Det danske festivallandskab er for alvor ved at tage form, men hvordan ligger landet egentlig? Vi tager et kig ud over det.
Som udgangspunkt er det nærmest umuligt at sammenligne de store danske festivaler og stille et regnskab op for, hvem der er “foran”. Dertil er deres målsætninger, størrelse, ånd, økonomi, og så videre, ganske enkelt for forskellig. Og alligevel kan det være svært ikke at forsøge at måle og sammenligne… Jeg gør det også.
Jeg vil dog forsøge, at holde det til et minimum og i stedet kigge på hvordan festivalerne har booket i forhold til deres formodede publikum og deres smag, forventninger generelt og andre lidt mere løse parametre. Der er ikke nogen absolut sandhed eller facit, det hele er lidt på gefühl.
Hvad kan det så bruges til? Tja, vi elsker festivaler og at diskutere dem, det gør du måske også eftersom du er endt her? Så lad os kalde det et indspark i debatten.
For mange festivaler og den manglende nødvendighed
Nu har jeg valgt at fokusere på, hvad man kunne kalde de 4 “største” eller mest “toneangivende”. Smukfest kører deres eget løb, og godt for dem at de gør det, så de er lidt udenfor kategori. Det samme med feinschmecker festivalen Heartland, som vi kigger på når de har fået fyldt plakaten mere ud.
MEN, store, mellem, små, en- eller flerdags, der er simpelthen ved at være for mange festivaler i Danmark efter min mening. Jo jo, men regulerer markedet ikke sig selv og finder det leje der kan bære? Måske, over tid. Men indtil da er der en uheldig bieffekt ved alle de festivaler, der år efter år skal have fyldt plakaten op, som jeg i sidste ende synes går ud over os som publikum – og i den forbindelse festivalerne selv.
Nemlig den evindelige kunstner-karrusel, hvor lidt for mange navne går igen sommer efter sommer, og måske endda også kan fanges på et spillested eller to rundt omkring i landet ind imellem. Her taler jeg ikke om de danske, de skal da bare bookes så meget som muligt. Men sidste år havde Tinderbox The 1975, i år spiller de på Northside…
Det kunne også være et navn som The Flaming Lips der går fra festival til spillested og måske festival igen. Det gør jo ikke bandet dårligere som livenavn eller pynter mindre på en plakat, men det gør at de mister værdi som booking i mine øjne. Og det gør, at man som publikum kan tænke, “nå ja, skidt pyt hvis jeg lige misser dem denne gang, de kommer jo snart igen”. Ligesom The National.. eller White Lies… eller what ever.
Blot eksempler, men også et sygdomstegn for mig, der ender med at udvande markedet og oplevelsen, der er for få must sees og mødepligt, for chancen kommer jo nok igen, senest indenfor et år.
Hvad kunne løsningen være? Flere små navne, der bliver store?
Festivalernes forpligtigelser
Nu er en festival jo ikke forpligtet til noget som helst overfor dig eller mig, slet ikke dem, der bare er forretninger og skal løbe rundt som business, men der er alligevel noget her der om ikke andet tirrer mig lidt. Snylterne, der ikke selv leverer.
Uden at tage Roskilde i forsvar som the be all end all, så gør de alligevel noget, på grund af deres størrelse, men især på grund af ånden og filosofien bagved. De prøver på, at gøre de næste “klar”, finde morgendagens stjerner og give nogen chancen, der måske bliver et “navn” et par år efter. Dermed er de også med til, at sørge for at der er en balance i fødekæden – for hvor skal de nye, større navne ellers komme fra?
I mindre skala kunne man nævne at danske navne som Liss, Bisse og Phlake spillede på henholdsvis Avalon, Gloria (!) og Rising Scenen (!!) sidste år og nu er eftertragtede navne på andre danske festivaler rundt omkring. Eller hvad med Júníus Meyvant og Whitney, der begge spillede på Pavilion? Ser man ud over Roskildes historie, så er der utallige eksempler på den slags bookinger – så tænk lige over det og kig på plakaten, ordenligt, inden du brokker dig over årets program.
Det nyder de andre festivaler sandelig godt af, uden på nogen måde selv af bidrage til festen i samme omfang, eller bare noget der ligner. Så kan man sige, at deres forretningsmodel er anderledes og de ikke har Roskildes 175 pladser på plakaten til at eksperimentere og give plads – der må satses mere sikkert. Altså på navne andre har kørt i stilling for dem. Og jo flere festivaler der følger den model, ja, jo mere tynder det ud i fødekæden, fordi de, der rent faktisk booker fremsynet til sidst ikke kan nå at følge med. Det mulige slutresultat?
Endnu flere ture i kunstner-karruselen.
Roskilde Festival i en nøddeskal
Ok, fra Roskilde ros til lidt ris, lad os bare få det af vejen. Roskilde Festivals styrke de seneste mange år har været bredden og dybden i programmet, ikke mindst blandt de navne der ikke står med de største bogstaver på plakaten. Godt det samme, for det ER sgu lidt tyndt i toppen indtil videre i år.
Ja ja ja, det er jo den sædvanlige klagesang, hvad er egentlig et hovednavn, folk har forskellig smag, og der der det med det muliges kunst hvad bookinger angår. Og der er kun offentliggjort 70 ud af 175 navnem og alt det der, men lad os se hvad der står med størst lige nu. Lad os lige få A Tribe Called Quest, Justice, Moderat og Trentemøller af vejen. De falder udenfor vores dækning, A Tribe Called Quest vil jeg gerne se, men er det et ægte hovednavn i 2017, kender den gennemsnitlige Roskilde gænger dem? Justice virker som om de var større for adskillige år siden og Moderat kan jeg ikke helt bedømme, så det er lidt et wild card for mig og Trentemøller har, lige meget hvor meget Roskilde insisterer (ligesom med Mew forresten) aldrig været en decideret headliner i mine øjne.
Så er der Arcade Fire, som jeg var ret vild med omkring Neon Bible, The Suburbs var også ok, men siden har jeg mistet interessen. De er muligvis et ret stort navn, men det er også (sandsynligvis) Orange Scene der skal fyldes ud! De gæstede Northside for et par sæsoner siden, men har ikke spillet på Roskilde siden 2007, så i den forstand er de acceptable som genudsendelse, også fordi det har nyt med.
Det har Foo Fighters ikke, men de har til gengæld været long overdue siden de gæstede festivalen i 2005. Spørgsmålet er, om der er gået for lang tid, i den forstand at Roskildes kernepublikum, den brede masse, måske har bevæget sig væk fra stadionrocken i de mellemværende år og hellere vil have noget at danse til, eller hellere ville sætte flueben ved en ægte rockhistorisk legende. Den kategori er Foo Fighters ikke oppe i endnu.
Erasure? Hvorfor? Blink 182, HVORFOR?! The Lumineers, det er jo med et fint og lidt groft udtryk en omgang uskadelig Barista-folk. Lorde, hun var en sensation da hun var 16, er hun stadig det nu hvor hun er fyldt 20? Det går hurtigt indenfor popmusik. Hun er måske overhalet at Solange, mini-Beyonce, der heldigvis har markeret sig som en stærk, selvstændig kunstner – hun kunne sagtens være en af dem, der headliner andre steder om et par år.
Angel Olsen og Kevin Morby er også to interessante navne, der er ved at arbejde sig op og frem, så nu begynder det at ligne noget. High On Fire er gamle i gårde, men har vist aldrig gæstet Roskilde, så det var da på høje tid og en must see. Sammen med de spændende finske navne Atomikylå og Oranssi Pazuzu, hvis psych-doom jeg oplevede på Heavy Days In Doomtown for nogle år siden.
60’er pop/rock garage bandet Priests virker som et potentielt fedt bekendtskab, mens det danske jazz-halløj band SVIN falder i den mere eksperimenterende, men bestemt ikke mindre spændende kategori.
Og så er der jo Rising Scenen, hvor jeg indtil videre har noteret mig Fugleflugten, som jeg var sikker på blev booket da jeg første gang læste om dem og hørte et nummer, fordi det bare skriger af noget Roskilde ville booke – på en god måde. Ligesom d-beat punkerne Tvivler, der er et af de her bands der indtil videre har opereret under radaren, men åbenbart formået at imponere de rigtige folk.
Så med knap 100 navne igen ligner det vel det sædvanlige brogede, frustrerende, meget spændende, pirrende, håbløse, røvelendige og superfede Roskilde program man efterhånden er vant til. Husk at læse plakaten nedefra og op!
Northside, “don’t call it a comeback”.
Sidste år fik Northside ikke helt udsolgt, ligesom der var lidt kritik i krogene af programmet. Det var måske ikke helt fair, var det ikke nogenlunde som man kunne forvente?
Men de forventninger er nok også begyndt at ramme Northside som en boomerang, for efter nogle succesfulde vækstår, så forlanger et krævende publikum at blive imponeret år efter år. Så var det sgu da heldigt, at det lykkes at booke Frank Ocean og Radiohead i år! Jeg kan næsten ikke komme i tanke om to mere “Northsidede” navne til deres publikum.
Jeg har sagt det før, men det jeg synes Northside gør godt, er at de kender deres publikum, og efter bedste evne, booker navne der passer til deres smag. Det giver, alt efter hvad der nu lige er muligt at booke, noget konsensus fra år til år og en form for homogenitet i programmet.
MEN. Hvor de to navne er flotte fuldtræffer bookinger, så kan navne som Richard Ashcroft, The Prodigy og Primus da godt undre lidt? De to førstnævnte er hasbeens, og hvis det fornærmer dig, så få dig en mere opdateret musiksmag. Men The Prodigy kan åbenbart sælge billetter? Så dem sidst de spillede på Roskilde Festival, det er 7 år siden til sommer, allerede dengang virkede det som en noget bedaget fest. Primus, de spillede på Copenhell for et par år siden, hvor de måske ikke rigtig passede ind, men det gør de heller ikke på Northside.
Thomas Helmig? Lokalt! Grøn Koncert, LÅÅÅ! MØ, Phlake og Bisse, fine bookinger, men de spillede, selvfølgelig, på Roskilde sidste år. Run The Jewels og Veronica Maggio gæstede Dyrskuepladsen for et par sæsoner siden, så de er vel fair game som genudsendelser, ikke mindst El-P og Killer Mike, der har leveret 3 fremragende hip hop plader de senere år.
Det ser rigtig godt ud allerøverst på plakaten hos Northside, men jeg synes det bliver lidt tyndt eller knirker lidt når vi kommer længere ned, som det ser ud lige nu. Og snyltertendenserne kigger, som altid, frem i det, der ikke rigtig er plads til nogle ting fra vækstlaget. So be it.
Tinderbox, helt ude i skoven
Men det står da ikke så galt til som i den fynske rodebutik. Alright, jeg kan vist bare konstatere, at vi ikke er et godt match, Tinderbox og jeg. Deres primære ambition synes at være, at trække så mange mennesker som muligt til kasseapparaterne og ikke så meget andet.
Hvis de har et kunstnerisk ambitionsniveau, noget der minder om en gennemskuelig booking filosofi ud over “det kan nok sælge billetter” (kamufleret ved at snakke om de smukke rammer og forhold), så skjuler de det i hvert fald godt. Og det er vel fair nok, de kan bare sige det, så vi alle kan komme videre?
Nå, de kommer nok ikke til at ligge søvnløse over min manglende velsignelse, og fedt for Odense og Fyn at der sker noget. Det kunne bare have været noget federe, der rent faktisk skete!
Tinderbox deler ikke kun ejer med Northside, men også nogle af de danske navne, hvor MØ (på en slags hjemmebane?), Phlake og Helmig også tager en tur ud i skoven. Kim Larsen tager med, og spiller “Hvis din far gir’ dig lov” når han tager Kjukken med. Han virker i rigtig stærk form, eller det var han i hvert fald da jeg oplevede ham i Vega i slutningen af 2016.
Magtens Korridorer har også fået fine anmeldelser for deres koncerter fornylig og så er Tønder-drengen (min gamle hood!) Jacob Dinesen ved at gøre kometkarriere, og overhale indenom på rockens brede highway. Men det er også navne der spiller landet tyndt, som du har masser af andre chancer for at opleve. Ditto for et navn som Suspekt.
Lukas Graham er blevet halv-stor, men, igen, det er jo ikke ligefrem nyhedsværdien der trykker her, men nærmere seddelpressen. Det begynder at lugte rigtig meget af Grøn Koncert, og så kan du jo lige så godt tage til det i stedet for og rent faktisk støtte et godtgørende formål!
Jimmy Eat World? Bizar og utidig booking. Gogol Bordello, er det stadig en ting? Die Antwoord, Roskilde rerun, næste. Kings Of Leon… ørk… OK, personlig smag til side, de er vel stadig et nogenlunde stort rocknavn, men igen, så er da ikke ligefrem noget nyt under solen her. Det er der heller ikke hos den aldrende synth-duo Pet Shop Boys, der ligesom The Prodigy virkede som et noget bedaget foretagende da jeg så dem på Roskilde sidst… i 2009.
Året var 2007 da The Killers spillede på Orange, da havde de lige peaket med deres to første plader. Nu skriver vi 2017 og bandet har ikke været relevante siden 00’erne, hvor de, helt klart, var et af de bands der markerede sig stærkest indenfor mainstream rockmusik og dermed vel også stadig har noget name value? Men det er da i den grad på fortidens meritter og det er da heller ikke ligefrem et navn der skriger af fremsynethed på nogen måde.
Økonomisk ligner det endnu en sikker satsning fra Tinderbox, hvor de kunstneriske ambitioner desværre synes ikke-eksisterende, men det er de sikkert temmelig ligeglade med når de går i banken mandagen efter. Forhåbentlig synes publikum også de fik et eller andet for pengene.
Men hey, plus point for ikke at akkreditere Se og Hør sidste år! Måske der alligevel gemmer sig nogle holdninger i Tusindeårsskoven?
Copenhell, rutine på Refshaleøen
Det er sjovt jeg lidt ser Tinderbox (men kun til dels Northside, fordi de synes at have nogle ambitioner ud over profit) og deres bagmænd Scorpio Booking, som de her små-onde forretningsmænd og aldrig punker Copenhell for at have mindst lige så onde Live Nation og nogle grådige øl-sponsorer i ryggen.
But here we are, jeg sidder og hygger mig med min egen tvivlsomme moral.
I mit og Copenhells forsvar vil jeg sige, at de i det mindst prøver at kamuflere realiteterne lidt og ser ud som om de rent faktisk bruger pengene til at skabe noget der har en eller anden form for ånd og identitet. Og som om de, trods pengemaskineriet bagved, drives af folk der faktisk godt kan lide metal og hardrock, deres publikum og dyrker den kultur der hører med – om end i en lidt bøvet udgave.
Undergrund, eller voldsomt fremsynede og innovative bliver festivalens bookinger nok aldrig, dertil styrer markedskræfterne nok for meget hvad der kan få skidtet til at løbe rundt, men der synes at være en ide og filosofi bagved også. I hvert fald nok til, at man ser lidt gennem fingrene med DAS KAPITAL. Men jeg ved den lurer i baggrunden, så pas på, snoren er ikke uendeligt lang!
Alright, det ligner på mange måder et typisk Copenhell år, hvor man får lidt af hvert, de store navne peger i vid udstrækning bagud i varierende grad og de små er en blandet landhandel.
Der hvor Copenhell er betydeligt udfordret i forhold til de tre andre festivaler her er, at de er en nichefestival. Godt nok en der favner nogenlunde bredt indenfor den hårdere musik, og også er blevet mere rummelig med årene, men der er bare stadig en begrænset bunke navne Copenhell kan vælge imellem hvert år. Især hvis der ikke skal være for mange gengangere – så det er noget af en balanceakt festivalen er ude i.
Derfor er det glædeligt at se, at festivalen der i år afholdes for 8. gang igen lykkes med at grave noget frem, der klinger af noget som man ikke har set før, eller for ofte, på Refshaleøen. Det helt store scoop er naturligvis System Of A Down, det er da noget der batter på en plakat, men ligesom The Killers også indikerer nogle vanskeligheder. Måske i endnu højere grad.
Ekstrem-gøgler metalbandet har ikke udsendt nyt siden 2005 (!) og kun turneret sporadisk i årene siden, sikkert når der skulle lidt penge i kassen. De har IKKE været hyppige gæster på dansk grund, og var temmelig banebrydende, i hvert fald for mainstreamen, i første halvdel af 00’erne og på mange måder den helt rigtige booking. Men de repræsenterer noget, der var engang og som for mig personligt ikke har meget anden værdi end noget nostalgi. Så må vi se hvor meget den slags mætter.
Værre har jeg det med Prophets of Rage. Jeg elskede også Rage Against The Machine i midten af 90’erne, men det her er IKKE Rage og hvis det havde været Rage, så havde det været over 20 år siden de sidst var relevante. Det ville cirka være som at trippe over Oasis i 2017. Jeg siger det bare. Tænk 20 år tilbage (mindst), hvad syntes du var fedt dengang og hvordan var du? Er det dig i dag? I det mindste har profeterne noget nyt musik ude, men den er ikke specielt fed og lur mig om publikum kommer for at høre deres nye sange…
Meget nyt får man nok heller ikke fra Saxxon, eller Ministry, ligesom Rob Zombies show måske heller ikke har udviklet sig voldsomt siden han spillede på Roskilde Festival for nogle år siden – men acceptable bookinger. Selvom jeg har lidt mere fidus til, at to navne som Overkill og ikke mindst Carcass får sparket lidt til de rynkede løg på pladsen. Dem glæder jeg mig til at opleve igen.
Five Finger Death Punch siger mig absolut intet, men så kan jeg jo spise en pølse i mens. Nææææh, må jeg bede om Europe! Et band som jeg, som sikkert alt for mange andre, latterliggjorde og forbandt med “The Final Countdown” i alt for mange år, indtil jeg tilfældigt faldt over deres dengang aktuelle udgivelse, Bag of Bones, i 2012. Det var jo virkelig kompetent og hårdt rockende klassisk blues-influeret heavy og ikke 80’er synth sovs?! Nyeste album War of Kings fra forrige år er endnu bedre, et helt igennem glimrende album faktisk! Dem glæder jeg mig til at opleve live, med en lille risiko for, at bandet ikke helt når samme højder på en scene som i studiet.
Landsmændene Opeth og Candlemass har jeg ikke oplevet live tidligere, så det er tilfredsstillende bookinger, mens ligeledes svenske In Flames lader til, at være kørt noget fast og for min skyld ikke behøvede kigge forbi Copenhell allerede igen.
Frank Carter and The Rattlesnakes og Airbourne skal nok sørge for festen, eller i hvert fald prøve på at levere den, men det er også to navne der lugter noget af genudsendelse og som du har haft muligheden for at opleve herhjemme indenfor nærmeste fortid.
Så er der de danske, Rising og Invocator, der kommer forhåbentlig flere til. Fedt at Rising får muligheden og en Invocators gendannelse til lejligheden er da en sjov tanke. Faktisk repræsenterer det her noget Copenhell måske godt kunne gøre lidt mere ud af, nu de har tre dage at fylde ud. Der kunne godt være plads til mere dansk, især navne på, eller under, Rising størrelsen. Der har været anløb til det over årene, men det er aldrig lykkes at får etableret en tilbagevendende scene eller et fokus på upcoming. Og flere “special shows” eller “one offs”, der på en eller anden måde hylder den danske metalhistorie ville jeg også kunne leve med – hellere det end at booke In Flames igen om 2-3 år.
Myrkur kommer også!
På mange måder er det her business as usual for Copenhell, men sål ænge de formår, at finde nogle navne i den begrænsede bunke af tilgængelige, der ikke virker som rene genudsendelser, så holder de nok skindet på næsen. Men det er sikkert en udfordring der ikke bliver mindre med årene, medmindre der bliver kørt nogle arvtagere til de aldrende koryfæer i stilling rundt omkring.
Afrunding
Festivallandskabet er broget og mangfoldigt, som altid, fristes man til at sige. Hvor lang tid bliver det ved med at “gå godt”? Well, så længe folk har penge de er villige til at bruge, endda på noget der er set før,måske ikke engang i særligt ny indpakning, så går det vel? Men hvor er mætningspunktet og hvornår når vi det, når der er så mange festivaler om buddet, der alle booker efter “det muliges kunst”?
På et tidspunkt er man nødt til, at tænke mere fremsynet. Vel også publikum? Eller vil du bare stå og brøle med på “My Hero”, “When You Were Young”, “Toxicity” eller “Smack My Bitch Up” til evig tid?
