På fredag (d. 7/3) gæster freamadstormende Dance With Dirt Beta på Amager. Vi har fået en længere (og meget ærlig og ligefrem) snak med bandet om tiden efter udgivelsen af deres debutalbum sidste år, erfaringer med det album og de 45 koncerter bandet har spillet siden og løst og fast.
We Are Dance With Dirt var titlen på det album Dance With Dirt udsendte i begyndelsen af 2013, et album der blev modtaget med spredt stjerneregn fra diverse anmeldere, undertegnede inkluderet som kvitterede med 2 fedtede stjerner (anmeldelsen kan læses HER). Sidenhen har jeg oplevet bandet to gange live i showcase scenarier, til Off Spot i Aarhus og på Nordic Noise Festival, begge dele tilbage i maj måned sidste år – og her gjorde bandet straks en meget bedre figur i mine øjne.
Nu på fredag gæster bandet Beta, og vi fangede dem til en række spørgsmål om de ting der er sket for bandet det seneste års tid og hvad vi kan forvente os af dem live i 2014.
1) Der er efterhånden gået lidt over et år siden We Are Dance With Dirt udkom, hvordan har det år været?
Er der allerede gået et år?? Fuck! Jamen, så kan vi uden tøven fortælle at det har været det hidtil travleste, svedigste, hårdeste, mest omtumlede og absolut sjoveste år i vores liv. At kunne starte året ud med at sætte vores debutplade på gaden, var ikke bare en fælles drengedrøm der gik i opfyldelse, men en milepæl som vi fra nu af og til den dag vi dør vil kigge tilbage på og skælve over af stolthed hver gang tankerne flyver tilbage. Vi har i det forløbne år spillet i alt 45 koncerter, i både indland og udland – med variation fra P3 teltet på Smukfest, til snuskede barer i Hamborg, og er alle 45 gange blevet bekræftet yderligere i, at der er intet i hele verden vi hellere vil, end at spille i Dance With Dirt. Vi spillede til den baltiske version af SPOT, Tallinn Music Week, hvor der ud af de ca. 70 publikummer stod en fyr som hedder Michel, som trak os til side dét sekund vi gik af scenen – Michel er CEO for den tjekkiske Rock For People festival, og han ville lige høre om vi kunne tænke os at spille på denne i sommeren, enten den samme dag som Queens Of The Stone Age eller samme dag som Thirty Seconds To Mars – og det var sådan at vi mødte Josh Homme over en buffet, og fik taget billedet som skal være på vores alles gravstene, hvor 4 dværgelignende og nervøse røvhuller står ved siden af inkarnationen af Hercules, bare med rødere hår, og mere cool, meget mere cool, shit han var cool! Vi kiggede i sensommeren forbi Kellermensch frontmanden, Sebastian Wolff, i hans studiet i Esbjerg, hvor vi havde en genial uge – målet var at indspille 2 kommende singler, og vi mødte ikke bare en helt i Sebastian, men også et menneske som virkelig har en inspirerende måde at arbejde på – så det glæder vi os til snart at kunne vise resultatet på….uhhhh…den lægger op til en 2’er, hva? Men altså, helt igennem et AWESOME år!
2) Når I ser tilbage på den udgivelse, hvad synes I så I har lært, er der nogle gode/dårlige erfaringer I har taget med jer?
Der er selvfølgelig 2 sider af svaret på dette spørgsmål, hvor det ene fokuserer på selve albummet og sangene derpå, og det andet om beslutningerne omkring “fødslen” af albummet. Vi starter med det første svar: Der er mange bands som skriver måske 15-16 numre, hvoraf de vælger de bedste 10-11-12, stykker til selve pladen. Men med 3 tidligere EP’er, samt en svulmende overflod af nye sange i bagagen, stod vi med måske 30 sange som kandidater til vores debutalbum – og havde det ikke været for hjælpen fra coach Valentin og producer Bredahl, havde vi nok stadig gået og spekuleret over hvad der skulle på den skive. Men de 11 numre som vi endte op med, er nu alligevel de eneste som vi idag kan forestille os at høre derpå – det er en hård, prustende, og divers plade, men en plade som udstråler den kærlighed vi har for rocken, og det var alt vi ville opnå med den. Det er ufortyndet rock uden pis. Den anden side af svaret, er der måske lidt mere “kød” på. Vi blev, ovenpå sejren i KarriereKanonen i 2012, en del af et netværk som virkelig har hjulpet os videre fra kælderen og fremad i verden. Som et band med 4-5 år på bagen dengang, var vi SÅ determinerede på at udgive vores debutalbum – det kunne næsten ikke gå hurtigt nok! Netværket frarådede os (nærmest på det kraftigste) at udgive albummet og måske udgive en EP i stedet, for at opbygge popularitet, omtale og fanbase, men vi 4 utålmodige og ivrige nordjyder kunne sgu ikke vente mere – vi ville have den ud og afsted med det samme. Set tilbage nu, ville det nok ikke have skadet hvis vi havde fulgt deres råd, det tør vi skam godt at indrømme – men nogle gange må man også bare følge pikken frem for hjernen. Man kan altid sidde bagefter og efterrationalisere, men hvis ikke man nogle gange bare GØR det, kommer alting til at blive én stor planlægning, og det er vi bare ikke fans af.
3) Undertegnede gav pladen et lidt hård medfart i en anmeldelse, hvordan har i det generelt med anmeldelser og det at blive “bedømt”?
Hah, ja den var du sgu ikke glad for – faktisk læser vi den nogen gange for at ruske op i os selv, som en slags lussing, og den virker hver gang. Laver man musik, kunst, eller hvad fanden man nu laver, må man acceptere at det bare er umuligt at ramme alle hvor man gerne vil ramme dem – nogle gange får lytteren den over rygsøjlen, i skallen, over knæskallerne eller andre ubehagelige steder – men så er der også de gange hvor man rammer lige i hjertet eller de nedre regioner – de behagelige steder, og sådan er det sgu bare. Når vi læser anmeldelser, læser vi hvad anmelderen som person skriver, og vi læser det faktisk grundigt, for at forstå hvor den person vil hen. Det er klart vores opfattelse at det ikke er selve mediet eller segmentet omkring mediet som mener hvad der står på skærmen eller i bladet – det er kritikken fra ét enkelt menneske, og om vi læser positive eller negative ord, ligger vores fokus altid på at denne person faktisk har taget sig tid til at lytte – og det sætter vi kæmpestor pris på. Når det så er sagt, kan vi jo knytte til spørgsmålet om det forgangne år, at vi sidste vinter blev udvalgt som ugens album af tyske Rolling Stone Magazine, så der ramte vi bare et andet sted end hos dig på GF, eller hos hr. Gonzales på Gaffa.
4) Nu har jeg haft fornøjelsen af at opleve jer et par gange live, hvad synes I selv (om noget) det tilføjer jeres sange at blive spillet for et publikum?
Vi er helt klart et liveband. Punktum. Der er ingen måde vi nogensinde ville kunne overføre den energi og glæde som sker på scenen, ind på lydspor. Det kan bare ikke lade sig gøre. Der findes kunstnere, som har det bedst med at udgive og forholde sig digitalt omkring det er være nærværende, og hatten af for det – det betyder ingen Silvan trailere, punkterede dæk, knækkede guitarer, åbne kødsår eller sten saks papir om køretjansen – men det ville vi aldrig kunne. Det er på scenen vi får den energi vi lever af, i sammenspillet mellem hinanden og publikum, og den faktor at alt kan ske når musikken spiller, gør os lige rædselslagne og adrenalinfyldte hver gang vi går op på scenen – intet kan slå følelsen af at spille live, og det håber vi også smitter af i kampens hede, det har vi i hvert fald ladet os fortælle at det gør.
5) I har turneret en del efter albummet udkom, blandt andet på god gammeldags manér med at spille på gymnasier og efterskoler, hvad har tanken været med det? Og modtagelsen?
Det er sjovt, engang havde man opfattelsen af at koncerter på skoler ikke var “rigtige” koncerter – det var nemlig kun på “rigtige” spillesteder at man kunne spille sådan nogle. Men for satan da. Vi fik tidligt øjnene op for skolekoncerter, blandt andet til ORA’s koncept, School Rocks tilbage i 2010, hvor der virkelig var energi og fans at hente. Men da vi i efteråret drog på 3 ugers efterskoletour i samarbejde med ROSA, fik vi flere oplevelser smidt i rygsækken end vi overhovedet kunne have forestillet os. Den dedikation, taknemmelighed og umiddelbare kærlighed til det vi gør, skal man lede længe efter at kunne matche efterskolerne på. For at sige det mildt, har vi aldrig følt os som større rockstjerner end da vi var på efterskoletour, og det vil vi gerne takke de unge dudes og chicas for – hold kæft, det var fedt! For os har opfattelsen af hvad der er “rigtige” og ikke rigtige koncerter og spillesteder intet ståsted i os mere, alle koncerter er rigtige, for det er rigtige mennesker vi spiller for – og mon ikke vi kigger ud forbi skolerne igen til efteråret?
6) Hvis I kort skulle beskrive jer selv som liveband, hvad er Dance With Dirt så for en størrelse, og hvad kan vi forventet os af de kommende koncerter, der blandt andet bringer jer forbi Beta d. 7/3?
Allerede før første koncert tilbage i 2008 på Rock Nielsen i Aalborg, blev vi enige om at hver koncert skal spilles som den sidste, og det mantra lever vi stadig for. Om det er 4 mennesker på Det Bruunske Pakhus i Fredericia, eller 1500 skrigende efterskoleelever på Aftryk Festival, skal der ikke være anden energi tilbage efter koncerten, end den man bruger på at slæbe sin gennemtæskede og svedige krop ud i publikum og videre til en kold pilsner. Hvorfor spille hvis ikke man har tænkt sig at give den alt man har? Vi har aldrig forstået dem som klager over at der ikke er folk nok, og lader dette påvirke dem på scenen – nej, fuck det – de folk som står foran scenen skal vide, at vi sætter gigantisk pris på at de er der, i stedet for at fokusere på dem der ikke er der – det virker jo bare helt åndsvagt. Vi er lige nu i et mellemstadie, fra én udgivelse til en anden, og skriver lige nu på sange som vi gerne vil ud og prøve af på publikum for at få en følelse af hvordan de virker. Derfor kan man forvente sange fra både “We Are Dance With Dirt”, men også et par nye numre som vi håber vil blive taget godt imod. Vi har aldrig været gladere for at spille, og det håber jeg kan mærkes når vi rammer BETA d. 7!
Beta // fredag d. 7/3 // Kl. 22.00 // 50 kr. mere info HER
Af Ken Damgaard Thomsen
Kig forbi Dance With Dirt’s Facebook for flere tour-datoer m.m.
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
