Trods sygdom og releaseparty, er det alligevel lykkedes for GFRock at lokke lidt insiderviden ud af frontmand Johannes Gammelby fra The Malpractice. Her fortæller han blandt andet om tankerne bag nyligt udgivne Mass (anmeldt lige HER), destruktivt tropevejr og om at prioritere nytænkning af musik i stedet for at dvæle ved nostalgien. Læs det – det er fed!
KBK: Hvad kan vi forvente os af Mass, og glæde os til?
Johannes: Pladen er lidt af en tsunami af lyd, der kommer skyllende ind over en. Noget af det er simpelthen så svimlende brutalt og andet er mere meditativt og samarbejdende. Jeg ville gerne fri af genrekonventioner generelt, og det synes jeg er lykkedes. Jeg ville gerne lave noget der var sit eget, sit eget sprog, som man så kunne afkode lidt efter lidt. Så hvis man har mod på en udfordring så kunne pladen måske være noget for en.
KBK: Hvilken inspiration ligger der bag den nye plade?
Johannes: Primært en masse koncerter vi spillede i kølvandet på Tectonics. Vi fik smag for vores egne impulser som liveband. Vi gik eksempelvis fra et meget digitalt setup til noget enklere og mere hands-on-levende, hvor pludselige indskydelser kunne få mere plads. Og de erfaringer vi gjorde os gennem dette setup var udgangspunktet for sangskrivningen. Vi skulle kunne spille det hele live uden alt muligt IT-crap. Gøre det hele mere levende og… vedholdende. Når Kenneth plejer at skulle sætte ord på hvad han leder efter noget han mangler i musik siger han ofte, at X skal lyde som om det ikke kan mere, at det skal presses til det absolut yderste, som om det er ved at falde fra hinanden. Og det har ligesom været inspirationen bag æstetikken. Musikalsk set, kompositorisk, har jeg som sangskriver været meget optaget af at skrive ting der hvilede lidt mere i sig selv. Længere stykker og passager, mere homogent lydmiljø og sådan. Og så ville jeg gerne sætte det brutale overfor det blide og så se hvad der opstod i vores hænder.
KBK: Hvordan adskiller Mass sig fra Tectonics – og hvordan har Malpractice som band udviklet sig fra den forrige, til denne plade?
Johannes: Yeah, det ligger lidt i svaret på det forrige. Hvis jeg skal lave en lignelse så bliver det en udvikling fra at have lavet en overophedet macbook pro med løs forbindelse i skærmen, til at vi nu har lavet en spritny Massey Ferguson-mejetærsker, som vi slukørede høvler rundt og laver 8-taller i mudderet med. Som band: Vi bor nu i 2-3 forskellige hjørner af landet, så det er ret komplekst at få til at lykkes, det her. Heldigvis har vi ikke brug for så meget band-tid, for tingene går ret stærkt når de skal. Tak til dropbox.com, blandt andet.
KBK: Hvad bidrager du med til den danske musikscene, ved at udgive denne plade?
Johannes: Åh, det ved jeg ikke. Forhåbentlig et bud på hvordan musik også kan være. Jeg er lidt frustreret over den nostalgi, der raser pt. Jeg prøver at undslippe den selv, men selvfølgelig falder man også selv i. Jeg begriber bare ikke at man som orkester kan legitimere sin eksistens ved at genopføre fortidens kæmper. Hvorfor dog bruge sin tid på det? Der er så megen længsel tilbage i tiden… jeg ved ikke. Måske er det en nem måde at tilføre sin musik ”autenticitet”, fordi samtiden er så fucked up reproducerbar og plastisk, men samtiden har alle dage været fucked up, den er brændingen mellem fortid og fremtid; og nostalgien sjofler den forpligtelse jeg synes der ligger implicit i det at udgive noget. Ingen musikalske hovedstrømninger har nogensinde været så bagudrettet. Tror jeg. Synes jeg. Altså, det jeg prøver at sige er bare, at hvis du evner at spille på et instrument eller synge eller komponere eller whatever, hvorfor så ikke skrive musik – ikke nødvendigvis tekster – der griber fat om samtiden og ryster den, i stedet for at kærtegne fortiden. Hvorfor ikke bygge noget i stedet for at samle vraggods på stranden? Hmm. Det jeg mener er måske bare at jeg og vi har prøvet – jeg ved ikke om det er lykkedes – at lave noget der står lige her i 2013-14 stykker og råber og laver vindmøller med armene. Og det synes jeg er fed.
KBK: Hvad vil du personligt gerne fortælle med pladen? Er der et budskab?
Johannes: Jeg vil gerne formidle en oplevelse af øjeblikket før man bliver kørt over. Afmagt. Lede. Trøst. Den menneskelige skrøbelighed. Den eneste sande boss er naturen, vildmarken, ødemarken, den øde ø. Naturen ligger der bare, og den kommer og henter dig en dag. Man optages, og man har en funktion i kraft af sit kød på sit skelet.
KBK: Hvad betyder Malpractice for dig? Som begreb, eller som band?
Johannes: Jamen, det er en kilde til evig frustration, afmagt, lede, trøst, og dyb tilfredshed. Med tiden, også en kilde til opretholdelse af gamle venskaber. En mulighed for at stikke af fra hverdagens snærende bånd, med en seks-pak Heineken under armen.
KBK: Hvad håber du på kommer til at ske, i forbindelse med udgivelsen af Mass – taget i betragtning af, hvor vidt omkring Tectocnics tog jer, blandt andet i form af koncerter etc.?
Johannes: Uh, jeg tror det bliver meget stille og roligt. Vi skal ikke spille ret mange koncerter fordi jeg skal være far til marts, og de andre har pissetravlt på arbejdet. Vi lurer på en lille ting til efteråret og måske måske måske til foråret. Det er nærmest ironisk at vi har lavet en plade med udgangspunkt i at den skal kunne blive spillet live, og så kommer omstændighederne lige og stikker en slags kæp i hjulet. Hæh. Nuvel, jeg tror denne plade er mindre ”dansk” end Tectonics, så måske, om alt går vel, så kommer den lidt ud over grænserne og får sit eget liv der. Så kan vi følge op på det, når vi har tid.
KBK: Destruktivt tropevejr og Mass, vil du ikke forklare sammenhængen nærmere? Og måske i samme omgang fortælle hvorfor Mass hedder Mass.
Johannes: Jo, altså, jeg ville gerne have en titel der indfangede det her naturforhold jeg talte om før. Titlen skal derfor ses som et tidspunkt hvor natur og krop og sind er blevet til én samlet masse. En tilstand uden friktion mellem jeg’et og omgivelserne, som også en del af teksterne kredser om. Ja, og det er egentlig også tænkt i betydningen (døds)messe. Der er et eller andet der er ved at slutte. Belejligt så, at Mass kan betyde begge dele. Tropeideen er mere en setting for hele halløjet. En åben livmoder man kan boltre sig i og snuble og få navlestrengen om halsen og kvæles i en hjerteskærende smuk solnedgang.
KBK: Hvordan er det, at være flyttet til København, har det givet dig flere muligheder – eller begrænset dig i forhold til musikken?
Johannes: Vi spiller ikke så meget længere, altså øver og sådan, men ellers så er alt ved det gamle. Når der er tid og lyst, så sidder jeg og bikser, og når de andre har tid og lyst, så mødes vi og bikser tingene sammen. Der var måske stærkere tilhørsforhold i det århusianske når man var i hegnet nede på Voxhall eller gik ned ad Strøget, men det savner jeg faktisk ikke så meget mere. Jeg har altid været lidt af en huleboer, og det folder sig vist ud nu. Så nej, ingen begrænsninger overhovedet!
KBK: Hvilken plade, er den pinligste du har stående i din samling, og hvorfor?
Johannes: Jeg har sgu ikke nogen pinlige plader. Jeg hører lige hvad fanden jeg vil uden skam. Jeg elsker Paradise Hotel, jeg elsker The Melvins, jeg elsker den der Små Stød med Panamah. Jeg må på det kraftigste opfordre til at være pisseligeglad med hvad der er kosher eller ej. Herre Jemini! I øvrigt, kassettebånds-trenden kan rende mig. Mage til idioti. Okay, så 140 års industrielle fremskridt har ledt frem til at selvudnævnte, identitetshungrende connoisseurs nu sidder og finder på at det er fedt at høre musik på kassettebånd? Hvad bliver det næste? Fucking voksruller? Røgsignaler? Jamen man tager sig til hovedet. Jeg bliver vanvittig af det! Glem nostalgi. Det er fucking melankoli, det der.
KBK: Noget du har lyst til at sige, for at gøre dette interview endnu mere kickass spitze?
Johannes: Øhmn. Lad mig se. Jeg har hørt den nye Silo-plade. Den er virkelig forrygende. Den udkommer 14.4.
Tak for et fremragende, farverigt interview – skal det lyde fra GFrock – det var en fornøjelse!
Af KBK
Besøg The Malpractice på Facebook
