Home Koncerter GFR Fokus: Koncerter i Aarhus, weekenden uge 10

GFR Fokus: Koncerter i Aarhus, weekenden uge 10

2316
0

Efter en uges ferie-pause er det igen blevet tid til at kigge på hvad der går ned i Aarhus på rock-fronten i denne uge – fire gode tilbud har vi samlet sammen til dig. 

Torsdag

Vi starter torsdag, hvor Echo Me, hvis nye album, jeg anmeldte i tirsdags, besøger Studenterhus Aarhus. Jesper Madsen er manden bag Echo Me, og han har turneret flittigt i mange forskellige lande med sine sange. Melodisk stærk poppet rock med sans for stærke omkvæd har Echo Me i store mængder, så der er god grund til at besøge Studenterhuset. Også fordi dygtige Sofia Hedia er med som opvarmning.

Studenterhus Aarhus, døre kl. 20, koncertstart 20.30, Entré: 30/50 kr. (medlemmer/ikke-medlemmer)

Fredag

Fredagen byder på to gode tilbud i Aarhus.

Kissaway Trail gæster Voxhall. Bandet, der tidligere havde et “the” foran, udgav i august det roste album Breach, der fulgte op på gennembruddet Sleep Mountain. Anmelderkollega Ken gav blandt andet Breach følgende ord med på vejen:

Albummet virker sammenhængende og formfuldendt fra ende til anden, hvor bundniveauet i sangskrivningen aldrig kommer under det glimrende, og enkelte numre fremstår decideret fremragende” – læs hele anmeldelsen HER.

Albummet kom ovenpå en turbulent periode i Kissaway Trail, der blandt andet blev reduceret fra en kvintet til en trio. Hvordan bandet lyder i denne inkarnation kan man altså få at høre på Voxhall fredag aften – med som opvarmning er Mount Rushmore Safari, hvis seneste album vi også har anmeldt her på siden.

Voxhall, døre kl. 20, koncertstart kl. 21, Entré: 90 kr. 

Samme tid får Radar besøg af et andet rost dansk band, nemlig esbjergensiske Kellermensch. Siden den selvbetitlede debut udkom i 2009, har bandet kun udsendt EP’en Narcissus, men der skulle være nyt materiale i støbeskeen. I front for bandet er Sebastian Wolff, som også har travlt som producer, blandt andet for Echo Me, som vi anmeldte i tirsdags. Jeg oplevede selv første gang bandet på Spot Festival i 2009 og blev blæst godt bagover af den særegne blanding af metal, rock, strygere, der trækker på inspiration fra navne som Neil Young, Tom Waits, Neurosis og den russiske forfatter Dostojevskij – siden er navne som Arcade Fire og Bruce Springsteen formentlig også indtrådt blandt inspirationskilderne.

Wolff leverer altid intenst og gribende vokal, og samfulde gange jeg har oplevet bandet (jeg kan tælle mig frem til 5 koncerter forskellige steder i Aarhus og på Roskilde Festival) er jeg gået derfra en oplevelse rigere og berørt på en eller anden måde. Derfor er Kellermensch’s kommende album også noget jeg imødeser med spænding. Support er Little Johnny Walker.

Radar, døre kl. 20, koncertstart kl. 21, Entré: 140 kr. 

Lørdag

Lørdagen byder på et enkelt tilbud, nemlig på HeadQuarters. Her holder Blue Shadow Caravan release-koncert. Bandet gør sig i alternativ folk, og sammenlignes blandt andet José Gonzales og Calexico, og det lyder jo bestemt lovende. Debutalbummet hedder The Marvellous Real og til koncerter får bandets medlemmer, Radomir Gluhovic og Bojan Bogojevic, hjælp af gæstemusikere på blandt andet bratsch, banjo og klaver. I Like This Wind spiller også denne aften.

HeadQuarters, kl. 19-21.30, Entré: gratis

Af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleAlbum Nyt: Er De Sjældne, Southern Gothic Tales, Black Seagull & Drowned Session
Next articleBeta lancerer den ultimative koncertbillet – hele april programmet for 300 kr.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.