Home Seneste April 2014 - Nyheder GFR Fokus: Koncerter i Aarhus, uge 15

GFR Fokus: Koncerter i Aarhus, uge 15

3012
0

Der er blandede bolcher på menuen i Aarhus de kommende dage. Vi skal omkring både dansk musikhistorie, indie-rock, et eksotisk genresammenkog og grum metal på vores lille rundtur på spillestederne i denne uge.

Onsdag d.9/4

Vi starter med en omgang gratis rock, når Fatter Eskil byder indenfor til første omgang af indledende runder til Fatter Eskil-prisen for “andre genrer” end metal og hård rock (dén kategori havde første indledende runde i sidste uge). Aftenens navne, der konkurrerer om to pladser i semifinalen, er: Bound By Law, Lowrider Betty, As Poems Go og Stephania Maria. Fatter Eskil lover billig bar, oveni de gratis toner.

Fatter Eskil, døre kl.19, koncertstart kl. 20, Entré: Gratis

Andetsteds, på HeadQuarters, er der også gratis musik. Her er det Calming River, som spiller mørk og alternativ folk.

HeadQuarters, døre kl. 20.30, Entré: Gratis

Torsdag d.1o/4

Torsdag besøger musikalsk eksperimenterende Travelling Tribes Atlas. Bandet blander alt fra psykedelisk og lo-fi rock til indisk raga og malinesisk blues i deres opkog af genrer. Oveni får du Radio Timbuktu og Kalaha.

Atlas, døre kl. 19, koncertstart kl. 20, Entré: 90 kr. 

Fredag d.11/4

Skousen & Ingemann genopstod i 2011, hvor de fejrede 40 års jubilæet for albummet Herfra hvor vi står med en meget rost koncert på Vega i København. Nu har de to herrer så slået sig sammen for at give koncerter igen. Niels Skousen har de senere år, efter en lang pause fra musikken, udsendt flere fine solo-udgivelser, og turneret relativt flittigt, blandt andet oplevede jeg ham på Radar for et lille års tid siden, hvor jeg sendte 5 stjerner efter dengang 69-årige Skousen.

Både Skousen og Ingemann har i dag rundet de 70 år, men de er altså langt fra færdige. I den musikalske bagage har de ud over Skousens solomateriale, blandt andet ‘Herfra hvor vi står’, ‘Knud Lavard’, ‘Isabel’ og flere ikoniske sange fra deres fælles udgivelser, ligesom Ingemann har slået sine folder i Young Flowers, hvorfra også guitarist Peer Frost er med til koncerterne (Hans Fagt er med på trommer). Ingemann har også i en periode været med i Kim Larsen & Bellami. Det er altså et stykke dansk musikhistorie, der står på scenen denne fredag aften på Voxhall.

Voxhall, døre kl. 20, koncertstart kl. 21, Entré: 250 kr. 

Er man til nyere dansksproget musik, så kan man i stedet lægge vejen forbi Train, hvor Ulige Numre træder op. Københavnerne udgav sidste år deres debutalbum, som blev godt modtaget af både anmeldere og publikum, så er du til dansksproget guitarrock anno 2014, så sving forbi Train.

Train, døre kl. 20.30, koncertstart kl. 21.30, Entré: 150 kr. 

Også på Radar er der et musikalsk tilbud, når indie-poppede og albumaktuelle Kites & Komets, som blandt andet har varmet op for Rasmus Walter og Thomas Dybdahl, kigger forbi. Support er Who Is Louis.

Radar, døre kl. 20, koncertstart kl. 21, Entré: 90 kr. 

http://youtu.be/semXMpZ85Vg

Lørdag d.12/4

Lørdag byder på et navne, fra den tungere afdeling. På Voxhall er det amerikanske Hatebreed, der lægger vejen forbi. Bandet spiller en hidsig og groovy omgang metalcore med masser af hardcore og thrash-elementer, og lagde sidste år vejen forbi Roskilde Festival, hvor de leverede en fin eftermiddagskoncert på Arena. Bandet har eksisteret i 20 år, og der har ikke været meget slinger i valsen undervejs. Med som opvarmning er Scarred By Beauty (anmeldelse af deres album, Cape Zero, kan du læse HER) og Hells Domain.

Voxhall, døre kl. 20, koncertstart kl. 21, Entré: 220 kr. 

Andetsteds i byen, på Studenterhuset, er der dobbelt op på dansk heavy rock/metal’n roll, når Förtrëss og I’ll Be Damned går på. Begge navne har vi en vis forkærlighed for på redaktionen og vi har udråbt begge bands til eksponenter for “skallerhjernerock”. Så det er en altså en form for uofficielt DM i skallerhjerne du får på Studenterhuset. Begge bands har udgivet velfungerende EP’er (anmeldelse af I’ll Be Damned HER og Förtrëss HER) og arbejder på nyt materiale, og du kan forvente metallisk rock og rocket metal, samt formentlig lidt gak og løjer, for alle pengene.

Studenterhuset, døre kl. 21, koncertstart kl. 21.30, Entré: (medlemmer/ikke-medlemmer) 60/80 kr. i forsalg, 80/100 kr. i døren 

Bliver det der metal og larm for meget for dig, så har Radar mere indie-rock til dig. Unge Quick Quick Obey holder release, og i deres univers skulle der både være plads til uh-kor, udsvævende synth-passager og hårde guitarsoloer.

Radar, døre kl. 20, koncertstart kl. 21, Entré: 50 kr. 

Søndag d.13/4

Til sidst kan du holde Palmesøndag på Voxhall, sammen med Devildriver. Amerikanerne blander behændigt hidsig hardcore med mere melodiske dødselementer. Med denne søndag er også de to engelske bands Sylosis og Bleed From Within. Så er der vidst også sat profant punktum for dén uge.

Voxhall, døre kl. 18, koncertstart kl. 19, Entré: 180 kr. 

Af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleQueens Of The Stone Age – Smooth Sailing – 9/4 – 2014
Next articleGimle Sound-Tjek Festival 2014 – et kig på programmet

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.