Home Interviews GFR Fokus: Interview med The Woken Trees

GFR Fokus: Interview med The Woken Trees

4406
0

Eksil-nordjyderne i The Woken Trees har netop sluppet deres debut, NNON, som vi gav 6 stjerner i vores anmeldelse af albummet. Vi har fået en snak med bandets trommeslager Thomas Balslev Brandt om ritualer i de mørke skove, inspirationskilder, og fremtiden for bandet.

Vi starter med navnet, The Woken Trees – er der referencer til Ringenes Herre og enterne, eller hvad er det for noget?

Nej, det er det ikke, selv om det meget vel kunne være sådan. Inspirationen til navnet kommer fra en sang med The Open Mind (“I feel the same way too”) hvor de synger ”the trees will wake up soon”. Det syntes vi var et ret cool billede og så gradbøjede vi det bare så det lød lidt mere cool.

I er en gruppe knægte, der kender hinanden hjemme fra Nordjylland og har boet sammen i en stor villa udenfor København – hvad betyder det for musikken?

Det betyder at musikken rummer et stærkt aftryk fra alle bandmedlemmer. Vores sange blev gennemarbejdet dagligt i en lang periode hvilket betyder at intet er overladt til tilfældighederne i de færdige versioner. Derudover er det helt klart en force når vi spiller live, at vi har spillet sammen så længe. Det bidrager til en stærk enhedsfølelse på scenen, som man også mærker foran scenen.

Hvad har været jeres inspirationskilder i arbejdet med NNON?

Selvfølgelig en hel masse musik. For at nævne nogle af de store; Wovenhand, The Blue Angel Lounge, Swans og HEALTH. Derudover film og bøger som nævnt tidligere. Fx ’Valhalla Rising’, ’Kill List’, ’Searching for the wrong eyed Jesus’,’ Dark City’, Matrix’ og Ondskabens Hotel’. H.P. Lovecraft, Alan Moore, ’Sandman’ af Neil Gaiman, C. Bukowski, ’Dracula’ af Bram Stoker og islandske sagaer.

Og nu vi er ved det – hvad betyder ‘NNON’ egentlig?

NNON er et navn på en plade og på en sort sekt.

Flere af teksterne på NNON – og jeres video til Yells – har et halv-okkult præg – er I sådan nogle mørkemænd, der løber rundt i skoven og laver ofringer?

Det var vi i hvert fald da vi indspillede videoen til Yells sammen med Jonas Bang. Ellers er det ikke noget vi gør så meget i (længere). Vi har altid været fascineret af det okkulte og religiøse, og prøver at trække nogle tråde til det stærke udtryk vi synes, der er i det. Film og bøger har også været en stor inspirationskilde, og den inspiration kanaliserer vi ud i det skriftlige og visuelle plan, for at udtrykke det, vi ikke kan spille i musikken. Det kan være svært at lyde som en kvindelig killer-dæmon, men så kan man synge om det.

I blev suppleret med en 6. mand (Mathias Riis på keys, red.) for et par år siden. Hvad betyder det for jeres lyd?

I første omgang kom Mathias med live fordi vi syntes det så åndssvagt ud at Kim skulle synge og spille keys på samme tid. Senere blev han en del af den skrivende proces og på den måde fik vi lidt flere tangenter at spille på. Også i bogstaveligste forstand. Det output, der er kommet ovenpå den beslutning, er nuanceret og detaljerigt. Selv om spørgsmålet ikke efterspørger det, vil det være på sin plads at nævne en 7. mand i denne sammenhæng, nemlig Claus Bergmann (Kitty Wu), som har produceret pladen. Foruden ham havde NNON uden tvivl lydt anderledes.

The Woken Trees var for nylig en tur i Tyskland og spille koncerter – blandt andet i Berlin og var også omkring by:Larm i Oslo. Allerede inden NNON udkom, har I altså spillet et par koncerter udenfor landet – ser I udlandet som dér I skal slå igennem, eller er der plads til at slå igennem for jer i Danmark?

Der er ingen tvivl om at udlandet, og specielt Tyskland, har en meget bedre grobund for undergrundsmusik. Men nu har det aldrig været vores ambition at slå igennem, det har derimod været at spille koncerter og lave gode plader. Dermed ikke sagt at anerkendelsen ikke er vigtig – for det er den. Det vil alt andet lige gøre det lettere at være The Woken Trees, hvis vi sælger nogle plader og får nogle penge for at spille. Så jo, vi vil utrolig gerne spille mere i udlandet, men heller aldrig forsømme danskerne!

 I har fået udgivet jeres debut. I er også blevet smidt ud af den gamle villa I har boet i sammen. Det tegner til at der skal ske nye ting for jer. Hvor er The Woken Trees på vej hen?

The Woken Trees er på et togt ud i verden med deres skarpeste våben, NNON. Vi vil hærge scener overalt og efterlade et paradoksalt ønske om at, vi vender tilbage med et endnu stærkere smedet våben i fremtiden.

The Woken Trees kommer på deres kommende togt blandt andet forbi Radar i Aarhus d.19. april, bevæbnet med NNON, så læg vejen forbi til en omgang post-punk af bedste skuffe.

Skrevet af Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

 

Previous articleBon Jovi: What About Now *** (3/6)
Next articleTenacious D – Tribute – 15/3 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.