The Effects Of 333 med som officiel udgivelse), og de blev uden tvivl indfriet. Et helt igennem rockin’ album, hvor det er meget svært at finde et svagt nummer, albummet indeholder elementer fra deres tidligere albums, og samler dem på fornem vis, på et af årets mest rockende skiver.
4) Queens Of the Stone Age: …Like Clockwork
Puha, …Like Clockwork og undertegnede var absolut ikke gode venner ved de første gennemlytninger, faktisk røg albummet tilbage på hylden af ren skuffelse. Men efter en lille pause var enten pladen eller jeg total forandret, for hold da kæft hvor er …Like Clockwork et sublimt album, og ikke mindst, noget af det bedste rock snedkeri længe hørt. Man kan ikke andet end at bøje sig i støvet for den gode Josh Homme.
5) The Veils: Time Stays, We go
The Veils er i min optik et klart overset band, der siden debuten The Runaway Found i 2001, har leveret kvalitets udgivelser. Dog har bandet med Time Stays, We Go overgået dem selv og kreeret et rock album der fortjener blive hørt af rigtig mange mennesker. Så er du til alternativ rock, så gør dig selv en tjeneste, og brug en time af dit liv på Time Stays, We Go.
JUDAS:
Jeg har ikke fået hørt så meget musik fra det store udland, som jeg egentlig gerne ville, men det er trods alt alligevel blevet til en del. 3 af de albums jeg har med på min top 5 har jeg ikke nået at anmelde, så de får lige lidt ekstra ord med på vejen.
1) Ty Segall: Sleeper
Sleeper er netop et af de albums, der aldrig fik en anmeldelse med. Ultra-produktive Ty Segall’s livtag med en mere afdæmpet, overvejende akustisk lyd er faldet rigtig stærkt ud med 10 stærke sange, som er mere melankolske og tænksomme end Segall’s sædvanlige udtryk. Her er ekkoer af britisk rock fra The Beatles og frem, og samtidig er det imponerende hvad Segall får ud af ganske simple virkemidler. For eksempel på glimrende ‘The Man Man’. I det hele taget er der ikke ét dårligt nummer på albummet, som manifesterer Ty Segall som andet og mere end en talentfuld støjrocker.
2) Nick Cave and the Bad Seeds: Push The Sky Away
Det er ved at være nogle år siden Nick Cave sidst leverede virkelig stærkt på plade. Men 2013 kom der et nyt Cave-hovedværk til med Push The Sky Away. Det eksplosive og støjende er lagt på hylden til fordel for en mere afdæmpet lyd, hvor der dog hele tiden lurer et eller andet i baggrunden. Især ‘Higgs Boson Blues’ og ‘We Real Cool’ står som beviser på at Cave stadig har meget at byde på som sangskriver. Læs anmeldelsen HER.
3) Arcade Fire: Reflektor
Jeg har været meget i vildrede omkring Reflector, men det er et album, der i hvert fald rummer en række stærke numre og et mindre stilskifte for Arcade Fire. James Murphy i producer-stolen har tilført både glimt af disco og caribisk musik (sidstnævnte måske også tilført af Regine Chassagne fra bandet), men der er nu også stadig glimrende rocknumre i canadierne. Dobbelt-albummet kommer vidt omkring i musikalske udtryk, men Butler’s vokal er fortsat eksistentielt smerteladet og det hele er udført med mange lag af detaljer. Titelnummeret, ‘Awful Sound (Oh Eurydice)’ og ‘It’s Never Over (Hey Orpheus)’ er glimrende på hver deres måde, mens der også er mindre velfungerende numre i mellem. Alt i alt er det dog et album, der viser et band, der forøger spændvidden i udtrykket uden at tabe højde. Det bliver rigtig spændende på Northside i 2014.
4) The Men: New Moon
Amerikanske The Men’s seneste album, Open Your Heart, var jeg tæt på at tage med på min top 5 for 2012, og deres nyeste album klemmer sig ind på dette års liste på en fjerdeplads. New Moon rummer både Neil Young’sk melodiøsitet og fandenivoldsk rocken – faktisk mest af det sidste. Når The Men er virkelig gode formår de at larme så det er en lyst, og det gør de en hel del, især på sidste halvdel af New Moon. Mine højdepunkter på albummet er dog den medrivende ‘Without a Face’ og den herligt larmende ‘I Saw Her Face’ fra albummets første halvdel.
5) Eels: Wonderful, Glorious
Eels er en personlig favorit, og Wonderful, Glorious er i den bedste del af produktionen fra E og co. Det er den mørkere side af Eels, der træder klarest frem på albummet, der byder på flere fine rock-numre. Lige fra starten med ‘Bombs Away’ sørger Eels for deres signatur-blanding af humorisk slacker-rock, naivistisk alvor, sammenbidt arrigskab og sårbarhed. Læs anmeldelsen lige HER.
KODI:
Ligesom kollega Judas, så er internationale udgivelser gledet lidt i baggrunden i år, ikke mindst fordi de danske er kommet til at fylde mere om mere her på gfrock.dk. Men noget har jeg da fået renset øregangene med! Det var et år hvor der er udkommet nye plader fra kapaciteter som QotSA, Nick Cave, Nine Inch Nails, Arcade Fire, og David Bowie, men de er ikke at finde på min top 5 over favoritter – for jeg har, ærgerligt nok, simpelthen ikke fået hørt de plader! Men her er til gengæld 5 jeg har forsøgt at slide op:
1) Alice In Chains: The Devil Put Dinosaurs Here
Det nyeste album fra Seattle veteranerne modtog “kun” 4 stjerner da jeg anmeldte det og forsøgte at være objektivt, men helt subjektivt har det vist sig at være årets mest slidstærke udgivelse i min lille verden. Der er sådan set intet nyt under solen, det skulle da lige være, at der måske endelig er lidt lys i mørket hos Jerry Cantrell og co. Ikke meget, men det kigger lidt frem mellem sprækkerne hist og her. Mest af alt er det bare en helt klassisk hård-rock skive, med et højt bundniveau. Det er måske en sang eller to for langt, men det tilgiver man gerne når man på vej igennem pladen lægger ører til fremragende AIC classic som “Hollow”, “Stone”, “Voices”, “Scalpel”, “Lab Monkey”, “Low Ceiling” og titelnummeret “The Devil Put Dinosaurs Here”. Den personlige smag vinder på denne liste, og AIC rammer plet her i karrierens anden halvleg. Læs den helt vildt objektive anmeldelse HER
2) Carcass: Surgical Steel
Et album jeg først for nylig fik sat på repeat og tid til at dykke ned i, men den var værd at vente på. Carcass er tilbage i forbløffende form, med et album der når godt omkring indenfor de mere ekstreme metal genre, og samtidig fremstår sammenhængende og velstruktureret. Tilsat bestialsk energi, frådende appetit og forbandet fede sange, så er det her et af årets bedste voldelige overfald og en sen personlig års favorit, der ikke bliver slidt op inden de spiller på Roskilde 2014. Læs flere superlativer og volds-metaforer om pladen HER
http://youtu.be/nwczYW4c9yM
3) Then Comes Silence: Then Comes Silence II
Then Comes Silence lyder på deres plade nummer to, som om de åndeligt og musikalsk har fundet deres helt eget sted mellem livet og døden… Det kunne jeg ikke have sagt meget bedre selv. Vent, det ER faktisk mig der har beskrevet Then Comes Silence andet album sådan, et album hvor svenskernes dystre post-punk goth-gazer musik får skabt et forførende dunkelt univers. Et lille musikalsk sort hul man kan falde ned i, hvor bandet afsøger døden på spirituel vis. Den eminente sangskrivning leverer musik, der kunne være et soundtrack til en delikat b-horrorfilm, som har stor “replay value”. Læs anmeldelsen HER
4) Pearl Jam: Lightning Bolt
Nogen sværger til tidlig Pearl Jam (fra Ten til dele af Vitalogy), nogen elsker den mere eksperimenterende periode (Vitalogy, No Code, Yield..), der er dem der foretrækker den søgende midterdel af karrieren (Binural, Riot Act, Pearl Jam), de fleste havde det fint med Backspacer. Jeg er nok mest til perioden Ten til og med No Code, men har nydt dele af de efterfølgende plader i større eller mindre grad, men de senere år savnet, at der kom et PJ album som man gad høre fra ende til anden flere gange. Den kom endelig i år. Lightning Bolt rummer lidt af det hele, til os der elsker Ten og VS’s ungdommelige vildskab, så må man erkende, at den aldrig kommer tilbage – men PJ lyder på Ligthning Bolt mere fandenivoldske end længe. Bundsolid udgivelse, med ikke så få Pearl Jam perler spredt ud over hele albummet. Læs anmeldelsen HER
5) Serpent Eater: Hyena
En lille bister perle af en black/death/hardcore metal-udgivelse, der på kun 6 numre flår alt fra hinanden, som stiller sig i dens vej. Der er ikke så meget at sige, bare læs anmeldelsen HER, den har rigeligt med metaforer for Hyena’s hæsligt skønne brutalitet.
Læs med i morgen, hvor vi kigger lidt på vores favorit koncerter fra 2013 – og husk at tjekke vores danske favorit udgivelser ud lige HER.
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
