Årets Northside Festival var præget af generelt glade miner, omend pladsen på festivalpladsen er blevet lidt trang med 3 scener og 25.000 gæster. Afviklingen er der ikke mange fingre at sætte på, men ikke alle kunstnere leverede lige spændende koncerter, og der er måske også grund til at overveje profilen hos arrangørerne. Det sagt, så var der også stjernestøv over Ådalen et par gange.
Northside får ofte, i de lidt musiksnobbede kredse, jeg bevæger mig i, skudsmålet “hipster-festival”. Nu er det jo en lang diskussion at kaste sig ud i – prøv bare at definere ordet hipster, uden at inkludere dig selv og mindst 80% af dine venner i et eller andet omfang hvis du er i 20’erne eller 30’erne – men ja, Northside lugter lidt af hipster. Der er fokus på økologi i madboderne, de kritikerroste bands, der blev opdaget i P6 segmentet, men har hits på P3, er booket, og festivalen afholdes i Danmarks næststørste by med kun et par kilometer til centrum, så man ikke behøver at lade sit smarte fodtøj, pastelfarvede bukser, spraglede tørklæde eller dyre solbriller blive hjemme, man kan gå hjem, hvis man bliver våd, og være tilbage en time senere i tørt tøj, og der bliver der hashtagget på Instagram i en uendelighed. Alt det ovennævnte er der jo sådan set ikke noget galt med. Det er bare noget andet end Roskilde Festival eller Copenhell (selv om Roskilde også kan være med på et par af de nævnte punkter).
Det praktiske
Årets plads havde form af en lidt skæv trekant på en bakke med 6 meters niveauforskel, hvor de 3 scener var placeret i den lave ende af pladsen. Det gjorde det ret nemt at cirkulere fra scene til scene, men betød til gengæld også at når der var koncerter i gang både på festivalens teltscene og den store, grønne scene tæt på indgangen, så var en del af pladsen skueplads for et uskønt lydmiskmask. Og det betød, at koncerter på den midterste, blå scene, kunne spille hele pladsen op – selv om man måske helst ville undgå at høre musikken. Lidt mere om, hvorfor man kunne have den underlige lyst – at undgå at høre noget af musikken på en festival – senere.
Madboder var der nok af, og der var generelt et fint udvalg af mad af god kvalitet på pladsen. Flere lokale caféer var rykket ud med retter som lammedeller og kartoffelmos, wienerschnitzel med kartofler og ærter, pastaretter, og meget mere. Der var sjældent voldsom kø, så det virkede til, at festivalen havde ramt et passende antal boder. Ølsalgene så også ud til at fungere godt, og igen var køerne sjældent et problem. Der var lige hjørnet med specialøl baren og vinbaren, hvor der var et tæt mylder af folk, som kunne være svært at kæmpe sig igennem i ny og næ, men ellers oplevede jeg i hvert fald ikke problemer på den front. De eneste køer, der virkede uoverskuelige, var dem til kaffeboderne, især på sidste dag, søndag, hvor vejret tog en drejning mod det koldere. Her kunne det have været et hit med flere mobile kaffesalg. Dog havde man ind i mellem fornemmelsen af, at der var lidt for mange mennesker på pladsen, 1000 mennesker mindre havde gjort en positiv forskel.
Indgangen var der, logisk nok, mest pres på på festivalens første dag, hvor partoutgæsterne skulle udstyres med armbånd, og det gav lidt køer, da jeg skulle ind sidst på eftermiddagen. Blandt andet fordi man løb tør for armbånd ved en af stationerne… Samtidig oplevede jeg også et par gange hvor der opstod forvirring ved indgangen når en kørestolsbruger skulle igennem, og vedkommende måtte holde midt i en af indgangsbåsene og afvente godkendelse. Hvorfor man ikke kunne gelejde kørestolsbrugerne ind ad medie/gæsteindgangen, som så overbemandet og underanvendt ud, ved jeg ikke, men det kunne være et forslag til næste år.
Afviklingen af koncerterne forløb generelt også problemfrit. Der var lige ham der Tom Odell, som ikke var nået frem, da han skulle på scenen og åbne festivalen fredag først på eftermiddagen, men ellers bemærkede jeg ikke nogen skred i programmet, og selv om enkelte bands lige fik 5 minutter mere end annonceret, og andre nøjedes med 5 minutter mindre, så gled det hele fint. Arctic Monkeys havde en kort strømafbrydelse under deres ekstranumre, men ellers var lyden generelt fin til de koncerter jeg hørte, bortset fra når vinden tog lidt for godt fat og blæste huller.
Musikken
Men hvad så med selve musikken? Northside havde igen formået at booke nogle vægtige udenlandske navne, og selv om to af dem nåede at melde afbud (Modest Mouse og Bloc Party), så var der stadig meget at komme efter.
Fredag
Fredag var lidt tyndbenet ovenpå Bloc Party’s aflysning, hvor Kaizers Orchestra, Nephew og The Knife var de store navne. Kaizers Orchestra har været flittige gæster på diverse danske scener gennem det sidste tiår, og jeg har selv haft fornøjelsen af nordmændene flere gange, og på flere forskellige scener. Fredagens koncert viste at det nok er fint at nordmændene tager sig en pause, for selv om koncerten var et velkomment gensyn med de sympatiske skramle-rockere, så viste den også et band, der ikke ligefrem emmer af nyskabelse eller nødvendighed i deres optræden. Det var hyggeligt og en kende ufarligt, og numrene fra gruppens første album stod (endnu engang) stærkest i dagens sæt. Gasmasker og olietønder overrasker heller ingen mere, så selv om det bestemt virkede til at nordmændene befandt sig godt på scenen og spillede solidt, så kom jeg til at stå og mindes første gang jeg så Kaizers på Voxhall for mere end 10 år siden. Dengang var der bare en anden energi og friskhed over ensemblet.
Danske Nephew havde fået primetime fredag aften, og det kvitterede det delvist Aarhus-baserede band for med en fin koncert. Selv om jeg på forhånd havde proklameret, at jeg ikke behøvede at se Simon Kvamm og co., denne aften endte jeg alligevel foran scenen med en positiv oplevelse. Simon Kvamm kan ind i mellem dele vandene med sin facon, men denne aften havde han et godt tag om publikum, ligesom bandet havde et godt greb om hitmaterialet.
Herefter var det svenske The Knife, der indtog festivalpladsen. Det er jo ikke helt rockmusik, og det er egentlig heller ikke live. Det er faktisk en form for dansetrup, der i perioder leverer playback på selvlysende instrumenter, og ellers danser til elektroniske beats. Det var mildest talt ikke nogen positiv oplevelse for undertegnede. Jeg oplevede det faktisk lidt som en fornærmelse mod mig, som betalende publikummer. Havde man blot haft muligheden for at bevæge sig et andet sted hen på festivalpladsen, hvor man ikke blev bombarderet af The Knifes beats, så man kunne ignorere det, ja, så havde jeg nok ikke været helt så negativt stemt. Men nej, der var ingen steder at søge tilflugt på pladsen, så til sidst valgte jeg flugt. Desværre uden min nøgle, så jeg måtte vende tilbage til endnu en tids bombardement, bevæbnet med en solid portion bitterhed og gammelmandsvrede.
Der var givetvis folk, der syntes om The Knife og deres performance på scenen blandt publikum. Fair nok, og der skal være plads til at folk kan have forskellige holdninger til musik. Problemet ligger i dette tilfælde i, at jeg – og flere andre – ikke på nogen måde syntes om koncerten. Og at der ikke var et sted på pladsen, hvor man ikke blev tvangsindlagt til den. Det gav mig den i særklasse dårligste oplevelse på årets festival fredag nat. Det må kunne lade sig gøre at skabe rum til dem, der ikke nødvendigvis vil høre al musikken.
Lørdag
Efter at have sundet mig ovenpå fredagens oplevelser, var det tid til at sætte kursen mod Ådalen igen. Lørdagens program led under Modest Mouse’s aflysning, men afløserne i Jagwar Ma fik lov at låne min ører en tid. Ikke noget, der for alvor fik overbevist mig om, at det er noget jeg skal investere mere tid i, men for folk, der er til MGMT, er de formentlig værd at tjekke ud. Tame Impala hørte jeg til gengæld ikke voldsomt meget af i australiernes musik.
Så ramte regnen Northside med fuld styrke, og det betød blandt andet at min oplevelse af Alt-J blev lidt forstyrret. Desværre, for dem lægger jeg gerne vejen forbi en anden gang. Briterne havde godt styr på deres skæve, alternative pop/rock, som også kom fint ud over scenekanten. Herefter leverede skotske Biffy Clyro en energisk koncert, som dog ikke for alvor fangede min opmærksomhed på grund af det lidt tyndbenede materiale. I hvert fald hørt i forhold til aftenens, og festivalens, hovednavn, Nick Cave and The Bad Seeds, som indtog den grønne scene kl. 21.15.
En forkølet Cave var i manisk storform, og selv om Cave og co. afbrød ‘We Real Cool’ efter et lille minut, og aldrig genoptog den, var koncerten i øvrigt et fint udpluk af Cave’s bagkatalog. Vi fik både en glimrende og intens version af ‘Mercy Seat’, ‘Tupelo’, en skramlende og velgørende ‘From Her To Eternity’, den lettere grænseoverskridende ‘Stagger Lee’, en tungt drivende version af ‘Jubilee Street’ fra det nyeste album, hvorfra også det tyste titelnummer ‘Push The Sky Away’ gjorde sig godt. “They say that it’s just rock’n roll/Oh, but it gets you right down to your soul”, synger Cave her, og det opsummerer ganske passende hvad det er Nick Cave og band kan. Muligvis ligner de en flok velklædte landevejsriddere, men hold da op, de har udstråling, overskud og karakter. Cave talte undervejs lidt om musikhistorie og under et af numrene, hvor han klatrede rundt nede blandt publikum, henvendte han sig også til en dernede, og spurgte “Are you listening? Are you concentrated?”. De forreste rækker fik måske Cave’s forkølelse leveret videre, men stor respekt for Cave, som er en performer af et sjældent snit. Det eneste man kunne ønske sig, var et længere sæt.
Samme snit var der ikke helt over Wayne Coyne og kumpaner i The Flaming Lips, der havde fået den svære opgave at følge op efter Cave’s mørke manifestation. Der blev forsøgt med lys- og sceneshow, men Coyne’s vokal var en noget tyndbenet kop the, mens numrene heller ikke blev helt forløst. Derfor blev oplevelsen et lidt kedeligt punktum for lørdagen, trods ind i mellem fine numre. Jeg tabte i hvert fald koncentrationen.
Søndag
Søndag var endnu en dag med lidt ustabilt vejr, og her havde Gogol Bordello opgaven med at få gang i det relativt eftermiddagsfriske publikum. Det gjorde de såmænd ganske fornuftigt, og der blev danset rundt omkring. Jeg blev ikke for alvor grebet af balkan-rock/Manu Chao universet, men bevares, det var da underholdende nok. Herefter nåede jeg lidt af Deap Vally’s energiske udladninger på teltscenen, inden Kashmir gik på ved 18-tiden. Kasper Eistrup var i et lidt pudsigt humør, hvor der blandt andet blev lavet monsteragtige håndfagter, men også i humør til at lege med guitaren og udtrykket. Kashmir er et rigtig dygtigt live-band med en klar og stærk lyd, og selv om det ikke var hit på hit, så leverede bandet en i perioder rigtig stærk koncert med en overvægt af nyere numre. For mig var ‘Surfing The Warm Industry’ højdepunktet. Kashmir tabte ind i mellem publikum lidt i de mere eksperimenterende perioder, men generelt solidt var det.
Så var det amerikanske Band of Horses’ tur til at gå på, og de leverede en sympatisk koncert med en stribe af hits. Det var tydeligt at Ben Bridwell og band var glade for at være på scenen, og at bandet er blandt publikumsfavoritterne. Fair nok, og igen en solid koncert, selv om det sjældent for alvor bliver farligt eller rigtig spændende i mine ører. Dog blev blandt andet ‘Cigarettes and Wedding Bands’ (min personlige favorit) og et par andre af numrene leveret skarpt og med lidt kant.
Engelske Arctic Monkeys viste herefter at de har mange hits i ærmet og kan spille en plads op med energisk rock, der får publikum i gang med at danse og springe rundt. Ganske fornøjeligt. Det var ukompliceret, velspillet rock med både kraft og melodi.
Endelig sluttede festivalen af med engelske Portishead, med den noget introverte Beth Gibbons i front. Selv om det heller ikke er klassisk rock, så leverede Portishead en glimrende og intens live-levering af både nye og gamle numre. Blandt andet den afdæmpede version af ‘Wandering Star’ stod flot, ligesom også numrene fra seneste album fra englænderne, Third, var velfungerende. Når Gibbons ikke sang gik hun et par skridt tilbage på scenen og vendte ryggen til publikum, men på trods af dette, så var det en gennemført og god koncert, vi blev belønnet med som afslutning på tre dage i Ådalen.
Det samlede indtryk
Alt i alt vejede de positive indtryk på musikfronten tungere end de negative, og trods nogle lidt for snakke-interesserede publikummer under nogle af de mere stille numre med både Cave og Portishead, så forløb det meste i god ro og orden.
Hvis man skal se fremad for Northside, så er der umiddelbart to muligheder for festivalen. Den ene er, at fastholde det nuværende koncept med driftsikre publikumsfavoritter, og begrænse sig til denne størrelse plads, eller udvide pladsen og samtidig udvide musikprofilen. Det vil fordre områder med muligheden for at trække sig væk fra scener, hvor der er musik man ikke vil høre, og et program, der rummer mere diversitet og flere genrer end programmet de seneste år – og nogle til- og fravalg, så der bliver en mere tydelig profil, end bare ‘publikumsfavoritter’. I mine øjne ville det være et plus at centrere sig omkring mainstream-rocken og afstikkere fra den, og springe over navne som Bikstok Røgsystem og The Knife. For andre, er de sikkert trækplastre. Det bliver spændende at se hvor Northside bevæger sig hen næste år.
Foto og tekst: Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
