Home Interviews GFR Fokus: Interview med Paper Tigers

GFR Fokus: Interview med Paper Tigers

3122
0

Vi har fået os en lille snak med Paper Tigers om alt fra bandet og deres musik til deres kommende album, som har været en halv-svær fødsel.

Paper Tigers har efterhånden prøvet lidt af hvert, de er gået fra at være et gymnasie band bestående af gode venner (det er de for så vidt stadig), til at prøve at spille på Spot Festival og varme op for større navne. De har en generelt godt modtaget EP fra 2012 på cv’et og et helt album klar – men alligevel har de løbet lidt løbet panden mod en mur, i en branche der måske (og ifølge dem) er bange for at satse på det, der ikke er det sikre. Derfor har de valgt selv at finansiere deres debutalbum via crowdfunding. Vi fangede bandet pr. mail da de var i øvelokalet, så her følger et interview hvor de skyder frit fra hoften uden så meget pis.

1) Paper Tigers? Hvad er det for en størrelse? I definerer selv jeres lyd som en blanding af 60’er- og moderne rock, men hvad gemmer der sig ellers bag navnet?

Da vi startede bandet var vi meget inspireret af riff-baseret 60’er-70’er rock, men med tiden blev det hurtigt melodierne og de catchy omkvæd, som blev vores varemærke. Her fandt vi stor inspiration i den engelske britpop, og vi vil gerne selv betegnes som det danske svar på britpoppen.

Historien bag navnet er, at vi gerne ville forene vores kærlighed til den lidt hårdere rock, med vores store passion for “det gode omkvæd”. Altså det hårde med det bløde. Her faldt vi over det kinesiske udtryk om papirtigeren. Noget som udgiver sig for at være frygtindgydende, men i virkeligheden er ganske harmløst. 

2) I 2011 udsendte i EP’en If We May?, hvordan var modtagelsen dengang og tiden efter, hvor i blandt andet spillede en del store support jobs?

EP’en blev egentlig fint modtaget, men vi fik alligevel ikke den eksponering vi gerne ville have, og idag er vi egentlig ikke særligt glade for den, selvom sangene stadig bliver spillet live, og nogle af dem også blev indspillet til vores kommende debutalbum.

Som band er det vigtigt at finde den rigtige sound, og den store energi vi har live, den fik vi desværre ikke med på indspilningerne – modsætning til vores indspilninger på den kommende plade. (EP’en blev udgivet i februar 2012, red.)

3) I følge jeres bandbiografi på facebook, så påbegyndte I arbejdet på jeres debutalbum i 2012. Nu skriver vi 2014 – hvad er der sket med den plade og bandet i løbet af de år?

I forberedelsen til vores første fuldlængde album, har vi indspillet i forskellige studier, men indspilningerne til vores debutalbum, startede vi på i august 2013.

Efter udgivelsen af EP’en har vi været rundt i landet flere gange, blandt andet som support for The Blue Van, og norges største rockband, Bigbang med Oluf Olsen (Tim Christensen). Samt spillet på sidste års SPOT Festival.

4) I har efter sigende haft svært ved at få et pladeselskab til at bide på krogen i forbindelse med udsendelsen af dette album, hvad tror I selv det skyldes? Er det udtryk for et generelt manglende “mod” eller “overskud” i branchen?

Der er nok en grund til at der er nogle folk som overlever i denne branche i længere tid end andre gør. Det er fordi at de er kyniske og vælger det sikre. Vores indtryk er klart, at det er de færreste som tør tage et sats og skrive kontrakt med et band, der måske ikke spiller lige præcis den musik, som dikteres af P3.

5) Er der noget I selv kunne gøre anderledes som ville lette processen med at få pladen udsendt, udover at crowfunde den som I har valgt at gøre, men som I er tøvende eller afvisende overfor?

Ja det kan man vel godt sige. Grunden til at vi har lavet en crowdfunding er, at der jo er muligheder for at udgive selv, eller betale andre for at gøre det. Problemet er, at hvis man gør det selv, så kan det hurtigt gå op i røg. Hvis der ikke bliver lavet tilstrækkeligt PR for udgivelsen, så ender det med, at kun meget få ender med at få hørt pladen. “Vor tids censur er manglen på publikum”, som vi engang har hørt en klog mand sige. Samtidigt er det den eneste mulighed for os til at skaffe pengene, så vi eventuelt kan udgive pladen selv, lave PR og lignende. Det har ikke været nemt for os, at bede folk om deres penge, men samtidig synes vi at vi har kunnet være det bekendt, da vores fans har fået muligheden for at købe vores plade på forhånd, hvilket rigtigt mange også har benyttet sig af!

6) I har tidligere kaldt jer selv et “live band”, hvordan er Paper Tigers live? Og hvorfor skal man troppe op når I giver koncerter?

Fordi vi er Danmarks bedste til netop at spille live. Vi mener selv at vi er Danmarks bedste liveband, og der er ingen tvivl om, at det kun er et spørgsmål om tid, før at den brede befolkning også opdager det. I modsætning til flere andre som også kalder sig Danmarks bedste liveband, så leverer vi et show fra hjertet, og ikke noget som er aftalt på forhånd.

Til koncerten på torsdag, kan folk opleve samtlige sange fra vores debutalbum, plus noget helt nyt.

Vi siger tak til Paper Tigers, tjek deres dem ud på Facebook. Som nævnt giver de koncert på torsdag, på KB18, det kan du læse mere om HER.

Af Ken Damgaard Thomsen

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleDrowned Session: Horses (EP) ***** (5/6)
Next articleDenis Leary – I’m an Asshole – 13/3 – 2014

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.