Home Interviews GFR Fokus: 6 hurtige til Black Book Lodge

GFR Fokus: 6 hurtige til Black Book Lodge

2844
0

Debuten fra Black Book Lodge, Tûndra, udkom i februar til glimrende anmeldelser, blandt andet her på siden. Vi har fanget bassist Trygve Borelli Lund fra bandet, for at høre lidt mere om albummet og bandets kommende koncerter. 

Tûndra har fået en rigtig god modtagelse hos anmelderne – og vi synes også det er en glimrende udgivelse. Så først og fremmest – Tillykke med den! 

Tusind tak!

1) Det virker som en meget gennemarbejdet udgivelse – Hvad har tankerne været op til udgivelsen? 

Umiddelbart: ENDELIG! Vi har siddet og fedtet med det her album i ret lang tid – og det var ellers ikke meningen. Umiddelbart ville vi bare lægge det op på Bandcamp og komme videre i teksten. Men Jacob fra Mighty Music hørte det og var ret begejstret over det. Det udsatte udgivelsen yderligere et par måneder, da det så lige pludselig skulle gøres på den “rigtige” måde.

2) Tûndra – hvad refererer titlen til og hvad er temaerne på albummet?

Det er en metafor og det er meningen, at det skal symbolisere noget koldt og trist. Ikke ligefrem rocket science, men sådan er det når man er for dum til at spille jazz. Vi drømmer dog om at have en flot musikvideo, hvor vi rocker ud i en tundra med vind i håret. Så hvis I køber pladen, så ved I hvad pengene går til!

3) Nu vi er ved betydninger – hvad er en Black Book Lodge?

Det er snuppet fra en sang med Gluecifer. Så det er vel en loge (eller måske en fin træhytte), hvor man tilbeder satan, sniffer lim og deler mørke hemmeligheder. 

4) Man kan fornemme flere forskellige musikalske inspirationer i jeres musik, I har blandt andet nævnt QOTSA, Tool med flere. Men hvad har inspireret til lyrikken, som også virker ret gennemarbejdet?

Nu taler jeg på Ronnys vegne (Jønsson, sangskriver, forsanger og guitarist, red.) – men jeg tror meget af inspirationen kommer fra David Eugene Edwards. Det er meget med referencer til religion… Han tager generelt sine tekster meget seriøst – ofte med det resultat, at sangene typisk ændrer titel 40 gange. Det er fandeme forvirrende i øvelokalet.  Især for en blank bassist og en mindst ligeså blank trommeslager.

5) Hvordan ser fremtiden ud for Black Book Lodge? Er der en bestemt retning, I gerne vil i?

Plade nummer to er næsten færdig og den er meeeget anderledes. Vi elsker stadig Tundra, men vi vil altid være et band i udvikling. Vi ser ingen grund til at lave den samme plade to gange.

Forvent laaaange, episke kompositioner. Vi er nok blevet lidt “skadet” af at have dyrket King Crimsons “Red” ret meget på det seneste.

6) I skal på turné i år med albummet – hvad kan vi forvente af Black Book Lodge live?

Nye sange og de sange fra Tundra, som vi bedst kan lide. Vi kommer nok også til at eksperimentere lidt med arrangementerne… så hvis man blot vil høre pladen nøjagtigt gengivet med lidt “hvor ser I godt ud i aften!” mellem numrene, så bliver man nok skuffet.

Således lidt klogere på Black Book Lodge og Tûndra vil vi opfordre til at tjekke bandet ud, når de rammer scener rundt om i landet.

Af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleThe Chairman – Don’t Call Me The Chairman – 4/3 – 2014
Next articleThe Wakers: There Is Life In The Forsaken Woods (EP) **** (4/6)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.