Home Koncerter GFR Fokus: Koncerter i Aarhus, uge 11

GFR Fokus: Koncerter i Aarhus, uge 11

2549
0

Vi prøver at give dig et lille hurtigt overblik over rock og omegns-tilbuddene i sidste del af ugen i Aarhus – vi skal vidt omkring genremæssigt, så kom med på tur. 

Torsdag

Første tilbud i bunken finder vi på Voxhall, hvor amerikanske Midlake er på plakaten. Amerikanerne, der gør sig i en form for psykedelisk folk-rock stærkt inspireret af 60’ernes engelske folk-scene, udgav sidste år deres fjerde album, Antiphon, til generelt gode anmeldelser. Antiphon er første album uden den tidligere forsanger Tim Smith, der forlod bandet i 2012 og var en af drivkræfterne bag albums som The Trials of Van Occupanther og The Courage of Others. I stedet har guitarist Eric Pulido overtaget vokaltjansen, og den musikalske retning er blevet mere psykedelisk. Amerikanske Israel Nash supporter.

Voxhall, døre kl. 20, koncertstart kl. 21, Entré: 180 kr. 

Fredag

Vi springer videre til fredag, hvor der er tre meget forskellige tilbud at finde. Det første er på nyligt ombyggede Train og er strengt taget ikke rock i traditionel forstand. Vi valgte dog alligevel at anmelde Jonny Hefty og Jødens album, Den Fede, sidste år, da der både bliver rock-samplet igennem og de to drengerøve bare er…rock’n roll. Så hvis du ikke er bange for skæv rap og drengehørm, så sving forbi Train. Kollega Ken skrev blandt andet om albummet: “Den Fede er ikke nogen stor plade i kunstnerisk forstand, nærmere en høj og godt skæv en af slagsen, leveret af to aldrende tjald-puffende lømler omkring de 40″. Læs hele anmeldelsen HER.

Train, døre 20.30, koncertstart 21.30, Entré: 98 kr. (+ gebyr)

Bliver det alligevel for meget for dig med hash-rap-rock på Train, så fat mod. På Radar er der nemlig Club Brutal, hvor selveste HateSphere indtager 360 graders scenen. Døds/thrash veteranerne har efterhånden lige så mange konstellationer som år på bagen, men de har altid været garant for kvalitetsmetal med skrald på. Seneste album, Murderlust, var det såmænd også kollega Ken, der havde fornøjelsen af, og her blev også uddelt 4 stjerner – blandt andet lød ordene: “Der bringes ikke ligefrem noget nyt til metal-bordet, men Hatesphere lyder fra start som en velsmurt og kraftfuld maskine”. Læs hele anmeldelsen HER. Opvarmningen står Silkeborgensiske Crematoria og naturligvis DJ Bager for.

Radar, døre kl. 20, koncertstart kl. 21, Entré: 100/120 kr. (m./u. Lydkort)

Er du hverken til smajjer eller hash hop, så bør du i stedet indfinde dig på Voxhall, hvor den roste sanger John Grant lægger vejen forbi. Grant var tidligere forsanger i bandet The Czars, men har siden 2010 udgivet solo-albums, blandt andet med hjælp fra Midlake. Grants tekster kredser blandt andet om afhængighed af stoffer og alkohol og musikken bevæger sig i et afdæmpet pop/rock univers. Seneste udgivelse var Pale Green Ghosts som udkom sidste år. Opvarmning er Caroline Castell.

Voxhall, døre kl. 20, koncertstart kl. 21, Entré: 200 kr. 

Lørdag

Også lørdag er der flere tilbud at finde. Vi starter på Voxhall, hvor dynamiske danske Reptile Youth indtager scenen. Det eksplosive elctrorockband har netop udgivet deres andet album, Rivers That Run For A Sea That Is Gone, og har spillet et væld af live-koncerter over hele verden. Support er islandske Grísalappalísa. 

Voxhall, døre kl. 20, koncertstart kl. 21, Entré: 150 kr. 

Hos naboen Atlas er der blues med Thorbjørn Risager. Risager turnerer flittigt, der er som regel omkring 100 live-jobs om året i kalenderen, med sit 7 mand store band og er blevet rost for både sin vokal og evnerne på guitaren. Too Many Roads hedder 8. album fra Risager & The Black Tornado, som udkommer d.23. marts. Koncerten arrangeres af Aarhus Bluesforening, og Ozelots varmer op.

Atlas, døre kl. 20, koncertstart 20.45, Entré: 160 kr. (100 kr. for medlemmer af Aarhus Bluesforening)

Vil man hellere have en dosis lørdagsmetal, så må man en tur til Åbyhøj, hvor Mono Goes Death Metal. Det er det første af en række en-dags arrangementer med fokus på forskellige metal-genrer, fra arrangøren bag den årlige Mono Goes Metal festival. På plakaten er: Undergang, Roarback, Defilementory og svenske Interment. Og genren er døds-metal, hvis man skulle være i tvivl. HER kan du læse lidt mere om hvad Mono Goes Metal er for noget og HER en reportage fra fredagen på årets Mono Goes Metal.

Monorama, døre kl. 19, entré: 60 kr. 

Endelig er der på Fatter Eskil et tredelt rockdrøn, når Lowrider Betty, Mettro og Apeji kigger forbi. Alle tre fremadstormende bands, med hver deres lyd. Apeji skrev vi om for et års tid siden, da de tog på tour på Cuba med deres energiske rock musik.

Fatter Eskil, kl. 22, entré: 50 kr. 

Det var ugens oversigt – vi anbefaler at man sætter i løb mod nærmeste spillested og får hørt noget god musik. Vi vender tilbage med nye anbefalinger i næste uge, hvor der også er guf på programmet.

Skrevet af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

 

Previous articleGFR Fokus: Koncerter i København, uge 11
Next articleVær med når Motorpsycho psych-rocker Pumpehuset

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.