I sidste uge kom vi med 5 bud på nogle danske metalnavne, der burde blive større i 2016, eller i hvert fald få muligheden for det. I denne omgang retter vi blikket mod rocken og det mere alternative.
Det er kort sagt udgangspunktet og præmissen for dette indlæg. Det er ikke et kategorisk “de her navne bliver store i 2016” indlæg, den slags gætværk lader vi andre om, men mere et “hvem fortjener en chance for at markere sig, og hvorfor”. Derfor er det også et kig på nogle navne, der i vid udstrækning stadig er undergrund og som ikke allerede har tilkæmpet sig en del opmærksomhed her på siden, i andre medier eller på en eller anden vis har en hype.
Så ingen Velvet Volume, Fribytterdrømme eller The Entrepreneurs i denne omgang, de er allerede oppe i fart, og heller ingen I’ll Be Damned, dem kan vi nærmest ikke hype mere end vi allerede har gjort, hehe!
Samtidig er det jo lidt vage definitioner og åbent for fortolkning, hvad man lægger i ord som “markere sig” og “blive større”, men det er tænkt lidt som, at de her navne gerne må få lidt medvind, men måske mangler det sidste skub fra nogen for, at kunne komme i betragtning til eksempelvis en plads i Roskilde Rising programmet, på Spot Festival og lignende, eller som support for et større, etableret navn.
Det er altså ikke nødvendigvis navne, som jeg tror har en mulighed for et stort nationalt og bredt gennembrud, men en række navne som fortjener mere eksponering og muligheder for at blive hørt, end tilfældet har været indtil videre.
Lad os se hvem jeg synes fortjener at blive spændt fast til en raket, og få et boost.
RedWolves
Vi lægger ud med et navn, som vi kun har omtalt sporadiske igennem lidt koncert foromtale og Dagens Track’s i 2015, men som har en ny EP på trapperne, som anmeldes her på siden i næste uge. Så spoiler alert!
RedWolves transformation fra Awesome Mr Powerwolf og transformationen fra den habile, men måske ikke voldsomt mindeværdige rockmusik fra deres seneste EP, Wake Up fra 2014, er med Walking Roads komplet – og ganske enkelt imponerende. Den EP, og bandets fuldstændig forrygende energi og medrivende numre, har kort og godt blæst tøjet af mig.
RedWolves genopfinder muligvis ikke rocken, eller leverer noget decideret nyskabende eller banebrydende, men deres klassiske rock er så velspillet og kanaliseres ud igennem 4 forrygende sange, at man fuldstændig glemmer, at det måske er hørt tidligere i en eller anden form. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg senest har hørt en dansk, rendyrket, rock-udgivelse der sparkede SÅ meget røv! Og sparkede MIN røv!
Det kan måske blive vanskeligt at trænge igennem muren af ligegyldigheder og kommerciel vanetænkning på de danske radiostationer, og få det her bredere ud, beklageligvis, for dansk rock, og rock verden rundt, kunne sgu’ godt trænge til et gevaldigt los i bagdelen. Derfor ville det også være prisværdigt, og en meget velkommen håndsrækning, hvis Spot, Uhørt og andre upcoming festivaler, Roskilde Rising, ja selv Copenhell, gav den her omgang rock en platform.
Anmeldelsen er skrevet, den er som I kan fornemme særdeles positiv, hvis I elsker ufortyndet og uforfalsket rock, så glæd jer – især hvis I, ligesom undertegnede, ellers har udviklet en vis grad af immunitet overfor genren.
Det her rykker!
Stonebird
Vi bliver indenfor den klassiske rock, men bevæger os over i det mere blues-inspirerede hjørne af rockklubben. Stonebird er et eller andet sted beslægtet med et navn som Grusom, der på ganske kort tid er gået fra et demo-band til, at få en pladekontrakt hos et tysk selskab og udsendt et rost debut-album. Det burde også være inden for rækkevidde for Stonebird, der allerede har en glimrende EP på samvittigheden.
Igen er det ikke fordi bandet er decideret banebrydende, eller betræder nye græsgange rent musikalsk, det er faktisk meget gammeldags det Stonebird fortager sig med deres melodiske, let sumpede og tilrøgede blues/classic rock – men de gør det med så meget autoritet, hjerte, godt håndværk og sjæl, at man momentvis glemmer, at bandet ikke har 40-45 år på bagen.
“Blues On The Rise” hedder svendestykket på EP’en Who Will Slay The Beast?, et nummer der i bund og grund “bare” handler om at skrive og spille sangen. That’s it. Men hvilket nummer! Sangskrivningspaletten skal måske udvides lidt, og flere numre af den kaliber skal på repertoiret, inden Stonebird er helt klar til at komme længere ud i verden, men her kunne flere bookinger og opmærksomhed, måske give det sidste skub.
Bandet er nok, endnu, ikke aktuelle til festivaler som Spot, Copenhell eller Rising Scenen, men Uhørt Festival, og lignende, virker helt oplagt og som noget der kunne give gruppen et velfortjent boost.
EP og live-anmeldelse kan findes HER
Marc Facchini
Det navn får måske ikke lige umiddelbart så mange klokker til at ringe? Facchini har tidligere været frontmand i Mescalin, Baby og Mother Lewinsky, der måske får det til at ringe en smule hos folk der har fulgt den danske undergrund og upcoming scene de seneste år.
Nu står han så på egne ben (med et backing band, i hvert fald live), og udsendte sidste efterår den lidt oversete plade Vidunderlige Drømme, der faktisk var ganske vidunderlig på flere punkter! Stilen er dansksproget sanger/sangskriver rock, med et ret varieret udtryk, der spænder fra radio-rockere, 70’er sangskriver stil, ballader og melodisk rock. Alt sammen bundet sammen af Facchini’s karakteristiske og lidt særprægede vokal, der emmer af personlighed og nærvær, og hans velskrevne, lidt skæve og finurlige tekstunivers.
Stilen kan minde om en hverdags-poet der bare tænker højt, strøtanker om verden omkring os, fra de små detaljer i hverdagen til verden set i bredformat helt ude fra verdensrummet. Gadens skæve eksistenser og mere filosofiske betragtninger om hvor vi står og skal hen som menneskehed. Alt sammen leveret på indlevende vis, uden nykker eller selvfedme. Facchini er ikke politisk som sådan, i hvert fald i partipolitisk, men universet hælder mod det humanistiske, uden at det bliver noget pladder – dertil er der for mange små, velplacerede, nogle gange bittersøde, stikpiller spredt ud i teksterne.
Med hans baggrund i de nævnte bands kender han nok allerede lidt turen og forholdene, der skal noget benarbejde og tålmodighed til, når den musikalske stil er en der måske ikke er så anmassende eller påtrængende, at den råber verden op fra første sekund. Spot Festival burde være helt oplagt, og lignende upcoming festivaler og så måske nogle support tjanser for lidt mere etablerede danske navne – hvis han gider det?
Marc Facchini fortjener i hvert fald at nå længere ud med det her, Vidunderlige Drømme er en skøn lille perle af et album, som rummer mere end overfladen afslører, når man lige får den ind under huden.
Bjergtaget
Ind under huden er også det, det kræver, hvis man virkelig skal sætte pris på gruppen Bjergtaget. På en måde aner man et åndeligt slægtskab med Facchini, hvor musikken veksler mellem det ekspressive og nærmest underspillede, hvor der kan ligge en masse fortolkningslag mellem linjerne – her næsten i endnu højere grad end hos Facchini.
For selv om tekstuniverset slægter hinanden på, både i tematikker, det filosofiske og budskaberne, så er det hos Bjergtaget, og sangskriver, tekstforfatter og frontmand Stephan C. Krabsen, endnu mere ukonkret og åbent for fortolkning, hvad numrene egentlig handler om. Det ene er ikke bedre end det andet i dette tilfælde, det er bare 2 forskellige udtryksformer og fremgangsmåder for noget der på en måde vil noget af det samme.
Derfor er Bjergtaget måske også en kende vanskeligere at “sælge”, for giver du ikke musikken en chance for at simre, hænge fast og vokse, så virker det måske umiddelbart som noget, der ikke gør voldsomt meget væsen af sig. Bjergtaget er på den måde en lidt stille sniger, men belønningen føles så også det større når man først er blevet hooked – og det vil jeg næsten garantere du gør, hvis du giver det lidt tid.
Bjergtaget er lige på trapperne med deres debut, et album der har været længe på vej og har mødt nogle bump, så mange at de til sidst valgte bare selv at udgive den – når ingen andre ville. Ikke fordi de fik dårlig feedback fra pladeselskaberne, tværtimod, men fordi selskaberne kort og godt havde svært ved at se hvordan de skulle sælge varen. Det er både forståeligt, med de ovennævnte forhold in mente, og virker lidt sort for mig, efter jeg nu har haft albummet til gennemlytning et par måneder (anmeldelse følger senere på ugen).
Jo, det er måske ikke lige musik hvor hitpotentialet springer direkte i øjne og ører, men heller ikke noget der kræver SÅ meget tid og lytteindsats, at det ikke sagtens ville kunne gøre sig i radioen, hvis man ser bort fra de mest kommercielle eller mainstream radiostationer. Men mest af alt er musikken af så høj kunstnerisk kvalitet, at jeg som pladeselskab gerne ville have dem i stalden som et “prestige” eller kvalitetsnavn. Et der måske ikke sælger tusindevis af plader, men som signalerer at man også vægter kunsten.
Book Bjergtaget, de skal bare ud og spille nogle jobs og få en chance for at blive hørt. Det kan godt være det er det lange seje træk der skal til, men der må være et publikum derude til det her.
Diverse!
Ja, jeg snyder lidt med sidste punkt her, og vil bruge den til, at opfordre til, at danske bookere, festivaler og os lyttere, giver noget af det mere skæve danske kvalitetsmusik der er derude en større chance for at blive hørt. I sagens natur er det meste af det her ikke mainstream, eller lige nemt at fordøje eller “forstå”, men det er heller ikke det samme som, at det er så underligt, at det er UMULIGT at forstå – på mange måder er de her navne lige så iørefaldende og fængende som ting du kan høre i radioen, i sin kerne, men indpakningen skræmmer måske nogen.
Det første navn jeg lige vil give en anbefaling er samtidig et, der på en del punkter sagtens ville kunne gøre sig i radioen, hvis der var lidt mere mod derude. ITVIVL er i de mest imødekommende stunder som en poetisk blanding af Mikael Simpson møder Love Shop og digtoplæsning. Ja, jeg ved det sidste måske allerede får nogen til at stejle, men uanset om det er et fy-ord for nogen eller ej, så er det her efter min bedste overbevisning poesi tilsat musik. Endda virkelig god poesi! Der hverken bliver for højrøvet eller arty farty, der minder mig et eller andet sted om Halfdan E’s samarbejde med Dan Turéll. Læs en anmeldelse HER
Nu hvor de fremragende Spillemændene er gået i hi (eller opløsning?) så kan du høre Bisse i stedet for! Bagmanden er hovedsangskriver i Spillemændene, Thorbjørn Raddish, så kunne du lide deres syrlige og besynderlige, men meget kreative og levende, tekster, så er du på rette hylde her. Han er nået til sidste del af sin såkaldte blod-trilogi (og har også fundet tid og overskud til at udsende et hiphop album sideløbende), der blander alle mulige og umulige genrer med den interessante lyrik. Bisse bløder, Bisse gør sig umage, Bisse er din ven – og spiller helt fortjent på årets Roskilde Festival. Læs anmeldelse HER
Bevæger vi os for en kort bemærkning væk fra det dansksprogede, så er der lummer og depraveret salon, cabaret og bordelstemning at finde hos Strangers On A Train, der på vellykket vis fletter kammermusik, balkan og tango rytmer, Tom Waits og andre snuskede klange og genre sammen. Derudover fortæller deres glimrende debut lyssky fortællinger fra et skummelt bordel, hvor ældre kvinder tilfredsstilles af unge, mandlige prostituerede. Det kunne lyde som en sensationslysten gimmick, men det her er faktisk både en herlig baggårdsmusik og et koncept der virker alt andet end det.
Sidst, men bestemt ikke mindst, skal du give Mørtel et lyt. Det er nok på mange punkter det mest særprægede navn i denne lille alternative buket. Og nej, det har nok ikke en chance for et bredere gennembrud eller opmærksomhed i det omfang det egentlig fortjener. Det er er de 2 bagmænd og sangskrivere, Andreas Hjertholm og Hans Holten Hansen, sig nok helt bevidste om. Kvindelige korsangere, surrealistisk og uskøn croon, pop, klaverballader, syret og folk’et psych, syrlige drops og søde kys, det her er på den bedst tænkelige måde….. anderledes. Og egentlig ret smukt og dragende, på sin egen lidt små grimme og uhåndgribelige facon. Anmeldelse følger om et par uger.
Dansk upcoming og undergrund rummer både kunstnere, der på grund af deres lyd og udtryk burde kunne appellere bredere og navne der bare i sin natur er undergrund – men begge dele fortjener flere ører og muligheder. Så lad os endnu engang runde af med en opfordring om, at bruge lidt tid på noget musik, som ikke lige har fundet vej op fra den mørke muld endnu – det spirer dernede!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Stefanie Sloth Hansen, Stonebird på Rust
