Den kommende weekend, plus det løse, afholdes Heavy Days In Doomtown i Ungdomshuset, med en lille afstikker på Loppen. Her er et kig på hvad den doom- og psykedelisk rockende festival kan byde på søndag, torsdag finder du HER, fredag kan du finde HER og lørdag HER.
Heavy Days In Doomtown løber over hele 4 dage, og der er nok af kunstnere og bands at dykke ned i, nogle velkendte og andre af mere ukendt karakter. Enkelte navne i det spændende program føler jeg mig godt inde i, hvorimod en stor del af navnene er komplet ukendte for mig. med nysgerrige ører har jeg kastet mig ud i ukendte musikalske farvande, men tiden har ikke været til at dykke alt for dybt ned i det mangfoldige hav af doom og psykedeliske toner. Derfor er fremgangsmåden i denne lille oversigt ganske enkel: de bands jeg kender får en kort overordnet præsentation med en personlig vinkel, beskrivelsen af de (for mig) ukendte navne grunder derimod i første indtryk ud fra et tilfældigt valgt nummer med pågældende band. Så med forbehold for at mine første indtryk er helt skæve, lad os se hvad der sker i Doomtown!
Vi er nået til festivalens sidste dag, lad os se hvad søndag kan byde på:
Whitehorse (AUS), kl. 16.00, Main Stage
Ok, jeg snød lidt med konceptet her, det første nummer jeg tilfældigt valgte med australierne varede en halv time, det synes jeg ikke lige jeg havde tid til….. så jeg fandt et, der kun varer 23 minutter! Som man sikkert kan regne ud, så tager bandet sig god tid, også på “West of the Sun” som valgte nummer hedder. Der bygges laaaaaangsomt op med diverse udefinerbare lyde, tilbageholdende støj og underlige forvrængede flader, inden musikken diskret begynder at luske ud af skyggen. I forgrunden lægger dog stadig den forvrængede lyd-collage, cirka 8 minutter inde i nummeret bryder det hele nærmest bare sammen i en orkan af bækken, støj og feedback – musikken er væk. Omkring det 11. minut dukker der nogle genkendelige toner op igen som man kunne kalde “musik”. Ok, det her er sgu ikke lige mig, er sikker på det er “kunst” – men ikke al kunst er lige interessant.
Purple Hill Witch (N), kl. 17.00, Dødsmaskinen
“Rendezvous With Madness”, så er man da nødt til at trykke play! Ok, bandet præsenteres som gammeldaws hævy og inspireret af bands som Pentagram og Black Sabbath, især sidstnævnte synes jeg at kunne høre her. Lige fra den lidt skingre Ozzy’ske vokal til den tunge beton-riffs, Sabbath-arven er der rigtig mange bands der forsøger at løfte i disse år, for eksempel The Sword, som jeg også synes den norske trio har et vist musikalsk slægtskab til på dette nummer. Men formlen virker, det kan man ikke benægte, det lyder sgu fedt det her.
Of The Wand and The Moon, kl. 18.00, Main Stage
Det danske projekt med Kim Larsen i centrum, er et af de her navne jeg “altid” gerne ville have tjekket ud, men aldrig har fået taget mig sammen til før nu. Ved derfor ikke om sangen “Absence” er repræsentativ for Of The Wand & The Moon’s generelle klang, men den neo-folkede og tilbagelænede med “snakke-synge” vokal emmer da af laber coolness. Det er helt filmisk, føles næsten som et soundtrack til en neo-noir film. Stilistisk stikker det noget ud i det ellers møg-tunge program, men den halv-dystre stemning gør alligevel at det på en måde passer fint ind.
Goatess (SE), kl. 19.00, Dødsmaksinen
1 minut og 20 sekunder inde i “King One” kommer der noget der lyder som et halv-kvalt host, sikkert fra røg i lungerne fra nummerets tilrøgede stener-doomede intro, hvor et repeterende riff har fyldt lokalet med tæt tåge. En luftig vokal trænger gennem røgen og de tonstunge rytmer, vi er nede ved fundamentet af tungrocken, de klassiske bundsolide byggesten, ikke noget banebrydende nyt, men det rykker sgu godt i ben og nakke det her. Grundriffet, vokalen og trommerne kværner løs som en cementmikser, der skal ikke bygges nyt, bare pøles ovenpå det solide fundament. Halvvejs bliver det en anelse mere psykedelisk, inden “King One” tramper overbevisende i mål.
Sabbath Assembly (US), kl. 20.00, Main Stage
M’kay, duoen er åbenbart inspireret/tilhængere af Process Church of the Final Judgment, noget religiøst halløj der både tilbeder Jesus OG djævlen, opstået i 70’erne, siden opløst på grund af mediestorm og nu genopstået i en nyere version. Er det mon vigtigt for musikken? Ja og nej er det forsigtige svar, man kan sagtens synke hen i den atmosfæriske og drømmende musik, i dette tilfælde “I, Satan”, uden at tænke over religionsvinklen, men læser man samtidig teksterne, så er det klart at det fylder meget i bandets univers. Musikken veksler mellem beroligende afdæmpede passager og ulmende, hvor man bare venter på at det hele går ned i flammer. Kvindevokalen i front, der både rummer en vis sødme og udflugter ud i det okkult klingende (DEVIL WOMAN!) virker som et af Sabbath Assembly’s trumfkort.
The Graviators (SE), kl. 21.00, Dødsmaskinen
Nå, Pentagram og Black Sabbath i endnu en aftapning, nu begynder det at virke en anelse forudsigeligt. Men det virker jo! Der er naturligvis en grund til, at musikere fra forskellige generationer søger tilbage til nogle af de samme grundelementer, i dette tilfælde kaldet “Narrow Minded Bastards”, tung-rockens ABC fungerer, er uforanderlig over tid og svær at fucke totalt op. Svenskerne er da også endnu et solidt bud på en velkendt klang, og selvom både sangskrivning og opbygningen af nummeret er ganske medrivende, så savner man måske også en skvis nytænkning.
Baby Woodrose (DK), kl. 22.00, Main Stage
Den finder du så ikke lige hos Lorenzo “Guf” Woodrose og retro-slænget, tværtimod er manden vel nærmest efterhånden kustode i sit eget garage/psych/syre-rock museum. Jeg har været på museumsbesøg en hel del gange efterhånden, både live og på plade, og selvom bandet hylder fortiden, så føles det aldrig støvet og bedaget. Jonas har fornylig anmeldt baby Woodrose live, hvor de var i fin form, og lyttet til deres nyeste opsamling med sjældenheder. Albummet Third Eye Surgery anmeldte jeg selv tilbage i april 2012.
Uzala (US), kl. 23.00, Dødsmaskinen
Vi nærmer os afslutningen på Heavy Days In Doomtown og mørket lægger sig for alvor over Ungdomshuset igen. I festivalens bandbio for Uzala står der at frontkvinde Darcy Nutt (lækkert navn) ofte sammenlignes med Grace Slick (Jefferson Airplane), og det forstår jeg egentlig godt. Hendes hymne-agtige levering i “Dark Days” rammer Slick’s tone temmelig meget, ikke at det gør noget, for tonen er super fed! Musikalsk er vi langt fra Jefferson Airplane, her er “White Rabbit” kulsort i et heavy metal/doomet lydbillede, der også leger med mere atmosfæriske passager. Sammen med Nutt’s messende vokal giver det Uzala et ret interessant og episk udtryk, der er næsten noget overjordisk/religiøst over det. Noget der drager og suger én ind/op/ud.
Windhand (US), kl. 24.00, Main Stage
Vi lukker og slukker med det, der også er mit hovednavn på festivalen, Windhand, hvis 2013 udgivelse Soma jeg har skamlyttet de seneste mange måneder. Jeg giver ordet til mig selv:
“…hvilket pragtfuldt tip, er man til atmosfærisk og stemningsfuld doom-metal, hvor tid er noget man har nok af og tager sig, så er Soma lidt af en 5 kvarter lang åbenbaring.
På mange måder føles albummet som ét langt meditativt trip, hvor man både bliver blæst godt igennem af berusende guitar flader og bedøves på den bedst tænkelig vis af mere rolige og dæmpede pasager. Windhand er ikke bange for at køre i langsomme musikalske cirkler i flere minutter, uden at det føles ensformigt. Det bliver nærmest hypnotisk og forførende som sirene sang, når bandet lader numrene udfolde sig i monotont svævende tempo.
Trænger du til at stå af ræset, lukke lidt ned, forsvinde ind i dine egne tanker eller bare lægge ører til en samling fremragende sange, så snup en Soma”.
Og det gør jeg så, søndag aften i Ungdomshuset.
https://www.youtube.com/watch?v=joOGBf7e5gc
Heavy Days In Doomtown løber af stablen fra d. 1. til d. 4. maj, og der tilbydes 4 forskellige muligheder for billet køb – læs mere HER
Af Ken Damgaard Thomsen
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
