Home Artikler GFR Fokus: Copenhell 2013 – generelle betragtninger fra Helvede

GFR Fokus: Copenhell 2013 – generelle betragtninger fra Helvede

4127
0

Copenhell 2013 er et overstået kapitel, verden gik ikke under, det gjorde festivalen heller ikke selvom den momentvis var ved at blæse væk fredag. Her følger en reportage med lidt generelle betragtninger fra fredag og lørdag på festivalen. Allerede lørdag havde vi en anmeldelse af Alice In Chains klar, den kan du læse HER.  Senere i dag følger de sidste anmeldelser fra fredagens program.

Dette var beklageligvis mit første besøg i helvedes forgård på Refshaleøen, så inden du kan læse flere anmeldelser senere i dag, kommer der lige lidt korte generelle betragtninger.

Først en ros til det venlige personale, både ved indgangene og i barerne rundt omkring på pladsen – der var stort set smil og overskud over hele linjen, selv om nogen havde hvad man kunne kalde døgnvagt. Det kræver sgu alligevel lidt overskud, at skulle lægge ører til ikke kun musik fra de nærmeste scener, men også kvikke bemærkninger fra tiltagende stive metalhoveder (der dog generelt er et usædvanligt behageligt folkefærd). Jeg oplevede aldrig sure miner.

Jeg oplevede heller aldrig mere end en tålelig længde af køer ved både madboder og ølsalg, så ingen brok over det. Tilgengæld sidder Copenhell’s øl-sponsor måske lige lovlig tungt på flæsket, med relativt begrænset og småkedeligt udvalg til følge. Det er samtidig lidt i den dyre ende af festival prisniveauet, uden at være urimeligt. Når man nu ellers går så meget op i ægte metal-ånd, og et generelt meget gennemført set up på pladsen, så er der en lidt ærgerlig “corporate” bismag ved øl situationen. Ikke noget, der ødelagde min festival-oplevelse, hey, øllet var koldt og der var nok af det, men i min verden får man i hvert fald 0.5 liter fadøl for 40 kr. og ikke 0.4 som her – der er en halv liter i en fadøl, og sådan er det!

copen1
Nok om øllet, lidt mere om dem der drikker det. Hvor er I da en herlig broget flok af alle tænkelige metal subkulturer, gamle som unge, tykke som tynde og alt imellem. Og stort set alle venlige og tolerante over for omgivelserne, selv når promillen stiger. Jeg så ikke skyggen af optræk til ballade eller lignende, altid betryggende og rart at overvære. Godt gået, metalheads.

Selve afviklingen af festivalen forløb i lange stræk relativt smertefrit. Det uheldige strømsvigt under Alice In Chains fredag aften, så vidt jeg har kunne læse mig til forårsaget af en generator der brændte sammen, var naturligvis lidt en sort plet på festivalen. Det bør ikke ske, men det sker nu altså bare nogle gange. Er der forresten nogen, der har styr på Moses Hansens gøren og laden lige omkring det tidspunkt? Vinden, som især drillede lydmændene fredag, er der heller ikke rigtig noget at gøre ved, med den placering festivalen har, og det må man så leve med. Den var da nærmest heller ikke en faktor lørdag, hvor de fleste koncerter også gik fra fredagens “til at leve med” lyd til generelt god, og enkelte gange fornem, lyd. Om ikke andet, så skal Copenhell have ros for at spille dejligt HØJT!
copen2
Et tilbagevendende “problem”, og her er vi nok i afdelingen for luksusproblemer, ved denne form for festival (som man i denne forbindelse kan sammenligne med f.eks. Northside), er det kompakte musikprogram. Med 3 scener indenfor forholdsvis kort afstand af hinanden, så virker det næsten som om der sker for meget på for kort tid. Hvis man ikke kan styre sit musikbehov, som undertegnede, så ender man hurtigt med at halse fra scene til scene og bare konsumere livemusik uhæmmet indtil man flækker eller bare går død og ikke kan rumme mere. Det kan man sige må være mit eget ansvar, der er ingen der tvinger mig til at høre alt, men når fristelsen er der, så ender jeg ofte med at storme rundt som en hund efter en pind, der konstant kastes foran mig. Festivalen har nævnt muligheden for en tredje dag engang i fremtiden, men jeg håber de tænker sig gevaldigt om og ikke kaster sig ud i det før det virker tvingende nødvendigt.
copen3
Størrelsesmæssigt, hvad angår antallet af publikummer og selve pladsen, så virker det helt passende i sin nuværende udformning. Der er plads nok, sjældent flaskehalse og alligevel fremstår det intimt, trods de industrielle omgivelser. Faktisk er de gamle B&W bygninger en fantastisk kulisse for festivalen, det matcher på en eller anden bare musikken godt.

Mit første besøg på Copenhell bliver helt klart ikke mit sidste, det kan godt være at der er pokkers langt til helvede, men det er turen værd. De største oplevelser blev som forventet Alice In Chains og Down (som du kan læse en fyldig anmeldelse af i morgen), den fede stemning på pladsen og så en grovbolle med svin og kål serveret i Asgård – hvad har man så at klage over? Regnen, der ramte et par timer lørdag? Hvis det er den straf, der måtte tilfalde alle os syndere, så tyder det på at guderne trods alt er på vores side.

copen4

Læs med på gfrock.dk i morgen tirsdag, hvor vi er klar med en fyldig anmeldelse af Down, samt kortere kig på udvalgte navne som Accept, Newsted, Bornholm, Testament og Essence.

PS: Jeg kan godt lide når konferencier, er mere hæse end mig på anden dagen af en festival – godt gået Anders Bøtter og Carsten Holm!

Skrevet af Kodi

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock – se flere billeder på Facebook. Fredag, lørdag og stemningsbilleder.

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul,  metal and the what have you – hver dag!

 

Previous articleArctic Monkeys – When The Sun Goes Down – 17/6 – 2013
Next articleGFR Live: Anmeldelser fra Copenhell, fredag d. 14/6 – 2013

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.